Den blå hingst bevægede sig igennem det høje græs med lette og majestætiske bevægelser - som altid. Azari var ikke typen der bevægede sig rundt med dovne bevægelser. Det var ganske enkelt bare ikke en mulighed. Solen skinnede ned over den store eng, som var rigt på dyreliv. Fugle fløj rundt over ham, nogle landede imellem det høje græs, sikkert i en søgen på at finde insekter som de kunne spise. Hans grønne hale gik i ét med græsset, men resten af hans krop var tydelig at se. Ikke at det var noget problem for hingsten, for han søgte ikke at skjule sig. Tværtimod. Han havde altid haft en enorm selvtillid, og var ikke typen der blev slået ud af noget - eller nogen. Den mørkeblå man blev engang imellem taget af den lette brise, hvilket gav ham luft i det ellers varme område. For der var varmt her sydpå, men Azari brød sig bestemt ikke om for meget kulde, så derfor sørgede han for at holde til her, indtil foråret ville melde sin ankomst i andre dele af landet. En fugl lettede lige foran ham, hvilket fik den blå hingst til at stoppe op med et fnys, hvor han blik fulgte fuglen. Stupide fugl! En anelse irriteret stampede han i jorden med den ene forhov, før han fortsatte frem. Azari havde udset sig et område tæt på en lille sø, hvor græsset så ud til at være utrolig frodigt. Da han efter kort tid var nået derhen, lod han mulen søge ned til græsset og tog en mundfuld af det. Ja, det havde helt klart været turen værd, for det smagte himmelsk. Imens han spiste opfangede ørerne enhver lyd omkring ham. Indtil videre var han alene i området, men mon det ville vare ved? Andre heste måtte vel søge hertil fordi det var så rigt på mad.

Hovene bevægede sig let og uden problemer hen over jorden, men snart begyndte græsset at blive højere og højere. Det kildede op af hendes ben. Hun var ikke den højeste hest, men hun havde alligevel nogle okay lange ben. Ganske roligt bevægede hun sig afsted. Bagdelen vuggede let, mens den gyldne hale svang sageligt fra side til side. De farvede øjne spejdede rundt. Dér. Midt i alt det grønne, fandt hun en blåhingst, der hvis hale faldt i et med de frodige omgivelser. Landskabet var rigt af mad, og hendes hoved blev sænket let ned, mens hun nappede fat i nogle enkelte totter, som hun lystigt guffede i sig. Det var ganske behageligt. Snart løftede hun hovedet, og stoppede op. Stirrede mod den fremmede med et opmærksomt blik. Helt stille, stod hun i en stund, og ventede bare på, om hingsten ville komme, gå eller blive stående som hende selv. Let tiltede hun hovedet på skrå. Med åbne pupolytter, stirrede hun frem. beskuede den fremmede.