Nymeria Eveleen

Modig ville den lille Nymeria Eveleen nok aldrig blive. I al fald ikke i den forstand de fleste ville definere mod. Men mere modig var hun dog blevet som hun blev ældre. Dette var første gang at hoppeføllet havde draget udenfor hendes mors anviste rammer om hvor langt man måtte vandre bort, men Nymeria havde været for nysgerrig, og ønskede at betragte mere af denne vidunderlige verden hun var født i.

Lige nu hoppede det lille føl imellem de mange sprækker i klippestykket ud til havet. Mens hendes øjne betragtede vandet der strømmede mellem disse sprækker med stor ærefrygt men også fascination og nysgerrighed. Efter en stor tids hoppen stoppede op hun og begyndte at betragte sin omgivelser. Bag sig havde hun palmeskoven, og vippede hun ørerne kunne stadig høre den lette hvislen når bladene fra de forskellige træer rørte hinanden, og for den sags skyld kunne hun endnu forestille sig sin moders lavmælte snorken. Dette fik kort Nymeria til at fnise inden hun samlede sig igen med en let rødmen i sine kinder. Man måtte jo ikke tænke ondt om sin mor! Hun vendte i stedet opmærksomheden mod klippestykket hun stod på. Luften var salt og frisk og havet hvislede til hende, lokkende, eller advarende? Nymeria kunne ikke beslutte sig, men vidste dog en ting, hun kunne godt lide dette sted!

Rhett ir Ghizcari

Det lille mørke hingsteføl havde atter åbnet sine øjne for, at vandre på eventyr. Altid i skyggerne bevægede han sig, og trods nysgerrigheden var alt for stor hos ham, så holdt han sig dog i nærheden af sine forældre. De havde regler, og han skulle holde sig i mørket - selvom han var blevet mere og mere nysgerrig efter at finde ud af, hvad dette lys var for noget, og hvorfor det var så farligt for ham? Det sagde far i hvert fald altid til ham.

De små mandelformede ører vippede fremad, da lyden af en snorken fangede de små. De døde og violette øjne spærrede straks op og nysgerrigt lod han hovedet sænke og nærme sig. Snart så han en sovende hest. Men hvorfor skulle den sove midt om natten? Det var jo der man var allermest fuld af krudt og skulle være oppe? Han forstod det ikke. Derfor spankulerede han hurtigt videre. Lyden af vandets brusen mod klipperne lokkede. Han måtte godt gå derned, så længe han ikke gik ud i vandet - det havde han da fået lov til. Lugten af salt ramte både næseborer og hans tunge, så den fik en underlig og harsk smag, som han nærmede sig vandet. De gyldne hove sank let ned i vandet, og han trippede let afsted. Huskede hvordan Tindra havde forsøgt at vise ham den sjove gang, men det var endnu ikke lykkedes ham at gøre det samme, så han gjorde ligesom mor og far og bevægede sig i trav. 

Nymeria Eveleen

Nym endte med at stå på en af klippestykkerne med mulen ned mod sandet og havet. Hun sænkede forparten og stod lidt og vrikkede med bagdelen, klar på dette lille stunt, inden hun kastede sig frem i et mindre end elegant spring og endte med hovedet nede i sandet med et højlydt hvin.
Forskrækket hævede hoppeføllet hovedet og prøvede at ignorere tårerne der trængte sig på og den varme blussen i hendes kinder. I stedet kiggede hun sig omkring mens hun bed sig i læben. Hvorfor skulle hun også være så tåbelig? Tænk nu hvis hendes mor vågnede og opdagede at hun var på eventyr. De blå øjne lyste af uro, og hendes hjerte føltes som var det oppe i hendes hals. Hoppens blik vandrede dog over området og hun følte sig en smule sikker, måske hendes mor intet havde hørt? Bølgernes brusen dækkede trods alt for en del af larmen, og palmernes lette hvislen ville måske også redde hende fra at blive opdaget på sin nattevandring.
Nym blev dog nede i sandet, og for hendes indre blik kunne hun lige se sin moder komme rendende med vrede i blikket mens hun ville råbe op om sikkerhed og ville dyr ude i mørket.

Saltlugten gled ind og han åbnede kort mulen for at mærke, hvordan det prikkede mod hasn mule, inden han rynkede på næsen og kom med et lille fnys, idnen han løftede hovedet højt op. Der var vand! Masser af vand! Og det slog med bølger ind mod sandstranden. Han bemærkede sand, og en .. Han stoppede op, skubbede bagdelen ind under sig og den lille hale stod højt hævet, mens han så ud i mørket. Snart fik han øje på en skikkelse, der næsten forsvandt i sandet. Men der var noget der bevægede sig. Rhett sank hovedet ned, og luntede afsted. Sandet hev hans hove dybere ned, så han tog højere knæløft for at løfte dem op. Snart løftede skikkelsen hovedet, og han stoppede op. Halen slog som den lille stum den var omkring hans øverste del af bagparten, inden han gav et føllet hvin fra sig og sprang afsted mod den anden størrelse. Den var på størrelse med ham!

Nymeria Eveleen

Nymerias blå øjne kunne til tider se enorme ud i det lille hoved, og som tristheden malede hvert et udtryk i hendes ansigt, var det tydeligt at dette var et af disse øjeblikke. Snart blev tristheden dog til frygt da hun hørte tydelige hovslag. Instinktivt stak hoppen hovedet ned mellem benene, som ville dette redde hende. Kunne hun ikke se den der kom mod hende, kunne de vel heller ikke se hende?

Et hvin hørtes over havets brusen og frygtens forsvandt fra Nyms ansigt og blev erstattet af undren. Det var ikke hendes moders hvin. Med rynket mule kiggede hun i retning af hvinet og fik øje på en mørk skikkelse der kom nærmere. Et føl! Nym rejste sig hurtigt op og rystede kroppen så godt fri for sand hun kunne. Hoppeføllets udtryk var en blanding af spænding og frygt, for det fremmede var i hendes øjne farligt.. Nymeria tog et enkelt modigt skridt mod den fremmede, klar på at få sig et nyt bekendtskab.

Han forstod ikke, hvad den anden lavede. Den gemte sit hovede mellem sine ben, men Rhett havde aldrig set en anden i hans størrelse, så han gav et hvin fra sig. Snart virkede føllet også til, at reagere på det også. Han bemærkede hvide aften på dens krop, da hun rystede sin pels. Så den var måske bare fyldt med sand? Han spærrede øjnene aop og gav et kådt bukkespring fra sig, inden han bremsede, så bagbenene røg så langt ind under ham, at han hoppede op på bagbenene i et lille føllet stejl.

"Haarj!"

De døde øjne ville have strålet af glæde og livslyst, hvis de havde haft muligheden for det. Det var dog ikke tilfældet med dette hingsteføl, han havde arvet sin fars last og var tilhænger af mørket. Halen svang lysttigt bag ham, som han gik frem mod hoppeføllet. Ligesom sine forældre kendte han ikke grænser. For de havde aldrig givet ham nogen.