jeg gik rundt i Sylinum for at kigge mig lidt omkring og så ser jeg et stort træ hvor man ikke kan se stammen. Jeg gik tættere på træet. Jeg syntes at det lignede en hule af en art. Jeg tænkte (skal jeg gå der ind når jeg ikke ved hvad der kommer til at ske). Men jeg besluttede mig for at jeg ville se hvad det var der skete der inde eller om der ingenting skete.Jeg gik der ind og der var så smukt. Der hang en slags lianer ned fra træet og de lyste i alle mulige farver. Jeg havde aldrig set noget linene i hele mit liv før nu. Jeg træk vejret ind gennem næsebordene og det lugtede mærkeligt. Ikke dårligt ikke godt bare mærkeligt. Lige pludselig kunne jeg mærke i mig selv at jeg begyndte at tro på ånder og det har jeg aldrig gjort før. Det var sempelhent for mærkeligt så jeg skyndte mig ud af træet go snuse til den friske luft og så troede jeg pludselig ikke på ånder længere. Jeg sagde til mig selv at jeg aldrig skulle gå der ind igen nogen sinde.

Jeg havde besluttet at bevæge mig væk fra det velkendte harmonsike område - Elasium. Der var i bund og grund igen speciel grund, udover jeg blot ønskede at udforske og se mig omkring, som jeg nu plejede at gøre. Hovene knaste en anelse for hver gang jeg tog et skridt frem. Der gik ikke længe før jeg nåede til det store åndetræ. Respektfuldt sænkede jeg hovedet. Sylinum var skam også et smukt sted, lidt uvist hvorfor jeg tit søgte hen til dette kæmpe store træ, især fordi jeg troede ikke på disse guder. Smeye, Flakeze, Helzori, Laylis og den nye hoppe, som jeg nu ikke lige kan huske hvad hedder. Selvom jeg var opvosket på stedet, og hørte mange ting og set meget i min tid. Benægtede jeg stadig at guderne fandtes. Men åndetræet var nu alligevel noget jeg troede på. Respektfuldt skulle jeg igen til at sætte igang da en skikkelse kom ud af træet, en blålig hoppe. Bestemt en elegance over hende, aldrig havde jeg dog set hende her på egen før. Hvem mon hun var? Hun så ikke hun til at have set mig endnu, så derfor lod jeg en venlig brummen forlade mulen, før at gøre opmærksom på jeg også var her.

Da jeg kom ud fra træet så jeg en hinst med blid gul pels og med sort og blå man. Jeg sank hovedet og lod som om at jeg ikke havde opdaget ham før han ga en stille brummen fra sig. Jeg kiggede op og sagde " hej "jeg tænkte hvorfor sagde jeg det men så sagde jeg "er der noget i vejen siden du brummer. Jeg vendtede et stykke tid og tænkte om han havde hørt hvad jeg havde sagt.

Vender blot roligt blikket i hendes retningen. Ser blot ganske venligt og godmodigt på hende "jeg ville blot ikke forskrække dig, så ville blot sikre mig, du skam havde hørt mig." forklare jeg med en varm stemme. træder en anelse mod hende "jeg hedder forresten Artax" tilføjer jeg blot og nikker kort med hovedet som hilsen.

Jeg tænker han virker ikke farlig så jeg siger "hej mit navn er Cristasia undskyld at jeg spurgte på den måde det var ikke min mening". Jeg stod og tænkte hvad skal jeg sige nu så sagde jeg "kan vi være venner jeg har nemelig ikke så mange venner jeg har ikke boet her så længe". Jeg tænkte over hvorfor jeg spurgte om vi skulle være venner vi har jo lige mødt hinanden.

Smiler bare stort til hende "det gør skam ikke noget, du mente det jo ikke ondt" siger jeg blot med en beroligende og opmundrende stemme. linker hovedet en anelse på skrå "jeg vil med glæde være din ven Cristaia, og velkommen til, proelio er heldig sådan en skønhed kommer her til stedet" siger jeg rosende. "jeg kender stedet ud og ind, jeg blev født her" forklare jeg roligt.

Jeg siger"det er dejeligt at måde en der kender stedet nu vor jeg ikke gør". Jeg giver et lille smil og siger så "jeg er ikke så glad for framede fordi den gang jeg var et lille føl blev jeg efterladt helt alene. Resten af mit liv har jeg klarede mig selv". Jeg tækte at nu havde jeg sagt for meget HI HI HI HI HI HI. Lige pludselig kom et af mine anfald og det var virkelig pinelig. Nu var jeg sikker på at han vil gå det vidste jeg bare

ser på hende "Det gør mig da oprindeligt ondt" der er faktisk medfølelse i de lilla øjne, forstående. "hvis det trøster, forlod min mor mig da jeg var født, min far er leder, har aldrig set skyggen af ham" siger jeg ærligt. "så jeg forstår præcis hvordan det er" smiler varmt. kan ikke lade være med at grine med hende. træder igen tætter på før jeg napper en anelse prøvede og legende ud efter hende.

"Det gør mig ondt at høre du har haft den samme fortid som mig" og så tnkte jeg at nu skal jeg ikke være trist længere. Så går jeg lidt tættere og napper legene igen. "Kan vi ikke godt gå et andet sted hen? Her er for ofenligt at fjole rundt". Jeg vendter et stykke tid og tror ikke at han har hørt hvad jeg har sagt.

mine øjne hviler på hende letter godmodigt. ser rundt, der ellers ingen at se i nærheden, men hvis hun ønsker at gå et andet sted hen, gør det mig skam heller ikke noget. Brummer blot godmodigt til hende "hvor kan jeg byde skønheden hen?" spørg jeg så blot i en charmende drenget stemme. før jeg træder hen ved hendes side "skoven, grotterne, ved klipperne eller skærnterne?" ser spørgende på hende, anpå hvor hun ønsker at være hen, en tur derhen til de forskellige ting vil da også være hyggeligt, selvom jeg kender området elsker jeg stadig at rende rundt og udforske om der er sket noget nyt siden sidst.

Jeg stod og tænkte så det knagede men fandt til sidst ud af hvad vi skulle. " jeg syntes at vi skal gå en tur og se alle stederne så jeg også lære stedet bedere at kende. Jeg smiler sødt og kærligt til ham og siger " hvis du har lyst. Vi kan også gå til en helt anden landsdel så vi for set meget af Proelio. Jeg smiler og håber at han vil se en anden landsdel det er jo også en tur. Bare en lang tur.

sender hende blot den charmende smil og nikker "en anden landsdel det vil blive" puffer blidt til hende for at vise hende vej, bevæger mig bare en anese frem, imens jeg skæver om hun mon går med. ikke at det ville gøre noget hvis hun ikke gjorde, det er skam hendes eget valg, om hun vil bruge sin tid på mig. De godmodige øjne ser blot afventede på hende.

Jeg blev glad da jeg hørte at han ville se en anden landsdel og da han puffede tænkte jeg skal vi gå nu. Så begyndte han at gå jeg kom til at stå stille men så gik jeg over til ham "så skal vi på eventyr" sagde jeg og grinte.

han lod en varm latter lyde, imens han gik tæt op af den blå skikkelse, han nappede lidt drillende til hende før han satte frem i en trav, han sprang lidt rundt og lavede et lilel hop, før han skævede tilbage mod hende igen, for at se om hun mon fulgte med ham.