Den sorte hoppe Trudy havde bevæget sig ind i den del af Proelio, der egentligt tilhørte guderne. Hendes øjne søgte derfor hver eneste bevægelse, som hun kunne opfatte, da det netop var en af guderne, som hun søgte. Hun havde ikke set ham siden deres mission, og selvom det ikke undrede Trudy, da hun netop vidste, at han altid havde travlt, ærgrede det hende i den grad. Efter at han havde vundet hendes respekt, havde hun godt kunne lide at være i hans nærværd, ja hun var direkte begyndt at nyde det, men det var noget, som hun knap nok turde indrømme for sig selv. Men nu havde hun altså syntes, at det var på tide atter at gøre ham selskab, hvilket var grunden til at befandt sig i Proelios hjerte. Men hvor var han så? Hvor var Flakezé?

En underlig mystik var langsomt begyndt at brede sig omkring hende, og selvom Trudy ikke kunne se den, kunne hun tydeligt fornemme det. Det var som om en næppe hørlig stemme hviskede til hende, som om en kølig luft konstant hvirvlede omkring hende, selvom ikke en eneste vind rørte sig. En kuldegysning gik gennem den sorte hoppe, som hun gik i den retning, hun blev bedt om. At dette muligvis var Flakezés værk kunne Trudy ikke afvise, men hun troede ikke rigtig på det. Det var noget lettere uhyggeligt over denne mystisk, og uhyggelig var nok det sidste man kunne kalde den blå gud.

Undrende stoppede Trudy nu op, som hun var kommet til en kæmpestor, sort vulkan. Den så ikke videre indbydende ud, og gjorde Trudy sikker i sin sag om, at dette i hvert fald ikke var Flakezés værk. Men hvad var det så? Med tøvende skridt begyndte hun at bevæge sig op af vulkanen.

Lokkeren var en kilde, dybt indeni vulkanen. Den hvilede normalt boblende hen, i en dyssende søvn, ingen kunne forstyrre. Men på det seneste havde den været aktiv og nu igen. Der var kun to heste i hele den vide verden, der førhen havde hørt dens kalden og havde vundet dens pris. Nu havde vulkanen ofret sine gaver igen, netop for at udbrede sin magi i landet. Den kaldte på hoppen, så hun blev ledt mod en grotte i mørket. Vejen var så mørk, at hun kun kunne stole på stemmen, der ville lede hende over kløfter i dybet, ind til kilden.

Den var kraftigst lige inden lyset vældede omkring hoppen. I mørket skinnede en væske op fra en stor grotte. Det lignede lava, føltes som lava og brændte som lava, men det var flydende magi. En flydende magi, der kunne opbevares i ens blodsystem, hvis man turde gennemføre ritualet. Ens blodsystem, fyldt med den flydende magi, ville sørge for en umådeligt større råstyrke. Hoppen ville få præsenteret værktøjer. Først ville hendes øjne falde på et hul i klipperne, formet som et bord, hvorpå syleskarpe knive genstande hvilede. De hviskede til hende. Fortalte hvordan hun måtte skærer sine ben op, hele vejen rundt, over knæene, så blodet flød rent. Trin to fandt man i den klare væske, som sang om styrken der hvilede i det. Lokkende, ville den få hoppen til at bade i den store grottes underjordiske sø. Det ville brænde, det ville smerte og hun ville være på nippet til at give op. Indtil det pludselig ikke længere føltes ubehageligt. Lavaen stoppede med at brænde, sårene føltes magiske, som den flydende magi gik i blodet. En uovervindelig følelse ville sprede sig. Hoppen kunne træde op af vandet, og nå det sidste trin. Syningen. Hun ville skulle sy sig selv sammen i sårene og for evigt bære arrene. Således ville hoppen modtage Vulkanske kræfter.

Stemmen virkede stærkere og stærkere som Trudy nærmede sig sit mål. Hendes skridt var ikke længere tøvende, men stærke og beslutsomme. Hvad end det var, der ventede hende på den anden side, ville hun møde det med oprejst pande. Hun var ikke bange, om det så var selve Dødsguden, hun ville stå overfor. En grotte dukkede nu op foran hende, og virkede mørkere end selv det sorte bjerg. Endnu en gang var der dog ingen tøven at spore i den sorte hoppe, og hun skridtede direkte ind i det altopslugende mørke. Herinde var hendes syn ikke meget bevendt, og da hun først havde rundet det første hjørne, og dagslyset ikke længere kunne ses fra åbningen, var hun så godt som blind. Stemmen blev dog ved med at hviske til hende, og da Trudy ikke længere kunne bruge sit eget syn, var hun tvunget til at stole på den. Længere og længere blev hun ført ind i den sorte vulkan, for til sidst pludselig at blive blændet, af et pludseligt skarpt lysskær. Trudy var nød til at stoppe op, og lade synet vænne sig til lyset igen. Da hun atter kunne se, måtte hun måbe forbløffet. Det første øjnene så, var en kæmpe pøl af noget der lignede ren lava. Dampen fra det var så stærk, at Trudys pels allerede var blevet helt fugtig. Der var dog ikke tid til, at hun kunne stå og stirre på det betagende syn. Stemmen i hendes indre kommanderede hende hen til en klippevæg, hvor der i et lille indhak, lå nogen underligt udseende redskaber. Redskaber, der så temmelig drabelige ud. Som Trudy nu blev instrueret i, hvad hun skulle bruge disse redskaber til, blev hun helt bleg. Hun skulle skære i sig selv! Som Trudy mærkede, hvordan hendes vilje langsomt smeltede bort, bare ved tanken om denne handling, tog hun en hurtig beslutning. I én lang bevægelse tog hun det redskab med det mest drabelige udseende mellem tænderne, og skar det første forben op. Smerten kom med det samme og ligeså gjorde blodet. Den sorte hoppe stod et øjeblik med øjnene hårdt lukket i, inden hun gik i gang med det andet forben. Det hamrede og bankede nu i begge forben, mens hun tydeligt følte hvordan blodet fløj varmt og støt ned mod stengulvet. Trudy vaklede et par skridt, før hun med en akavet bevægelse fik vendt sig om, og gav begge bagben samme behandling. Lige så snart gerningen var overstået, faldt redskabet ud af hendes mund og klirrende ned på gulvet. Trudy fik dog ingen pause, og straks lød den fremmede stemme igen, og beordrede hende denne gang ud i lavaen. Med et tykt blodspor efter sig, fik Trudy slæbt sig hen til kanten af den boblende orange væske. Var det nu hun skulle dø? En hest kunne da ikke bade i lava og overleve? Hun fik dog ingen mulighed for at tøve, da benene med ét knækkede sammen under hende, og hun dumpede lige på hovedet ned i lavaen. Spruttende og hvæsende fik hun atter hovedet oven vande, og mens hun kæmpede med at få hevet luft ned i lungerne, mærkede hun nu, hvordan hun langsomt begyndte at brænde op. Smerten var ulidelig! Den åd hende op både udvendig og indvendig og truede med at få hendes hjerte til at stoppe med at slå. Da de brændende smerter var på sit højeste, og Trudy troede, at nu skulle hun dø, begyndte det hele langsomt at aftage. Det var underligt, men lige pludselig virkede lavaen bare behagelig, mere lun end egentligt brændende. Udmattet hvilede Trudys hoved på klippegulvet, mens resten af kroppen fløj dovent rundt i den orange væske. Energien begyndte langsomt at melde sin ankomst i den mørbankede krop. Hurtigere og hurtigere flød styrken igennem Trudys krop, og en følelse af, at være uovervindelig, fik nu den sorte hoppe til at springe kraftfuldt op af lavasøen. Hendes flanker bølgede, det sorte skind skinnede og de grønne øjne lyste med en sælsom glød. Stemmen var dog ikke helt tilfreds endnu, og diagerede nu Trudy over til samme klippeindsats som før. I stedet for de drabelige redskaber, lå der nu nål og tråd. Nærmest som i trance, begyndte Trudy nu på det arbejde, der bestod i at sy de sår sammen, som hun for kort tid siden, selv havde skåret. Denne smerte virkede minimal, i forhold til, hvad hun lige havde været igennem, og syningen var derfor hurtigt overstået.

Trudy var som født på ny..