D

en store brune hingst havde hele dagen duften til en speciel duft der efterhånden havde gjort ham ør i hovedet. Han var vandret lidt væk fra flokkens område som han havde opholdt sig på i længe, efter den dag. Han havde det egentlig okay med hvad der var sket, for han mente jo nok det var for det bedste, selvom det stadig gjorde ondt. Især i dag, for kærligheden var der endnu, men han vidste også at hvis han elskede hende så var det at give slip det rigtige at gøre. Hvertfald indtil han havde mere styr på sit eget liv og sine egne følelser.
De røde øjne vandrede op af vandfaldet og han sukkede roligt, mens han nu gav sig til at drikke af vandet fra søen som det hele mundede ud i.
Vandets smag blev næsten lige som den duft der åbenbart hang omkring ham hvorend han gik hen, og det fik ham til at drikke mere vand end han måske lige ellers ville have gjort. Det var først da hans mave brokkede sig at han stoppede, mens han tiltede hovedet på sned.

Der var noget mystisk over Proelio denne dag. Inari følte at hun indåndede en duft, som hun aldrig havde oplevet før. Og dog kunne hun ikke beskrive, hvad det var den duftede af. Ej heller kunne hun beskrive, hvad det fik hende til at føle. Men hun var rastløs og noget i hende drev hende frem. Inari havde ikke nogen bestemt destination, og så alligevel føltes det som om, at hendes krop styrede det hele uden at hun kunne stoppe det. Hvor var hun på vej hen? Engang imellem forlod et let fnys hende, som om at det hun indåndede bare blev for meget i et par sekunder. Hvad var det her for noget? Hun følte sig … svævende og anderledes. Som om hun befandt sig på en lyserød sky, som førte hende afsted.


Efter at have vandret i noget tid, befandt hun sig til sidst ved den store flod i Sylinum. De hvide ører vippede let rundt i en søgen på lyde, men kun flodens klukkende lyd kunne høres. Og dog var hun ikke alene, for længere fremme stod en skikkelse, som hun altid ville kunne genkende. Inaris hjerte stoppede i et par sekunder, eller, sådan føltes det i hvert fald. Usikkert slog hun let med halen, hvilket blot afslørede den tydelige duft af brunst der lå over hende. Men hun tænkte ikke over det. Det eneste hun kunne tænkte på, var den hingst som stod længere fremme. Dawn. Ganske svagt lod hun en vrinsken lyde imod ham.

Duften ramte ham som en mur inden hendes vrinsk og han løftede hovedet og så om på hende, mens hans hjerte hamrede derudaf. Inari. Der var noget underligt i luften, og det drev ham mod hende og han stoppede ikke før han var foran hende. Ikke nok med denne sære duft var der, så bar hun også selv en duft der gjorde ham så omtåget at han bare måtte have hende. En maskulin brummen kom fra ham, mens han hvælvede i halsen og berørte ømt hendes mule, ude af stand til at holde sig fra hende. Hans elskede Inari. Selvom hans indre skreg på han skulle tage afstand, så lyttede han ikke. Han kunne ganske enkelt ikke.

" Min elskede Inari.. Jeg ved ikke hvad der sker.. "

Kom der en forførrende hvisken fra ham, selvom hensigten var mere at frembringe hans forvirring over denne situation. De røde øjne søgte hendes, mens varmen fra hans øjne ikke var til at undgå at se. Denne duft frembragte hans dybeste følelser. Jo hun var hans elskede til evig tid.

Dawn ville altid være noget særligt for Inari. Han var hendes første kærlighed, og uden tvivl også den eneste, som hun nogensinde ville føle sådan for. Fordi de følelser som hun nu engang havde for ham, kunne næsten ikke beskrives. De måtte opleves! Selvom de to var gået fra hinanden, ikke at de var enige om det, så kunne hun ikke holde sig fra ham. Han var så dragende, så indbydende. Og da hans røde intense øjne mødte hendes, var Inari fortabt. Det var slet ikke muligt at bakke væk fra ham igen, eller stoppe ham. Selvom en stor del af hendes indre ihærdigt prøvede på at minde hende om, at han var gået fra hende. Men det formåede hun at ignorere uden problemer. Især fordi han nu bevægede sig frem imod hende. Hans maskuline brummen gik igennem marv og ben på hende, hvor hun mærkede en velkendt varme brede sig i hende. Den varme hun altid følte når hun var sammen med Dawn. Og det hjalp da bestemt ikke, at hendes brunst gjorde hende endnu mere kuldret i nærheden af ham. Da hans mule rørte hendes, sprang hendes hjerte et slag over. Hvordan var det muligt at være så tryllebundet til ham?

”Dawn … Jeg kan ikke holde mig væk,”

Lød det fra hende i en sagte hvisken. Hendes mule søgte mod hans hals og skulder, som hun let nussede. Inari kunne ikke stoppe, hun var draget, tryllebundet og der var ingen vej væk, medmindre Dawn stoppede hende.

Dawns mule strøg over hendes hals, mens hans brummen var der stadig, mens han næsten blev helt beruset af hendes nærvær. Han sukkede let, mens han vippede med de mandelformede ører til hendes ord. Hvis hun ikke kunne holde sig væk, hvordan skulle han så kunne. Han nulrede hende let bag ørerne og trykkede sin bringe mod hendes side for at være så nær ved hende som overhovedet muligt. Hans kunne ikke komme væk fra hende, for alt han higede efter ligenu var hende.

" Jeg kan heller ikke.. "

Hviskede han nu forførrende i hendes øre, mens mulen nu gled tirrende ned at hendes hals, hvor den ved hendes skulder kørte i små cirkler. Han svirpede let med halen ind i mellem, og trippede let på benene, så musklerne spillede under den brune pels. Han vidste ikke hvad der tryllebandt ham så meget ligenu, men han måtte bare have hende!

Den brune hingst havde altid virket dragende på hende, for Inari huskede skam godt første gang de mødtes. Hun havde ikke været i stand til at modstå ham, og hun stod i samme situation nu – men det føltes endnu mere intenst. Normalt kunne hun godt styre sig en smule når hun var i brunst, men ikke denne gang. Hun var i hans magt, så at sige, og ville gøre alt for at gøre ham tilfreds. Sandheden var jo den, at Inari stadig var forelsket i Dawn og det ville nok aldrig rigtigt ændre sig. At de så begge to var påvirket af hendes brunst, og den duft der var omkring dem, gjorde slet ikke situationen bedre for nogen af dem. Om de ville fortryde det her senere? Sikkert. Men Inari kunne ikke være mere ligeglad i det øjeblik. Følelsen af hans mule mod hendes hals, sendte en brændende fornemmelse igennem hendes krop, og hans forførende brummen drog hende nærmere, fik hende til at overgive sig helt.


Det hjalp bestemt ikke da han nu i en dragende hvisken, også erkendte, at han heller ikke kunne holde sig væk. Forførende brummede hun, og lod mulen søge videre over hans ryg, hvor hun hist og her nappede ham let. Halen slog let bag hende, alt imens hun trippede let. Der var vist ingen tvivl om, hvor det her var på vej hen. Og hvor Inari normalt ville have trukket sig, så ville hun bare have ham endnu tættere på nu.

For hvert slag med halen Inari gjorde, jo mere pressede den brune hingst sig ind mod hende, mens hans brummen blev mere intens. Han huskede dog godt sidst de to havde stået sådan, og følte ikke at en gentagelse ville være på sin plads. Hans mule gled derfor ned over hendes ryg, ligesom hendes gjorde ved hans, og han nappede hende tirrende i flanken, dog uden at sætte de sylespidse hugtænder i, da han nok ikke ville blive så populær igen. Dawn gjorde et let ophidset kast med hovedet, inden han kørte mulen op af hendes inderlår, for til sidst at nulre hende ved krydser, mens hans overlæbe slog et par rynker over duften der havde indhyldet dem. Han skød brystkassen frem og nullede hende nu ned af flanken hvor han gav hende et par slik.
Den brune tænkte ikke over konsekvenserne, og nok heller ikke hvad det ville føre til. Måske det lå underlagt, men det var i hvertfald så langt væk nu at han egentlig var ligeglad. Inari havde forført ham på ny, og han vidste at han blot ventede på at hun gav lov. Der var ingen tvivl om at Dawn lod hende styre showet præcist som hun ville. Den brune hingst gned sin krop mod hendes og mærkede hvordan det sitrede i ham, mens hans gled op under hendes hals, og nappede tirrende til hendes mule, inden han trykkede den mod hendes.

" Jeg kan vise dig mine hugtænder, hvis du viser mig dine.. "

Lød det fra ham. Det gav ikke mening, men det var i hvertfald i følge hingsten en rigtig forførrende scorereplik, men også en hentydning til at han godt kunne huske sidst hun huggede tænderne i ham. Han krængede overlæben en anelse op så hans blev mere tydelige, selvom de nu alligvel hang halvejs nede om hagen på ham.

Begge formåede de at køre en stemning op, og dermed drage den anden endnu mere. Ingen af dem kunne sige stop, ingen af dem kunne trække sig igen. For Inari var lige så tiltrukket af Dawn, som han var af hende. En kombination som uden tvivl ville ende ud i, at de begge to gjorde noget rigtig dumt. Men kunne man bebrejde dem? I takt med at Dawn pressede sig tættere og tættere på hende, måtte Inari bruge lidt kræfter på at blive stående, så han ikke skubbede hende væk igen. Et lille hvin undslap hende da han nappede hende i flanken, og hun lod halen slå en enkelt gang bag sig. Men hun trak sig ikke væk, nej tværtimod så sørgede hun selv for at presse sig tættere på ham. Og hun blev kun endnu mere salig, da han kørte mulen op ad hendes inderlår og helt op til hendes kryds. Halen løftede sig lidt, bare for at lokke ham endnu mere og samtidig løftede hun let det ene bagben, dog uden at sparke ham. Men han skulle jo ikke have det for nemt, vel? Så bagbenet blev kun brugt som et let advarsel om, at han godt kunne gøre sig mere umage. Snart gned han atter sin krop imod hendes og befandt sig kort efter ved hendes mule igen. Ordene der forlod ham fik Inari til at sende ham et let forførende smil, før hun lod mulen søge over hans hals.

”Virkelig? Og hvad nu hvis jeg smager på dit blod?”

Inaris hvisken var lokkende og forførende, han havde selv budt hende op til denne dans og Inari havde skam i sinde at danse med.

Dawn var tæt på at kravle op, mens han havde godt set hendes bagben og det var så derfor han var gået op til hendes front. Et kækt blik kom frem i de røde øjne til hendes ord, og han kyssede hende lokkende på mulen. Det hele var et stort roderi, men ligenu var det ligemeget. Han brummede varmt og rykkede let på sig, mens han lagde siden mod hendes bringe.

” Du smager bare løs, min kære. ”

Det pulserede i hans indre og varmen bredte sig i kroppen, mens han mule nu gik i gang med forførende at kærtegne hende over det hele, hvertfald de steder han kunne nå fra hvor han stod. Han kunne næsten ikke være i sig selv mere, og den følelse delte han bestemt gerne ud af. Han gav nogle små hop og lagde halsen over hendes og pressede hende ind til ham. Han havde brug for at mærke hende tæt på sig.

En eller anden burde så sandelig slå dem i hovedet og fortælle dem, at de godt kunne se at tage sig sammen. Problemet var bare, at der ikke var nogen til at banke fornuft ind i knolden på dem, og derfor fortsatte de som nogle forelsket ungheste, som aldrig havde oplevet noget lignende før. Dumt? Ja, men Inari var så fortryllet af ham, at hun slet ikke kunne tænke klart. Det eneste hun kunne fokusere på, var ham og hvor meget hun ønskede at være helt tæt på ham. Dawn befandt sig snart ved hendes mule igen, og hans lokkende ord fik hende til at se op på ham. Seriøst? Det skulle han bestemt ikke sige to gange. Nu var Inari ikke typen der bare drak blod, men lige nu var bare tanken om hans blod, fuldkommen uimodståeligt! Hun måtte smage! Så hun lod den lyse mule søge over hans hals og frem til et punkt, hvor hun nemt kunne lade de spidse hjørnetænder trænge igennem pelsen. Inari tøvede ikke og inden hun nåede at tænke mere over det, kunne hun mærke hans blod mod hendes tunge.


Det fik hende blot til at føle sig endnu mere opstemt, og behovet for at være tæt på ham voksede. Inari drak ikke meget, men nok til at hun kunne mærke, at hun blev mere tiltrukket af ham end før. Hun slap ham med en sagte brummen og puffede til hans bringe, inden hun selv trippede let omkring, så hun flyttede bagpartiet hen til ham. Der var vist ingen tvivl om, hvad hun nu bad ham om.

Dawn mimrede med mulen og kunne godt mærke det prik det gav da hendes tænder gennemborede hans skind, men i stedet for smerte blev han blot opstemt på en eller anden underlig måde. En dyb brummen kom rungende fra hans brystkasse, og han kunne ikke rykke ret meget på sig når hun stod med tænderne begravet i hans hals. Han kunne dog nå hende med hans mule, og stod blot og lod den varme tunge glide op af hendes skulderblad. Han kunne mærke en varm kilende fornemmelse ned af halsen, som blodet der trillede let ned inden det hurtigt størknede. Han fokus var dog rettet mod den bagpart der kom mod ham, og hans mule søgte let hendes kryds, mens han nu lod den glide ned mod hendes halerod, som han skiftevis nussede og nappede til. Ind i mellem vandrede mulen mod hendes indelår, mens han indhalerede duften af hende, med en opstemt brummen.
Han gav hende et let nap i haserne, inden hans mule næsten begravede sig i haleroden igen. Han begyndte ivrigt at trippe bag hendes, mens vingerne blev løftet fra kroppen. Han blev dog stående på jorden, blot for at tirre hende lidt yderligere. Spørgsmålet var hvem han tirrede mest ved dette. Han søgte dog også en endelig tilladelse fra hende.

Det lignede hende ikke sådan at drikke blod fra en anden, men det her var bestemt ikke en normal situation, og Inari var bare så draget af ham! Smagen af hans blod gjorde hende kun endnu mere opstemt, og hun fik mere lyst til at komme helt tæt på ham. Utroligt hvad det kunne gøre ved én, under de rette omstændigheder. Desuden havde Inari heller aldrig drukket blod fra andre end Dawn. Det havde kun været ham, den ene gang. Og ja, nu var det så blevet til to gange og mon ikke hun ville fortryde det, når hun engang blev sig selv igen? Men lige nu var der slet ingen fornuft at finde hos Inari, for da hun slap ham igen var det med det éne formål, at vende bagpartiet imod ham som en klar opfordring til, at hun var mere end villig til at trække den videre. Og han sørgede da så sandelig også for, at tirre hende! Et let hvin forlod hende da han nappede hende i haserne, hvor hun slog let med halen.


Dawn vidste lige præcis hvilke knapper han skulle trykke på, for at hun gav efter for ham. Det var trods alt ikke første gang de stod i denne situation. Men han blev ved med at tirre hende og hun endte med at trippe en anelse utålmodigt. Hvorfor skulle han lokke hende i så lang tid! Det var jo ulideligt. Som en klar hentydning bakkede hun lidt, indtil hun stødte imod hans bringe, og fik løftet halen til siden. Så kunne han altså godt se at tage sig sammen!

Der kom et hvin fra hende og det fik ham kort til at komme med en lidt mere lydt brummen. Dog bakkede hun nu ind i ham, med halen til siden. Han gav en udefinerbar lyd fra sig, inden han med et par voldsomme bask med vingerne hoppede på hende. Forbenene pressede han om hende, så han ikke kom til at spide hende med koderne, mens han let nappede hende omkring manken, inden han tog fat i en tot man. Han trippede let, inden han nu gik i gang. Det hele pulserede i ham, og tankerne var stadig mindst ligeså uklare. Normalt ville det her have sat hans alarmklokker i gang, men han fortsatte blot ufortrødent. Hans hale svirpede i ny og næ bag ham, mens han tog god tid om at udføre akten, og det var måske hans underbevidsthed der fortalte ham at han skulle nyde det mens han kunne. En udefinerbar mumlen kom fra hans dybe stemme, mens den fadede ud i et par ophidsede fnys. Vingerne baskede ind i mellem af ren refleks, mens hans mule langsomt slap taget i hendes man og gled ned over hendes skulder. Der gik en rum tid, inden han med et tungt suk, blev en del tungere på hende. Han kyssede hende forsigtigt på halsen, inden han lod sig glide ned. Han havde gjort sit nu, og bevægede sig en anelse krampagtigt op på siden af hende, i det hans bagparti nærmest var syret til at have udledt alle de anstrengelser. Dawn stoppede dog halvvejs i sin bevægelse, inden han lagde mulen mod hendes hals.

Hendes opfordring valgte han endelig langt om længe at imødekomme. Inari forstod slet ikke, hvorfor han havde ventet så længe, for det havde da været mere end tydeligt, at hun ikke ville afvise ham. Men på en måde var det også lidt typisk Dawn, han afventede hendes accept, men sørgede også for selv at styre slagets gang. Da hun kunne fornemme at han var på vej op, sørgede hun for at gøre sig klar til det, hvilket så sandelig var godt. For han var tungere end hun huskede det. Og det kunne godt være at hingsten skulle gøre meget af arbejdet, men det var altså bestemt heller ikke nemt for en hoppe, at skulle kunne holde en ophidset hingst oppe. Han var dog påpasselig med ikke at ramme hende med sine koder, hvilket hun da var taknemmelig for. Da han gik i gang med akten befandt Inari sig i en helt anden verden. For det var dejligt at stå sammen med ham på denne måde igen. Hun havde aldrig gjort det med nogen anden hingst, og kunne heller ikke forestille sig at det nogensinde ville komme til at ske. Så man kunne vel sagtens sige, at Inari nød det her. Og Dawn sørgede så sandelig for at tage sig god tid denne gang. Noget hun både satte pris på, men det var også hårdt for hende.


Efter noget tid hoppede han ned igen, og det var med forsigtige skridt, at Inari fik rettet sig op igen. De blå øjne hvilede mod Dawn, som han kom op på siden af hende og lagde mulen mod hendes hals. Blidt brummede hun til ham, imens hun lige stod og sundede sig lidt. Hvad var der liget sket? Men der var ingen panik i hende, mest af alt fordi hun stadig var påvirket af den sødmefulde duft som havde spredt sig i hele Proelio. Hun ville nok først flippe ud, når hun ikke længere var tryllebundet.

"Jeg savner dig,"

Lød det forsigtigt fra hende. 

Det at gennemføre sådan en akt var mere fysisk hårdt end at deltage i en krig, i hvertfald hvis du i skrivende stund spurgte den brune hingst, hvis hoved nu hvilede mod hendes hals. De havde følt som en evighed siden han havde stået sådan med hende. Det store hoved hvilede mod hendes skulder, mens han mimrede kælent med mulen og vippede med ørerne af hendes ord. Han burde være gået i panik over dem. Han burde så meget have holdt sig væk, men Dawn savnede hende så meget. Det virkede så underligt. Han løftede hovedet lidt og kiggede på hende, mens han trak hende ind til hans store krop og blot omfavnede hende uden et ord. Han brummede dybt, inden det gik over i en let smasken. Han kunne godt bruge en lur nu. Hans krop med tungere mod hendes, inden han gippede let, for at vågne lidt op, så han ikke endte med at vælte hende.
Den hvide mule nulrede hende kærligt op langs halsen, mens han kort overvejede om han skulle fedte sig til en tur mere. En dyb brummen kom fra ham, inden han så lod den tanke sive væk sammen med hans energi. Andrenalinen begyndte at ligge sig ganske langsomt, og han kunne godt mærke at han var lidt øm i legemet.