Post by Cavalry Hunt on Jan 9, 2016 22:16:28 GMT 1
Et ukendt sted, i en ukendt tid. En brun hingst hævede sig fra det leje, som han havde brugt i så mange, mange tusinde år. Hans græsgrønne øjne hvilede søvnigt, og kedsommeligt på de åh så velkendte omgivelser i Flakezés dødsrige. Dette havde været Cavalry Hunts hjemsted, siden hans død ved de fire klaners krig - en begivenhed der ikke blot havde frarøvet ham hans værdsatte liv, men også i den grad hans frihed og personlige lykke. Hunt var ikke en sjæl der skulle bindes, eller holdes på nogen som helst måde. Han ville være gladere som et usynligt spøgelse, end han var som en sjæl bundet til et helvede. Hunt skulle løbe frit!
Det grønne blik havde mistet sin glød, og han ønskede at få det tilbage! En vis vrede mod Flakezé havde han opbygget henover de mange år. Denne uduelige og helt igennem usympatiske Gud, viste udemærket hvilken person Hunt var. Han vidste hvad han trængte til, men dog havde han ikke givet ham det! Flakezé vidste det jo, for det var ham der i bund og grund havde skabt ham. Desuden havde Hunt været trofast tilhænger af hans klan. Den store, brune hingst fnøs og rettede sit ellers livlige blik mod det der skulle forestille at være himmelen.
"Jeg hører ikke til her!"
Vrissede han muggent. Hunt havde normalt ikke let ved at blive vred. Men han havde været buret inde så længe, været ulykkelig så længe at hans grænse var nået.
"Hører du!? Kan du ikke se, at jeg har det af helvedes til?! Du kender mig! Du ved hvad jeg ønsker!"
Fortsatte han så i et højere toneleje, i takt med at han fik pustet sig selv op. Et længere øjeblik passerede idet den brune hingst, blot stirrede olmt mod den mystiske 'himmel'. Han sukkede derefter tungt og bøjede hovedet - hvilket fik han til at se håbløs ud..
".. Og værst af alt, så synes jeg faktisk at du skylder mig det. Min frihed."
Ordene 'min frihed' blev sagt med en sådan ømhed, at det var tydeligt for end et føl, at Hunts frihed, var hvad han skattede højest af alt i denne verden. Tog man dét fra ham, så ødelagde man ham. Knuste hans sjæl.
Det grønne blik havde mistet sin glød, og han ønskede at få det tilbage! En vis vrede mod Flakezé havde han opbygget henover de mange år. Denne uduelige og helt igennem usympatiske Gud, viste udemærket hvilken person Hunt var. Han vidste hvad han trængte til, men dog havde han ikke givet ham det! Flakezé vidste det jo, for det var ham der i bund og grund havde skabt ham. Desuden havde Hunt været trofast tilhænger af hans klan. Den store, brune hingst fnøs og rettede sit ellers livlige blik mod det der skulle forestille at være himmelen.
"Jeg hører ikke til her!"
Vrissede han muggent. Hunt havde normalt ikke let ved at blive vred. Men han havde været buret inde så længe, været ulykkelig så længe at hans grænse var nået.
"Hører du!? Kan du ikke se, at jeg har det af helvedes til?! Du kender mig! Du ved hvad jeg ønsker!"
Fortsatte han så i et højere toneleje, i takt med at han fik pustet sig selv op. Et længere øjeblik passerede idet den brune hingst, blot stirrede olmt mod den mystiske 'himmel'. Han sukkede derefter tungt og bøjede hovedet - hvilket fik han til at se håbløs ud..
".. Og værst af alt, så synes jeg faktisk at du skylder mig det. Min frihed."
Ordene 'min frihed' blev sagt med en sådan ømhed, at det var tydeligt for end et føl, at Hunts frihed, var hvad han skattede højest af alt i denne verden. Tog man dét fra ham, så ødelagde man ham. Knuste hans sjæl.
