Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

En fredelig kirsebærskov stod i dens fulde flor. Der var ikke en sjæl i miles omkreds, og de eneste lyde man hørte var det rislende vand, fra Cadens og briser, som hvirvlede de lyserøde blade omkring... Men snart var vidunderet ikke alene. En prægtig hingst, der virkede malplaceret i omgivelserne, skridtede langs med en af de mange floder, under de hvirvlende blade. Solens stråler der faldt mellem de smukkeste grene oplyste hans pelslag. Der var kun én grund til at han var kommet hertil. Han standsede. Som om han ænsede en fært, men han kunne ikke vide sig sikker. Hans hjerne begyndte at arbejde, som han sendte sin magi, direkte ud af sit bryst, for at få fat i hans mage.

Ichigo... Ichigo, jeg venter. Kom til mig, følg med.

Det var en insisterende hvisken han sendte mod hende, hun kunne følge. Hans hjerte dunkede, for hvert sekund der gik... Hvornår havde han sidst haft så stor trang til kærlighed? Der var noget særligt over denne dag, noget han ikke kunne kontrollere, og det generede ham.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Hvem der så end havde skabt dette nye Proelio, havde i sandhed gjort landet fortryllende. Ichigo havde efterhånden set mange smukke ting i sit liv, men denne dag var anderledes. Hun følte sig … Draget. Den brogede hoppe befandt sig i udkanten Mozons frodige eng, hvor hun havde nydt stor glæde af det grønne græs. En let og lun brise kærtegnede hendes pels og fik hende til at løfte hovedet, og tage en dyb indånding. Hvad var der ved denne dag? Luften virkede så anderledes, som om hun indåndede en rus, men hun kunne ikke beskrive hvad det var. Men hun var ikke alene. For med den blide vind kom en stemme, en stemme som hun kendte så godt. Helzlori. Ichigo havde efterhånden lært, at han kunne kommunikere med hende på så mange måder, og denne dag var ikke anderledes. For hun følte ham kalde på hende, drage hende imod ham.


Ichigos blå øjne blev rettet mod skoven længere fremme. En lyserød skov. Uden tøven satte hun frem imod skoven, som i sandhed var noget for sig. Aldrig havde hun set noget lignende. Beundrende så hun op mod træerne, hvis blomster mindede om lyserøde skyer som let fløj over hende. Stemningen inde i skoven var ubeskrivelig. Duften herinde var endnu mere intens, fordi blomsterne også duftede. Dette var i sandhed det smukkeste sted i hele Proelio. Hvordan kunne noget være så smukt og rent som dette? I takt med at Ichigo nærmede sig sin destination, kunne hun mærke hvordan hendes krop reagerede. Hun følte en spænding og intensitet som hun ikke havde følt længe. En længsel og kærlighed som intet kunne sammenlignes med. Dette ville nok alarmere de fleste heste, men ikke Ichigo. For hun vidste at hendes kærlighed til Helzlori var så intens, så det føltes på ingen måde ubehageligt. Ichigo rundede et træ og dér, længere fremme, stod han. Hans sorte pels oplyst af solens stråler, som dansede på den skindende pels og de tydelige muskler. Han var i sandhed et prægtigt syn. Kærligt brummede hun og gik ham i møde, med de små ører rettet frem imod ham. Det var længe siden at Ichigo havde følt sig så tryllebundet som hun var nu.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Minutterne tikkede langsomt af sted. Skovens overdådighed overvældede selv dødsguden i dag. Som om en særlig magt, styrrede hans sindsstemning. Duften af blod var i hans indånding, en duft der gjorde ham lyksagelig... Hvor mærkeligt det end lød, det var jo trods alt forskelligt hvad dufte man faldt for. Der var også noget andet. Hende. Hendes duft pressede sig ind i hans system og hjertet smeltede i brystet på ham, da han så hende komme til sig. Han standsede sin færd langs floden... I stedet satte han mod hoppen. Aldrig havde det føltes så livsnødvendigt at skulle være nogen nær. Han standsede, svansede let omkring hendes krop, for at tjekke, at hun var beskyttet fra ondt. Hun fejlede intet, og hans mule mødtes med hendes.

"Hvilken skønhed, blomstre op mellem disse træer? Hun er min." hans stemme var blødende blid. Hans øjne fastholdt hendes, som et smil tegnede sig omkring den sorte mule. Hun så mindst ligeså sagelig ud som han. Båndet mellem dem forstærkedes kun for hver tanke, hvert blik. Og den sorte djævel elskede det...

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Der var langt hen til den sorte hingst, eller sådan føltes det i hvert fald. Men Ichigo fortsatte tålmodigt frem, aldrig tvivlende på at hun nok skulle finde ham. Helzlori sørgede altid for at hun ikke for vild, og hun stolede fuldt ud på, at han også ville sørge for det denne gang. Den lyserøde skov var fortryllende at bevæge sig rundt i, og Ichigo måtte indrømme, at hun hjertens gerne ville tilbringe mange timer i dette fortryllende sted. Helst sammen med sin sorte hingst. For med ham blev alting bedre, lysere, klarere. Fuglenes sang kunne høres igennem skoven, hvor den ene startede svarede den anden, og det spredte sig fra træ til træ. Betaget lyttede den brogede hoppe, imens hun fortsatte sin søgen på den sorte hingst. Der gik heldigvis ikke længe, før de blå øjne kunne beskue den sorte krop. Selv i strålende solskin måtte han være frygtindgydende for andre heste. Men Ichigo så kun den varme og kærlighed, som han følte for hende. Den selv samme kærlighed som hun følte for ham. Hvor Ichigo i forvejen altid var fortryllet af hans nærvær og varme, så blev hun det endnu mere denne gang. Som om alt omkring hende skubbede hende imod ham, ønskede at hun skulle komme endnu tættere på. Og selvfølgelig gav hun efter.


Helzlori bevægede sig ligeledes imod hende, og hun stoppede op så hun kunne betragte synet af ham. Øjnene fulgte hans bevægelser da han gik rundt om hende, som om han lige skulle sikre sig, at der ikke var sket hende noget siden deres sidste møde. Det eneste Ichigo kunne tænke på var, hvor intenst hun følte hans nærvær. Hvordan hun nærmest kunne mærke varmen fra ham, uden at de egentlig var i berøring. Aldrig havde hun oplevet noget lignende, og de to havde altså haft nogle intense øjeblikke i fortiden. Kærligt brummede hun til ham, før hun lod mulen ramme hans. ”Og din vil hun altid være,” svarede hun hengivent. Sagte slog hun kort med halen bag sig, og afslørede den sødelige duft af brunsten som var over hende. I alle de år hun havde været uden ham, havde hun aldrig turde håbe på, at de en dag ville stå i denne situation igen. Men her var de altså. Hende i brunst og ham til stede med samme kærlighed til hende som før. ”Du kaldte min sorte hingst, så her er jeg.”

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Mange stunder var blevet delt i fortiden, men denne lagde nu engang op til noget ganske særligt. Det var stadig en anelse provokerende, at hingsten ikke kunne finde svaret på, hvad det var, der var i luften. Alle de heste han havde betragtet inden han valgte at komme hertil, var fjansede og fjollede... Det var som om noget var gået ind i nervebanerne på landets heste og nu gjorde dem helt bløde i knæene. Helzlori kunne dog ikke benægte den inderlige trang til hans mage. Det var heldigt at han kunne skjule sig let for landets onde individer. En stund som denne, var sukkersød og hans hjerte erkendte på ny, hvordan hun havde magten til at knække hans hjerte. Knække den hårde skal og omfavne bløddommen indeni.

Hingsten indåndede hans hoppes duft, som hun besvarede hans hilsen, på en måde ingen andre kunne stå til lige. Han brummede dystert, men blidt. Han havde lyst til at drille hende... Indtil hendes hale viftede en vis odør op i hans næsebor. Var hendes cyklus allerede igang? Hans øjne blev større, som hingsten tændtes og han smilede sigende. "Mhh, kan en hingst nu ikke påkalde sin elskede, uden en grund? Jeg savnede dig." han talte varmt imod hendes ører, og trykkede hans bringe let ind mod hendes. Hvilket humør var hun mon i?
"Jeg tænkte, at hun måske ville gå i det afkølende vand. Dele et kirsebær og..." hans øjne afslørrede hans urene tanker, men han følte ingen skam over at have lyst til Ichigo. Hans mule berørte hendes læber ganske let.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Hvor Helzlori fandt det en smule provokerende, at der var noget i luften som man ikke kunne definere, fandt Ichigo det fascinerende. Man skulle næsten tro, at Proelio ønskede at føre heste sammen på denne dag. Hun var i hvert fald lykkelig over, at Helzlori havde kaldt på hende lige netop nu. For der var ingen anden som hun hellere ville stå sammen med nu. Især ikke da det gik op for hende, at hun var i brunst. Det tilføjede blot endnu mere intensitet til deres møde, for hvor de begge to i forvejen følte en brændende kærlighed for hinanden, blev følelsen kun forøget denne dag. I hvert fald for Ichigo og hun kunne tydeligt fornemme, at den sorte hingst også var påvirket. Det var jo nærmest en følelse af, at være en forelsket unghest igen, hvor der ingen hæmninger var. Det var spændende og nyt, og den brogede hoppe tøvede ikke med at springe ud i et nyt eventyr med hingsten som hun elskede. For i nærheden af Helzlori følte hun sig så sårbar og sikker på samme tid. Kun han kunne gøre hende ondt, men hun vidste, at han aldrig ville såre hende. Hun vidste at hos ham var hun i sikkerhed.


Det tog ham ikke lang tid at opfange brunstens sødlige duft, som hang omkring Ichigo. En duft som selvfølgelig ville påvirke, hvad der nu ville ske. For hun kunne se hvordan han ændrede sig. Musklerne spændtes og gløden i hans øjne blev om muligt endnu mere intens. Noget som smittede af på Ichigo. Hun følte sig langt mere flirtende, legende og lysten til at lokke ham voksede. ”Selvfølgelig kan du det,” svarede hun kærligt tilbage. Stemingen ændrede sig ved hans næste ord, og Ichigo slog lokkende et par slag med halen. ”Jamen Helzlori …” Hun førte mulen op til hans øre og hviskede. ”Alt du skal gøre er at spørge,” med et uskyldigt glimt i øjnene bakkede hun lidt væk fra ham, forførende og lokkende. Ichigo bød ham op til dans, og hvor hun dog elskede det!

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Et smil strejfede de læber, der under andre omstændigheder, ville le sindssygt, smile snedigt og lusket, eller strammes op i hingstens magt og vrede. Men for hende alene, skulle de smile lystfuldt og intenst. Hans ører vippede, efter lyden af hendes varme stemme. Påvirkningen af dagens magiske toninger, fik ham endelig til at overgive sig. I stedet for at lade sig provokere af deres magt, fulgte han dets vink. Han havde kontrollen og denne påvirkning ændrede ikke hingstens formål i livet. Der var absolut intet der kunne bringe ham ud af balance med Ichigo - der var han allerede ude af balance. Hun var hans slør der greb fat og trak til. Indtil han måtte overlade sit hjertes længsel til hendes kærlighed. Han over gav sig.

Den sensuelle stemning der faldt over de to individer og mindede om ungdom, gemte sig allerede som et vigtigt minde i hingstens hjerte. Han vidste der ville ske noget specielt. Der ville være mere i dette møde end de to sjæle kunne forklare. Men de kunne skabe.
Hingsten fulgte hendes dans. "Ichigo." begyndte han, som han vendte sig omkring et træ, luskede lystigt efter hendes brogede krop. "Mit spørgsmål er som følger..." Han bakkede ligeledes, indåndede brunsten, og fulgte skranten ned i en af de rolige strømme. Det var som en fortryllende hule, under de lavthængende kirsebær grene over vandet. Vandet var kølende, træerne skabte privatliv, duft og farver. Hingstens ben forsvandt under det rislende vand, med en rar stenbund. "Skab liv, i det vand alle sjæle er afhængige af. Med mig." det var en charmetalende hvisken. Så blød og lokkende, efter hendes drømme og kærlighed. Trods hans emne var døden, var livet hans grund til at arbejde.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Man skulle næsten tro at de var to unge heste, som var forelsket for første gang. Og på en måde kunne man sagtens argumentere for, at det var tilfældet. For Ichigo havde aldrig elsket nogen anden hingst end ham, og selvom hun vidste, at han havde haft andre hopper før hende, så troede hun på at han aldrig ville forlade hende. Hun troede på at han havde lige så meget brug for hende, som hun havde brug for ham. For uden den sorte hingst, var Ichigo bare ikke den samme. Stemningen der lå over dem fik hende til at blive endnu legende, end hun ellers kunne være. Det gav hende lyst til at være helt tæt på ham, vimse omkring ham og lokke ham endnu tættere på ham. Ichigo lod sig blot rive med af stemningen, for det var jo på ingen måde dårligt at hun havde det sådan, når nu hun var i selskab med Helzlori.


Derfor bød hun ham op til dans og lokkede ham med sine ord og den markante duft af brunst. Selv en hingst som Helzlori, kunne ikke modstå brunstens sødme. I hvert fald ikke når han var sammen med hende. Ichigo vidste af gode grunde ikke, hvordan han reagerede når han var i nærheden af andre hopper i brunst. Men en ting var sikkert, den ellers så fredsommelige brogede hoppe, ville blive rasende hvis en anden hoppe prøvede på at lokke ham. Disse tanker forsvandt som dug for solen, da hun hørte hans lokkende stemme. De blå øjne fulgte hans bevægelser da han bevægede sig ned i det klare vand. Ordene der forlod ham var forførende, lokkende og sensuelle, hvor hun ikke havde nogen chance for at stå imod. Så hun trådte selv ned i det lune vand, og gik tæt på ham, så hun kunne lade mulen glide hen over hans stærke krop. ”Jeg vil gøre alt for dig,” svarede hun lokkende, imens hun gned sin krop op ad hans.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Den fuldendte følelse af kærlighed berusede, den allerede føjelige hingst endnu mere. Særligt da hun valgte at tage imod hans opfordring og komme ned i vandet til ham. Dette ville blive et uforglemmeligt øjeblik, skabt i smukke omgivelser. Hans øjne fæstnede sig ind i hendes, mens han lod hendes bløde, dragende stemme tale til hans hjerte. Øjnene der hvilede så opmærksomt på hende, afventede blot at hun gned sig mod hans solide krop. Det var dråben. Han måtte stønne for at udholde følelsen af lyst. Hingstens mule gik på opdagelse i hendes pels. De blødeste hår strøg mod hans mule, mens han endnu engang vendte tilbage til de aftegninger, han elskede mest i verden. Der var den dybe hvide stribe på maven, mellem de to brune søjler. Den lille udfoldelse ved siden af, der kunne formes til et hjerte. Han begav sig videre mod den brunede bagpart. Her fandt man bløde aftegn, der dog på en måde var skåret i markante folder. Der var en lille oase i hendes pels der, et sted ved hoften, hvor han nød at placere sin mule. Han kilede hende ganske let. Mulen søgte videre ned til halen. Hans lunger indåndede nydende hendes brunst. Nær andre hopper i brunst var det så ret. Ønskede hans udødelige og dog døde krop, ikke at dufte noget, lod han slet og ret blot være med at trække vejret. Han kunne fuldstændig upåvirket omgås andre i brunst. Han smilede skævt. Men dette var ikke at undgå.

Han søgte hendes øjne, men afventede ikke ydeligere ord fra hans kære. Hun havde givet sit samtykke, ved at gå ned i vandet til ham. Han skridtede omkring hende, nød den kølende følelse af vandet om hans ben, det strejfede let hans mave. Grundigt, lod han sin mule nusse hende, indtil hun måtte give efter og fjerne den yndige hale. "Mig en ære." besvarede han endelig hendes ord om at ville gøre alt for ham. Det bankede i hans krop, mens blodet strømmede i kærlighedens tegn. Hingsten lod sig glide op om hendes bagpart. Vandet dryppede af hans ben, som han bed sig kærligt fat i hendes man. Han påbegyndte bedækningen. Det føltes som århundrede - hvilket det jo tilfældigvis også var - siden at han sidst havde følt noget så smukt. Alle disse år var gået uden lysten til at skabe den slags stunder, eller give et afkom liv. Han havde i lang tid kun set nytte i afkom, ved at de kunne give ham allierede og en hær, men ikke ligefrem gjort det. Det ville aldrig blive det samme som Elzharin og Inari. Eller Ichigo. Dette var hans familie og han ønskede at forøge den. Aldrig havde denne lyst og kærlighed meldt sig siden sidst. Det var overvældende, at føle igen. Hingsten brummede mildt, og sukkede dybt, da han forlod hendes bagpart igen. Han lod hovedet hvile over den. "Det er sjældent sket, at to individer som os, skaber sådan et bånd." han kyssede hendes bagpart, med et muntert, drillende smil. "Du skuffer ikke, trods flere århundrede på bagen." der var et lystigt glimt i hans øjne. Han vidste godt hun var rejst gennem portalen, men teknisk set var hun rest 700 år frem i tiden, trods hun ikke var blevet en dag ældre.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.