Særlig valentinstråd <3

---

Cinna havde bemærket det, lige så snart han havde slået øjnene op. En sælsom duft lå over hele landet, uden nogen egentligt forklaring på hvorfor? Det lugtede af en blanding mellem regn og nyudsprungne blomster, og fik Cinna til at føle sig let som en fjer. Allerede fra morgenstunden virkede denne dag, som om den ville blive til noget særligt. Underligt, han havde ingen syner modtaget om dette, men selvfølgelig fik Cinna heller ikke syner om alt, hvad der skete i fremtiden, men alligevel havde den skimlede hingst en fornemmelse af, at han burde havde vidst, hvad denne dag havde af betydning. Uden nogen form for viden om, hvad dagen ville bringe, var Cinna derfor begyndt at tulle formålsløst rundt i den del af Proelio, der blev kaldt for Natiaum.

Som benene havde båret den skimlede hingst rundt i landsdelen, var han til sidst endt foran en besynderlig kuppel, hvor vand langsomt piplede ned af dens sider. Uden nogen tanke for, om det kunne være farligt, var Cinna trådt ned i den lille flod der omgav kuplen, og trådt direkte ind igennem den. Her ventede der hingsten ikke så lidt af et chok, da han på det nærmeste var trådt direkte ind i selve universet. Stjerner, måner, planeter, sole ja alt hvad man forbandt med galaksen fløj fredeligt af sted gennem luften, som selv herinde bestod af den særlige duft, der fik det til at kilde i Cinnas mave.

Den smukke, stjernedækkede hoppe bevægede sig igennem landet i en livlig og yderst elegant trav. Vinden blæste hendes man og hale bagud og fik dem til at følge efter hende som et slør. Hun lignede en model, der var taget direkte ud fra et hårmagasin. Hun vidste ikke, hvad der var grunden til denne iver og glæde i dag, men et eller andet fyldte hende med lykke og fred i sjælen. Hun havde mærket det lige fra morgenstunden af. Det var som om, at hele Proelio var indhyllet i en lyserød tåge; hun havde det hele tiden som om, at hun drømte. Denne ro og glæde i hendes sjæl havde straks fået hende til at søge mod hendes yndlings sted i hele Proelio; Clairess. Den smukke kuppel fik hende til at føle sig hjemme - som om hun var en del af den og var skabt til at leve derinde som en del af det lille stykke af universet.

Snart kunne hun se Clairess foran sig, og uden tøven travede hun plaskende ud i vandet og direkte ind i kuplen. Den smukke atmosfære omfavnede hende, og hun gik straks i ét med stjernerne og universet. Wauw, Clairess føltes endnu mere smuk og fortryllende denne dag! Hun lukkede øjnene i og sprang nynnende rundt, som svævede hun på en lyserød sky. Da hun slog øjnene op igen, fik hun øje på en hingst. Han stod dér midt imellem alle stjernerne og lignede noget, der var som taget ud fra et eventyr. Hans smukke, turkise farve skillede sig kraftigt ud blandt de lilla omgivelser, og alle de mange prikker på hans skind glimtede som små diamanter. Han var uden tvivl den smukkeste hingst, hun nogensinde havde set! Forelskelsen slog ned i hende som et lyn fra en klar himmel, og fascineret trådte hun frem mod ham i en langsom, nærmest tilbageholdende skridt; som prøvede hun at tøjre sin iver for at springe direkte i favnen på ham. Hun strakte forsigtigt halsen frem og stoppede først op, da hendes mule kun var få brøkdele fra at møde hans. Da så hun op og mødte hans øjne med et blik fuld af fascination og længsel. "Hvem er De?"

Det var et fuldstændig vidunderligt sted, som Cinna havde fundet frem til. Aldrig havde han set mage, og i lang tid stod han blot ganske stille, og lod blikket suge alt til sig. Hvordan dette var muligt, vidste han ikke, men det var i hvert fald det smukkeste han nogensinde havde set. Stille begyndte han at skridte fremad, og en underlig følelse af, næsten at føle sig vægtløs, sneg sig ind på ham. Var det virkelig muligt? Kunne man flyve herinde? Den skimlede hingst fløj dog ingen vegne, men hans skridt var så lette i denne særlige atmosfære, som huserede inde i kuplen, at man klart fik en fornemmelse af det. Farverne i dette lille univers changerede konstant, men det var dog som om, at hver farve havde sit eget område. Lige for øjeblikket befandt han sig i den orange farve, og lige om lidt, ville han bevæge sig over i den lilla. Dette var dog det mest besynderlige han nogensinde havde prøvet. Et stjerneskud fløj ganske tæt forbi Cinna, og den skimlede hingst lukkede øjnene og ønskede. Ønskede at han kunne dele dette øjeblik med nogen.. Måske med hans elskede Gwen?

Da Cinna atter åbnede øjnene igen, måtte han måbende blinke et par gange, for dér, lige foran ham, stod den smukkeste hoppe, han nogensinde havde lagt sine øjne på. Mindet om Gwen var øjebliklig strøget fra hans bevidsthed, for denne hoppe fyldte nu alt i ham. Hun gik næsten i ét med universet omkring hende, og havde det ikke været for den kridhvide man og hale, var det ikke sikkert, at Cinna ville have fået øje på hende. Den skimlede hingst var fuldstændig gået i stå, og stod blot og stirrede på denne fuldkomne skønhed, som nu med elegante skridt, bevægede sig hen imod ham. Hun stoppede nu op, ganske tæt ved ham og med en mule der blot var få centimeter fra hans. Med ét følte Cinna sig som en genert unghest, der næsten ikke turde kigge på denne stjernehoppe. En varm følelse bredte sig i al hast rundt i hans krop, da hendes melodiøse stemme nu lød, og spurgte ind til, hvem han var. Nej, dette gik virkelig ikke! Nu måtte han tage sig sammen, sådan kunne man ikke opføre sig over for et væsen af selve universet. Med en kraftanstrengelse fik han skubbet genertheden i baggrunden, og mødte nu hoppens strålende blik. Perfektion, ordet blev med det samme dannet i hans hjerne, som deres blikke mødtes. Hun var intet mindre end perfekt! Nærmest uden overhovedet at tænke over det, lod han mulen blidt kærtegne hendes, som havde de kendt hinanden altid. "Mit navn er Cinna," svarede han så med en usædvanlig varm stemmeføring, mens han forsigtigt trak mulen til sig igen. "Hvem er De?" Med blikket hvilende i hendes, kunne han ikke lade være med at spørge. "Er De en gud?" Hun virkede i den grad guddommelig på ham.

Der gik et sæt igennem hendes krop, da hingsten pressede sin mule de sidste centimeter fremad og blidt lod den kærtegne hendes. Berøringen slog gnister imellem dem, og hun følte sig helt elektrisk i hans nærhed. Han trak nu mulen til sig igen og sagde sit navn med en behagelig og varm stemme. Cinna... Det var et dejligt navn, der lå let på tungen. Hun var fuldstændigt forelsket i hans stemme og ønskede bare, at han ville blive ved med at tale til hende. En stemme som hans kunne hun lytte til i timevis uden at blive træt af den. Det var lige en som ham, hun ville elske høre at fortælle en historie, læse et digt op, holde en tale eller lignende.
Til hendes store glæde fik hun atter fornøjelsen af hans stemme, da hun nu spurgte hende, hvem hun var. "Mit navn er Gizhebi," svarede hun og mærkede en lettere genert rødmen skyde frem på sine kinder. Hun følte sig næsten som en lille plag, der oplevede sin første forelskelse igen. Det var længe siden, hun sidst havde følt sådan her - men et eller andet ved Cinna havde ramt hende med 180 km i timen.

Deres blikke hvilede i hinandens, og hun kunne mærke en konstant sugen i maven, som om titusinde sommerfugle fløj rundt dernede. Han havde sådan nogle smukke, blå øjne, som hun følte, at hun kunne forsvinde helt ind i. Når hun så på ham, var det som om, at hele universet smeltede sammen omkring dem, og at hun forsvandt ind i en helt anden verden, hvor der kun var de to. Sjældent havde hun følt sig så tryg i en andens selskab. Hun følte, at hun kunne overvinde hvad som helst ved Cinnas side. Pludselig spurgte han hende, om hun var en gud. Det fik hende til at rødme endnu mere og undslippe en lille, varm latter. Hvor var han altså sød og smigrende! Hun var bestemt ikke nogen gud, men at blive sammenlignet med en gud var nok en af de største komplimenter, man kunne få. Hun rystede mildt på hovedet. "Det er jeg desværre ikke, men hvor er det sødt af Dem at spørge. De er måske selv en gud?" Hun blinkede charmerende til ham med strålende øjne.

Gizhebi.. Sådan lød navnet på universets hoppe. Det var så perfekt, at Cinna nærmest ikke troede det var muligt. Så rent, så mystisk, så særligt, at det næsten lød som navnet på en stjerne. Nej ikke en stjerne, en stjernehoppe! Som en rødmen nu strømmede op i Gizhebis kinder, og fortrængte den lilla farve til fordel for en rød, kunne Cinna ikke holde et forelsket smil tilbage. Lige meget hvilken farve denne hoppe bar, så var hun yndig som den smukkeste blomst, Proelio nogensinde havde skabt. At Cinna i den grad var blevet ramt af Amors pil, var der vidst slet ingen tvivl om. Når den skimlede hingst kiggede ind i Gizhebis smukke, funklende øjne var det som om, at både tid og sted forsvandt. Han sank så dybt ned, at han nærmest kunne høre deres hjerter banke i takt. Aldrig havde han prøvet at være så forelsket, at hans egne tanker nærmest helt forsvandt. Men i selskab med denne stjernehoppe, var det intet mindre, end det der skete.

Ved Cinnas spørgsmål, om Gizhebi var en gud, virkede den lilla hoppe først ganske forbløffet, inden en varm latter lød fra hende. Latteren var som sød musik i Cinnas følsomme ører, og den skimlede hingst var på ingen måde i tvivl om, at i selskab med denne hoppe, var verden helt sikkert et bedre sted at leve. At Gizhebi ikke var nogen gud, skuffede på ingen måde Cinna, tværtimod! Hvis en ganske almindelig hoppe kunne være så enestående som hun, så var verden endnu ikke fortabt! Da Gizhebis charmerende stemme nu atter lød, og lod gudespørgsmålet blive vendt mod Cinna selv, kunne den skimlede hingst ej heller holde en dæmpet latter tilbage. "Der må jeg desværre skuffe Dem Gizhebi, jeg er intet andet end blot en hingst, hvis normalitet er til at tage og føle på." Et varmt blik var tydeligt at skue i de blå øjne, mens hingsten nu tog en dyb indånding. Ville hun acceptere hans berøring? Hun havde ikke trukket sig væk første gang, så måske.. Tøvende og yderst forsigtigt strakte Cinna nu sin mule ud mod galaksens skønhed, hvor han blidt og ganske flygtigt, lod den glide over hendes feminine kæbe. Blodet brusede igennem kroppen på den skimlede, og lod endnu en gang en rødmen stige op i hans kinder. Men han kunne bare ikke, kunne bare ikke holde sig fra hende. Hun var så dragende, at han helt og aldeles var i hendes vold.

Den smukke Cinna reagerede på nøjagtig samme måde som hende selv, da hun spurgte ham, om han selv var en gud. En varm latter forlod hans bringe, og hun kunne ikke tænke på andet end, hvor utrolig behagelig den var at høre på. Hun lyttede til hans ord og kunne ikke lade være med at se på med forbløffelse, mens hendes mund formede sig til et lille o. Hvordan kunne han dog sige sådan noget? Var han slet ikke klar over sin egen skønhed? Hun rystede let på hovedet af ham og sendte ham et varmt smil, inden hun atter slog en lille, kærlig latter op. "Jamen kæreste Cinna, De skuffer mig ikke det mindste! Man behøver ikke at være en gud for at være noget ganske særligt, og det er De i sandhed beviset på." Hendes øjne strålede af forelskelse, da hun så på ham med et kærligt glimt i øjet.

I næste øjeblik kom hans mule forsigtigt nærmere. Hun mærkede et sug i maven, da han blidt og ganske flygtigt lod den glide hen over hendes kæbe. Sommerfuglene blafrede i vildskab nede i hendes mave, og hun mærkede en stigende trang til hans nærvær. Hun mødte hans tryllebundne blik og fik øje på en rødmen, der ligeledes steg op i hans kinder. Hun kunne ikke lade være med at smile sødt ved synet - hun var tilsyneladende ikke den eneste her, der kunne rødme. Hun holdt vejret i spænding, da hun med langsomme skridt trådte frem mod ham og gled sin mule ned langs hans muskuløse hals. Hun mærkede elektriciteten slå små gnister i hende ved berøringen. Hele hendes krop skreg efter at blive ét med ham. Hun havde aldrig oplevet så stor en tiltrækning til en hingst, hun kunne lige havde mødt. Det var som en drøm.

Heller ikke Gizhebi lod sig afskrække af det manglende gudeblod, og hun ligefrem valgte at komplimentere Cinna i sådan en grad, at han rent faktisk følte sig som noget særligt! Han var muligvis ikke så enestående som hun, men der måtte da være noget rigtigt ved ham, når stjernehoppen brød sig om hans selskab. Endnu en latter lød fra hende, og der var ingen tvivl i Cinnas sind om, at han for evigt ville huske denne latter. Det var lyden af ren og skær lykke. Alverdens planeter fløj omkring de to heste, stjernerne blinkede og sole varmede med en særlig glød. Intet af det kunne dog måle sig med hoppen foran Cinna, og han lagde derfor ikke spor mærke til hans omgivelser, der ellers i den grad var noget særligt.

Gizhebi havde ikke trukket sig væk fra Cinnas kærtegn, hvilket glædede den skimlede hingst umådeligt. Hendes skinnende stjernepels, havde været så uendelig blød, at intet kunne sammenlignes. Ja dette virkede i sandhed som et eventyr, hvis lige aldrig var blevet set før. Cinna holdt vejret, da Gizhebi nu langsomt trådte nærmere. En mule gled nu kærtegnerne ned af hans hals, og skabte en varm og brændende fornemmelse, der hvor hun havde rørt ham. Luften slap nu endelig ud af Cinna med et lille gisp. Så stærkt havde ingen nogensinde fået ham til at føle før. En varm brummen forlod hans bryst, samtidig med at hovedet blev vendt mod den smukke stjernehoppe. Cinnas mod der nu var steget, da Gizhebi ikke havde afvist ham, lod ham nu lade mulen glide over hendes skulder, og videre over den slanke mave. Hjertet hamrede vildt i brystet på den skimlede hingst, der nærmest følte sig helt ør af lykke. Et par få skridt lod ham nu smyge sig op af den smukke Gizhebi, mens mulen nu gled kærtegnerne og en smule tirrende over hendes flanke. Ordrene lod til at være faldet bort til fordel for kropssproget.

Et lille gisp forlod Cinna, og det fik hende til at sitre let. Hun var slet ikke vant til at høre den slags lyde fra hingste, så det hele var meget spændende. I modsætning til hvad mange troede, så var denne hoppe yderst uerfaren på kærlighedsområdet. Hun havde brugt det meste af sit liv på at beskytte sin broder og de syge i flokken, så teenageflirts og romancer havde der slet ikke været plads til. Efter hun var ankommet til Proelio, havde hun kun mødt én hingst, der formåede at feje benene væk under hende - og han havde vist sig at være en nar, der forlod hende i nærmest samme øjeblik, de havde mødt hinanden. Med ham var det aldrig blevet til andet end kys og blide kærtegn, så hun var stadig meget uerfaren på visse punkter. Med Cinna føltes det hele dog så ganske naturligt. Hun følte på ingen måde usikkerhed, men kunne blot mærke, hvordan det kildede spændt i hendes mave.

En varm brummen forlod ham, inden han lod sin mule glide over hendes skulder. Hun mærkede straks varmen brede sig i hendes krop som solen på en hed sommerdag. En let sitren gled igennem hendes følsomme krop, da han lod sin mule glide videre ned over hendes mave. Nu var det hendes tur til at udtrykke et lille gisp efter at have holdt vejret i spænding. En lille undren gled over hendes blik. Hvad var nu det for noget? Sådan en lyd var aldrig kommet over hendes læber før... I Cinnas nærvær var det som om, at hun fuldstændig havde mistet kontrollen over sig selv. Hendes krop var overtaget af instinkter, og alt skete bare af sig selv på den mest naturlige måde. Hun var skabt til dette, og hun kunne ikke have fundet en bedre partner end den smukke, turkisblå hingst.

Han tog nu et par skridt frem og smøg sin muskuløse krop op ad hendes. Hendes skind dirrede atter ved hans berøring, og det var som om, at det slog gnister imellem dem; som om hver af Cinnas berøringer var små stød, der gjorde hendes krop helt elektrisk. Det var en ubeskriveligt rar følelse - hun havde aldrig prøvet noget lignende! Han lod nu sin mule glide kærtegnende og en anelse tirrende over hendes flanke, og en hoppet brummen fløj instinktivt ud af hende. Hun mærkede, hvordan det kildede i hele hendes krop, og helt instinktivt blev hendes lange, hvide hale fejet til siden for at gøre plads til ham. Hun var mere end klar til dette, det kunne hun mærke. Hun var aldrig blevet bedækket før, men hun frygtede ikke konsekvenserne. Hun havde altid ønsket sig et føl, og hun var sikker på, at Cinna var den helt rigtige hingst at vælge til fader.

Cinnas kærtegn blev belønnet med et gisp fra Gizhebi, samtidig med, at han kunne mærke, hvordan hendes stjernebesatte krop sitrede mod hans. Han var varsom, da han ikke ønskede, at gøre noget mod hendes vilje, men samtidig kunne han mærke, hvordan han blev mere og mere opstemt. Cinna selv havde ingen føl, og den eneste kærlighed han havde følt, var til hoppen Gwen, der endte med at knuse hans hjerte. Han havde dog aldrig følt sig så fortryllet som nu, og selvom instinkterne tog mere og mere over, og trængte tankerne i baggrunden, følte Cinna sig ikke bange for, hvad dette kunne ende ud med. Den skimlede hingst havde altid godt kunne lide føl, og havde senest taget sig af den forvirrede Samuel i Amazonaflokken.

Cinna følte sig efterhånden varm i hele kroppen, og kunne slet ikke få nok, af den smukke Gizhebi. Da en hoppet brummen med ét kunne høres fra hende, følte den skimlede hingst sig blot endnu mere opilet. Mulen gled nu langs låret og op til krydset, hvor den et øjeblik stoppede sine kærtegn. Lugten af brunsten var her så stærk, at Cinna blev helt ør og alle tanker stoppede fuldstændig. Resten af kroppen fulgte nu med hovedet, og snart stod den skimlede hingst direkte bag stjernehoppen. Han nussede hendes kryds med en indædt intensitet, hvor hormonerne fuldstændig havde overtaget. Da den hvide silkehale nu blev trukket til siden, greb han invitationen med det samme, og med et spring der dog var en anelse forsigtig, for ikke at skade den smukke Gizhebi, var han oppe på hendes ryg. Forbenene klemte blidt om hendes sider, da han begyndte på akten. En følelse af dyb tilfredshed bredte sig i ham, og en brummen der var varm som selve den ild, Gizhebi havde tændt i ham, kunne nu høres. Da Cinna var færdig med sin pligt, slikkede han kærligt stjernehoppens hals, inden han stille gled ned af hende.

Et øjeblik stod den skimlede hingst fuldstændig stille bag stjernehoppen. Det begyndte langsomt at synke ind, hvad han lige havde gjort, og en lykke der intet havde at gøre med Valentin, bredte sig i ham. Hvis lykken tilsmilede dem, var der i dette øjeblik, ved at blive skabt et lille, skrøbeligt væsen, inden i den kære Gizhebi. Med et smil så bredt som det overhovedet kunne være, satte han i skridt, for atter at komme op til de strålende øjne. På vejen lod han mulen flygtigt glide over den endnu slanke mave, og han følte tydeligt, hvordan en spændt følelse meldte sin ankomst. Som han nåede hendes yndefulde ansigt, lod han blidt mulen hvile mod hendes kind et øjeblik. Cinnas liv havde med ét fået en helt ny betydning, og det takket være denne hoppe.

Hun lukkede nydende øjnene i, da hans mule gled langs hendes lår og op til hendes kryds. Han holdt inde med sine kærtegn og lod resten af kroppen følge med hovedet, så han nu befandt sig direkte bag hende. Hun mærkede spændingen stige i sit indre. Hun vidste præcis, hvor dette førte hen - og hun følte sig mere end klar. Han begyndte nu intenst at nusse hendes kryds, hvilket fik et lille, nydende støn til at forlade hendes mule. Det var en utrolig rar fornemmelse, som hun aldrig rigtigt havde oplevet med en anden hingst før. Hun nød virkelig Cinnas nærvær og kunne mærke, hvordan hendes krop hungrede efter mere.
Endelig kom det øjeblik, hun havde ventet så længe på. Cinna opfangede hendes invitation og accepterede den straks. Med det samme sprang han forsigtigt op på hendes ryg, hvor han klemte blidt omkring hende med forbenene og begyndte sin akt. Vægten af Cinnas krop på hende føltes tung, men han var så blid og forsigtig, at hun hurtigt vænnede sig til det. Fornemmelsen af at blive bedækket var en anelse underlig. I starten var det lidt ubehageligt og gjorde en smule ondt, men lynhurtigt blev smerten erstattet af lyst, og snart nød hun det bare i fulde drag.

Tid og sted flød ud i ét, og hun anede ikke, hvor lang tid, der var gået, da Cinna endelig var færdig. Han slikkede kærligt hendes hals, inden han stille lod sig glide ned ad hende. Hun trak vejret dybt og mærkede varmen, der spredte sig i hele hendes krop. Hun kunne næsten ikke forstå, at dette lige var sket. Det var uden tvivl en af de bedste oplevelser, hun nogensinde havde haft. Cinna stod i lidt tid bag hende og fik pusten, inden han satte i skridt og kom op til hende igen. På vejen lod han sin blide mule glide flygtigt over hendes mave, hvilket resulterede i en nydende brummen fra hendes side. Et kæmpe smil bredte sig nu på hendes lilla ansigt, og hun mærkede, hvordan hun næsten ikke kunne styre sin livsglæde. En følelse af lykke boblede i hendes mave og gav hende lyst til at danse rundt og skrige ud til verden, hvor lykkelig hun var. I det samme mærkede hun Cinnas mule, der blidt hvilede mod hendes kind, og det fik hende straks til at slappe af igen. Hun lukkede nydende øjnene i for en kort stund, inden hun kærligt gned hele sit ansigt op ad hans, mens hun vendte sig rundt, så de nu stod ansigt til ansigt. Hun trak hovedet til sig igen og så på ham med strålende øjne, der havde et par lykkestårer hængende i øjenkrogen. "Cinna... Mange tak..." mumlede hun med en varm stemme fyldt op af lykke og kærlighed. "De har lige fået en drøm til at gå i opfyldelse."

Uden de to heste havde bemærket noget, var dagen langsomt ved at gå på hæld, og udenfor i den "rigtige" verden, såvel som inde i denne magiske bobbel, hvor de to befandt sig, var mørket ved at melde sin ankomst. Universets mange blandede farver, var langsomt ved at blive mørkere og mørkere, for til sidst at ende i nattens sorte farve. De forskellige stjerner lyste mere klart, og fungerede næsten som små lygter i tusindvis. For Cinnas vedkommende, bemærkede han dog ikke denne forandring, i verden omkring ham. Gizhebi havde fortsat hans fulde opmærksomhed, og stod som den mest strålende stjerne i hele universet. Som den lilla hoppe nu lod hovedet gnide op af ham, følte Cinna fortsat, hvordan ilden i ham brændte. Det var en ganske uvant situation for den skimlede hingst at stå i, og han havde nok ikke helt fattet endnu, hvad det var der lige var sket. Cinna havde altid drømt om føl, men i hans tanker var det altid med en hoppe, der uden tvivl var hans mage, og som han havde været sammen med i lang tid, før de kastede sig ud i noget så alvorligt som et føl. Nu var der et føl på vej, men det var med en hoppe, som Cinna først lige havde mødt, og i princippet intet kendte til. Selvom det stred imod alle Cinnas tanker, følte den skimlede dog ikke, at det kunne være mere rigtigt. En lykke spredte sig overalt i hans krop, samtidig med at et snert af adrenalin blandede sig, ved tanken om at have gjort noget så uansvarligt, uden at have tænkt over det først. Det føltes helt godt, bare at have kastet sig ud i det.

Da Cinna nu atter stirrede ind i Gizhebis fortryllende, strålende øjne, dukkede der et helt kærligt smil op på hans mule. Han tvivlede på, at der fandtes en mere fantastisk hoppe end denne. Selv den guddommelige Laylis som havde formået at fortrylle ham, overgik ikke Gizhebi. "Det er mig der takker," stemmen var øm og havde fået en klang, den skimlede hingst aldrig havde hørt før. "Drømmen er den selv samme som Deres.. At bringe et føl til verden, der findes ingen større begivenhed." Blidt lod han mulen glide over hendes næseryg. "Jeg vil altid være der for Dem." At dette møde kunne tage sådan en drejning, som det havde gjort, havde gjort en del af Cinnas bevidsthed opmærksom på, at der muligvis var en magisk indblanden i hændelsen. Og selvom det på alle måder havde følt rigtigt, ville Cinna aldrig have gjort det ved sine sansers fulde fem, ved skrækken om at pådutte en hoppe et ansvar, som hun måske ikke ville have. Han håbede nu blot, at Gizhebi ikke ville fortryde deres handling.