Ryhenna

Ryhennas første indskydelse var at juple over at kunne se hingsten vakle en smule i hans skridt. En vildere reaktion fik hun dog ikke og derfor fik hun snart igen sit utilfredse ansigtsudtryk strøget hen over sin mimik. Det var tydeligt at nu hvor han var vågnet var hans humør ikke til at rokke meget ved, så da han endelig kom op på hendes side kunne Ryhenna ikke holde humøret nede længere, for måden han så tydeligt prøvede at provokere hende på fik hende blot til at bryde ud i latter. Det var vel rart at få lidt modstand til tider, og Ryhenna måtte indse at hun nok ikke helt ville kunne finde ud af hvorledes denne hingst reagerede på de forskellige situationer de blev smidt ud i, det var interassant!

I en energisk trav var hun igen oppe på hingstens side inden hun satte farten ned til en skridten. "Ja vi kan da ikke have at puttemonsteret kommer til at føle sig alene." Hoppens øjne glimtede drilsk mens hun sendte ham et skævt smil, måske endda lettere udfordrende.

Nocturno sendte hende blot et slesk blik, inden han hapsede ud efter hendes ene balle i ren sjov.  Han nåede dog ikke at sætte tænderne i den, inden han trak mulen til sig og krølllede den en anelse op. Mere var der så ikke i det da hun nåede at tale. Nocturno tog et ekstra skridt ind mod hende, så han rigtig kunne gå og putte sig op af hende. Han så udfordrende på hende. 

" Jeg ved du kan lide det. " 

Drillede han nu. De røde øjne spillede let af det der skulle minde om livsglæde.  Han gjorde et let kast med hovedet, inden han klukkede muntert for sig selv. Skøre hoppe. 

Ryhenna

Ryhenna prustede opgivende over hingstens sleske blik. Sikke da en udfordring han sådan skulle være, og så endda lige fra morgenstunden. Hingstens konstatering fik hende til kort at kigge skråt op til venstre mens hun funderede over tanken. Hans pels mod hendes, og den varme han havde tilbudt om natten. Brød hun sig om det? Ærligt talt var hun ikke helt sikker på det, men således var det ofte med hoppen med de grønne striber, hun havde svært ved at bestemme sig i situationen for det hele afhang af hendes humør.
"Jeg tror nærmere at du ved, at jeg ved, at du kan lide det, men at du enlig ikke ved, om jeg syntes, at du ved, at jeg ved om jeg bryder mig om det" Hun kiggede drillende på Nocturno for at se om han kunne følge med.

Nocturno rystede på hovedet og himlede på øjnene med et svagt smil. Han kunne ikke følge med i hendes ord, men lod blikket vandre en anelse frem, for lige at tjekke hvor det nu var de gik hende. Han skævede let over til hende. 

" Nu ikke fjollet. Ellers havde de striber der nok flået mig for længst " 

Konkluderede han med et skævt smil over mulen, inden han satte farten lidt op og rettede blikket frem, med missionen for øje.  Han kunne ikke glemme de striber. Det ville aldrig være muligt for ham og hendes striber bar en lighed med hans.  Derfor konkluderede den sandfarvede hingst at det var bedst at holde sin afstand og derpå trak han sig et par skridt væk fra hende, og man kunne nærmest se hvordan facaden sænkede sig over ham.   Hvorfor ville Guden teste ham så meget. Nocturno trampede frem, for at skabe en afstand mellem dem.  Han var en hingst med ar på både krop og sjæl. 

Jupan Ørknen så ved første blik ud til, at være et fuldstændig dødt land med intet andet end sand. Sand så langt øjet rakte. Men her var skam liv. Små totter af særligt tilpassede, stift græs var at finde, for ikke at forglemme kaktusserne, der stod i al deres pragt med deres store, livsfarlige pigge strittende til alle sider. Udover planterne var her også et rigt dyreliv, som man ikke umiddelbart lagde mærke til. Små ørkenrotter, slanger og firben af forskellig slags og sågar en sjælden sangfugl levede herude. Ørknen var måske nok et barsk og goldt område, men havde man de rigtige briller på, var den mindst lige så smuk, som alle andre områder i Proelio. Barsk og smuk, ja.. Men så sandelig også lumsk og uberegnelig. Uden de havde nogen som helst chance for at vide det, var de to heste, der betrådte Jupan Ørknens sandede jord, godt i gang med at gå direkte i en fælde. En helt særlig form for kviksand, der var specielt tilpasset sandet i denne ørken, og derfor ikke til at se, lå som et stort tæppe, spredt ud direkte under hestenes hove. Langsomt og uden at bemærke det, sank hestene længere og længere i, for hvert skridt de tog. Det var dog først når de var nået så langt ud, at deres maver rørte sandet, at de ville være fortabte. Kviksandet changerede i forskellige nuancer, og kom man ud på de mørke plamager, ville man få fast grund under hovene. De lyse pletter derimod, ville med en særlig ihærdig kraft, forsøge at holde fast i én, og de små tuer der var rundt omkring, så måske nok faste ud, men var de rene dødsfælder, da man her ville ryge i til maven med det samme.

Der var ingen der havde sagt, at Jupan Ørknen var et gæstfrit land.

Ryhenna

Ryhennas ene 'øjenbryn' hævede sig undrende over den sandfarvede hingst. Først trak han sig væk og skabte blot en smule afstand, derpå endnu mere. Hoppen rystede på hovedet, undrende. Nu havde hun ellers l ige accepteret hans nærhed og ladet ham putte op af ham natten lang, og nu skabte han afstand mellem dem? Med et opgivende prust rystede hoppen på hovedet, hendes næste træk var så at komme med en skarp bemærkning til hans mærkværdige opførsel, men andet distraherede hende.
Det blev kun til starten af et utydeligt ord der forlod hoppens mund inden ordene forsvandt og blev til en forvirret hvinen. De grønne øjne blev spærret op i forvirring og chok inden de hurtigt søgte ned mod hendes hove. I et stykke tid havde hun troet de bare vandrede i blødt sand, men som hun så ned kunne hun se at alle hendes hove var sunket ned i jorden, og som hun havde prøvet på et hæve det ene bagben havde jorden ikke bare givet efter. Forskrækket noget hun kun at sende Nocturno et kort blik inden hun prøvede at registrere alt ved denne situation.
Jeg sidder fast, okay, pis! pis.. pis! Panikken var ved at få sit tag i hoppen og fik hendes hjerte til at banke i et vanvittigt tempo, adrenalinen gjorde dog hendes hjerne skarpere end normalt, og hun opdagede snart at hun stod på lys jord, ikke langt fremme var der mørk jord. Uden tanke for hvad Nocturno havde gang i prøvede hun at sætte frem og følte næsten at hendes hove blev hevet af som hun med nød og næppe fik løsnet sine hove fra jorden og i et underligt hop kom op på den mørkere jord. I få sekunder troede hun at hun igen var ved at falde i, men hun stod fladt på jorden og hendes hove sank ikke i. Først da kiggede hun hastigt over på Nocturno, bekymret og klar til at komme til redning om nødvendigt.

Nocturno havde travlt med at ignorere hoppen, den stribede. Han havde trampet afsted i et uopmærksomt øjeblik, og havde ellers været godt opmærksom på det foran sig, men hendes antydning af et ord det blev forvandlet til et hvin, fik ham til at stoppe midt i et skridt. Han stod nu stille og stirrede som sandet forsøgte at sluge hende. Det lyse sand. Den sandfarvede hingst var hastig til at kigge under ham selv, men til alt held stod han på en mørk plet, med den ene forhov faretruende hængende over en af de der hesteædende tuer. Den så indbydende ud, men ligeledes gjorde det lyse sand som hun havde sat fast i.  Et hurtigt blik ud over horisonten indikerede på at de havde en lang tur i vente over dette bælte. 

" Okay.. "

Mumlede han stille. Om det var en konkludering til hvad han skulle gøre, eller om det var et spørgsmål til hendes velbefindende var et fortolkningsspørgsmål. Stille og varsomt trådte han frem, mens han nu sprang til den næste mørke plet. Det her ville blive hårdt. Nocturno så tilbage på hende. 

" Hold dig til det mørke. Det er det eneste vi ved der er sikkert.. Ser det ud til.. "

Det sidste var en form for garantifraskrivelse. Han var ikke sikker på noget ligenu. Ikke engang ham selv.  Derpå bevægede han sig langsomt, mens sikkert frem gennem det livsfarlige bælte. Han holdt dog vågent øje med Ryhenna. 

Ryhenna

Ryhenna kiggede på ham.. Hun havde været lige ved at blive slugt, ja spist af sand, og alt han havde at sige var okay. Et foragteligt fnys forlod hendes mule, sikke dog en forkastelig hingst han kunne være til tider. Fornærmet satte hun næsen i sky et øjeblik og måtte bruge mange kræfter på at prøve på at dæmpe sig selv. Hidsigheden forsvandt stille, og hun kiggede igen ned, men ikke på den sandfarvede hingst, det nægtede hun. Specielt nu hvor han talet igen. Hun vidste da godt hun kun skulle gå på det mørke, var det ikke hende selv der havde fået reddet sig væk fra det lyse sand og regnet den ud? Kort rystede hun på hovedet.
Hoppens øjne blev fæstnet på jorden. Med lettere rystende ben og bankende hjerte satte hun endelig frem efter Nocturno. Dog holdt hun sig til sin egen sti, altid et par meter væk fra hingsten, og i et kort øjeblik håbede hun lidt på at de ikke havde langt igen, for lige i dette øjeblik brød hun sig ikke særligt meget om hendes ledsager, og det kunne skam også godt ses i det stålfaste ansigt.
Hvad der dog overraskede hende selv var den lille glød der nu strålede igennem i de grønne øjne. Den lille snært der viste at hun var en smule såret.

Nocturno høvlede derudaf i sit eget tempo, hvilket Ryhenna ikke havde problemer med at følge med til, var nogen han kunne konstatere da han drejede hovedet for at se om hun var med. Hendes udtryk ramte ham som en mur, og hans reaktion var blot at ligge ørerne fladt ned i nakken og vende hovedet bort. Herfra var det somom at den sandfarvede hingst satte et højere og højere tempo på.  Snart sprang han i et højt galoperende tempo fra plet til plet. Den sandfarvede hingst havde ikke brug for nogen. Der var alligevel aldrig nogen der kunne forstå ham på nogen måde. Han fnyste ophidset og han ulmede af frustration, indtil han stoppede op på det sidste mørke stykke inden sandet jævnede sig ud foran dem. Det så umiddelbart normalt ud, men spørgsmålet var om de nu var nået så langt så de var hvor ingen anden havde trådt. Han kunne da håbe, så skulle han ikke bruge for meget energi i hendes selskab.  Han forsøgte at være rar og høflig og hun endte alligevel op med at være frastødt, så hvad var pointen. Så kunne hun ligeså godt få nedlagte ører og en olmt rynket mule og en frustration der næsten bar en pulserende aura omkring ham. 

Ryhenna

Fra plet til plet gik det, i godt tempo når dette var muligt, men af og til springende når det ikke var muligt at gå videre. Ryhenna havde enlig gået i sin egen verden en tid, fokuseret på ikke at kigge på Nocturno, og derudover fokuseret på ikke at falde i det lyse sand igen. Endelig kiggede hun dog til venstre for sig for at se hvor langt den sandfarvede hingst var nået, men i stedet for at se en hingst så hun blot ud i ingentingen. Kort stoppede hun op, forskrækket, var han blevet slugt af sand mens hun ikke kiggede? En kort panik fyldte hendes lille krop og hun kiggede forskrækket rundt. Endelig mødte hendes grønne øjne dog hingsten og lettelse og vrede blandede sig i hendes krop da hun så ham i hastigt tempo presse sig frem.
Med intentionen om at skælde ham ud for at forlade hende satte hun efter ham i galop så hurtigt som terrænet tillod.

Hjertet hamrede og hendes hals brændte da hun endelig nåede op på siden af Nocturno. Hendes øjne skulede ondt til ham, men da hun så hingstens olme udtryk endte hun blot i et kæmpe grin, et grin der ikke var til at styre, og tårer vældede snart op i hans øjne. Desværre måtte hun indse at Nocturno så ganske latterlig ud når han var sur, og måske så han endda en smule sød ud.

Allerlængst ude i ørknen.. Hvor sandet havde ligget i flere årtusinde, og ingen før havde vandret, var der dødt. Der var så tørt, at der ganske enkelt ikke kunne leve noget derude, hverken dyr eller planter. Alligevel formåede stedet at virke levende, til trods for der intet andet var end sand, så langt øjet rakte. Her var stille og bagende hedt, idet ikke én vind rørte sig. Solens stråler blev ubarmhjertigt kastet ned mod ørknen, som nærmest lod til at absorbere strålerne, hvilket gjorde sandet glohedt.

På dette gudsforladte sted, dukkede der pludselig en lille lavning op. Sandet i lavningen var hårdt som sten, og skabte en perfekt halvcirkel dér, midt i ørknen. Ved siden at lavningen lå der to flintesten..     

Nocturno vippede et ører da hun kom op på siden af ham og brød ud i et kæmpe grin. Han rystede stille på hovedet uden at foretrække en mine. Hans blik skuede over dette område og først nu mærkede han hvordan svedet piblede ud fra hans pels. Han rystede vredt på hovedet af sig selv og skævede over på Ryhenna. Uden et ord fandt han vej mod den stenhårde halvcirkel. Her stod han så blot og så en anelse forvirret til.   Et forvirret og søgende blik ramte Ryhenna. Vidste hun mon hvad de skulle?  Han så godt de to sten, men tænkte ikke videre over det.  Det brændte under ham, jorden var varm og han var taknemmelig for at hans hove var følelseløse, men han kunne stadig mærke en snært.   De røde øjne fandt igen fokus på Ryhenna, mens han stikke mimrede med mulen. Han var forvirret og vidste  ikke hvad han skulle gøre af sig selv på nogen punkter ligenu. 

Ryhenna

Først nu da hun stod stille kunne Ryhenna mærke sveden dække sin krop, både pga. den hårde galop hun lige havde foretaget sig, men også fordi at solen brændte hendes mørke pels. Med et lettere opgivende prust så hun også ned på sine hove der snart begyndte at bage, hun syntes næsten hun kunne høre dem syde. Dette var da for alvor et forfærdeligt sted.
Optaget af den glohede varme havde Ryhenna ikke opdagede at Nocturno var gået videre, først da hun kiggede på så hun ham længere fremme stå nede i en halvcirkel dannet af hårdt sten. Ryhenna havde aldrig set en lavning som den, og noget sagde hende at de var fremme. I en trippende trav satte hun frem mod Nocturno der så ganske forvirret ud. Da hun endelig nåede frem til ham følte hun at hendes hove var 100 grader, og at hendes ryg var blevet solskoldet gennem den mørke pels. Hun rystede på hovedet og koncentrerede sig om opgaven. Først gik hun ned til Nocturno, og uden at vide hvorfor fandt hendes mule hingstens hals som hun strøg stille. Hendes øjne så derefter mod hans i et varmt blik der brændte som solens stråler. "Kom" Ryhenna gik op af lavningen, for hun havde bemærket de to flintesten, og noget måtte man skulle bruge dem til, ellers kunne de vel ikke ligge her som de eneste flintesten i miles omkreds? Hoppen vandrede hen til dem og tænkte sig nu om.
"Fra mine spæde dage kan jeg huske en fortælling, eller måske det var en drøm?" Ryhenna smilede stille og så fra flintestenene til Nocturnos have der virkede til t være hårde som stenene selv. I et stort smil kiggede hun op på hingsten, for måske havde hun knækket koden. Adrenalinen begyndte at pumpe i hendes blod og fik hende kort til at glemme varmen der var begyndt at være ulidelig. Hun rettede sig op, tog et skridt tilbage og sagde, "Prøv at trampe din hov mod en af stenene." Mon det ville virke?

Nocturno følte sig hjælpeløs, mens han forsøgte at regne ud hvad de skulle herfra. Han drejede et par omgange om sig selv, inden han nu så at Ryhenna var noget op til ham og fandt ud af at få ham hevet med sig. Han måbede svagt at uvisse årsager, og fulgte med uden nogen protest. Han stoppede tæt ved hendes side og så nu ned på stenene, en anelse pinlig over ikke at have spottet dem med det samme. Han lagde hovedet på sned ved hendes lille historie. Han så igen på hende, med et hvorfor mig udtryk da hun bad ham trampe på stenene, men mandede sig op og tog et par overdrevne macho skridt hen mod stenene, inden han dog blev mere seriøs.  

Vægten blev lagt på hans bagben og musklerne spillede under det svedige hårlag i det han hævede hovene fra den hårde jord, og hamrede dem ned i stenen med et rigtig hingstet fnys. Han slog et svirp med halen og så nu omkring, inden han dog bakkede tilbage mod hende, for at være lidt på afstand af stenen. Han ville i hvertfald ikke indrømme at hans ben dunkede af at blive hamret ned i den hårde jord. Niksen. Aldrig.  

Ryhenna

Hingsten fulgte, og han lyttede til hende. Trods sin iver efter at få udfyldt denne opgave, og håbet om at han gjorde som hun sagde, havde hun faktisk ikke forventet det. Kort blev hun revet væk til minder om dagene i islandet hvor hun havde endt med at rende rundt som diplomat blandt de 5 klaner, og derved i sidste ende havde gjort alle glade, forenet landets heste. Hun rystede på hovedet da en let tristhed ramte hende.
Hoppen holdt en fnisen tilbage da Nocturno rigtigt skulle vise sig frem, men hun følte sig også overrasket over hvor meget hans muskuløse krop enlig kunne fremstå, så hendes hoved gled en smule på sned. Hendes øjne endte dog på stenene. Da han havde hamret sine hove ned i den ene sten kiggede hun forventningsfuldt rundt i området, derefter ned i fordybningen. Intet skete.
Utilfredst udstødte Ryh en fnysen inden hun begyndte at tænke. Hvad kunne man så gøre? Hun havde ærligt talt haft en underlig bizzar idé om at der ville opstå gnister når hingstens hårde hove ramte stenen, og at månen foran hende havde været fyldt med flammer. Intet skete. Hun lukkede kort øjnene og tænkte tilbage på hvad Jaymelia havde sagt.. "Et offer." Ordene var en utydelig hvisken inden hun alvorligt kiggede på Nocturno og tydeligt, dog med en let uro i stemmen sagde. "Et offer. Vi skulle bringe et offer. Er det mon nu? Hvis stenene ingen nytte gør, skal vi så.." Ryhennas ord døde ud, for et offer kunne være mange ting. Verbal, fysisk, spirituel.. De grønne øjne lå forvirret i hingstens røde. Eller var meningen at de skulle prøve de to sten igen?