Dystopia
Den hvide hoppe måtte vel indrømme, at hun var en smule kuldret, natten var stadig ung for hende og savnede selskab, det var ligesom alle de gange, hvor hun havde vandret rundt i Elasium for at finde en lege kammerat der var nogenlunde på hendes alder, men istedet havde hun kun fundet sommerfugle og fabel dyr. Dystopia var ung og blid af væsen, nogen ville mene, at hun ikke hørte til i Slavian, men denne blide, rene sjæl bar på mere end hvad mødte øjet. Hun bar på et mod få havde og viljen til at møde hver dag med oprejst pande og et lille smil i de mælkehvide øjne. 
Hoppen slog med sin hvide hale, rystede let med hovedet så de to fletninger svajede let om hendes hals. Den hvides næsebor udspilede sig let, som hun trak alle duftene af vinteren ind. Foran hende tonede Crystal sig frem og med et let hop slog hun over i trav. Crystal var smuk og den syntes endnu smukkere i aften, hun var selv omgivet af en vag duft af brunst, men den ubekymrede hoppe tog sig ikke af dette, for hende var det stadig lidt nyt, men det gav hende ingen problemer, så hvad var der at bekymre sig om? Hun var i sit eget selskab det meste af tiden alligevel, ganske godt selskab hvis hun selv skulle sige det. 

"I’m a princess cut from marble, smoother than a storm.

And the scars that mark my body, they’re silver and gold,

My blood is a flood of rubies - precious stones,

It Keeps my veins hot, the fires found a home in me.

I move through town, I’m quiet like a fire. And my necklace is of rope,

I tie it and untie it.." -

---

Chidori's skridt var lange og glidende, imens hun med stigende spænding bevægede sig nærmere. Betragtede hvordan det glimtede, hvordan de glitrede og hvordan de lyste op i den tiltagende nats tætte mørke. De var smukke, sådan som månen reflekterede i dets overflade - fangede lyset på nye måder, og sendte det videre igen. Og som en ildflue følte hun sig draget til det. Det krystalklare vand.
De røde øjne spottede en skikkelse, og med et svagt ryk stoppede den hvide op. En hvid skikkelse? I mørket var det ikke svært, at se hvordan dens blege pels næsten skinnede. Og selvom hun i dette øjeblik var omgivet af et glødende snirkler og snoninger, ville hun sige at denne var ligeså snehvid som hende selv. Ørene vippedes let tilbage, og hun spidsede munden kort. Interesseret? Måske. Det var første gang hun så det, siden hun forlod det sted.

Svagt trak et dovent smil de hvide læber opad, og hun bevægede sig på ny fremad. Men væk var den før lidt ivrige og hastige gang. Chidori præsenterede sig selv på ny. Smidigt og yndefuldt, og med en nonchalant dovenskab gik hun den fremmede i møde, sikker på at hun allerede nu måtte være set, sådan som hun lyste op blandt resten. 

---

"I dream all year, but they’re not the sweet kinds,

And the shivers move down my shoulder blades in double time.

And now people talk to me, I’m slipping out of reach now.

People talk to me, and all their faces blur,

But I got my fingers laced together, and I made a little prison,

where I’m locking up, everyone, who ever laid a finger on me.."