Post by JD-Thilde on Jan 13, 2016 12:46:30 GMT 1
Rise of Death and Chaos
Magiens Grotter rungede som et jordskælv, da jorden langsomt opslugte de to oprindelige Gudeskikkelser i landet. Jaymelia havde løst et mysterium, hun ikke skulle have vidst noget om. Hun begav sig ind i en verden, der var umulig for sindet at forstå, og hvad hun opdagede der, forbød jorden hende at grave dybere ind i. Hun mærkede energien strømme fra Flakezé til hende og tilbage igen. De to gudeskikkelser stirrede hinanden i øjnene.
"Hvad har du gjort?!" lød Flakezés autoritære og stærke stemme. Han forsøgte at findeen løsning i al vanviddet der pludselig låste dem fast og gjorde dem ude af stand til at handle.
"Du forstår det ikke, din flade hjerne har aldrig søgt som jeg har!" lød Jaymelias dominerende og en smule paniske stemme. Hun vidste at hun havde svaret, hun vidste hun kunne standse dette, det var deres verden, deres magt - men hvad hvis hun ikke kunne?
"Så forklar mig det!" forlangte Flakezé. Pludselig begyndte jorden at opsluge dem. Det var som om de svævede i et tidsløst univers, i frit fald. Jo længere ned de kom, jo mere følte Flakezé sig påvirket af en oldgammel magt. Dem selv.
"Flakezé, uanset hvad vi er for hinanden, har vi været sammen, meget længere end du tror." Jaymelias stemme blev blødere, hun blev følelsesmæssigt påvirket af Flakezés frygt for at miste verden.
"Gennem tid og sted, Guder og evighed,
Synger en gentagende saga om genskabelighed.
De to der aldrig ved besked, genfødes,
Igen og igen, når deres planet kollapser."
Den blå Gud forstod. Hans smaragdgrønne øjne så på hende. De sansede begge en forbindelse der rakte tilbage til før det, de bildte sig ind var tidernes morgen. De følte et indædt had, der stammede fra lige inden den forrige verden var gået under, og denne verden de kendte nu var begyndt. Derfor havde de to dimensioner skilt de to Guder ad, ved denne verdens fødsel. De blev genfødt... Med den viden, slugte jorden dem helt. De to Guder forsvandt i det tidsløse mørke for hinanden. Nu dømt til pinsel under jorden... måske for altid? Et af deres hjerter begyndte snart at stoppe med at slå.
Det var en ubegribelig følelse! Den sorte dødsgud rejste sig op gennem jorden, med en hvislende lyd. Endelig, endelig var han brudt fri af sine tåbelige lænker, Flakezé havde lagt omkring ham! Hans styrke føltes almægtig som aldrig før! Det var Helzlori. Den brutale og blodige af alle Guderne, men han bildte sig også ind at være den mest snedige. Hingstens øjne vandrede over landskabet, hvor en tåge lagde sig overalt omkring ham. Mørket fra natten blev mørkere. Blodet i årene blev rødere. Især da det pludselig dryppede fra livets kilde selv. I nattens mulm og mørke, genvandt Helzlori sine evner, sin status og sin blodslyst. Han drænede staklen helt fra blodet, og lod liget ligge tilbage, med store, døde øjne. Hingsten vandrede gennem verden, med et brøl så hvinende og højt at alle heste i landet, muligvis var i stand til at hører det og blive vækket fra deres uskyldighedssøvn. Helzlori var tilbage.
I et spøgelseslingende univers skridtede kaos tidsløst og hvileløst rundt. Hun betragtede alt hvad der skete, gennem tåge. Hendes børn, hendes få venskaber og hendes fjender. Det var totur, at kunne se og hører alting, læse fremtid og fortid, uden at være i stand til at gøre noget ved det. Men pludselig som hun vandrede i sin hvide verden, blev hendes øjne krystalklare og hele slørret faldt ned som spindelsvæv der gik i stykker. Alle verdens farver vendte tilbage, og hendes hjerte begyndte at slå almindeligt. Laylis stirrede på verden omkring sig, næsten skræmt. Hun vidste hvad der var sket, men det var alligevel skræmmende. For hendes kæreste hingste var her ej længere. Smeyé bundet af den stærkeste magi i landet... Flakezé druknet i jorden, på grund af den forfærdelige Jaymelia. Laylis måtte nu stå alene med sit tidssyn og kaos mod Proelios mest frygtede gud. Helzlori.