Meeting the Amazona queen

Rygter spredtes hurtigt som vinden i Proelio, og fortællingerne om en ny flok var derfor ikke gået Gizhebis kløgtige hoved forbi. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun skulle synes om flokkens formål, men hun var ej en dømmende hoppe - hun havde derfor sat sig for at opsøge flokkens leder og se hende og flokken an med egne øjne. Gizhebi havde altid været en hoppe, der gik ind for ligestilling for alle, og hun havde da heller ikke noget decideret imod hingste - men hun havde haft sin del af dårlige erfaringer med hingste gennem årerne og måtte derfor indrømme, at en lille del af hende var tiltrukket ved tanken om en flok udelukkende bestående af hopper. Hun brød sig ikke om at tænke på denne måde, men det gjorde hun nu engang. Dog var det ikke et brændende had til hingste, der drev hende frem - men derimod tanken om en beskyttende kreds af hopper, der kunne trøste hende og forhåbentlig hjælpe hende med at finde en mening med livet.

Hun havde hørt meget godt om flokkens leder, Gaizka Calanthia, og derfor var hun nu draget af sted for at finde hende. Hun havde hørt rygter om, at flokken lige for tiden opholdt sig i Secrets, og den lå jo ganske tæt på hende, da hun selv boede i Sylinum. Denne formiddag var hun derfor draget af sted mod den prægtige lindeskov for at finde frem til Amazona.
Hun bevægede sig i en elegant trav ned langs en lille skovsti. Temperaturen var omkring 45 grader, og sveden glinsede let som perler på hendes stjernedækkede skind. Hendes lange man og hale gled over den blomstrede skovbund som et slør, der fulgte hende. Hun var alt i alt et prægtigt syn, som kun de færreste kunne modstå. Hun havde ikke bevæget sig langt, før hun begyndte at opfange færten af ukendt territorie. Lugten spredte sig i alle hendes omgivelser, og det gik op for hende, at hun var fremme ved kanten af flokkens område. Et spændt smil formede sig på hendes mule, inden hun lod et opsøgende vrinsk runge gennem skoven for at give sig selv til kende, alt imens hun travede videre ind på flokkens område.

Tag: Gaizka Calanthia

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Flokkens fremdrift var solid. De stod stærkt sammen, selv i denne mørkere tid, bestående af en hærgen fra Leslie og hans pøbel. Men Gaizka måtte holde ud, både for sin søn, sine trofaste hopper og deres ret. Hun havde skaffet sig en nydelig beskyttelse til flokken. Trudy og Daydreamer ejede vulkanske kræfter. Spartacus var en soldat, og han ville oplærer sønnen til det samme. Cinna og Samuel var deres tro tjenere, omend unghingsten havde sine problemer... Hun følte hopperne var rammet godt ind, til trods for at de søgte hingstes hjælp. Disse hingste gik dog ind for ligestillingen. De gik ind for at varte hopperne op og det var en ting Gaizka lagde meget vægt på.

Hun vandrede en anelse tankefuld rundt, gennemsøgte området for eventuelle farer, mens Alastair var i trygge hove hos de andre hopper. Hun kredsede i udkanten. Sikrede sig at Leslies spor ikke var nået over flokkens grænser - så ville hun flytte dem. Et vrinsk lød da kaldende og højt gennem lindeskoven. Der var hedt, men Gaizka havde levet længe i varmen nu og lært at leve i den. Hun hævede hovedet og stirrede frem mod lyden. Dette var ikke Leslie. Men en hoppe. Havde hun en opsøgende hoppe, der havde et ønske? Eller en fjendtlig hoppe med ønsket om at spionere? Hun bed tænderne sammen inden det stærke og mørke svar kom fra den mystiske Gaizka. Hun var hjerteblid mod sin floks hopper - men der var bid i hende. Hun kunne knuse andre, om hun ønskede dette - ikke fysisk. Men Psykisk. Det var en styrke hun havde været tvunget til at oparbejde og det nyttede sig for at beskytte flokken.

Hun satte i en elegant trav mod denne fremmede hoppe. Hendes slanke krop slangede sig mellem træerne, til hun så en temmelig harmløs stjernehoppe med lilla skind. Hun standsede og indtog en lederposition, som beskyttende dronning af Amazonerne. "Du har nået Amazonas område. Jeg er Gaizka Chalanthia. Hvem er De?" stemmen var rolig og blid mod denne fremmede hoppe, selvom hun stod rank og beskyttende.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

De mandelformede ører blev elegant spidset fremad, da et mørkt vrinsk lød som svar i det fjerne. Vrinsket bar en stærk tone, og der var ingen tvivl om, at et sådant vrinsk kun kunne være en lederinde værdigt. Snart hørtes lette travtrin i det fjerne, og en sort hoppe dukkede op på stien længere fremme. Hendes slanke krop var elegant bygget, og hendes pels bar et flot farvespil i sort, rød og hvid. Hun stoppede nu op foran Gizhebi og stillede sig i en beskyttende position som en sand leder af Amazona. Gizhebi lyttede nu til hendes stemme, der var rolig og blid trods hendes ranke holdning. Hun sendte Gaizka et respektfuldt blik og bøjede ærefuldt nakken for den smukke hoppe.

"Vær hilset, Gaizka Calanthia. Mit navn er Gizhebi, og jeg er ej en trussel for Dem. Jeg har mødt den underskønne Daydreamer, og hun har sendt mig i Deres retning for en eventuel anmodning om medlemsskab i Deres flok," svarede hun blidt og sendte hende et venligt smil.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizkas skarpe, men ej hårde blik betragtede denne skønhed af stjerner og lilla farver, som hun bøjede nakken og gav et respektfuldt blik. Gaizka smilede accepterende over adfærden og lod hoppen tale ud. Gensidig respekt var en af de ting der var i hendes flok mellem hopperne. Hingstene måtte værdige sig en anelse mere, for at opnå respekt i flokken. Men de hingste der var en del af Amazonas klarede alting flot. Cinna og Samuel var gode tjenere. Spartacus en fremragende beskytter. Efterhånden havde Gaizka skabt et strålende imperium hvorfra hendes livsmission blomstrede. Hoppers liv opværdiget, i forhold til den behandling hun havde set mange få af hingste. Kønsdominans var ikke i Gaizkas smag.

Denne Gizhebi havde mødt Daydreamer. Gaizka sendte hende et strålende og dog stolt smil. "Daydreamer er min personlige rådgiver. En sand veninde." Gaizka nikkede mod sit område. "Lad os vandre, så kan De fortælle hvad De ønsker af livet og spørge til flokken. Alle hopper er velkomne her, med det rette hjerte." hun hævede halen elegant, før hun tog det første skridt ind på sit område. Hendes øjne søgte Gizhebis, for at denne underskønne hoppe skulle følge med ind i damernes paradis.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Et strålende og stolt smil tegnede sig på Gaizkas ansigt, da hun fortalte, at Daydreamer var hendes personlige rådgiver og en sand veninde. Det var rørende at se. Man kunne tydeligt fornemme det stærke bånd, de to hopper bar, og Gizhebi var slet ikke i tvivl om, at fællesskabet i denne flok måtte være helt fantastisk. Gaizka virkede slet ikke til at være en arrogant leder, der følte sig hævet over alle andre - nej, tværtimod var hun helt nede på jorden og virkede til at behandle alle sine flokmedlemmer med respekt og oprigtig kærlighed.
Gaizka bød hende nu at vandre med hende ind på flokkens område, hvor hun ville få muligheden for at fortælle mere om sig selv og spørge ind til flokken. Gizhebi lyste op i et stort smil og tøvede ikke ét sekund med at følge den smukke sorte og røde hoppe. Hun skridtede op på siden af hende og sendte hende et varmt smil, mens hun fulgte hende ind i området. Det her var en vandring, hun så meget frem til!

„Ser De, som mange andre hopper har jeg oplevet megen svigt og smerte fra hingste. Min fader forlod min bror og jeg, da vi var ganske unge, og min tidligere mage, som jeg elskede meget højt, valgte koldhjertet at forlade Proelio uden at sige et eneste ord til mig - efterlod mig i stor forvirring og hjertesorger, og vendte aldrig tilbage med en forklaring."

Hun holdt en kort pause for lige at lade ordene synke ind, inden hun fortsatte.

„Jeg hader naturligvis ikke hingste, for man kan jo ikke skære alle over en kam, og desuden har jeg mødt mange andre hingste på min vej, som jeg nærer dyb respekt for og holder meget af. Men tanken om en flok bestående af hopper som jeg selv, der passer på hinanden og deler hinandens forståelse for de dårlige erfaringer med det modsatte køn, tiltaler mig meget. Efter min tid her i Proelio tror jeg, at jeg har brug for et sted at passe ind... Et fællesskab bestående af folk, man kan stole 100% på. Og Amazona virker til at være sådan et sted."

Hun sendte Gaizka et varmt smil og vandrede derefter videre i tavshed; gav Gaizka tid til at tale og tænke over de mange ord.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Det var med varme på hjertet, at Gaizka betragtede den kønne Gizhebi følge med ind på flokområdet. Tiden havde ladet Amazonas vokse. Der var forskellige typer i flokken - pladsen til alle skulle være der. Gaizkas fortid havde budt på mange gode såvel som dårlige situationer med hingste - der havde ikke altid været plads til hendes stemme. Hendes ord. Hendes mening. Men det var der her. Hver og en.

Hun vippede ørene interesseret mod hoppen, som det solide blik søgte frem mellem træerne. Hedt, men befriende var der i Sylinums frodighed. Hun lod på ny hoppen tale ud, så længe hun havde lyst. Hendes ord rungede i Gaizkas ører, som en påmindelse om hvorfor hun førte denne flok ud i livet. Undertrykkelse. Ikke et direkte had til alle hingste i verden - men en modstand mod de, der undertrykkede hoppens stemme. Hendes værdighed. Gaizkas empati rørte på sig og hun nikkede genkendende til ordene. Men Gizhebi var endnu ikke færdig - den næste ordstrøm fra hoppen, lyttede Gaizka ligeså opmærksomt til. Hun smilede og rystede let på hovedet, før hun rankede sig let igen - hun holdt gerne sin krop beskyttende og yndefuldt op. Ikke for at hæve sig, men udstråle tryghed til hopperne.

"Her findes der forskellige hopper - visse med et had til de fleste hingste, men også de der har oplevet traumer. Som du og jeg." Hun så sigende på Gizhebi. "I vores fællesskab fortjener alle en udtalelse - deres stemme bliver hørt. Vi står sammen, hvis undertrykkelse finder sted. Hingste indgår i vores flok, henholdsvis som beskyttere, faderfigurer for føl og hingste der ønsker at tjene dette gode formål." Gaizka rundede en tæt klynge træer og nåede dette områdes lille forsamlingsplads. Flokmedlemmerne var indimellem spredt, men de befandt sig ofte her, hvis de søgte kontakt. Nu standsede Gaizka og så Gizhebi i øjnene. "Jeg skabte fundamentet for denne flok. I er de, der oprejser værket. På baggrund af svigt fra min faders side. Ondskaben fra min voldtager. Kærligheden fra min søn... Står jeg her. Og repræsentere sammenhold og rettigheder til os, der ikke vil finde os i mere."

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Gaizka gik tavs ved hendes side og lod hende tale ud. Det var en rar fornemmelse at få sin historie ud til én, der lyttede uden at dømme eller afbryde. Gaizka kom med små nik og bevægelser, der indikerede, at hun lyttede, men hun gav Gizhebi plads til at tale ud, før hun selv begyndte at fortælle. Gizhebi lyttede til hendes ord og følte atter stor respekt for denne hoppe og det projekt, hun havde skabt. Jo mere hun hørte om Amazona, des mere blev hun overbevist om, at dette var stedet for hende. Hun blev også begejstret for at høre, at der var andre hingste med i flokken - det måtte jo betyde, at de fleste hopper derfra delte det samme synspunkt som hende, altså at man ikke kunne skære alle hingste over én kam. Hun vidste jo, at hendes egen mage Cinna var med i flokken, men hun havde aldrig blandet sig i hans privatliv på den måde, så hun var ikke klar over, hvad han egentlig lavede i Amazona. Men hun blev varm om hjertet ved tanken om, at han bekyttede hopperne og agerede faderfigur for føl og andre hingste. Det var lige en rolle, hun kunne se ham i, og hun glædede sig enormt til at møde andre hingste med hjerte som ham.

De rundede nu en tæt klynge træer og nåede til et åbent område, der lignede et lille stykke af selveste paradis. Der var frodigt og smukt, og forskellige hopper og hingste stod spredt henover området og virkede i komplet symbiose. Hun smilede henrykt ved synet. Man kunne lære meget om en flok ved at betragte dens medlemmer, og her så hun ikke andet end ren kærlighed og velvære. Hun så på Gaizka med strålende øjne og smilede varmt. "Mange tak for Deres historie, kære Gaizka. Og tak for at have ført mig hertil. Amazona lyder til at være et helt fantastisk sted, og jeg kunne ikke være mere beæret over at få lov til at være en del af det."
Hun så ud over den lille forsamlingsplads og glædede sig til at møde hver og en af sine nye flokmedlemmer.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizka fornemmede, at den skønne Gizhebi var seriøs. Hun legede ikke blot med tanken om at komme i Amazonas, hun havde vitterligt et ønske om at flokken var noget for hende. Hvilket Gaizka mente den var. Hun sendte et lille smil, efter sin lange talen. Opmærksom på stjernehoppens mindste vink. Hun var en blid leder, der lyttede til medlemmerne - men Gaizka var heller ej bange for at træde frem mod trusler. Hun var styrket af sit liv.

Området omkring dem emmede i nuet af liv. Et sigende smil gled om Gaizkas læber, da hun så Gizhebis reaktion. Derefter lød hendes stemme. Gaizkas ører vippede glædeligt mod hende. "Det var det mindste, jeg kunne gøre for en hoppe, der fortjener at blive hørt." Gaizka nikkede opfordrende mod engen. "Du vil kunne dufte flokkens grænseområder. Velkommen i vores fællesskab. Opsøg mig, hvis du får behov for hjælp." trods Gaizka havde nydt hoppens selskab, kaldte pligterne - hun skridtede ind mod de heste der befandt sig på stedet og proklamerede roligt Gizhebis medlemsskab i flokken, før hun vendte øjnene mod deres nyeste medlem og smilede. Hun kunne gøre præcis det hun ville nu.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Hun lyttede til Gaizkas rosende ord og smilede varmt. Det var i sandhed rart at være i selskab med så rar og høflig en hoppe. Gaizka var uden tvivl en af de mest fantastiske hopper, Gizhebi nogensinde havde mødt, og hun glædede sig allerede enormt til sin fremtid her i Amazona. Hun lyttede til Gaizkas sidste information og nikkede let. "Det lyder bare fantastisk. Endnu en gang mange tak for det hele."

Hun skridtede derefter med Gaizka ind på flokkens område og blev præsenteret for de andre medlemmer. Da Gaizka havde præsenteret hende, gengældte hun hendes varme smil og nikkede blidt til hende som afsked, inden hun fulgte med en flok af de andre hopper, der tilbød at vise hende rundt i deres lille rige. Hun strålede som en sol og nød selskabet fra alle de smukke hopper, der hver og en bød hende velkommen med stor kærlighed. Aldrig havde hun følt sig så ønsket og elsket. Det her skulle nok vise sig at være det helt rigtige sted for hende.

//Gizhebi out. Tak for tråden n_n

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

// Gaizka out - ja i lige måde, vi kan oprette en ny tråd med Samuel og Gizhebi hvis du lyster, så hun lidt mere officielt kan møde nogen fra flokken

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

//Meget gerne! Skal jeg oprette, eller vil du? ^-^

//Åh vent, kan se du har lavet en åben Amazonas tråd med Samuel - så kan Gizhebi bare joine den.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

// Super

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...