Lige siden hendes sidste møde med Dawn, havde Inari blot vandret. Vandret landet endeløst rundt, i et desperat forsøg på at flygte fra sine tanker. Problemet var bare, at hver eneste gang hun stoppede for at slappe lidt af, kom tankerne tilbage med lynets hast. Den sorg hun følte nægtede at slippe sit tag i hende, og selvom hun også vidste at det var sådan, så gjorde det ikke situationen nemmere. Derfor var hun fortsat med at vandre, og hun havde da også set mange spændende dele af landet, som hun endnu aldrig havde besøgt. Men hvor hun normalt ville have elsket at udforske de mange steder, var Inari blot vandret igennem dem, uden at lade sig fortrylle af det varierende landskab.

Nu befandt hun sig i en del af af Sylinum som hun aldrig havde været i før, uvidende om at en af Proelios flokke havde tendens til at holde til lige netop dér. Inari tænkte ikke meget over, hvad hun egentlig foretog sig fortiden. Men da hun stod for foden af at bjerg, bestående af en jungle, endte Inari med at stoppe op. Var det mon også sikkert at begive sig derind? I tvivl endte den hvide hoppe med at stoppe lige ved starten af junglen. Måske måtte hun hellere blive ude på den åbne eng. Og som hun stod der begyndte hendes mave også at rumle. Det var lang tid siden at hun havde fået mere end blot få bidder græs ned. Så hun lod den hvide mule søge mod det frodige græs, og langsomt begyndte hun at gumle det i sig. Enkelte fluer satte sig på den hvide pels, og den mørkerøde hale slog dem let væk igen. Det var dejligt at foretage sig noget helt normalt, for en gangs skyld. Noget som ikke krævede flere tanker og beslutninger. I dette øjeblik gjorde hun det hele af ren rutine, og det var skønt.

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Et stykke væk fra den optrukne grænse mellem den frie jugnle, og den del af den som var Amazona flokkens, vandrede fire farvestrålende hove, tilhørende en sort, slank krop. Dens blommeskimlede mønster skinnede op i de ange lyssøjler der nåede hende fra foroven. Den fyldige røde man svang omkring hendes hals, som om den var skabt af de letteste skyer. Der var flere måder hvorpå man kunne pleje sine behov, det var en ganske feminin verden, og faktisk en de færreste hopper gik op i. Men Gaizka Calanthia var en af de hopper i hendes samlede kvindeflok der nød at opdage flere mirakelkure til øjenvipper, hår og pels. Ja selv hovene skulle indimellem poleres. Hun gik dog ikke op i detmed liv og sjæl som hendes trofaste rådgiver Daydreamer.

Meget var sket for nattens prinsesse. Ja faktisk havde hun rejst sig til at blive en enestående dronning, der kæmpede for sit folk og deres rettigheder. Siden hendes forældre forsvandt, hendes elskede døde, hendes tvangsbårne søn døde og alt der havde overlevet var en orange hingst der havde voldtaget hende, havde hævntørsten styret den unge Gaizka. Hendes sky og indadvendte sind var brudt ud igennem overfladen, og hun var blevet til en hoppe hendes fader havde været stolt af. Hun havde rejst sig i asken af hendes egen ulykkelighed, og skabt fundamentet for andre, så de ikke led den samme skæbne. Det var tilmed et fundament, der kunne lede hende til Fuego Sementals død.

Mens den velplejede hoppe vandrede gennem træernes krogede søjler, og høje træer, hørte hun en puslen. Hun stirrede ind mellem træerne forude, helt stille og afventende. En hvid skikkelse dukkede op, og der var ingen tvivl om hvem der nærmede sig. Well, well, snowprincess. gik tanken i hendes hoved. Men hvordan var det dog hun så ud? Hun lignede jo noget der var løgn! Det klædte bestemt ikke Inari at se så mut og træt ud. Gaizka smilede gådefuldt. Hun trissede i sine høje løft hen til den hvide, med det tvefarvede blik i stråler som lys i mørket. "Jeg byder dig velkommen, sneprinsesse, til hvad der er blevet en dronnings domæne." stemmen havde også fået sin smørelse ved at drikke den lækreste honning. Gaizkas stemme havde altid været mørk af en kvinde at væres, men stadig melodisk og smuk.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Der havde været engang, hvor Inari havde været et prægtigt syn. Den hvide pels oppe imod den mørke blodrøde man, havde været nok til at få hende til at se næsten uvirkelig ud. De blå øjne havde haft et mildt og dog mystik skær i sig. På mange punkter havde hun lignet en ægte prinsesse. Og hun havde også opført sig som en, men den rette godhed og barmhjertighed som var en del af hende. Men meget havde ændret sig siden dengang. Inari havde givet sit hjerte væk. Om hun fortrød det? Lige nu gjorde hun, eftersom den smerte hun var i, var ubeskrivelig. Aldrig havde hun forestillet sig at hun ville ende sådan her - som en tragedie. Inderst inde følte hun heller ikke at hun var så meget andet værd. Dawn havde gjort det ganske klart, at han ikke ønskede hende i sit liv længere. I hvert fald ikke på den måde som hun engang havde været det. At han så håbede på, at de stadig kunne mødes, var for Inari noget utænkeligt. Lige nu var hun slet ikke i stand til at være i nærheden af ham. Det gjorde alt for ondt. 

Heldigvis havde hun endelig besluttet sig for at gøre noget så fornuftigt, som at spise. Og sulten det var hun bestemt også. Man ville nok kunne se på hende, at mad ikke havde været hendes største prioritet på det sidste. Pelsen var mat og glansløs. Øjnene bar ej længere det glimt som ellers lå så naturligt til dem. Ja, på Inari var ikke den samme og hun var heller ikke nær så opmærksom på sine omgivelser, som hun havde været førhen. Derfor lagde hun heller ikke mærke til, at en skikkelse bevægede sig rundt inde i skoven. Faktisk havde hun slet ikke skænket det en tanke, at hun måske ikke var alene. Først da en stemme henvendte sig til hende, og trådte ud af skoven opdagede Inari at hun havde fået selskab. De blå øjne rettede sig mod hesten som talte til hende, og det var mildt sagt noget af en overraskelse at se, hvem der var tale om. Et lettet suk forlod hende og glæden kunne lige skimtes i hendes blik. Hvor var det godt at se nattens prinsesse igen. "Gaizka, hvor er det godt at se dig," lød det mildt fra Inari, hvor hun lige måtte tænke over den sorte hoppes ord. "Det må du undskylde, jeg vidste ikke at området var ... optaget." Den hvide hoppe havde bestemt ikke ville trænge sig på, men blot ønsket et fredeligt sted at opholde sig i et par timer. "En dronnings domæne ..." Inaris stemme døde kort hen, før et lille smil dannede sig hos hende. "Det skulle vel aldrig være dig, som er gået hen og blevet dronning her?"

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Hvad var mon årsagen, til den ellers så smukke hoppes nu så nedtrykte udstråling? Holdt hun overhovedet formerne i orden? Gaizkas øjne hvilede på den hvide, til sin overraskelse, for Inari opdagede hende ikke før hun åbnede munden... Det var farligt i denne jungel ikke at være opmærksom. Gaizka lyttede dog til hendes barndomsvenindes stemme, med tålmodighed, og samme blidhed som overfor andre hopper. Der hvilede dog et genkendeligt smil om hendes læber.

"Vi er et stykke væk fra området, flokkens grænse er trukket tydeligt op ikke langt herfra." smilede Gaizka. Hun skridtede hen til den hvide hoppe der talte igen, og purrede let op i hendes forfaldne man. Hmm... Lidt kokosolie ville ikke skade... Hun vendte blikket mod Inari igen, med charme og selvtillid i sine stærke øjne. "Amazonerns dronning, kalder de mig." hun bed sig i underlæben, af stoltheden og puffede til den hvides mule. "Hvad plager dig, Inari?" Spurgte hoppen bekymret.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...