"The black one us full of fear. Fear and rage".

Natten havde været lang og kold... det havde været en is-nat, en nat hvor vinteren krampagtigt holdt fast i sin magt. En af de nætter, hvor ingen vovede sig ud i den bidende vind, eller tog chancen med de vrangforestillinger den fulde måne kunne give. Vinternætter skulle frygtes, Og derfor var der ingen der havde hørt dem. Dem

Hans folk. De, der bevægede sig som skygger over det land der langsomt vågnede op. Klare stråler fra solen, tøede landet op fra dets vinterhi og fik langsomt livet til at vende tilbage. Solens stråler oplyste deres kroppe, men de tog ikke skjul. Ikke længere! En tandrække af gule tænder trak op til et smil, og den ranglede skabning bevægede sig langsomt op imod klipperne. Ved hans sider travede to sorte skikkelser, simple vagter, men han vidste at en af hans nærmeste ventede på toppen. Ventede på ordrer, ventede på hans beslutning. Hans højre hånd, hans skygge og modsætning på mange måder. En god balance for den magre skabning, der ikke kunne fungere uden sådanne modvægt.. Et svagt brum slap ham ved tanken, men besluttede at lade den ligge. Hver ting til sin tid.. og tiden var ikke inde til hjernevridning og filosofiske tanker. 

Toppen blev nået, og med et smørret smil så han hvordan landet åbnede sig op under ham. Sylinum.. deres land. Tiden var endelig inde. Månerne, stjernerne, solen og alt stod perfekt! Det var nu. Ligesom solen brød frem fra en ny dag, ville han, dem, de bryde frem fra det tunge mørke. 

Problemerne var ordnet, forhindringerne fjernet, selvom det havde kostet lidt tid.. dyrebar tid. Leslies smil forsvandt kort, og blev aflyst af en mere irriteret mine. Der var stadig en ting.. Gudesønnen, den beigefarvede, livet afkom... Han ville måske komme, og blive et problem medmindre de fik overbevidst ham. Han måtte indordne sig som alle andre! Han var sikker på at han dukkede op. Ellers ville de tage en snak med ham. Leslie sukkede kort, inden at han tog de sidste skridt frem imod kanten af klippen. Han var stærk.. en perfekt næstkommanderende - en skam at smide væk. De måtte støve ham op igen bagefter, hvis ikke han kom. 

De røde øjne gled ned på hingstens amulet, hvis røde glød straks lyste op. Det var nu... amuletten forstærkede hans stemme, og burde nå alle i Sylinum. Et af hans fars mange skatte, der endelig kunne bruges til noget fornuftig. Leslie hævede hovedet, smilede og talte da. Sagte, da han sjældent hævede stemmen, men hørligt for enhver i området - om de sov eller ikke sov. Han ville være i deres drømme hvis det var tilfældet. nbsp;

"Jeg, Leslie Morgansøn, Undergrundskongen, søn af bjergene og efterkommer af Raz'ec slægten, gør krav på Sylinum og alle dets indbyggere".

Den bløde stemme var ikke høj, men hørlig i stilheden. For det var en absolut stilhed der omgav dem, som fandt selv dyrene det passende at være stille denne stund. 

"Jeres sidste hersker, jeres "Sir Halt", ledte dette land ud i kaos og anarki, hvilket er en synd der bør straffes med døden! Men eftersom han allerede er faldet til guden Helzlori - og må han finde hvile med mine ord, påtager jeg mig denne byrde. En byrde, der knækkede ham. Fra denne dag af, er Sylinum under min befaling. Spred gerne budskabet, da jeg kalder til samling snarest. I vil vide besked.."

Med de ord rankede hingsten sig, og så hvordan flygtige bevægelser forsvandt ind i skovene, eller ud imod grænserne. Nogle ville måske træde frem, og derfor blev han stående. Han var villig til at dæmpe forvirring, og svare på spørgsmål. 

---

NYT (landsdel) PLOT I SPIL!

Det her omhandler Sylinum, hvor Leslie er kommet og kræver enevælde! All hail the king! I er velkomne til at svare på tråden, og komme med jeres meninger og holdninger. Store ændringer kommer i Sylinum, da Leslie har regler der skal følges og håndhæves! 

Leslie og hans gruppe kan forklares som en mafia organisation, der længe har levet i det skjulte. Engang var de vidt kendt, men da sygdommen brød gik de i skjul for ikke at dø. Derfor vil fortidsheste der kan huske en til to generationer vide hvem de er med sikkerhed. De afpresser, besætter og handler med folk, men kan sagtens have en lille klemme på forskellige karakterer hvis i vil det. 

I kølvandet af Flakezé og Jaymelias forsvinden, og sygdommen der har dræbt store dele af Sylinums "regering", tager Leslie kontrol med magt.

Leslie står i fronten, men bagved ham og omkring står flere forskellige heste, alle sammen under hans kommando. Det er NPC'er, men giver ham den autoritet det kræver at styre et land. Ved hans side står hans højre hånd og næstkommanderende, som der snart kommer en rolle til! 

Har i nogle spørgsmål uden for spillet, så sig endelig til! Jeg er klar på at svare og forklare skulle det være nødvendigt 

Jeg opretter en tråd efter det her, hvor Leslie kalder til samling igen. Der forklare han de nye regler for landet, og hvilke ændringer der vil komme. Leslie er nemlig en forretningsmand, og vil gerne (på trods af alt andet) have landet til at blomstre op og blive godt at leve i.

Profil for Leslie

Constantine

Constantine stod i skyggerne og så på denne fremmede hingst. Det var et rent tilfælde at han var på vej gennem dette område da hingsten begyndte at tale men han var bestemt ikke ked af at det var sådan det endte. Efter et øjebliks tøven trådte Constantine ud af skyggerne, frem mod hingsten. Han var interesseret i at blive en del af et område og måske en flok og det her kunne være chancen, samtidig vidste han godt at han tog en chance ved at træde frem. Det var sjældent strejfere havde fri adgang til områder med en leder.
"jeg har to spørgsmål hvis du tillader det?" han stod rankt men bukkede let hovedet for hingsten da han havde talt. "Hvordan regner du med at lede dette land? Hvilke ændringer vil der være? Og... Vil du acceptere heste udefra? Jeg indrømmer gerne at jeg ikke tilhører dette område og ej heller er i en flok men ville du lukke mig ind hvis jeg søgte ind her?"
Han løftede hovedet igen idet han forklarede at han var strejfer og så på hingsten, ikke udfordrende, men han ville gøre det tydeligt at han ikke løj og at han ikke var bange for at indrømme det. Samtidig holdt han også godt øje med hingsten, han havde heller ikke tænkt sig at dette skulle være stedet hvor han døde

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Hvad der måtte komme i nattens mulm og mørke. Hvad der måtte ske i det store rige. Hvad end det betød, så var Gaizka en stålfast hoppe, der besad viljen til at kæmpe. Og hun ville aldrig bøje sig for en hingsts overmagt. Hun havde hørt uroen og den magt der var trådt ind i landsdelen, måtte hun bekæmpe. Hun rettede sine skarpe øjne mod denne hingst, som hun trådte ind på hans plads. En plads der ikke var ham brettiget. Det var ikke hans. Det var Sylinums plads, og denne hingst havde intet med landsdelen at gøre. Hvor var Fermaz, når man havde brug for en gudesøn? Hvor var Trudy og Daydreamer? Inden hun nåede pladsen helt, slog hun en vrinsken op, som for at vække sine medhopper. De to stærkeste repræsentanter hun havde. Måske også i håbet om at Spartacus ville hører hende. For hun var sårbar, trods hun ikke lod sig vise med det. Ifolet og med en lidt rundere mave, end sædvaneligt. Hun vippede ørene i nakken. Nu med de kolde og stærke øjne på Leslie og hans tale. De andre få heste der havde fundet vej hertil, forekom som medlemmer af Leslies bande. Undtagen stemmen der nu talte højt. Gaizka rankede sin krop og det sorte skind glimtede.

"En stemme vil ikke være nok til at ændre din færd!" hun meldte sin ankomst, med den mørkeste stemme, en hoppe kunne bære. En dyb vibration, der rungede let over landskabet. "Men min flok er stor, og føjer sig ikke, for overmagt, der ikke er berettiget." hun afventede sine medhoppers ankomst, med øjnene fæstnet på hingsten.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Spartacus holdt sig altid nær sin dronning. Hun så ham ganske vidst ikke, men han var der.  Han havde fulgt hende mod dette kald, fra denne Leslie som hævdede at herske Sylium.  Først ved hendes vrinsk, lod han sig da bevæge sig op på hendes side, som en lydløs skygge. Spydet hvilede i dets skede, mens han bar sin fulde rustning. Han sagde ikke et ord og foretrak ingen mine, mens de hvidlige øjne brændte sig fast på denne trussel som stod overfor dem. 
Han var klar til at forsvare sin dronning, sit nye hjem og ikke mindst sig selv.

Daydreamer havde hørt Gaizka's kald og var nu på vej til forsamlingen af heste. Hun var bestemt ikke bange, men stemningen gjorde hende gnaven. En gnaven Daydreamer var ikke noget man ville lægge sig ud med. Hun gik bestemt mod den sorte medhoppe og maste sig vej gennem kødranden af fremmede heste. "Flyt jer!" udbrød hun, i frygt for at de kunne smitte med deres utøj. Det endte med at Daydreamer flippede ud, slog med hovedet og bukkesprang for at få sin vilje. Hestene der blev ramt kom ned at ligge og resten fjernede sig fra den sure palomino. Det havde været trængt for hendes ego og hun rystede nu tilfreds pelsen og gik igen frem mod hoppen hun kendte som sin leder. Hun så mod hesten der kaldte sig Leslie, som hun stoppede op ved Gaizka's side. "Hvem fuck er dén nar?" udbrød hun flabet og havde ingen skam i livet. Han var jo ikke engang lækker. Hvis han ikke var følmateriale, hvilket han ikke var, var han bare en hingst som skulle fjernes fra jordens overflade.
Daydreamer havde ikke hørt talen da hun først var kommet nu, men hun stolede på at Gaizka ville sætte hende ind i situationen snarrest muligt. Hun var ude på ballade i dag, og så sig ikke tilbage hvor hestene hun væltede, langsomt kom på benene. De var vrede over hendes ankomst, men holdte sig tilbage på Leslie's kommando. Daydreamer selv, mente naturligvis at det var ren respekt for hendes væsen der gjorde at de ikke sprang på hende.

Det var ikke fordi, at Trudy ligefrem havde været i nærheden, men i det yderste af hendes bevidsthed, havde hun fornemmet kaldet fra Gaizka Calanthia. Lederen af den flok som Trudy var med til at beskytte. Hun havde straks sat sig i bevægelse mod den del af Proelio, der var kaldet Sylinum. Det var ikke ligefrem den del af landet, hvor hun opholdt sig mest. Når hun var forbi Amazona flokken, naturligvis, men ellers som regel kun på gennemrejse. Nu var det imidlertidig lige præcis dér, hvor hun var på vej hen, og til trods for, det for hende ikke var den mest benyttede landsdel, førte hendes stribede ben, hende sikkert af sted, uden nogen form for tøven.

Som Trudy efterhånden nåede frem, opdagede hun til sin overraskelse, hvordan en stor forsamling var samlet om en mørk hingst, hun aldrig havde set før. Hvad skete der lige her? Der lød spredt mumlen rundt omkring, og Trudy forstod, at hingsten tilsyneladende lige havde holdt en form for tale. Hvad han havde sagt, var hun gået glip af. En velkendt rød hale fangede nu Trudys blik, og hun begyndte med stærke, selvsikre skridt at bevæge sig imod Gaizka Calanthia. Den sorte hoppe behøvede ikke mase, for at komme frem. De fremmede heste flyttede sig automatisk for hende, så hun kunne komme frem. Trudy var i sit livs form, aldrig havde hun været stærkere. Samtidig var der med alderen kommet en selvsikkerhed i den sorte hoppe, som gjorde at hun besad en vis status. Denne urokkelige selvtillid omgav hende som en aura, der var stærk nok til, at alle andre kunne fornemme den. Og det var denne aura, der nu fik de andre heste til at fjerne sig fra hendes vej, i ren og skær respekt.

To heste omgav Gaizka Calanthia. En sort hingst og en gylden hoppe. Trudy værdigede dem dog ikke megen opmærksomhed, men hendes årvågne blik gled dog langsomt over den let opspilede mave, som lederhoppen bar rundt på. Trudy kommenterede intet, lod blot sit blik fange Gaizka Calanthias, således denne vidste, at hun var ankommet. Herefter stillede hun sig ved siden af den sorte hingst, mens hun betragtede det scenarie, der omgav den lille flok.

Snart begynde skikkelser at dukke op, og disse delte sig hastigt op i to grupper. En gruppe med ham, og en imod ham. Det overraskede ham ikke synderligt at se nogle fra amazonaerne troppe op, og deres modsigelser og indvendinger overraskede ham heller ikke. Men det gjorde den brogede hingst...
Et smil, gult og slesk og med skyggen af en slanges fryd tegnede sig om hans mule, og den mørke skabning nikkede først imod hopperne - mest for at de vidste han havde set dem, før at han svarede den første. En broget skabning, som gerne ville være med. Være en del af det rige han i denne tid skabte, og være med til at forme en tid med fred og frodighed for landet. Givet at disse... stemmer der talte ham imod ikke tyede til vold.

"Ændringer spørger du om.. vil de være mange? Jah."
En kunstpause, og den mørke sænkede hovedet en anelse for at lade det hvile på forsamlingen.
"Og vil de gavne? Også jah. Regler bliver indført, love der gælder alle og et system der vil skubbe os fremad som rige. I har længe stået stille i jeres verden der rykker sig hastigt fremad. Men ikke længere..."
Stemmen var hæs og dæmpet, men nåede alle han ønskede hørte det. Og nu var det den brogede, såvel som det... feminine selskab. Leslie smækkede en hov i jorden og hørte hvordan den skrabende lyd af hove vidnede om hans backup der rykkede tættere om ham.

"En strejfer, mmh? Dine ord siger et, men din herkomst andet. Vi er det blod vi er..."
De røde øjne gled over ham, inden at han svagt nikkede for sig selv. Han kunne gå an, og så måtte de se hvor langt han kom. Intet blev givet her i verden, udover de muligheder han skabte her og nu. Med et kast med hovedet rykkede en hingst en anelse frem - en sort en ligesom alle andre, og nikkede svagt til den brogede som han ikke kendte navnet på endnu.

"Følg med ham, du brogede. Du har en plads, hvis du gør dig fortjent til den. Du er vagt for nu, og så må vi se hvor hastigt du stiger i graderne. For potentiale til noget, det har du..."
Smiskede han, og nikkede selvtilfreds. Den brogede var stærk, og med en snert af modighed og stolthed. Det kunne man altid bruge, og han var sikker på vagt ville klæde ham. Skulle han ønske andet, måtte de se til det på det tidspunkt.

---

 
Blikket bevægede sig nu videre til de hopper, der på forskellige måder havde mast sig ind imellem folk og fæ. Først den sorte, så den lyse og anden sorte, og derefter deres sidste bodyguard. Et tænkende blik blev sendt den sidste, og smilede kort over hvordan denne passede på hoppen der måtte være Gaizka, som Leslies egen ven og førstemand passede på ham. Svage skikkelser, måtte have de stærkes skygge. Og han fornemmede hvordan den store sorte hingst rykkede sig tættere på ham selv.
Smilet voksede, og den piercede skikkelse lo mildt og udglattende. Ikke hånende, og ikke fornærmende. Nok mere over den kamp de piskede op, som allerede var overstået den dag han besluttede at træde frem. Hun havde en flok, og hun ville skabe denne flok. Han havde et helt rige at se til.

"En færd starter med en tanke. En tanke til en stemme, og da til handling. Min færd har aldrig været ændret, og bliver det heller ikke nu, Gaizka Calanthia. Amazonaernes leder. Men handling er ikke et stadie vi er ved endnu..."
De røde øjne glimtede. Han vidste godt hvem hun var, hvor hun kom fra og hendes historie... eller i hvert fald noget af den. For rygter gik som steppeild igennem dette land, og han havde kontakter mange steder. Og han vidste han ikke ønskede en kamp med nogle af disse, hvis det da kunne undgås.
Leslie brummede tænkende, men lod ikke hans tanker ligge skjult i ansigtet. Undren over hvad han måtte gøre, irritation over deres ord og prøvede på bedste vis at lede hans tanker hen i diplomatiske spor. Men det var svært, når de altid havde gået andre veje.
"Min magt er berettiget. Min slægt bærer blodet, mit land har ventet længe og mine ønsker reale. Så sådan en diskussion bør ikke startes, og da slet ikke kæmpes over.. Men det ved de naturligvis" Hvislede han, og fik med et ryk nogle af hans folk til at trække sig en smule fra dem. For de maste sig frem, provokeret af den lyses ord og deres... udstråling.
"Men tid er uvurderligt" Den mørke kastede et blik imod himlen, der langsomt blev lysere. Der var meget at se til endnu. "Har de andet at sige, end at kaste fornærmelser i mit hoved? Jeg er lutter ører nu, en ganske diplomatisk sjæl.. og jeg er klar på at ændre stemme til handling om nødvendigt. Men de har ret, deres flok er stor og et unødvendigt tab for et velfungerende land... føl, unge, voksne.. Jeg er ingen morder.." De røde glimtede i solen der nu havde hævet sig fuldt over landet, og han smilede.

"Er i?"

Palominoen var den første til at bryde ud. "Fuck han larmer. Blabla bla... Støj for mine ører!" Hun havde for længst afbrudt ham med ørerne i nakken, men han fortsatte og pludselig holdt han kæft. "Endelig! Stilhed. Tænk jeg troede han var sådan en type der kunne blive ved i evigheder!" Hun fnøs og vendte nu et øre frem, men stod ellers stille indtil det gik op for hende hvad fyren havde sagt. Hun stampede i jorden. "Jeg er en morder, og jeg myrder gladelig igen hvis nogen står ivejen for mig. Deriblandt dig Narrøv." Hun var grov i munden, for Daydreamer, eller DayDrama som hun også til tider blev kaldt i krogene, var gnaven i dag. Der skulle ikke meget til at hidse hende op. De orange aftegn på hendes ben begyndte at glukke et lille pulserende lysshow som hun varmede op til at angribe.

Han kom fra oven. Han havde hørt denne samling i det han netop havde ledt flokken tilbage til deres andet område efter at de havde opholdt sig nogen tid i Sylinum. Nok var det ikke tit flokken befandt sig nede på disse kanter, men han følte sig i den grad truffet da denne nye stemme talte.
De røde øjne så der allerede var andre der havde vovet sig frem, og det fik ham nu til at lande midt i forsamlingen, mens de store vinger blev bredt ud for at skabe en afstand mellem ham og alle de andre. Med ophøjet ro faldt blikket mod taleren på klippen og han vippede kort ørerne misfornøjet bagud.
Jeg er ingen morder, er i? Ordene rungede i den brune hingsts hoved. Et glimt på de andre heste bekræftede at mange af disse havde liv på samvittigheden af den ene eller anden årsag. Ham selv især. Den brune hingst trak på overlæben og fnyste kort. Den lyse hoppe larmede ufatteligt meget, gjorde det svært at tænke. Men hverken hende eller den sorte Trudy ville Dawn gå i vejen for. Blikket vandrede netop over på den sorte hoppe, Trudy, inden det vandrede videre op på Leslie.

"De fleste af os her har kæmpet krige mod guder. Vi kan kæmpe om nødvendigt hvis vi føler os truet, så sig mig Leslie. Hvad kan du tilbyde, som ingen andre kan? "

Den brune hingst var rolig, mens den dybe baritone stemme fandt vej mod denne såkaldte retmæssige hersker.

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

"Lav profil... Gaizkas øjne så alvorligt på hendes loyale Daydreamer. Hun var så gennemtrægende i sit blik, at den lyse hoppe, sandsynligvis ville dæmpe sin adfærd. Gaizka vidste godt at hun var vred - det var Gaizka også. Denne landsdel var styret af retfærdighed, ligestiling og fred. Det var ikke ligefrem det Leslie kom på bordet med nu. Hoppens øjne vendtes arrigt mod ham. Men hendes stolthed var i behold, mens hun stirrede en uretmæssig konge i øjnene. Hans talen rørte hende ikke en papfisk. Det var døde ord for hoppen, som vidste hvor hun ville være placeret i denne landsdel.

Det var Dawns ord der stod næst på mødet. Som et lysende neonskilt, udvalgte han vise ord, som hoppen beundrede ganske kort. Hun stemte sig enig i hans spørgsmål, ved at rette sine øjne varslende mod Leslie. Jeg har intet sagt om kamp, mord, eller strid. Blot at min flok ikke bøjer sig for alle og enhver. Fermaz er denne landsdels retmæssige leder, trods sygdommen har udslettet hans medsamsvorne." hoppens stemme var autoritæt og sikker. Mørk, som de færreste hoppers. Hun forholdt sig provokerende rolig, uden at mene noget med det. Andet end at hun stod fast ved sine holdninger. Hun havde nok at se til, i sin hævnjagt på Fuego Semental. Dette Leslie lagde på bordet truede, alt hvad hun stod for. Hoppers ligestilling, deres ret og stemme.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you treach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Hoppen var kommet senere end de andre.. de irriteret øjne der lå genmt bag pandelokken, skjulte lidt hendes letter dårlige syn.. et fnys forlod hende.. da hun opdagede hvad hun var kommet til.. højt krejsede hun nakken, en latter forlod hendes mule, som hun trådte igennem flokken af heste der hvad samlet sig.. Hun gik hele vejen frem mod denne der mente han kunne tage krav på alt her.. "berettet og berettet.. DE kan være berettet at tage din fine røv under dig og skride ud af det her land! De er intet andet end en der fortjener at dø.. De bringere kun ondskab og styringer.. intet godt vil følge med Dem.. så forsvind.. fra dette område, før De ødelægder det for alle andre" stemmen var hånlig, hun havde hævet stemmen højt og tydeligt. Denne fremmed var hendes fjende, ligeså stor fjende som hun fandt alle de heste der havde mødt op som var flok leder.. hun brød sig ikke om dem.. ingen af dem.. De alle var nogle egoistiske fjolser..

Den sorte hingst forholdt sig ganske roligt under alt påstyret. De hvide øjne havde fæstnet sig på den bevingede hingst der nu havde gjort sin entre. Det fik ham til at vippe sine ører bagud og bide tænderne let sammen. Alt blev gransket ved de nyankomne, for de som han ikke kendte udgjorde en potentiel risiko.  Han var ikke bekvem med at stå udsat her og det skreg imod hver del af opdragelse og oplæring.  De hvide øjne vandrede op langs den klippe som på toppen bar denne såkaldte konge. Den kunne klatres af ham selv, hurtigt, og efter det ville besværet værre ovre. Men han efterlod de andre på bunden.  Nogle kunne kæmpe. Andre ville ikke vide hvor de kunne sætte deres hove.  Et isende blik blev vendt mod den lyse hoppe som var en del af den flok han svor at beskytte.  Shush.

Den unge hoppe kom til. Hun svingede med den enorme hale som var som en kobraslange bag hende. Hun knejsede med den tykke nakke hun havde arvet fra sine fædre og den araberagtige snude som egentlig var en defekt for at få hende til at se grimmere ud. Køn var hun ikke, den sortmønstrede med den kontrastfarvede man og hale. Hun stod som en af de bagerste og stjal halehår, for det var noget hun gik op i. Pludselig skete der en masse foran og hun måtte stille sig på bagben for at se over de andre noget højere heste. Hun var klar til at være med på et oprør mod denne forsamlig af heste som satte sig op mod systemet. Hun lo lusket. tid til at vælge side. Selvfølgelig satsede hun på hvem der ville vinde ifølge hendes mening. De røde, pupilløse øjne gled hen på hingsten på forhøjningen. "HIL LESLIE!" råbte hun op for at forstyrre så meget så muligt, og for at indikere at hun, med sin store, tunge hale havde valgt side.

Den fremmede hingst begyndte nu atter at tale, og til Trudys undren, erklærede han, at være den retsmæssige arving til dette land. Men Sylinum havde ingen tidligere ledere haft, det måtte de heste der kom fra fortiden jo netop vide, bedre end nogen andre. Hans tale virkede blot som ren propaganda. Denne Leslie havde fået den idé, at han skulle være leder over denne landsdel, og nu forsøgte han at overtale alle andre til, at give ham ret. Opgive ens egne holdninger til fordel for hans. Den sorte hoppe rystede let på hovedet, men hun måtte dog give ham, at han havde en ganske tiltalende stemme, og forstod at tale til store mængder.

Den gyldne hoppe begyndte nu at skrige op, så Trudys ører blev lagt dybt ned i nakken. Hun var dog ikke den eneste, der ikke brød sig om det ligegyldige skrigeri, og med et blik fra Gaizka Calanthia, holdt larmen endelig op, så man atter kunne formå at tænke. En turbulent vind opstod nu hvor en skabning fra oven, landede midt i forsamlingen. Trudy genkendte Dawn med det samme, hvem gjorde ikke det. Da hans blik gled over hende, besvarede hun det uden tøven. Det kunne godt være, at han ikke længere var den samme, som den spæde unghingst hun havde mødt, for så mange år siden efterhånden, men hun nærede fortsat ingen frygt for ham. Hans spørgsmål til Leslie var ganske reelt, og Trudy var spændt på at høre den fremmedes svar. At han var dum nok til at spørge, om de var mordere, vidste jo blot tydeligt hans uvidenhed om den skare, han stod overfor.

Som Gaizka Calanthia nu nævnte Fermaz, kunne Trudy ikke lade være med, at lade blikket glide søgende over mængden af heste. For hvor var halvguden egentligt henne? Dette handlede om nogen ham, så hvorfor var han ikke til stede? En gylden og brun hoppe begyndte nu at skråle op. I Trudys hoved kunne man sagtens være uenige, men hvem var denne hoppe, som åbenbart mente, at hun alene kunne bestemme hvem der skulle have retten til at leve? Og hvorledes kunne hun vide, at denne Leslie kun ville bringe ondskab med sig? Ingen kendte til ham, så derfor kunne man vel heller ikke vide, hvad han stod for. At Gaizka Calanthia udpenslede, at de ikke ville følge hans regler, hvis ikke det passede dem, var jo ganske logisk, men den sorte lederhoppe valgte netop ikke, at komme med uhyrlige beskyldninger, uden at have nogen beviser for dem. En sand leder, det var hvad hun var, og Trudy var stolt af at følge hende.

Et ildevarslende glimt tændtes i de sorte øjne, i det at den lyse hoppe igen slyngede fornærmelser og rettelser i hans retning. Hun havde meget i munden, den unge skabning. Og et blik på hendes ben tydede på hun også havde det i styrken. Men alene stod hun, og alene blandt venner såvel som fjender. Og en ene hest var ingen ting. Og ord fra sådan en skabning burde ikke røre ham. Så hvorfor følte han en bitter smag i munden? Nej, det var ikke vrede. Det var afsky.

Ren og grim afsky, som blev tydelig da han rynkede mulen som lugtede han noget grimt. Dog var hun en tåbe, og en tåbe der stod højt indenfor Amazonaernes flok Hun var noget udadtil - et ansigt og en stemme. Og hendes ord var våben for ham, hvis styrke lå i tale og sprog. Kommunikation.

Flere talte, en brun hingst med vinger. Leslie brummede tænkende, overvejende til Slavians vogter, imens overvejelser gled igennem den sortes hoved. For og imod, fra og til. Svar der ville tilfredstille, selvom det ikke just var hans kop te at svare dem således. Han var træt af disse skabninger. Disse... fortidsheste. Forandring var noget de tog forfærdeligt tungt, selvom det i den grad var for deres eget bedste. Men han lyttede tålmodigt - både til Gaizka, Dawn og death, og bad da med et vindende smil og en støt banken, bad flokken til ro. Velvidende at nogle nærmede sig, men sikrer på at de hørte hans ord. Leslie smilede. Sådan skulle det være.



"Et holdbart rige. Jeres kamp imod guderne efterlod jer i ruiner - en kamp uden mening. I er formålsløse, i vandrer omkring uden andet end jeres egne mål at tage jer til. Jeg vier mit liv til et forenet land, hvorimod i samles i små flokke.." Stemmen var til en start rolig, men en opbygget afsky for denne... intethed - disse formålsløse liv lurede som en skurrende sten i kanten. Leslie fnyste. "Jeg har set landet gå i forfald under dets tidligere ledere... i.. fortidskabninger lever i en tid der ikke - ifølge naturens gang, er berettiget jer, i lever i et land der har ændret sig. Hvilket i nok ikke har vidst, da min ankomst har været.." Den sorte smilte en anelse selvtilfreds. "Sen.."

Et voldsom påstyr opstod, og han blev afbrudt af en brunlig, sandfarvet hoppe, der masede sig frem. Hendes ord var ligeså hysteriske som hendes anklager, og en latter bredte sig fra Leslies forsamling, hans følgere eller folk. For hvem var hun? Havde han, havde de nogensinde mødt hende før. Selvom han ikke selv lo, var han fristet. For dette var blot absurd... næsten latterligt. Men han holdt sig tilbage, og efter nogle sekunder, tyssede han på folket, omend hans øjne morede sig. Det gik ikke han lo. Han var ikke som dem.. Han havde bedt folk og fæ om at komme. Hvilket også inkluderede den sandfarvede, hvis meninger blev båret på ydersiden.



Han ventede lidt, lod stilheden sænke sig, inden at han endnu engang rømmede sig. Denne gang var der ikke meget karismatisk over den spinkle skabning, hvis øjne blev åbnet i et sæt. Ulmende, og tonen lav. "Mordere, medsammensvorne... Det er hvad jeg ser og høre hos dit folk, Gaizka. Som en af dine kommandanter så fint forklarede, vil hun glædeligt myrde igen. Og igen, skulle det gavne hende" Leslies ord blev næsten spyttet ud, og øjnene syntes at gløde, selvom de blot var sorte. Sorte som natten. "Og medsammensvorne som du så fint kaldte Fermaz folk? Jah, i den grad medsammensvorne. Syndt at høre hvordan et land kan gå til grunde, selv under styret af en... gudesøn". Enkelte skikkelser skilte sig ud fra hans store flok. Nogle ordentlige brød, muskelbundter. Og han lod dem.

"Jeg kan... jeg vil ikke lade det gå forbi mere! Og i vil bøjer jer, for jeg er ikke alle og enhver!" Stemmen var blød, men stærk. Fast, og opildende for hans folk. Og da en kontrast prydet hoppe hyldede ham, stemte flokken bag ham i.

Den sorte sukkede kort, og rullede svagt med skuldrende for at sætte dem på plads. Med sekunderne der tikkede forbi, steg solen længere og længere op på himlen. Og han havde steder han skulle hen, ting han skulle se. Men han skulle have dem med sig. Enten nu, eller senere.

"I vil med tiden se, hvilken gave jeg bringer Sylinum... med tiden.." mumlede han, og nikkede kort til en gruppe der skred frem imod den kontrastfarvede, og bad hende komme med. Undersøgende og afventende så han på resten, mens han lyttede efter et svar. Ford de var ikke færdige her, omend han virkelig følte han spildte tiden på disse.. stemmer. Men sådan var byrden.. En dramatisk tanke, hvilket han morede sig let over.