Nymeria Eveleen

Det var første gang siden hoppens fødsel at hun var draget et stykke væk fra sin moder. Wanchaija lå og sov nær vandfaldet, og lokket af den brusende lyd fra Cadens havde det lille hoppeføl Nymeria Eveleen, set sit snit til at snige sig væk på eventyr.
Nu stod det yndige lille føl ved søens bred og kiggede op på det store vandfald, hvis brusende vand indhyllede hendes krop i damp. Et stort forundret smil lå dog over hendes mule, og hun lagde slet ikke mærke til at hendes pels blev mere og mere våd, for al hendes fokus lå på dette naturens vidunder. Endelig huskede hun hvorledes hendes ben enlig virkede igen, og vandrede langs søen for at finde en ny vinkel at betragte kaskaderne af vand.

Med et ryk stoppede hoppeføllet op. Et hvin af forundring lød! Underlige farver i blå, rød, og gul lå nu i en strie ud fra vandfaldet oven i al dens dis. Nymerias hoved gled på sned, undrende over hvordan farverne sådan pludselig kunne være der, men at hun ikke havde kunnet se dem før. Stille bakkede hun tilbage til der hun var kommet fra og med et anstrengt fokuserede udtryk i de isblå øjne stirrede hun over på det sted farverne før havde været, men nu var de væk! Lettere frustreret over dette myserie udstødte hun et utilfredst fnys.

Et kraftigt føl bevægede sig henover det høje græs i Sylinum. Han sneg sig som en løve der havde udset sig sit bytte, og et bytte? Det havde han skam fundet. Henne ved vandfaldet, Cadens, stod en sandfarvet dværg. Man siger jo at dværge fører til rigdom - Anthrax havde nemlig også set den regnbue! Han havde derfor besluttet sig for at fange den, og tvinge den til at være... hans dværg! Han forsøgte derfor at skjule sig, idet han krøb afsted. Ifølge Anthrax selv, var han aldeles skjult! Men set i virkelighedens lys, så var han det måske ikke. Hans babyblå, orange og røde farver måtte jo nærmest springe i øjnene på enhver der kom forbi. Han var nok mere et stort ulmende stoplys, end han var en listetyv.

Ihvertfald nærmede han sig sin sandfarvede dværg og da han var tæt nok på, svang han numsen lidt fra side til side, som en golfspiller der skal til at slå. Oooog....

"Angriiiib!!"

Pludselig sprintede han imod dværgen med alle sine føllede kræfter!

Nymeria Eveleen

Nymeria opdagede ikke andres tilstedeværelse, hun var alt for optaget af at vandre frem og tilbage langs søens bred i et forsøg på at forstå farverne der dukkede op, forsvandt, dukkede op og forsvandt. Hendes stigende frustration viste sig snart i en næsten permanent rynket mule og et utilfredsudtryk.
Efter lang tid besluttede Nymeria sig endelig for at der intet var at gøre, hun ville ikke lære farvernes hemmelighed på denne dag. Hun havde lige vendt sig om, registreret noget rødt blandt det høje græs og så hoppede hun lige op i vejret da nogen højlydt råbte angrib. Forskrækket endte Nym med at glide i den våde jord under sig og tumlede med et forskrækket hvin ned i søen. Heldigvis var der ikke så dybt og hun endte med kun at ligge i centimeter af vand. Overumplet af situationen formåede hun kun at hæve hovedet og kigge med sine store dådyrøjne på den der havde forskrækket hende. Samtidig kunne hun mærke en underlig varme i sine kinder, som hun ikke vidste var en rødmen der snart spredte sig til hele hendes ansigt. De isblå øjne havde dog også et skær af forurettelse som un betragtede hingsteføllet der kom mod hende. Hvad ville han?

Anthrax stormede mod den arme sjæl, som blev så forskrækket at hun faldt i vandet. Det blå og orange føl havde grinet af det, hvis ikke det fordi at følbenene var svære at kontrollere i sådan en hæsblæsende fart, som denne. Den sandfarvede lå nu blot i vandet og kiggede mod ham, og han stormede blot videre. Få meter fra væsenet og søbreden satte han hovene i, så det spruttede med jord og mudder og græstotter. Det var faktisk overraskende elegant, af et føl. Nu stod han så dér, pustende, dampende og sitrende fra løbeturen. Det glødende, røde blik hvilede nådesløst på hende - som om dommedag havde sænket sig over dette føl. Det ville nok have været reelt skræmmende, hvis han var bare lidt højere end 70 cm.

Anthrax brød pludselig ud i en hoverende latter.

"Ha! Ha! Endnu en blev slået ud ved synet af den mægtige Anthrax!"

Han trådte ud i vandet hvor det andet føl lå, og dansede en rundte omkring hende med høje knæløft og en triumferende attitude. Dernæst stoppede han op igen, og rettede opmærksomheden mod hende.

"Jeg, den mægtige og enevældige konge (Han aner ikke hvad det betyder), Anthrax. Tager dig, mystiske, jordfarvede dværg til min rette Dværg at være!" - "Hvad siger du til det?"

Nymeria Eveleen

Føllet kom nærmere, og Nym lukkede øjnene, sikker på at hun snart ville blive overfaldet af denne underlige fremmede følle. Hun mærkede tydeligt hvorledes jord og græs ramte den del af hendes krop der lå over vandfladen, og det fik hendes hjerte til at slå så hårdt det næsten gjorde ondt i hendes lille bryst. Måske skulle hun snart dø. Men hun havde selvfølgelig også haft nogle gode 2 uger af liv måske døden ville være bedre? Nej! Nej! Hun var ikke klar til at dø.
Forsigtigt åbnede hun det ene øje og opdagede til sin overraskelse at føllet var stoppet op, og nok havde stået der i nogle sekunder. Forskræmt så hun ind i et par røde pupilløse øjne og et skræmmende ansigt. Hendes hjerte begyndte at hamre hurtigere igen, var han en dæmon hest? Fra hvor hun lå så hingsteføllet nemlig stort og mægtigt ud, skræmmende. Men ja.. Alt var vel også skræmmende i Nyms øjne.

Anthrax? Det var vel så hans navn.. Men havde dæmoner navne? Nym rynkede mulen, faktisk anede hun ikke så meget om verden endnu, men hendes hjerne begyndte snart at arbejde på højtryk som hingsten dansede rundt om hende. Nu når han kom ned i vandet og nu dansede omkring hende og plaskede vand på hendes krop indså hun at han vel blot var et føl der så ganske speciel ud.. Ja. SÅ farlig kunne han vel ikke være? Hendes hjerte satte farten ned og den røde blussen i hendes kinder forsvandt, i stedet fulgte hendes isblå øjne nu føllet undrende. For hvorfor var han sådan stormet mod hende?
Dværg? Nym prustede uforstående. Hun var da ikke nogen dværg, hun var jo et føl! Lige som ham. "Jamen.. Hvad betyder det? DIN dværg, hvad skal jeg så?" Nyms stemme var lys og usikker som hun talte, og det var nok fryten der gjorde hun ikke benægtede at være en dværg, selv om hun sevfølgelig godt vidste hun ikke var en. Stille vendte hun sin krop i vandet så hun havde benene inden under sig, klar til at rejse sig hvis dette blev nødvendigt. Han måtte jo være gal?
Som hun så på hingsten og igen fangede hans røde øjne i sine mærkede hun dog igen sine kinder varme op og et stille smil voksede af en eller anden grund på hendes læber, måske pga. tanken om hvor tosset han enlig var, eller måske fordi at trods han virkede skræmmende var han alligevel det første bekendtskab hun gjorde sig der ikke var af familien.

Anthrax rullede med øjnene. Hvad en dværg var? Det var da indlysende! Da øjnene havde rullet hele vejen rundt, kiggede de bare intetsigende og dog stadig nedværdigende på hende.

"Du er da vist ikke for klog."

Konstaterede han tørt.

"En dværg er selvfølgelig en lille én, som gør alt hvad jeg siger?" - "Jeg har altid ønsket mig en dværg, og nu skal du være det. Tilgengæld så skal jeg nok passe på dig! Ingen, udover mig, skal lægge en hov på dig!"

Anthrax synes selv at det var et umådeligt generøst tilbud. I første omgang havde han slet ikke villet tilbyde hende beskyttelse.. hun skulle bare have været en dværg. Han sendte hende et eventyrlystigt og ungdommeligt blik.

"Mig og min dværg, skal sammen rejse landet tyndt og udforske! Jeg baner vejen for os, og du vifter palmen, så jeg ikke får hedeslag. Lyder det ikke fantastisk?"

Nymeria Eveleen

Nym dukkede hovedet som kunne hun så undgå hans kommentar. Ikke ret klog? Det var måske rigtigt. Måske var hun ikke særligt klog? Men hvad var hun så?
Nymeria nåede ikke at tænke mere, for snart lød det mærkværdige hingsteføls stemme igen. Ingen ville røre hende. Tanken appelerede på mere end en måde til hoppeføllet der var ganske bange for sine omgivelser, ja faktisk næsten bange for alt. At have nogen der kunne passe på hende, sørge for at intet ondt ville hænde ville være fantastisk. Hoppens forvirrede blik blev snart et af mild beundring som hun så op i de røde øjne. Nymeria hørte slet ikke kommentaren om, at det kun var ham der måtte lægge en hov på hende, måske fordi tankerne i hendes hoved lød højere end hans stemme i det øjeblik.
Stille blussede det op i hoppeføllets kinder og hun måtte sænke blikket. Hun vidste ej heller hvad hun helt skulle sige, men blev kort opmærksom på hvor varm hendes krop nu føltes i det kolde vand. Alligevel bevægede hun sig ikke. Det var som om hun var fastlåst til jorden af de røde øjne.
Igen spidsede Nymeria ørerne da hingsteføllets stemme igen lød. Snart fik hun benene ind under sig og rejste sig op med et stort smil på mulen og skinnende blå øjne. "Jo, det lyder.. vidunderligt!" Nymeria virkede opfyldt af en underlig ro man sjældent så hos hende som hun kiggede på hingsteføllet der nu var blevet hendes herre på få sekunder. Nysgerrigt sænkede hun hovedet og kiggede op på ham med et spørgende blik, mens hun prøvede at ignorrere de fortsat brændende kinder. Hendes øjne spurgte tydeligt hvad der nu skulle ske.

Anthrax stak hende et drenget smil og lo kort på en legesyg måde. Anthrax havde fået sin vilje. Det var han ganske tilfreds med! Stolt over at have vundet sin værg, rankede han sig nu og betragtede hende med triumf!

"Fantastisk! Så er det en aftale!"

Sagde han entusiastisk. Et kort øjeblik efter sænkede han hovedet og søge hendes sandfarvede skind med sin lyse mule. Forsigtigt puffede han til hende, for at få hende på benene.

"Kom nu! Du kan ikke ligge der forevigt! Vi skal afsted"

sagde han utålmodigt og trak mulen til sig igen.

"Fortæl mig dig navn, dværg"

Nymeria Eveleen

Hingstens reaktion fik af en eller anden grund Nymerias kinder til at blusse. Da han udtrykte sin glæde ved at få sin vilje måtte hun endda kigge ned i jorden. Hun havde aldrig før gjort andre glade end sin moder. Det var en underlig behagelig følelse at kunne bringe glæde til en anden. Det varmede hendes lille krop fra den bidende kulde.
Nym blev en smule overrasket over hans puffen. Hun forstod ikke helt hans intentioner før han udtrykte hun skulle op. Op gik det, men på vejen snublede hun i mudderet fra søens bred, men fik hurtigt stabiliseret sit fodfæste og gik op på søens bred for at stå bedre. Hendes hove virkede pludseligt meget interessante efter hendes lille næsten fald.

"Eveleen.. Øhm, Nymeria Eveleen." Hun turde lille kigge op, mens hendes hoved dog endnu var sænket så hun så ganske underdanig ud. Hurtigt sænkede hun dog blikket igen mens hendes lyse stemme forsigtigt lød, "Og, hvad hedder du?"