Den sorte hoppe Trudy stod tålmodigt og ventede på, at hendes makker til missionen skulle komme. Det var ikke en hvilken som helst makker, idet Trudy havde været så fræk at ønske. Og ønsket havde lydt på ingen mindre, end Flakezé selv. Den blå gud havde snakket noget om, at hun skulle med ham til himmeriget, hvilket den sorte hoppe fandt utroligt spændende, men også lidt foruroligende. Var et ikke der, at Smeyé befandt sig? Trudy tilgav aldrig den magtgale hingst, at han havde sat en pris på hendes hoved, blot på grund af nogen små, magiske evner. Det værste var dog, at han næsten havde formået at tage livet af hendes datter. Han fortjente at rådne op i det himmerige!

En let snøften lød nu fra Trudy. Hun var gået hen og var blevet godt og grundigt snottet, (takket være en drillenisse!) Trudy plejede ellers aldrig at være syg, men denne gang havde en virus i luftvejene rigtig fået tag i hende. Måske var det den våde vinter, der var skyld i det? Lige meget hvad, var det i hvert fald frygtelig irriterende, men ikke noget der kunne sætte en stoppe for missionen. Den skulle løses, koste hvad det ville! Trudy prøvede derfor, at glemme alt om sin forkølelse, så hun bedre kunne fokusere på opgaven, der lå foran hende. Noget andet den sorte hoppe ligeledes prøvede at glemme, var Frost. DawnFrost. Hendes tidligere mage, der efter at have forladt hende og havde været væk i flere år, pludselig var vendt tilbage. Bare tanke om ham, fik et mørkt blik op i hendes ellers så grønne øjne. Beslutsomt rystede hun på hovedet. Han skulle ikke få lov til at ødelægge denne mission. Nu var han væk, ude af hendes tanker og hun var klar. Endnu en gang kiggede hun efter Flakezé.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Den blå gud tonede frem ikke lang tid efter at den sorte hoppe var troppet op ved hans vandfald. Hans øjne lagde sig på hende, med en intensitet og spænding. Denne hoppe stoppede ikke med at fascinere ham. Hun stod til stadighed og holdt på sine meninger. At være så fræk at ønske selveste ham til sin mission... Det havde rørt et eller andet i hingsten. Han kunne ikke sige nej. Denne opgave var måske ikke let at løse alene. Trudy var intelligent. Ingen hoppe havde nogensinde før 'mandet' sig op overfor ham som hun. En ting der var god når man stod med en gud over liv og følelser. Det kunne sommetider blive et tungt job.

"Er du klar?" lød hans stærke, men varme stemme. "Trudy..." navnet blev sagt med en lidt lavere og mere nærværende stemme. Hans øjne søgte hendes. Grønne mod grønne.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Med ét dukkede den blå gud op, som ud af den blå luft. Det var egentlig en evne, som Trudy ikke var specielt vild med, da man jo så ikke kunne nå at forberede sig på, at stå ansigt til ansigt med en gud. Man skulle jo gerne have de nedværdigende verber klar, hvis nu guden havde alt for høje tanker om sig selv. Dette gjaldt ikke Flakezé, det havde ham og Trudy ligesom været igennem, men nu var der jo også andre guder i dette land, der kunne gå hen og få for høje tanker om sig selv. Og så var det med at være klar, hvis de lige pludselig henvendte sig til én.

"Jamen goddag Flakezé, godt du kom.. Nu skal du høre, vi to, vi skal ud og redde verden sammen." Et drillende blik i de grønne øjne, havde fuldstændig fjernet de mørke skygger, der havde lagt over hende. Den blå gud optog fuldstændig hendes opmærksomhed, hvilket hun var taknemlig for. Med lette, smidige skridt bevægede hun sig den korte vej over mod den blå hingst. Da han nu spurgte, om hun var klar, smilede hun blot glædestrålende til ham. "Jeg er født klar." Forsigtigt puffede hun til hans skulder. Hun skulle bare lige være sikker på, at det rent faktisk var ham. Det kunne jo være, at Helzlori var på spil, og forsøgte at narre hende. Trudy havde ikke ligefrem høje tanker om dødsguden. Flakezé virkede dog ægte nok. Da den dybe stemme nu sagde hendes navn, kiggede hun dybt ind i de grønne øjne. Grønne som smaragder, grønne som hendes. "Jeg skal nok passe på dig," hviskede hun så, inden en lavmeldt latter lød fra hende. Det føltes godt at grine igen.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Guder forgår ikke så let. Deres ankomster og afskeder kunne være drastiske og pludselige, desværre. Selv de mest pålidelige Guder kunne have denne fremtoning, og for almindelige heste kunne det virke helt nærgående. Det var klart, de havde ingen tid til at omstille sig og man tog dem jo nærmest i private gøremål til tider. Heldigvis havde Trudy ventet ham denne dag. Han kunne forvente et rap over mulen, men ikke i dag. Det alene fik ham til at smile en anelse - det og så hendes ansigtsudtryk. Fandtes der noget mere oplivende, end hendes evne til at tage hele mælet og magten i samtalen fra ham og så sende ham et drillende blik? Tanken om at tage ud og redde verden med hende, lød nu heller ikke så tosset...

Han rankede sig let, da den smidige krop fandt sin vej over til ham. Glæden han havde bragt med sit selvskab varmede hans følelsesladede hjerte, og alle de sorte tunge skyer der boede i ham drev for en stund et andet sted hen og lavede tordenvejr. Hendes mule rørte ham. 700 år. For hende var der knap gået en dag. Når han tænkte tilbage gennem tiden, så han sig selv i øde forladte omgivelser, alene, kold og vred. Tiderne havde ændret ham, ændret verden, ændret alt. Men ikke deres forhold. Han synes at føle sig 700 år yngre, og det bragte et drenget smil til hans ellers så ædle ansigt. Han puffede lidt til hende med sin mule, da hun rørte ham, som for at tjekke om han nu også var sig selv.

Deres øjne mødtes. Trudy lo. "Så lad mig tage dig med." hvor var alle hans lange ord henne? Mistede han al reaktionsevne? Eller reaktionstiden, fordi han havde travlt med at bruge sine øjne? Han stillede sig op langs hendes side, en cirkel af glimtende sølv lyste omkring dem. "Det vil være en mærkværdig følelse at teleportere. Men træk vejret dybt, så vil du følte at du flyver." hingsten påkaldte sine evner, og de forsvandt i et opslugende lysglimt fra jordens overflade...

Det varede et langt minut igennem det der føltes som en tunnel af farver og universet, inden at den gribende vind lagde sig, og de stod midt i en sal på et kæmpe prægigt slot i himmelriget. "Velkommen til Himmelriget." Sagde Flakezé. Hans stærke øjne vendtes mod hende, for at se hendes reaktion, og om nødvendigt være klar til at reagere, hvis hun følte ubehag. Mest af alt, drømte han med et smil om sine læber om hvordan han kunne ønske sig at vise hende mere af sin verden. Hans helt egen verden, ganske få havde set. Den verden der var indeni ham.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Da Flakezé bød hende at tage med på mission, nikkede hun ivrigt. Hendes øjne strålede af spænding, som hun studerede den blå hingst. Under det skinnende, sorte skind var musklerne spændte. Klar, til hvad der end måtte møde dem. Trudy vidste ikke, hvad hun skulle forvente af himmeriget. Hun kunne jo ikke ligefrem påstå, at hun havde været der før. Smukt, at der måtte være smukt, var hendes umiddelbare tanke, men man kunne selvfølgelig aldrig vide. En pludselig tanke fik hende til at rynke brynene, hvis hun ellers havde haft nogen. Smeyé var deroppe, det vidste hun godt, men var det ikke også noget med, at Helzlori frit kunne bevæge sig mellem himmeriget og helvedet? Åh nej, ikke dem begge to. Det var egentligt underligt, hvordan Trudys tanker om dødsguden var temmelig lave. Til forskel fra Smeyé, havde han aldrig gjort hverken Trudy eller hendes familie noget. Der var bare noget lusket ved den fyr..

Da Flakezé nu placerede sig direkte ved siden af den sorte hoppe, kunne hun tydeligt mærke, hvordan hendes krop sitrede let. Af en eller anden grund, håbede Trudy ikke, at han bemærkede noget. Det passede ligesom ikke ind i denne situation, som de skulle til at tage alvorligt. Alligevel følte Trudy en åndsvag fnisen presse sig på. Hvad var det nu for noget? Det stoppede heldigvis, da et glitrende sølvskær omringede dem. Spændt studerede Trudy sølvskæret, mens hun lyttede til Flakezés instrukser. Føles ligesom at flyve? Ja det ville Trudy ikke kunne udtale sig om, det var kun hendes barnebarn der havde vinger, ikke hende. Med ét blev alting mørkt, og den sorte hoppe mærkede nu en underlig følelse i sit indre. Det var som om hun blev trukket i, voldsomt, men dog uden at det gjorde ondt. Og så skete der pludselig noget fantastisk. Et væld af farver eksploderede med ét omkring hende, og ikke kun farver. Stjerner, måner og alverdens andre planeter fór forbi hende, så hun slet ikke kunne nå at opfange det hele. Og så var det forbi..

Noget fortumlet opdagede Trudy nu, at hun atter havde fast grund under hovene. Det var dog tydeligt, at de ikke længere var i Proelio. En kæmpemæssig sal omgav de to heste. Salen virkede så stor, som kunne den indeholde en hel landsdel i sig. Loftet strakte sig i det uendelige opad, og hvad var det? Var det stjerne Trudy kunne skimte helt deroppe? Med et kæmpe smil vendte hun nu blikket mod Flakezé, der stod og betragtede hende. "Hvor er her fantastisk! Hvad er det her for et rum?"

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Var det eventyrslyst han så i Trudys øjne? Han nød den, med en maskulin grinen. Det forbløffede ham, hvad den sorte hoppe med farvestrålende man indeholdte. Det var næsten som... Hans hjerte sank i brystet på ham, men han bed det i sig, og smilede til Trudy. Hun var af god støbning, det var i sandhed få der havde en så konkret holdning om Guderne, der ikke var til at rokke, og han forstod det. Men alligevel viste hun ham gang på gang, hvordan hun var villig til at give ham en chance - på lige fod med hende altså... De mange, mange år der var gået, fik ham til at fundere over hende. Det var som om han genså en lille del af hans hjerte. En del han havde efterladt i fortiden, og ikke gravet frem før hun. Hans øjne lyste så rent mod hende.

Flakezé skimtede et øjeblik på hende. Han sansede hendes følelser, der var farverige og nærmest helt sitrende. Hans egen krop kunne ikke lade være at spænde let, i den kontakt der fandtes mellem dem. Teleporteringen var hverdag for Flakezé men han nød at se hendes reaktion. Han skridtede frem i salen, da de ankom til den. Trudy var allerede i gang med at studere, og før han vidste af det lød hendes skønne stemme i den store sal. Han lo igen. "Jeg ejer denne sal. Den ligger ovenover gudernes Tronsal. Hver af de andre, ejer ligeledes en stor sal i vores slot. Her er magien så intens og stærk, at man ikke finder dens lige andre steder. Det er derfor vi ofte laver vores skabelser her, eller som nu - opklare mysterier." sagde han med en indlevende stemme. Rummet emmede af hans blå aura. Gardinerne var blå med sorte ender, og grønne silketove til at holde dem væk fra de detaljefyldte vinduer, der fortalte om hans første århundredere i verden. Gulvet var skinnende i matblå og smaragdgrønne farver, med glitrende stjerner på. Loftet var mosaikker af nyere tid, hvori hans børn og Eos var skåret ud. På den bagerste væg fandt man en enorm tavle, hvor navne og noter stod i massevis. På den anden væg hang der billeder der bevægede sig af hans vigtigste minder. Deriblandt et par om Trudy selv.

"Alt hvad jeg ønsker at benytte i dette rum, dukker op ved tankens kraft. Selv det du ønsker. Tænk på en genstand så intenst du kan, form den, og ønsk dens tilstedeværrelse, da vil den dukke op." han så på hende igen, og skridtede en anelse længere rundt i rummet. De ting missionerne havde bragt hertil, var at finde i hjørnet.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Forbløffet kiggede Trudy på Flakezé, da han fortalte, at denne sal ene og alene var hans. Og ikke nok med det, så havde alle de andre guder også sådan en sal. Ufatteligt! Himmeriget måtte i sandhed være enormt, blot det, at det skulle rumme fem af sådanne sale. Stille skridtede den sorte hoppe rundt, mens hun forsøgte at se det hele på én gang. Der var dog så meget at kigge på, at det ikke lod sig gøre i ét blik. Og dette var altså stedet, hvor magien var stærkest. Det var her alting var opstået for første gang. Forunderligt.. Trudy blev helt melankolsk, som hun prøvede at forestille sig, den første hest der var blevet skabt, udover Laylis. Hvordan mon den havde været? Og hvilket udseende havde den båret? Havde den været fuld af den magi, som den var blevet skabt af? Eller havde den blot været en helt almindelig hest? Der var kun én, der kunne svare på alle disse spørgsmål. Desværre var tiden ikke inde til svarene. Hende og Flakezé var kommet her af én speciel grund, og det måtte de hellere koncentrere sig om. Som Trudy nu begyndte at bevæge sig tilbage mod den blå gud, fangede hendes øjne dog en meget genkendelig pink farve på den ene væg. Forundret skridtede hun nærmere, mens hun kneb øjnene let sammen, for at kunne se skarpere. Med en brat bevægelse stoppede den sorte hoppe nu op. "Flakezé," kaldte hun uskyldigt. "Hvad er det her?" Af en eller anden grund, havde Trudy genkendt sig selv på denne enorme endevæg, men hun forstod ikke hvorfor. Forstod ikke hvorfor hendes billed befandt sig i Flakezés enorme tronsal. Mon der var noget lusk ved det hele? Søgende fandt hendes blik nu Flakezés, og tanken om lusk virkede nu absurd. I hvert fald når det gjaldt den blå gud. Hvis det nu havde været Helzlori, havde det været en hel anden sag. "Kan de andre guder komme herind?" Hun forsøgte at lyde henkastet, men var ikke sikker på, at det gik så godt, som hun gerne ville have det.

Da Flakezé nu fortalte om, hvor magisk dette rum rent faktisk var, selv for en så normal som Trudy, gjorde hun store øjne. Var det virkelig muligt? Ville hun, der ikke bar så meget som ét gram gudblod i sig, kunne skabe ligesom en rigtig gud? Da Flakezé nu gav hende lov til at prøve, var det med en iver så stor, at man næsten kunne tage og føle på den, at hun forventningsfuldt lukkede øjnene. Hun så den for sig i tankerne. Så hvordan den var formet, så dens farver, så hvordan den levede. Med ét følte hun et let pres mod hjertet, der dog lige så hurtigt forsvandt igen. Da hun åbnede øjnene, stod den direkte foran hende. Den smukkeste man kunne tænke sig, til trods for at den blot var i miniformat i forhold til, hvad den ægte blomst var. En solsikke, men ikke en hvilken som helst solsikke, for udover dens lille størrelse, var de fine kronblade ikke gule, men blå. Blå som Flakezé pels. Da Trudy så dette, kunne hun ikke lade være med at le. "Det lader til, at du er godt plantet i mine tanker min blå ven." Herefter plukkede hun solsikken, og lagde den for hovene af Flakezé. "Den er til dig. Til minde om den dag, du blot tog en sølle hest med til dit guddommelige Himmerige." Et drillende glimt var at spotte i de mosgrønne øjne, som den sidste kommentar blev sagt.

Trudys øjne fangede nu tingene fra de andre missioner i et hjørne af den store sal. "Vi må hellere se at komme i gang," stemmen var blevet alvorlig, som den sorte hoppe var blevet opmærksom på, hvorfor de egentligt var her. Sygdommen, pesten, virussen.. Hvad det så end var, måtte den kureres. Heste var ved at dø i Proelio. Jah-lila var ved at dø.