Den brune hingst have ikke meget til overs for den nye gudinde.. Hvis hun var så guddommelig, kunne hun så ikke se, at han på nogenmåde var skabt til at befærde sig her i junglen?! Han var muggen og på nippet til at smide det hele på gulvet, hans partner var her ikke engang.. Det var bare storslået! Her troede den brune, at han kunne gøre en forskel og faktisk være til en hjælp, men næææh nej.. Det budskab ville være utrolig svært at få fat i havde hun sagt og her stod han så. Han følte sig mere blå og lilla end brun, han havde græsstrå og andre bevoksninger i man og hale efter flere tumle ture.. Hans ene ben var hævet og aftenen så ikke ud til at blive mere fantastisk..  Ducan havde været spændt i flere dage og havde enligt lidt håbet han kunne snige sig uden om denne her mission, men hans stolthed trak ham tilbage. Han kunne ikke efterlade den bevingede hoppe i stikken på denne farlige mission, hvad nu hvis hun slog sig selv ihjel for at få budskabet til Jaymelia? Hun var en budbringer og han ville nok stå med skylden i sidste ende, for dette var en mission for to, ikke en.. De brune øre vippede kort bagud og han så sig kort omkring med de røde, irritable øjne. Han kunne heller ikke lade Jaymelia i stikken. Han havde følt magien, da hun rørte hans pande.. Han kunne ikke forråde det håb hun havde tændt i ham. Magi betød det umulige. Magi betød ønsker, magien kunne give ham det han aldrig havde haft. Ducan hungrede, det drev ham videre selvom hans liv syntes noget så miserabel.. Den brune hingst hungrede efter den styrke han manglede til at stå op for sig selv og de han elskede.

Han stoppede op og så sig om. Intet var at se, ingen bevinget hoppe.. Havde hun ladet ham i stikken? Hvis ja.. Han fnøs hårdt. Hvis hun havde ville han gøre sit bedste om, han så måtte gå der ind alene uden backup.. Den røde hale slog kort bag ham, inden han fortsatte frem igen, langsomt og i en uregelmæssig rytme. 

Den tidligere budbringer Irissia Asandi befandt sig et godt stykke oppe i luften, hvor hun fra oven tog bestik af den hemmelighedsfulde jungle, som hun om lidt skulle begive sig ind i. Iris var ikke helt vild med idéen. Hun stolede ikke på denne Jaymelia. For hvorfor havde gudinden valgt en mission til Iris, som foregik et sted der var så tætpakket af træer, at hendes store vinger ikke ville give andet end problemer? Var der ikke hemmelige budskaber ude i det fri? Uden at vide noget om det, var den gyldne hoppe dog sikker på, at det var der, så hvorfor sende hende ind i en jungle? Håbede hun på, at Iris ikke ville komme tilbage? Men hvis Iris ikke kom tilbage, ville Jaymelia heller intet høre til sit budskab, så det var da en tåbelig idé, hvis det altså var sådan den grønne hoppe havde tænkt. Hendes makker havde Iris ikke skænket de helt vilde tanker. Hun kendte ham ikke, havde sågar ingen anelse om, at han var Aarons halvbror. Heller ingen anelse om, at han muligvis havde visse skavanker. Men det skulle hun tids nok opdage.

Iris havde nu opdaget en brun klat ved udkanten af junglen. Let og ubesværet vendte hun nu mulen mod jorden, og styrtdykkede med et lyksaligt smil på læberne. Der var nu intet i verden som at flyve! I god tid for ikke at forskrække hendes makker, rettede hun op og lod sig blidt dale det sidste stykke ned mod jorden, hvor hun landede et stykke fra den brune hingst. Nysgerrigt studerede hun ham, som hun foldede sine vinger sammen. Han så ud som om, at han allerede havde været inde i junglen, med al den vegetation som hang fast diverse steder i hans pels. Med et venligt smil om den mørke mule, skridtede hun nu over til ham. "Goddag, mit navn er Irissia Asandi, og jeg skal tilsyneladende være din makker på denne mission." Den bevingede hoppe havde aldrig været det, man kunne kalde genert.

Han brummede kort og skulle til at gå videre, da en lyd af vinger ramte hans øre. Han stivnede. Minder om at blive nedlagt fra luften ramlede over ham og han begyndte at bakke i en kluntet gang. Træer. Læ. Hvis han kunne komme i læ ville intet ske.. Hans røde øjne styrtede fra side til side for til sidst, at søge til himmelen. En lys hest landede lidt væk og han stoppede brat op. Det var ikke dæmonen. Det var ikke den sorte.. Han var død. Han huskede det nu. Han døde i krigen. Han lod al spændingen i kroppen ud igennem et fnys. Han betragtede den mere eller mindre fremmede hoppe. Hun ville nok sidde fast flere gange end han ville med de store vinger hun bar rundt på.. Han mærkede den varme følelse af irritation vende tilbage. Han måtte virkeligt trække vejret og tage sig sammen... Han havde lagt ørene ned af nakken, da han hørte vingerne, men vippede dem nu ud til siderne, som hans missions partner gik tættere på. Han bevægede sig ligeså mod hende, indtil der var omkring to meter mellem dem. Han forventede halvt, at hun stoppede, men nej. Hun skulle absolut fortsætte.. Ligesom Eudora.. Men det var noget andet med Eudora. Bare tanken om den energifyldte hoppe fik ham til at køle ned og han mødte den fremmede hoppe med et sæt glødende orangerøde øjne. "Det ser sådan ud.. Jeg er Ducan Tenebris fra Slavian. " Hans stemme var venlig, men den bar tydelige undertoner af et mørke og en mere kynisk side. Hans øjne studerede kort hoppens vinger igen. 
Han vendte sig mod junglen og slog let med hovedet i den retning. "Jaymelia sagde vi skulle ind i den dybeste del ikke?" Venligheden var skrallet af og efterlod en hård, varm stemme, der ikke gav nogen videre indikation om hans humør. Aftenen var allerede ved at blive gammel og forandre sig til nat, så de måtte heller se at komme igang..

Iris havde godt bemærket, hvordan hingsten havde opført sig temmelig panisk, da hun havde lagt an til landing, men hun valgte dog ikke at nævne noget om det. Han virkede allerede temmelig skeptisk overfor hende, hvilket til hendes forfærdelse mindede hende om Mephisto! Åh nej, ikke en til af ham. Da hingsten dog valgte at præsentere sig med et noget venligere tonefald end hans kølige blik, skyndte Iris at drage den slutning, at dette ikke var en Mephisto 2. Ducan Tenebris.. Ham mindes hun ikke at have hørt om før. Da han nævnte, at han var fra Slavian, følte hun tydeligt, hvordan varmen skød op i hendes kinder. Så måtte han kende Aaron. Den hvide hingst havde dog intet med denne mission at gøre, så hun tvang ham ud af hovedet igen.

Iris bemærkede godt, hvordan skepsissen atter lyste ud af Ducan Tenebris, da hans blik faldt på hendes vinger. Dette fik den bevingede hoppe til at føle sig yderst provokeret, og da han spurgte ind til, om de ikke godt nok skulle ind i den dybeste del af junglen, valgte hun blot at nikke, mens hun med raske skridt begyndte at bevæge sig mod de første par træer. Kort stoppede hun op, mens hun kiggede sig tilbage. "Kommer du?" Hendes stemme var lige så følelsesløs som hans. De behøvede vel ikke ligefrem at lære hinanden at kende, for at fuldføre denne mission? Tøvende stoppede hun endnu en gang op ved de første træer, mens hun kiggede tvivlende ind mellem træerne. Det her ville ikke blive let. Et sidste blik tilbage på den brune hingst, fik hende dog til at tage de første spæde skridt, og derefter gik det lettere. Nu måtte hendes makker gerne til at rubbe hovene, så de kunne blive færdige med denne opgave. 

Den brune hingst slog kort med halen og de brune øre blev vippet bagud, som han betragtede hende. Hendes reaktion på hvor han var fra fik ham dog til at vippede det ene øre ud til siden med en nysgerrig mine. Ducan Tenebris var ikke meget for at snakke med komplet fremmede, men det betød ikke, at han ikke så andre og huskede deres reaktioner og opførelse. Hun virkede til at blive påvirket yderst negativt af hans sorte humør, hvilket han ikke var vant til, da de eneste heste han delte sit selskab med var ligeglade og kørte deres eget løb uden at tage sig af hans humør. Eudora løftede tilmed hans humør blot ved at være tilstede.. Hans øjne søgte jorden. Den bevingede hoppe begyndte nu at gå ind i junglen på sine slanke ben. Han kunne ikke byde hoppen dette humør.. Eudora ville også finde det yderst irriterende, det ville han næsten vædde hans pels på! Han måtte vel bare finde et tidspunkt og undskylde for hans trælse humør, der spredte sig til den fremmede hoppe... 
Men for nu ville han koncentrer sig om at gå. Han løftede sine ben unødvendig højt for ikke at falde i en klump af græs eller andet fremmed bevoksning. Junglen her var en af de steder, han stortset aldrig havde været i hele sit liv.. Lidt dumt, taget i betragtning han aldrig havde forladt Proelio.. Hans røde øjne så op efter den lyse hoppe og et suk forlod hans lyse mule. Det var en mission, to mands mission, en der handlede mere om teamwork end hvad et individ kunne gøre alene. Han måtte gøre sit ellers ville Gudinden nok brænde ham over en langsom ild, måske bare æde ham rå eller kaste en forbandles over ham.. Man vidste aldrig med guderne, de gjorde hvad der passede dem og først når lokummet virkeligt brændte så begyndte de at arbejde sammen og sætte Proelio og dets indbyggere højere end dem selv. Et slag med halen og den brune satte frem i en ureglmæssig trav for at komme op på siden af den bevingede. ".. Hør, jeg burde nok fortælle dig, at jeg ikke er godt gående, så hvis vi skulle finde os nødt til at løbe for livet, så løb." Hans stemme var varmere end før, men mørket og den tunge mine lå stadig under. Han tog ned i en rolig gang med alt for store benløft. 

Som de to heste fik sig bevæget længere og længere ind i den fugtige jungle, begyndte besværlighederne langsomt at melde sin ankomst. De store vinger der ellers lå pænt foldet sammen over ryggen, måtte til tider foldes ud i underlige vinkler, for at Iris kunne komme rundt om træernes stammer. Den stribede hoppe måtte jo sande, at hun var en del bredere end hun normalt ville have været, hvis ikke vingerne havde været der. Til tider måtte Iris direkte finde en anden vej, end den hun havde udset sig, da det ganske enkelt ikke var muligt for hende, at komme mellem to træer. En begyndende irritation fandt nu vej frem til hende, og hun sendte ikke ligefrem gode tanker til den grønne gudinde, der udmærket havde vidst, at dette ville blive noget nær en umulig opgave. At sende en pegasus ind i en tæt bevokset skov.. Tsk, hvad tænkte man lige på!

Den brune Ducan Tenebris havde nu indhentet hende, og havde tydeligvis lettere ved at bevæge sig rundt mellem de mange stammer, selvom det dog virkede som om, at han havde andre problemer. Da hans stemme nu lød, og han valgte at fortælle åbent om sit handicap, kunne Iris ikke lade være med at sende ham et anerkendende blik. Han var ikke for stolt til at erkende, at muligvis havde et problem eller to. "Jeg løber ingen steder uden dig," også Iris stemme havde taget et trin op af den varmere stige. "Vi er et hold, husker du nok, og desuden.." Hun sendte ham nu en fjollet grimasse, som for at understege sine næste ord. "Så vil jeg nok heller ikke kunne løbe nogen som helst steder hen. Dette er ikke ligefrem det mest optimale sted, for en hest med vinger." Det virkede som om, at junglen ønskede at illustrere hvad hun havde sagt, for i næste øjeblik sad Iris fast, mellem to store træer. Hun havde været så fokuseret på Ducan Tenebris, at hun ikke rigtigt havde holdt øje med hvor hun gik, og derfor var marcheret direkte igennem et mellemrum, hvor hun tydeligvis ikke kunne være. De slanke ører gled nu ned i nakken af ren og skær utilfredshed over situationen, og hun gav sig nu til at mase og ase, for at komme ud af den klemme, hun tydeligvis sad i. Med et lille plop og et par løse fjer der nu faldt til jorden, kom hun endelig fri. "Det er vidst mere dig der skal løbe for livet, hvis det bliver nødvendigt. Stemmen var irriteret, men over hende selv, ikke Ducan Tenebris. Hun valgte derfor at sende ham et lille smil, han skulle nødig tro, at hendes humør nu var hans skyld.

To væsner som tydeligvis ikke hørte til, trængte nu længere og længere ind i junglen. Alverdens øjne var rettet imod dem, både de synlige og de usynlige. Hvad ville de her? Hvorfor blev de ved med at kæmpe sig vej videre, når junglen så tydelig viste, at de var uvelkomne? En truende knurren lød nu i nærheden af den ene hest, mens en fugl med fremstrakte kløer dykkede mod den anden. Hvis hestene havde blot en smule omtanke i hovedet, vendte de om nu, og kom aldrig mere tilbage. Men hestene fortsatte..

Junglen blev nu langsomt sat i bevægelse, lianer i forskellige nuancer af grønt og forskellige tykkelser og længder, gled uendeligt langsomt ned mod de to heste. Faktisk så langsomt, at man ved det blotte øje, ikke ville opdage, at de rent faktisk bevægede sig. En lian lå nu spændt ud en snes centimeter over jorden, mens en anden om det næste øjeblik, ville sno sig rundt om det ene ben på en af hestene. Nu skulle de ubudne gæster stoppes. 

Den brune vandrede stadig på den besynderlige måde, men da hun svarede med en del varmere stemme var det som om, at hans egne spændinger og humør blev en smule lettere. Ducans humør og opførsel afhang faktisk tit af hans selskab, hvis de var glade og ubekymret var han også mere tilbøjelig til, at søge til den humørstemning, men viste de sig at være gnavene eller uinteressante, så spejlede han deres. Dog.. Intet kunne have forberedt ham på det der nu skete. Den bevingede gik lige ind mellem to stammer og.. Sad uhjælpeligt fast. Han blev nødt til at bide tænderne sammen for ikke at bryde ud i latter. Iris fortsatte så med at forsøge at arbejde sig ud af sin kattepine og med et plop og et par løse fjer kom hun fri. Det var dråben. Latter brød løs fra Ducan og han kunne slet ikke koncentrer sig om hvor han placerede hovene, hvilket resulterede i, at han først snublede for så, at falde over sine egne ben og ende på jorden. Han var stille et øjeblik, inden hans latter endnu en gang lød. Alle spændingerne i ham forlod ham sammen med latteren, hvilket var en anden grund til, at han blev ved. Latteren var varm og afslørede, at Ducan den Mørke enligt ikke var helt så mørk, som hans navn og opførsel kunne få folk til at tro. 
Han stablede sig kluntet på benene og så på Iris. Han latter var endt og havde efterladt ham med klare, røde øjne, hvori latteren syntes at være flyttet ind for en stund. "Hvad så med, at vi forsøger, at komme ud af det her i et stykke?" Han blev nødt til at kontrollere sig selv for ikke at smågrine for sig selv over Iris's uheldige valg af ueksisterende sti. 
De glade og lette stunder ramlede dog ind i en brat mur, da noget fremmed slyngede sig om den brunes ene aftegenede ben. Panik var det første der skød op i ham. Han så straks mod sit bagben for, at se en lian hvilket ualmindeligt stærkt om hans ben. Nok havde han svage ben, men alligevel kunne han ikke lade være med at være en smule lettet det ikke var hans hævede forben. Han trak prøvende i benet, men lianen snoede sig blot stærkere om benet. Et hårdt, irriteret og lettere panisk fnys kom fra ham og de røde øjne så straks på den bevingede med panik og spørgsmål i sig. "Jeg.. Jeg er bange for, at vi ikke er velkommene her.. "

Iris der nu havde travlt med at sende de to træer, der havde fastholdt hende, et rasende blik, blev med ét opmærksom på en fremmede lyd, der tydeligvis ikke hørte til i junglen. Forbløffet blev de rubinrøde øjne rettet mod den brune hingst, da det var herfra lyden kom. Han lo.. Ducan Tenebris grinede faktisk så meget, at tårerne næsten trillede ned af kinderne på ham. Hvem skulle have troet det? Det var i hvert fald ikke det indtryk Iris havde fået af ham, til at starte med. Den bevingede hoppe følte sig en smule fortørnet over dette pludselige latterudbrud, som tydeligvis var forårsaget af hendes eget uheld. Skulle hun være fornærmet? Hun kunne dog tydeligt mærke, hvordan hingstens latter smittede, og hun var ikke for stolt til at kunne grine af sig selv. Og det havde jo nok også været et sjovt syn. Pludselig forsvandt Ducan Tenebris, og selvom hans grineri stadig kunne høres, var han ikke sådan lige at få øje på. Hvad lavede han? Forvirret forsøgte Iris at nærme sig, selvom det ikke var helt nemt på grund af den tætte bevoksning. Den brune hingst kom nu atter til syne, denne gang med alverdens grønne blade både i man og pandelok. Først dér gik det op for Iris, hvad der var sket, og hendes egen latter blandede sig nu glædestrålende med Ducan Tenebris. Så var hun altså ikke den eneste, der ikke kunne finde ud af, og færdes i en tætbevokset jungle.

Da latteren atter ebbede ud, kiggede du to heste på hinanden med strålende øjne og en helt ny forståelse for den anden. Smilende nikkede Iris nu til Ducan Tenebris kommentar, om at de skulle forsøge, at komme ud herfra i ét stykke. "Det er en aftale!" Den bevingede hoppe nåede ikke at sige mere, før hun blev bevidst om en lav knurren, der lød ganske tæt på. Hvad var det? Et nervøs blik dukkede nu op i de rubinrøde øjne. Det virkede ligeledes som om, at junglen var blevet mindre, men det kunne da ikke passe? Da Ducan Tenebris nu fnøs mere eller mindre panikslagent, vendte Iris straks sin opmærksomhed mod ham, og fik med det samme øje på lianen, der havde snoet sig om hans ene bagben. Med ørene lagt ned i nakken af den fjendtlige jungle, skulle Iris til at springe den brune hingst til undsætning, men hun mærkede nu tydeligt, hvordan hun selv hang fast, da en tynd, men stærk lian, havde fået snoet sig rundt om den ene vinge, helt inde ved roden, hvor den sad fast på hendes skulder. Iris mærkede tydeligt hvordan panikken ligeledes greb hende, og med et vildt blik mod Ducan Tenebris der var i samme vanskeligheder, forsøgte hun nu med voldsomme bevægelser, at rykke sig fri.

Junglen var i oprør nu.. De fremmede heste der ikke hørte til, kæmpede for at komme ud af dens greb, til trods for at de ikke fattede dens tidligere advarsel. Nu var det for sent, de skulle ikke have lov at slippe. Flere lianer kom til, og med deres langsomme, næsten slowmotion agtige bevægelser, nærmede de sig hestene, og snoede sig rundt om alt hvad de kunne komme i nærheden af. Det var egentligt ikke fordi lianer kvalte hestene, men når de først fik snoet sig rundt om noget, så holdt de fast. At hestene kæmpede så indædt, at de muligvis ville skade dem selv, var deres problem.

Afsluttende indlæg om missionen
- Det er tilladt at skrive den færdig herefter.

---

De to heste havde i den grad fået vækket junglens vrede! Flere og flere lianer kom til, alle var de ivrige efter, at få del i en af hestene, så de kunne flå dem fra hinanden. Men begge heste forstod nu, at de kæmpede for deres liv. Adrenalinen pumpede rundt i deres kroppe, og med en kraftanstrengelse kom de begge fri. Af sted gik det nu i fuld galop, eller i hvert fald så hurtigt det nu kunne gå, da begge heste besad et handicap i denne jungle.

Med ét lød der et råb fra den brune hingst Ducan Tenebris. Han var drønet direkte ind i en usynlig mur, der ikke bare havde væltet ham omkuld, men ligeledes givet ham stød. Da det endelig lykkes Irissia Asandi, at trænge gennem den tætte bevoksning, og komme hen til ham, lå han stadig med små kramper, der jog igennem hans krop efter stødet. Fortumlet kom den brune hingst på benene, og fik tids nok stoppet Irissia Asandi, fra at gøre samme fejl som ham. Undrende kiggede de to heste på hinanden, for hvordan skulle de komme videre? Forsigtigt begyndte de at bevæge sig langs muren, som de ganske vidst ikke kunne se, men takket være elektriciteten, kunne mærke var der. En stor sten tårnede nu pludselig op på deres vej. En sten der faldt godt i ét med resten af junglen, da den var fuldstændig dækket af mos. Irissia Asandi ville videre, men Ducan Tenebris var stoppet op, og nægtede at bevæge sig. Der var et eller andet ved den sten.. Forsigtigt strøg han nu mulen over moset, og med ét faldt det alt sammen af. Her ventede de to heste lidt af et chok, for stenen var ikke blot en almindelig sten, idet den var strålende orange! Det så næsten ud som om, at der var ild i den, men sten kunne da ikke brænde, kunne de? En tekst med snørklede bogstaver var ridset ind i den, og mens den brune hingst forsøgte at tyde, hvad det var der stod, begyndte Irissia Asandi at rykke uroligt på sig. Junglen var atter begyndt at bevæge sig, og en stille svingen fra den nærmeste lian, gjorde den bevingede hoppe opmærksom på, at de heller måtte se at komme videre. Ducan Tenebris blev dog stædigt stående, idet han var sikker på, at dette var, hvad de var kommet for at finde. Med ét lyste han op, han havde omsider fået tydet bogstaverne. Det var en gåde.. Hvad kommer ned, men aldrig op? Spørgende kiggede han på hans makker, men hun var alt for optaget af, hvad der foregik omkring dem, til at kunne hjælpe. Med ét mærkede Ducan Tenebris atter hvordan en lian snoede sig om hans ene ben, og han mærkede nu tydeligt presset, om at få løst gåden hurtigst muligt. Hvad kom ned, men ikke op? Hvad? HVAD? Irissia Asandi der trofast stod ved den koncentrerede Ducan Tenebris side, forsøgte tappert at holde stand. Hun bed arrigt efter lianerne der forsøgte at sno sig rundt om den brune hingst, samtidig med at hun trampede og slog ud med diverse ben, efter den del af junglen der nærmede sig hende. I et forsøg på at skærme Ducan Tenebris, foldede hun den ene store vinge ud over ham, men da denne bevægelse krævede nøje præcision på den trange plads, var hun ikke opmærksom på den lian, der pludselig og uden varsel snoede sig rundt om hendes mule, og derved forsvarligt fik lukket munden på hende. Herefter gik det kun ned af bakke. Den anden vinge og et forben blev nu ligeledes bundet af de levende planter, der langsomt begyndt at trække i hver sin retning, i håbet om at få revet hoppen fra hinanden. "REGN!" Stemmen brølede gennem den vrede jungle, mens et skarpt lysglimt pludselig blændede dem begge. Irissia Asandi mærkede tydeligt, hvordan planterne nu slap hende, og da lysglimtet atter var forsvundet, fandt hun sig selv liggende på jorden, sammen med Ducan Tenebris. Forvirret kom de begge på benene, og kunne nu konstatere at både de aggressive lianer og den elektriske mur, var væk. Forsigtigt bevægede de sig side om side ind mod et ensomt træ, der havde været på den anden side af muren. En tekst med smaragd grønne bogstaver lyste op på stammen. Turde de læse den? Eller var det blot endnu en fælde? Den brune hingst tog mod til sig, og trådte hen foran træet, mens hans øjne gled over teksten.

Da de to endelig blev født,

kunne de hinanden have mødt.

Sekunderne tikkede, tiden gik,

inden de hver sin dimension fik.

Endelig! De havde fundet, hvad de var kommet efter! Ducan Tenebris og Irissia Asandi havde fundet frem til det budskab, den grønne gudinde Jaymelia havde ønsket, de skulle finde. De havde fuldført deres mission.

---

//Admin Out. Mission ended.