Post by Ryhenna on Dec 30, 2015 17:20:57 GMT 1
Ryhenna
Glæden føltes varmere end den blændende sol havde været. Nocturno bevægede sig, han var i live! De havde klaret den! Snart ville de stå i templet foran Jaymelia og fortælle hende om det der havde stået på stenene. En pludselig energi fyldte hende, men forsvandt lige så hurtigt.. Hele hendes krop var øm, og bad om hvile, om end hun sikkert havde lagt her længe. Som de grønne øjne hurtigt strøg over himmelen kunne hun se de nok havde lagt her i en time, måske endda to? En let kuldegysning gled over hendes krop, det var heldigt intet andet væsen havde betrådt dette sted længe, for ellers havde de måske ikke overlevet på trods af den blå blomst. Som hun igen så ned lagde hun kun kort mærke til at Nocturnos øjne lyste røde i det kommende mørke inden noget underligt skete.
Ryhenna havde skam haft nærkontakt med andre før. Ja, hun havde endda været så forelsker at hun valgte at blive i et fremmed land for kærligheden. Den forelskelse var opstået stille, langsomt, snigende men forventet. Nærkontakten havde været det samme. Dette var anderledes. Fortumlet og lettere forundret kiggede Nym ned på sin mule, og prøvede at overveje hvad hun syntes om dette tydelige tegn på omsorg. Hingstens ord fik dog reaktionen frem og hendes ansigt forvrængede sig snart i kulde. Et fnys lød fra hende endnu hun skulede op på hingsten der nu rejste sig. Pludselig følte hun sig ikke specielt ør i hovedet længere, men ganske vågen og i kontakt med sin egen krop.
Stille rystede hun på hovedet inden hun fik rejst sig, på ingen måde opmærksom på hingstens blik. Hendes krop arbejdede også en smule langsomt, men hun kom skam på benene og så nu i alle andre retninger end på den sandfarvede hingst.
"Skal du hvile dig eller kan vi komme afsted?" Hoppens stemme var kold. Man skulle ikke tro at hun var den samme hoppe der for få timer siden desperat havde kæmpet for at redde hende selv og den anden hingst. Hendes mule blev skudt en smule i sky mens hun skævede mod Nocturno uden helt at se på ham.