Aaron var på en mindre færd for at finde noget der betød utrolig meget for den hvide hingst. Han havde hørt hun var her i landet, ja hørt fra hans fars udtryk da han kom hjem den anden dag. Det fik den hvide hingst til at sukke en anelse opgivende, mens han nu søgte efter sin moder omkring ruinerne ved Lapis. Hvorfor det netop var her vidste han ikke, og han havde egentlig bare gået i en retning og så begyndt at lede eftersom hans far var derhjemme, og Ducan jo også var der til at klare tingene. Han satte nu tempoet en anelse op, mens han nu slap en svag kaldende vrinsken fra den mørke mule.  

Aaron lignede sin far meget i statur og udtryk, men hans mors farve kunne han ikke løbe fra, selvom han ikke var snehvid som hans moder. 

Der var ikke meget som formåede at holde Inaris sind samlet disse dage. Alt var vendt op og ned og hun kunne slet ikke finde ud af, hvilken hov hun skulle stå på. Det var forvirrende og inderst inde var hun fortvivlet. En del af hende følte, at hun havde spildt så meget af hendes liv. Men det passede jo ikke, for hun havde to fantastiske afkom som hun aldrig ville fortryde at hun havde fået. De betød alt for hende, også selvom det var lang tid siden at hun havde set dem. Inari elskede dem af hele sit hjerte, og det var da også takket være dem, at hun stadig var nogenlunde sig selv, og ikke var gået helt fra forstanden endnu. Selvom det havde været fristende! Men når man var mor, uanset om ens føl var voksne eller ej, så kunne man ikke tillade sig at give slip. Man havde stadig et ansvar. Det havde hun lært af Ichigo, som havde kæmpet en brav kamp da Inari havde været føl og Helzlori var død. 

Nu befandt Inari sig blandt de store ruiner i Lapis, i et forsøg på at få ro fra andre heste i landet. Men bedst som hun troede at hun var alene, skar en vrinsken igennem landskabet som hun altid ville kunne genkende. Hendes hjerte sprang et slag over og hun vågnede næsten af en dvale. Det var Aaron! Glædeligt vrinskede hun tilbage og i en elegant lille trav, begyndte hun at lede efter ham blandt ruinerne. 

Aaron var ellers ved at gå videre, inden hans moders vrinsk nu trængte igennem luften og den hvide hingst så op, og begyndte at trave hende i møde. Sidst han havde set sin mor var da han havde stået foran hende i krigen og beskyttet hende mod en der dog havde lykkedes at slå ham i jorden. Havde det ikke været for hans far.. Aaron rystede på hovedet ved tanken. Dengang havde han været en spinkel og knapt voksen hingst, men med tiden var han blevet bredere, knapt så bred som sin far, men han var deroppe af. I disse tider osede Aaron af lykke over hele hans livsituation.  Han så nu hans mor, og sprang nu mod hende som at andet kådt føl, og trykkede sig ind mod hende da han så hende. 

" Jeg har savnet dig så meget, mor " 

Lød det fra hans dybe stemme, mens hans nulrede sin pandelok op af hendes hals. Selvom Aaron var en del større end sin mor, så kunne han stadig putte sig ind til hende som et andet føl. De røde øjne så op på hende med et varmt blik, mens han tog en tot af hendes lange mørkerøde i munden.

Den glæde hun følte ved at høre Aarons vrinsk igen, var ubeskriveligt. Der var gået lang tid siden de sidst havde set hinanden, men hendes kærlighed til sønnen var aldrig forsvundet - og det ville den heller ikke. De hvide ører var rettet spidst frem og da hun endelig kunne se ham, lød endnu et kærligt vrinsk fra hende. Uanset hvor stor og voksen han var blevet, så var han stadig hendes lille dreng. En varm brummen lød fra hende da han trykkede sig ind til hende, og hun lod mulen søge til hans man, som hun kærligt nussede. Det var skønt at være så tæt på ham igen, og det mindede hende blot om, at hun også måtte finde Ilinea.

"Jeg har også savnet dig Aaron. Hvordan har du det?"

Glæden i Inaris øjne var slet ikke til at tage fejl af, at se sin søn var lige hvad hun havde brug for.

Det føltes som oceaner af tid siden han havde omgavnet sin moder på denne måde, og det fyldte den hvide hingst med en lykke sjældent set. Han kunne næsten ikke rumme mere uden han ville briste, mens han nu endte med et ligge halsen over hendes og knuge hende indtil sig. Årh hvor havde han savnet hende.  Han lukkede let øjnene og lod lige øjeblikket synke ind inden han dog gladeligt ville svare på hendes spørgsmål.  

" Årh helt fantastisk! Jeg har mødt den skønneste hoppe i hele verden.  Øjne der funkler som juveler, og vinger der tager hende til himmels som en smuk svane. " 

Det var ikke til at tage fejl af at Aaron var fuldstændig skudt i Iris, de røde øjne glimtrede næsten drømmende blot ved tanken om hende, og tog han ikke fejl ville han mene at hans hjerte slog en anelse hurtigere.