DawnFrost

Dagene var grå.. Det havde de været siden dagen han havde skilt veje med den sorte hoppe sidst. Hendes navn var blevet et følsomt emne for ham. I stedet var hun nu blot den sorte hoppe, farven prøvede at repræsentere det han ønskede at gøre hende til. Noget forhadt, noget ondt. Men det var langt fra det han så i sine drømme.
Timerne virkede til at flyde sammen, hans liv var en stor masse som han vandrede rundt, hjemsøgt af minder fra fortiden.

Alt var anderledes, om end intet havde ændret sig. De blå øjne glimtede ungdommeligt, kroppen var blever ranket, halsen knejset. Et skævt smil lå om hingstens mule.
Der var noget i luften. Det duftede sødt over alt, lettere krydret, af liljer og ganske svagt af mynte og frisk sommergræs. Han kendte denne duft bedre end noget andet, men den virkede underligt usammenhængende på denne dag. Hver eneste gang han tænkte på duften, så var det som om en mur i hans hovede forhindrede hami at lave sammenhængen. I stedet mærkede han blot sig selv smile muntert når hans hjerne blev mødt af den underlige mur, for det var underligt behageligt. Lige som alt andet. Faktisk virkede hvert et ædelt skridt han tog i den energisk trav til at kilde let og behageligt, som om varmen i hans muskler blev skabt af et kærtegn og ikke af den lette motion. Energisk sprang han op i luften med et overdøvende hvin. Gud hvor var denne dag skøn!


[Trudy]

Dagen i dag var noget ganske særligt, det var helt tydeligt for den sorte hoppe. En duft omringede hende, hvor end hun gik, og da hun ikke kunne undgå at indånde den, trængte den ind i hendes indre, ind i hendes hjerne, og forhindrede hende i at tænke tanker, der ellers normalt kørte rundt i hendes hoved. Langt de fleste af disse tanker handlede om en hingst. En hingst som hun faktisk helst ville undgå at tænke på, da han bragte forvirrende følelser op i hende. Følelser der både hørte til i den negative og positive ende. Men som sagt, dagen i dagen var anderledes, og for en stund var disse tanker forsvundet, og var blevet erstattet af en sælsom glæde, der fyldte den spinkle krop til bristepunktet.

Trudy befandt sig i Vustlaum, den del af Proelio, hvor hun selv hørte hjemme. Vejret var koldt og klart, men en behagelig varme lå konstant over den sorte hoppe, således hun ikke havde problemer med kulden. De grønne øjne gled strålende over landskabet, som hun kom forbi, indtil de med ét fik øje på en skabning, som de ikke kunne slide sig fri fra igen. I et ganske flygtigt sekund begyndte vreden at rumstere i den sorte hoppe, men den blev hurtigt elimineret af den indtrængende duft, og i stedet blev hun fyldt af en gennemtrængende tiltrækning til denne hingst. En tiltrækning så stærk, at det ganske enkelt ikke var muligt for hende, at holde sig væk. Med en stolt holdning, elegante bevægelser og yderst vuggende hofter, begyndte Trudy nu at nærme sig Frost. Hun skulle holde igen, da hun inderst inde mest havde lyst til at styrte direkte over til ham, og mærke hans velkendte krop imod hendes. Men nææ nej, Frost skulle imponeres, og det blev han ikke ved, at man forhastede sig. Den pinke hale blev holdt højt og vajede svagt i luften, så duften af brunst blev spredt omkring hende. Det var muligvis snyd, men den grå hingst skulle føle sig lige så tiltrukket af hende, som hun af ham. Og så gjaldt alle kneb!

DawnFrost

Hver en negativ tanke der normalt rungede i hingstens indre var borte, det var som fandtes de ikke. Hver en lille ting, hver en substans der kunne minde den stribede hingst om de mørke tanker blev mødt af en mur af lys, en mur af glæde. Der virkede til at være intet ondt i verdenen på denne dag. For den sags skyld virkede DawnFrost til at være fyldt med en følelse af ungdom som hørte fortiden til, men på denne dag virkede som nutiden.
Duften var det første han lagde mærke til. Den friske luft blev omfavnet af en sød tone, og tonerne af mynte blev forstærket. DawnFrost stoppede op midt i et skridt og spidsede opmærksomt de mandelformede ører. De blå øjne blev mødt af et mesterværk af en skabning. Et kort øjeblik gjorde det ondt i hans hjerte, men følelsen virkede fjern og usammenhængende og var snart borte. I stedet mærkede han blot sit hjerteslag escalere, sin krop spænde op i forventning. Trudy var smukkere end han kunne huske. Måske fordi hun havde en fremtoning han ikke havde set i flere år. DawnFrost måtte ryste på hovedet for at fatte sig. Hans krop blev dog ranket igen, og hans muskler begyndte lystigt at spille under ham. Han flyttede sig ikke, han nød blot synet af den forunderlige hoppe der nærmede sig, mens en musikalsk, lokkende brummen steg op fra hans strube.
Han følte han svævede, han følte dette var en drøm, en bedre drøm end man kunne have forestillet sig.

Øjnene var ufravendt rettet mod den stribede hingst, og intet i hele verden, ville kunne tiltrække sig hendes opmærksomhed nu. Hun var helt og aldeles hans, det var sket i samme øjeblik, som hun var blevet bevidst om hans tilstedeværelse. Normalt ville Trudy gøre oprør mod sådan et indgreb mod hendes frie vilje, men i dag lod hun sig blot følge med. Der var ingen hadefulde tanker tilbage, ingen krænkede følelser, ingen mærkning af at være blevet forladt. Et stort smil var om den hvide mule, og et blik i de mosgrønne øjne, der var helt igennem frækt. Ude på ballade, kunne man vel godt sige. Som Trudy nu bemærkede, hvordan Frost begyndte at gøre sig til for hende, præcis sådan som han plejede at gøre, følte hun tydeligt, hvordan hendes hjerte sprang et slag over. Hendes blik sugede simpelthen den imponerende hingst til sig, og det var bestemt ikke svært at se, hvorfor Trudy for så mange år siden, var faldet for netop denne hingst.

En lokkende brummen kom nu Trudy i møde. Frost kaldte på hende, og hun kom. Den frie vilje var fuldstændig sat ud af kraft. De stribede ben tog det ene yndefulde skridt efter det andet, og kroppen blev båret på en måde så elegant, at ingen hoppe ville kunne gøre hende kunsten efter. Det var bevægelser der ingen anden hest, end netop Frost, før havde set. Bevægelser der var dedikeret, til netop en dag som i dag, eller nogen som i det mindste mindede om. Den pinke hale blev omhyggeligt slået fra side til side, inden Trudy endelig havde nået sit mål, som hun stoppede op direkte foran.

DawnFrost

Hingsten begyndte at grave i jorden foran sig med den ene hov. Hvert et vindstød føltes kold mod hans overophedede krop, og bragte hver gang den forstærkede duft med sig som virkede til at strømme ud fra Trudy. Han følte at der ikke var plads til alle hans følelser i hans krop og begyndte derfor at trippe på stedet, ligefrem utålmodig. Han ønskede hun var hos ham, nu! Derfor trippede han de sidste skridt frem inden hun endelig stod foran ham.

"Du er jo skøn som aldrig før!" Frost smilte stort, smittet af det smil han så på Trudys mule. Hans stemme var selvsikker, varm og forførende som han stirrede på hende med skinnende blå øjne. Alle hæmninger var lagt til side, alle spørgsmål til de forvirrende tider de to heste havde været igennem. Alt virkede som i gamle dage, måske endda bedre?
Frost rystede på hovedet, ude af stand til at styre sig selv i tågen af den vidunderlige duft og i nærheden af Trudy. Han trådte et par skridt frem, en smule skråt for den mørke hoppe inden han stille strøg sin mule over hendes hals, kærtegnende, fyldt med glæde og beruselse ved hendes næhed.

Det var meget muligt, at Frost havde magten over Trudy, men hun havde ligeledes overtaget overfor ham. Det var ganske tydeligt, sådan som de blå øjne fulgte den sorte hoppe, som var hun en magnet. Inden Trudy var nået hele vejen over til den grå hingst, stod han hos hende. Heller ikke han, virkede til at kunne modstå den sælsomt stærke tiltrækning. Da Frost nu åbnede munden, og lod den varme stemme smyge sig omkring hende, kunne Trudy ikke lade være med, at sende ham et frækt smil. "Havde du regnet med andet?" Hendes stemme havde fået en lystig klang, og hun havde den allerstørste lyst til at smyge sig om af ham, men der var et eller andet der holdt hende tilbage. Noget i hendes underbevidsthed sagde hende, at det ikke ville være klogt. Da Frost nu valgte at komme endnu tættere på, overvejede Trudy derfor i et splitsekund at flytte sig, så de ikke ville få kontakt. Den grå hingst holdt sig da i skindet, og selvom de stod så tæt som det overhovedet kunne lade sig gøre, uden at de rørte hinanden, var det dog det de gjorde, og Trudys underbevidsthed kunne lettet ånde op. Så længe de blot begge to kunne holde sig i skindet, ville der ikke ske noget videre farligt.

Naivt.. Hvilken helt igennem naiv tanke! Lige så snart Frosts mule lå på den sorte hoppes hals, følte hun, hvordan hendes hjerte begyndte at vokse. Det blev større og større, til det til sidst fuldstændig omgav den grå hingst. Hun elskede ham! Elskede ham højere end nogensinde før! Alt i Trudy følte sig flydende, og hun nærmest indhyllede den stakkels hingst i hendes eksistens. Hun smøg sig op af ham, som en kælen kat. Den bløde mule var overalt på den stribede krop, og kærtegnede hver en centimeter af den. Næseboerne var udvidet og trak i dybe drag både den berusende duft af Frost, og den manipulerende luft fra Valentin dybt ind i hendes lunger. Ingen dag ville nogensinde kunne overgå denne.

DawnFrost

"På ingen måde!" Stammen var omfavnende, lokkende, tirrende. Inde i hans indre sagde en lille uhørlig stemme 'ja', men Frost var for beruset af den magiske valentinsluft at han bemærkede noget som helst i sin underbevisthed. Han var til stede i nuet, hvor han ønskede at være, og alt han mærkede var det hans sanser lod ham vide. Vinden var den eneste lyd i området, lige på nær begge hestes hurtige åndedrag, luften var sød og fortryllende og hans hjerne tåget og behageligt langsom. Han følte sig lykkelig, legesyg, forførende. Ja, han følte sig som DawnFrost for flere år siden, en hingst der ikke lod sig stoppe af noget, en hingst der elskede livet, elskede Trudy..

Kort følte hingsten sig overrasket da Trudy kom nærmere, men overraskelsen virkede ugrundet og på et splitsekundt kunne han ikke fokusere på andet end Trudy. Følelsen af hendes krop mod hans, hendes varme, hendes duft, hendes lyde. Hun nød det, og han gjorde også. Hver en fiber i hans krop skreg på mere, på at holde hende tættere, have hende nærmere om end det ikke var muligt. Hans hjerte sang af glæde og hans krop fyldtes af en varme hedere end noget han før havde følt. Han kunne på ingen måde se hvorledes de to heste på nogen måde skulle komme væk fra hinanden igen, for hans mule strøg over hals, ryg, mave, hals igen som de to heste cirklede omkring hinanden i deres ømme kærtegn.
Frost måtte kun en enkelt gang få vejret og da lagde han mærke til de gyldne og røde farver over himmelen, solen var ved at gå ned, men han var ligeglad, om de skulle stå og kærtegne hinanden gennem natten var det for ham ingen sag. Han ønskede intet højere! Han ville ikke have at varmen skulle stoppe, at Trudy skulle tage fra ham. Hun var det der holdt ham i live i dette øjeblik, det der fik hans hjerte til at slå, fik glæden til at stryge igennem ham som en lille sol i hans indre.

Trudy trak vejret hurtigere og hurtigere, som deres dans blev mere og mere intim. Hun nød de vilde ukontrollerbare følelser som Frost vækkede i hende, nød at mærke, hvordan han efterlod en brand varm ild i hende, de steder han lod kærtegnene stryger over hende, og det var flere steder på den sorte krop. Når ham kom fordi de særligt sensitive steder, lød der fra tid til anden et gisp fra Trudy, som ikke kunne holde velbehaget inde. Selv lod den sorte hoppe kroppen smyge helt tæt op af Frost krop, så de nærmest slog gnister, så stærk var spændingen mellem de to. Hendes mule gled over hans flanke og smånippede til det følsomme skind, inden hun tirrende var henne ved baglåret, for til sidst at massere den stærke bagpart. Måske den omvendte verden, da det jo var Frost der var hingsten, men Trudys tanker var ikke videre klare, og hun levede i dette øjeblik i sine hede følelser, som slet ikke kunne få nok af denne hingst. Rundt om den grå hingst gik det nu, og atter var hun tilbage oppe ved forparten. Her smøg hun sig ind under den muskuløse hals, hvor hun nu stod med siden mod hans bringe. Her blev det til et øjebliks stilhed, da Trudy var så tændt, at hun var blevet helt forpustet. Flankerne bevægede sig heftigt ind og ud, mens næseboerne bølgede. Det var fortsat vinter i Proelio, og efterhånden som temperaturen faldt, begyndte man at kunne ane en tæt damp fra de to heste. Valentin var endt med at blive en hed affære for de to.

DawnFrost

Trudy drev på alle måder DawnFrost til vanvid. Det var som om han ikke kunne være i hans krop, at han ikke kunne klare flere kærtegn, at han ikke kunne holde den søde, lokkende duft ud længere. Alligevel var han på ingen måde i stand til at stoppe, for han kunne ikke få nok af hoppen foran ham, for hun besad både hans bankende hjerte og hans følsomme krop i det øjeblik.
Hingstens tanker blev slørrede da Trudy gled op under hans hals og også han måtte snappe efter vejret. Hans hjerte hamrede hektisk som han stirrede ned på hoppens rygrad og stille lod mulen glide over denne, lokket af at søge længere mod hendes bagpart. Af en eller anden grund gjorde han det dog ikke, det var som om noget i hans indre gjorde modstand, om end han ikke forstod hvorfor. Den søde duft virkede også til at være mindre altomfattende som solen blev til en halvcirkel mod horisonten. Hans begær for den sorte hoppe blev dog ikke mindre. Hans øjne gled over hendes krop mens hans mule tilbød hoppens former, nippede og strøg hende.
Kulden fik hans krop til at sitre og han ønskede at kunne rykke tættere på Trudy, de var dog allerede så omsluttede i hinanden som var muligt. Hans stemme lød som en forførende melodi i den stille aften, "Jeg giver aldrig slip på dig igen!" Frost forstod ikke helt sine egne ord. Når han tænkte over det hvorfor sagde han så igen? Hvorfor skulle der også være grund til at give slip på hende? Intet gav mening når den søde duft endnu var i hans næsebor. Solen var nu blot en tynd stribe mod horisonten, valentine ville snart ende.

Der var intet andet i verden i dette øjeblik, end den sorte hoppe og den grå hingst. De smøg sig om hinanden, som om de aldrig ville give slip på hinanden igen. Intet sted på de to kroppe var helligt, og alt blev kærtegnet om og om igen. Hoppen og hingsten fik tændt mere og mere op under hinanden, og det lod til, at dette møde kun ville kunne slutte på én måde. En varm stemme lød nu i Trudys øre, og hun mærkede, hvordan hjertet harmrede af sted i ekspresfart. "Du får ikke lov til at give slip," hviskede hun lidenskabeligt tilbage, inden hun med ét blev blød i hele ryggen, som Frost lod sin mule glide over den, og ned mod.. Men kærtegnet stoppede, inden det nåede ind på farligt område. Den sorte, spinkle krop skreg på mere, og et øjeblik skælvede hoppen i forventning om, hvad der nu skulle ske. Første gang hende og Frost havde været sammen, havde hun også skulle lokke ham. En dyb indånding blev nu taget, som Trudy i en blød og smidig bevægelse, nu vendte sig rundt. Hendes bagpart stod nu direkte presset ind mod Frosts bringe, og halen gled indbydende til side. Hun vidste, hvad der ville ske, og intet mindre end hungrede efter det. Kroppen gjorde sig klar til den vægt, der lige straks ville lægge sig over hende. Trudy og Frost havde prøvet dette før, og de passede sammen, som var de skabt til dette.
Som solen gled ned bag horisonten, og mørket sænkede sig over dem, var det dog med ét, som om noget ændrede sig. Uden overhovedet at tænke over det, satte Trudy sig nu i bevægelse. Væk fra romancen, væk fra Frost, væk fra deres fælles bankende hjerte. Øjeblikket var slut, den grå hingst havde ikke nået at gribe det, inden det var over. Trudy følte en underlig tåge i sin hjerne, der fuldstændig slørede alle tanker og som førte hende væk, til hun til slut var fuldstændig opslugt i mørket..

DawnFrost

Ordene fik hans hjerte til at hamdre hurtigere end han troede muligt. Det var en behagelig dulmet smerte. Midt i al deres hektiske kærtegnen mærkede han en underlig ro i sit indre.
Han trippede på stedet, opstemt, tirret og fuldkommen opslugt af Trudy. Hendes bagpart blev presset mod ham om han følte alt luft glide ud af hans lunger. Han bed tænderne sammen, virrede på hovedet. Han forstod ikke sin tøven, forstod den ikke. Han ønskede det så meget, ville have mere, mere Trudy, mere af dette øjeblik.

Øjeblikket var væk. Frost blinkede adskillelige gange, forvirret. Hans hjerne var endnu tåget og han følte sig underlig kold uden Trudys pels mod sin. Men der var hun i horisonten som en mørk plet der snart var opslugt af mørket.
Den stribede hingst stod der længe og stirrede ud over landskabet mod det sted hans store kærlighed var forsvundet. Hans hjerte hamrede endnu, om end han var forvirret over hvorfor hun var forsvundet fra ham. Hans kærlighed for den sorte hoppe lyste dog som en ny flamme i hans indre, og hendes stemme gav endnu genlyd i hans hoved Du får ikke lov at give slip. Måske var DawnFrost naiv, måske blot poetisk. Men et stort smil voksede frem på hans mule, inden en varm latter forlod hans mule.

//out