Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
Styrer: Taco
277 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Day Dreamer on May 16, 2016 22:18:35 GMT 1
Daydreamer veg tilbage for Gaizka's ord. Hun var i sandhed den eneste der havde den sandfarvedes respekt og havde kontrol over hendes vilje og styrke. Daydreamer klappede i, men kunne ikke dy sig og mumlede lavt. "røvslikker" Da en af... tydeligt Ice's klamme afkom, maste sig forbi og startede kampråb for denne Leslie. Hun havde godtnok fået besked på lav profil, men da den grimme sortmønstrede vanskabning gik forbi hende, vrikkede hun hoften mod den og skubbede denne ud af balance. "...ups?" sagde hun og lo. Hun kunne ikke lade vær.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
Styrer: Taco
72 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Acempia on May 16, 2016 22:27:11 GMT 1
Den kontrasterede hoppe rettede sig stolt op da resten af forsamlingen fulgte hendes kampråb og hun gik med lange, selvsikre skridt og halvlukkede øjne med Leslie som den første. Hun fnøs sig forbi den lyse med de mærke knæ, men pludselig var der noget det puffede til hendes skulder og hun måtte trippe for ikke at falde. Den store hale svang straks rundt for at finde et balancepunkt og hun så sig med det samme gal på den sandfarvede med den lyse man. "Du..." knurrede hun. Hun havde lyst til at hive den røde stribe ud af hendes hale, og bære den for altid som et minde om den dag hun vandt en kamp over en meget flabet og dum hoppe! Dog så Acempia meget afventende mod Leslie som hun havde valgt som sin nye leder. Hun ventede på tegn til at springe i fjæset på dimsen med udsmykningen der sikkert ikke engang var ægte guld.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Styres af Trinse. ♡
395 POSTS & 7 LIKES
|
Post by [Trinse] Mephisto on May 25, 2016 10:35:22 GMT 1
Denne skæbnesvangre nat havde den spraglede hingst, Mephisto, lagt sig til at sove i en af Lapis' varme grotter. Han holdt jo normalt til i Vustlaum, men da både hans mage og deres søn tilsyneladende var forsvundet, følte han ikke rigtigt, at han havde noget at gøre dér længere... Han holdt derfor mere og mere til i Sylinum, da han elskede det varme vejr her. Som regel tog han dog hjem til sin hule i Vustlaum for at sove, i håb om at Akata og Emeriel ville være der, når han vågnede op igen... Men ikke denne dag. Han havde vandret rundt i Lapis så længe, at mørket var faldet på, og for en sikkerheds skyld havde han derfor valgt at søge ly for natten her. Pludselig havde en stemme blandet sig i hans drøm; så stærk og overbevisende, at han var vågnet af det. Pokkers! Der havde været så mange af disse stemmer på det seneste, og det var ærlig talt ved at være lidt irriterende... Guderne arrangerede det ene møde efter det andet for at prøve at påvirke landets beboere til at følge dem, og det var sgu lidt trættende i længden.
Mephisto var derfor klar til at vende sig om på den anden side og falde i søvn igen, men alligevel var der noget, der fik ham til at forblive vågen og spekulere. Hvem var denne Leslie? Han lød ikke som en eller anden ophøjet gud, og det fik på en eller anden måde vækket en interesse i den spraglede Mephisto. Det var jo helt tilfældigt, at han var blevet inviteret med til dette møde, fordi han lige præcis denne nat havde valgt at overnatte i Sylinum. Så hvem vidste... Måske var det skæbnens kald, at han var bestemt til at følge denne Leslie? Om ikke andet så ville han i hvert fald give ham en chance og se, hvad han var for en gut. Han kom derfor hurtigt på benene og drog af sted mod den del af Lapis, hvor Leslie holdt til.
Da Mephisto endelig nåede frem, var der allerede godt gang i løjerne. En masse heste var samlet, og der var en del påstyr og uro. Mephisto værdigede ikke de andre heste så meget som ét blik, men skridtede målrettet igennem forsamlingen og op til fronten, hvor en sort hingst tårnede sig frem med en hær af følgere bag ham og ved hans side. Mephisto fik øjenkontakt med denne hingst, og et eller andet blev vækket i ham. Der var noget over denne hingst, der dragede Mephisto imod ham. En eller anden form for tiltrækkelse... Om det blot var fascination eller en mild form for forelskelse var ej til at sige, men én ting vidste den spraglede hingst; det var ikke tilfældigt, at han var blevet præsenteret for denne Leslie. Hans liv var bestemt til at følge denne hingst og være hans tro følger til evig tid - det vidste han nu. Han ignorerede fortsat de andre heste omkring sig og henvendte sig direkte til Leslie.
„Leslie Morgansøn... Mit navn er Mephisto. Hver sød at fortæl mig, hvad der er meningen med dette møde. Hvorfor har du kaldt mig hertil? Og hvorfor føler jeg denne... dragende fornemmelse mod dig? Hvem er du, og hvad vil du kunne bruge mig til i fremtiden?"
Mephisto var kommet meget for sent til mødet og var derfor gået glip af alle de oplysninger, Leslie allerede havde givet. Nogle af spørgsmålene havde han derfor nok besvaret før, men Mephisto var ligeglad med at komme til at virke uhøflig. Han så direkte ind i øjnene på Leslie og viste ham et blik fuld af følelser og oprigtighed. Der var ingen, der kunne være i tvivl om, at Mephisto ikke var her for at være uhøflig og provokerende - men på grund af en ægte lyst til at lære denne Leslie at kende personligt.
|
|
Hoppe
632 POSTS & 24 LIKES
|
Post by Trudy on Jun 14, 2016 19:58:33 GMT 1
Atter lod denne Leslie sin røst lyde over hjorden af heste. At han valgte at udtale, at kampen mod guderne havde været uden mening, var en grov fejltagelse, der fik Trudys ellers så grønne blik til at mørknes. Så han mente ikke, at deres liv var vigtige? At de blot skulle have ladt sig udrydde? Underligt.. Den mørke hingst virkede ellers ikke til, at være direkte uintelligent, men han lod ikke til at skænke det en tanke, at hvis de var blevet udryddet dengang, så ville hverken han eller nogen af hans undersåtter eksistere den dag i dag. Det kunne godt være, at han så ned på dem, men uden en fortid, var der nu en gang ikke en fremtid. Den mørke hingst var dog ikke færdig med at rakke ned på dem. Hans enetale fortsatte, nu med en stemme der var gennemsyret af afsky, i stedet for blødhed og overtalelse. Endnu en fejl.. Troede han virkeligt, at det var muligt at få folk til at følge ham, når han valgte at kalde dem for formålsløse? Med et fnys rystede Trudy på hovedet, med ét træt af, at høre på denne ligegyldige svale, fra en hingst der havde placeret sig selv på en piedestal, uden at synes at have noget at gøre der.
Trudy lod nu blikket glide omkring, og undrede sig over Leslies påstand om, at landet var gået i forfald. I hendes øjne der var der intet tegn på, at landsdelen havde lidt under, hvilke ledere det havde haft. Forår, sommer, efterår og vinter. Årstiderne gik sin gang og naturen fulgte med, uanset om der befandt sig en ledende flok eller ej. Men for dem der troede på Leslies overbevisninger, var det sikkert en fin tale. En tale der tilsidesatte ham med en gud. Åh ja, lidt kløgt indeholdt den mørke hingst alligevel.
Da Leslie nu bekendtgjorde, at de ville bøje sig, forsvandt Trudys ører atter ned i nakken. Ingen havde nogensinde kunne tvinge den sorte hoppe til noget, hun ikke ville, og ingen ville nogensinde komme til det! Og direkte at kalde det for en gave? Ja det var naturligvis ikke videre gennemtænkt. Kom igen Leslie. Der opstod uro i rækkerne, men Trudy gav det ikke større opmærksomhed, i stedet fejede hendes blik over en nyankommet hingst, der begyndte at stille de samme spørgsmål, som Leslie lige havde besvaret.
|
|
|
Post by Deleted on Jun 15, 2016 7:53:13 GMT 1
''hold my hand, Oh baby it is a long way down to the bottom of the river.. ''
Den gyldne hoppe bevægede sig med hovedet let bøjet, men bar sig let og elegant selv med sit undertrykte og forsigtige blik i øjnene, ved Brutus' side. Den brune hingst med de mørke striber bevægede sig gennem mængden af de fremmede heste. Han var lige præcis stor og bred nok til at kunne gøre sig bemærket blot ved at fnyse irriteret og stampe lidt ekstra i jorden, som han kom frem. De skulle absolut med til denne forsamling, men alligevel var de for sent på den, nok mest fordi Brutus ikke kunne finde vej ligemeget hvor travlt de så end havde, men en hingst var vel en hingst og det var under dem at spørge andre om vej.. Medea syntes ikke om den stemning der herskede i mellem hestene, der virkede meget imod Leslie, bortset fra nogle få selvfølgeligt.. Hvor end man kom var monstrene klar til at følge et større monster der kunne give dem en grund til at slippe deres mannere og alle bånd der måtte holde dem. Især en hoppe syntes meget opsat på at gå imod Leslie. Hendes stemme fik Medea til at stoppe let op i sin færd. Brutus brasede frem med hævet hoved og snappede efter en hest, der ikke lige havde opdaget, at han altså gik der og at vedkommende ej skulle stå i vejen. Medea betragtede forsat hoppen, der modigt snakkede imod Leslies overtagelse, hun formåede endda at tænde et vagt lys af håb i hendes hjerte. Hvis Leslie faldt, ville Brutus måske endda lade hende gå? Svaret kom få sekunder efter. Nej, for Leslie vandt altid.. Hvis ikke med sine ord, så med sin forkant af heste med alt for små hjerner til at gøre andet end at kæmpe hovedløst og følge deres krybdyr hjerne, der drev dem med de mest basale lyster. Medea havde i denne process, hvor hendes håb var blevet tændt og druknet, formået at stoppe helt, hvilket Brutus opdagede og slog irriteret med halen, men gik blot videre. For i sidste ende var Leslie langt mere interessant end hans lille ørkenblomst.
Hun var endt med at stå ved siden af en sort hoppe med en blank sort pels og en farverig manke. Hun sagde intet, hvilket også medvirkede til at Medea ikke opdagede hende med det samme og med en vag stemme, der var fyldt af sympathy og næsten knækkede midt i det hele på grund af det hun vidste ville ske. "Hvorfor kan de ikke se .. Han stopper ikke for nogen.. De dør alle sammen.. "
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
Im falling to pieces
259 POSTS & 11 LIKES
|
Post by Gaizka Calanthia on Jun 15, 2016 13:09:18 GMT 1
Gaizka Calanthia Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.
Gaizkas blik var sort som natten. Et af dem, de færreste ønskede at møde på deres vej. Hendes læber var nødt til at smile koldt mod tossen, der kaldte sig for konge. Uanset hvilke fornærmelser han kom med, var det ikke nogen der berørte hende. Det der berørte hende, var hans måde at indtage landet på. Hans totale uvished om, hvilket folk han forsøgte at rejse sig over. Hendes nakke var ædelt hævet og stoltheden kunne han ikke tage fra hende. Hun havde skabt sit eget imperium - af få heste, men han kunne vente sig, til de rejste sig. Der var mange derude, hun endnu ikke havde talt med. Mange hun ikke havde vundet til flokkens side. Den skønne dag ville komme, hvor hun havde nok følgere, til at vælte Leslie og tage Sylinums trone. Hendes blik afslørede ikke et hak af hendes tankespind, men åh hvor det boblede i hende.
Han kunne sige, hvad han ville om Daydreamer. Hendes fortid med mord, forholdt sig udenfor flokkens tid. Men Gaizka frygtede ikke at pudse den gyldne hoppe på andre. Det var selvfølgelig ikke i nærheden af alle og enhver, men de der satte deres flok og hoppernes ret i fare. Gaizka rankede ryggen og hævede halen. Lyttede til den omgang bræk Leslie kom med. Igen og igen så man hans ego. Hans egne behov, hans egne lyster... Det ville blive udført ved hjælp af hjerneløse undersåtter. Eller heste der var tvunget ind i hans magt. Heste der godhjertet ville tro på hans fablen om landets forfald, og den konge der reddede dem alle. Og så sagde han at de VILLE bøje sig? Var det en trussel, eller en realitet? For Gaizka handlede kvinderettigheden om aldrig at bøje sig. Skulle hun bevise det, ved at lade sig dø, var hun parrart. For nok kaldte han dem for mordere, men ville han ikke selv i den sidste ende, udrydde hende og flokken, hvis de nægtede? Hun skød kæben frem, da hans endeløse munddiarre endelig ophørte.
"Med tiden, vil dine øjne åbnes, dit ego styrte i døden. Kald os hvad du vil. Fornærm vores land og vores tro. Hvis du virkelig mener, det er måden at vinde et folks tillid på. Men tro aldrig, at du er mere værd end os andre. I den sidste ende vil dit syge styre, være afhængigt af dine følgere - hvad med de, der ikke ønsker at følge? De der hellere vil dø, end at underkaste sig?" Gaizkas øjne slog lyn. Hun slog med halen, vendte sig om og gjorde tegn til flokken om at komme med. Før de forlod pladesen skævede hun tilbage. "Vi ses igen, Leslia. Lad skæbnen bestemme min fremtid." Gaizka kneb øjnene sammen og forsvandt.
I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...
|
|
|
Post by Deleted on Jun 15, 2016 13:33:22 GMT 1
Tingen stod blot og gjorde nar. Hun kunne godt se han nærmest grinte af hende. En ting var sikkert han vidst ej hvem hun var, men det var der få der gjorde. Hun svippede utilfreds med halen, imens hun blot lod øjne hvile på ham ”Så fulde af ord.. men alligevel gør grin med alle andre… du er ikke meget værd af en leder at være.. du kan forvente at se mig danse på din grav..” det var de sidste ord hun sagde før hun blot forlod stedet igen, mere havde hun ikke at gøre her.
|
|