Havvandets bølger bevæger sig roligt ind over sandet, hvilket får en let brus til at dække vandkanten. Der er ikke megen vind, men alligevel nok til, at min man og pandelok flyver rundt. Jeg bevæger mig hurtigt igennem vandkanten, efterlader dybe hovaftryk, som tydeligt viser hvor jeg kommer fra og hvor jeg er på vej hen. Mine hvide ben bevæger sig hurtigt; jeg er efterhånden ved at have ret godt styr på min tölt. Et stort smil pryder mine læber, og stoltheden er tydelig i mit blik. 
Jeg har töltet gennem vandkanten længe nu, mit mål er at følge stranden indtil det ikke er muligt længere. Jeg føler mig unstoppable; jeg kan blive ved timer endnu! Min krop er dog ikke helt ligeså enig i mine tanker. Jeg pruster hårdt, mine lunger og mit hjerte arbejder på højtryk for at holde tempoet. Længere ude over havet er solen ved at gå ned, hvilket giver det mest eventyrlige lys over hele stranden. Himlen er dækket af de mest fantastiske farver, lige fra orange til lilla.

Ice havde bevæget sig væk fra Frozticien for en stund. Han havde været til møde med nogle af de andre øverste og nød nu en tur på en strand der for en gangs skyld ikke var lavet af is og sne. Han beundrede bølgerne skylle ind over land og solen der langsomt steg ned i horisonten. Han sukkede roligt og dybt.. Lettet over at han ikke skulle bekymre sig om noget som helst før han kom hjem igen.

Ice så da en hoppe som kom nærmere. Han stod egentligt med siden til men hoppede lidt til siden med forbenet og stod da med fronten til den fremmede som havde en mærkelig gang. Det var fantastisk at se hvor hurtigt det gik. Han smilede stort og venligt til den fremmede. "Hey, det er godtnok hurtigt du kan flytte benene." komplimenterede han hende. Han selv kunne ikke sådan nogt fancy noget længere. Han havde jo kun 3 ben!

Der dukker en anden hest op foran mig længere fremme, men jeg fortsætter i det høje tempo og stopper først, da jeg er et par meter fra ham. Her løfter jeg forbene let over jorden i et lavt stejl, og ryster med hovedet så mit hår står omkring mig. Min brystkasse bevæger sig hurtigt, og jeg pruster stadig højlydt. Jeg lægger hovedet på skrå, så pandelokken kun dækker det ene øje. "Hej du!" mit smil er fortsat stort og min stemme fyldt med glæde. Jeg betragter hingsten, og det går først nu op for mig, at han mangler et ben. Men jeg dømmer ham ikke, han er da helt sikkert en fantastisk hest - fire ben eller ej.  Mit blik hviler nu i hans, og jeg smiler endnu mere over hans kompliment. "Mange tak, jeg har også øvet mig meget!". 

"Det så meget elegant ud. Hvad kaldes det?" spurgte han. Aldrig før havde han set en hest bevæge sig sådan og så i vandkanten hvor der var modstand fra vandet og bølgerne som slog ind på sandet og trillede langsomt tilbage til havet igen. Han beundrede hende. Hun lignede en gletcherhest som ham selv, bare med pletter og lang, blød man i forhold til hans korte og strittende manke. Men farven, den blåhvide farve og øjnene, de blå øjne mindede en del om hans egne farver. Han smilede glad og måbede en lille smule af hende kønne ydre. "Undskyld hvis det er uhøfligt, men jeg bliver nød til at fortælle dig en ting. Du er meget smuk." Han forsøgte ikke at tabe kæben, noget rørte sig indeni ham, en varme som han kun få gange havde følt før.

Stoltheden næsten lyser ud af mig, da han spørger ind til min noget specielle gangart. Jeg har endnu ikke mødt andre heste - som ikke er fra Snæfell - der kan bevæge sig sådan, så jeg føler mig ærligt også ret unik. "Det kaldes at tölte! Det er ligesom skridt, bare hurtigere!", jeg er så ivrig, at ordene flyver ud ad munden i en frygtelig fart. Da han igen komplimenterer mig - denne gang mit ydre - slår jeg blikket lidt ned, og får sådan et tøset og måske lidt fjollet smil på læberne. Hvis jeg kunne, var jeg blevet helt rød i hovedet, uden tvivl. Han ved virkelig hvordan man snakker til en pige! Mit blik fanger hans igen. "Mange tak, det er virkelig pænt af dig!" siger jeg med en oprigtig taknemmelighed i stemmen. Vinden tager fat i min hårpragt og jeg må vippe hovedet til den anden side for, at kunne se ham for min lange, pjuskede pandelok. "Jeg hedder Tindra, hvad hedder du?". 

Ice Så på hende og smilede stort da hun tog imod hans kompliment. "Det var så lidt ^^!" svarede han straks. "Såeh.. er det noget man kan lære? At tölte?" spurgte han ind til hendes interesse. "Altså ikke at jeg ville kunne lære det, den tid er forbi.. jeg mistede mit forben i de fire klaners krig." Han så lidt ned, men fandt hurtigt smilet frem igen. "Jeg hedder Ice for resten. Wauw.. Tindra er et virkelig fortryllende navn "

Mit smil bliver blot større og større, jo mere han taler! "Jeg er sikker på at alle kan lære at tölte!" svarer jeg uden at tænke over hans handikap.. Da han så pointerer, at det ikke længere er muligt for ham pga. det manglende ben, ser jeg meget undskyldende på ham. "Det er jeg altså ked af!" skynder jeg mig at tilføje. Jeg fniser svagt, da han igen komplimenterer mig. Mit blik glider ud over horisonten, før jeg nysgerrigt spørger; "De fire klaners krig? Hvad skete der?". Jeg har pga. min fortid i Snæfell endnu ikke fuldstændig styr på historien her, og nyder derfor når jeg kan høre andres historier og fortællinger. 

"jeg tænker at jeg gerne vil prøve, men at tölte på 3 ben tror jeg ikke er muligt." forklarede han sig og prøvede straks at berolige hende. "Det skal du ikke være ked af! Det gør ikke noget." Han smilede betryggende til hende. "Altså.. Guderne var uenige, de fleste heste valgte side og alting brød ud i kaos. Min ældste søn rev mit ben af." forklarede han kort om krigen. Meget af det lå ikke i hans hukommelse mere. Han var overbevist om at man ikke skulle holde på dårlige minder.

Et ben der var blevet revet af? En smuk hoppe? Et fortryllende navn? Dany betragtede nysgerrigt de to heste i al hemmelighed. Hun havde aldrig før været vidne til kærlighed eller forelskelse, selvom hun bar en amulet der havde netop denne magt - så meget havde hun idet mindste fået at vide! Det var noget underligt noget, sådan noget og hun forstod egentlig ikke hvad det ville sige at holde af den anden. Ingen af hendes værger, ikke engang hendes forældre havde vist nogle tegn, som disse to heste viste overfor hinanden.

Men det var hun egentlig også ligeglad med.
Dany fik en idé. Det var lidt dristigt, men noget i hende, havde lyst til at give disse to skabninger en lille gave - en lille overraskelse. Måske ville Julehingsten endda blive stolt af hende, sådan at hun måske kunne få sit ønske opfyldt til Jul. Hun gnækkede slesk for sig selv ved tanken om denne situation, og betragtede de to skikkelse med et djævelsk og samtidig drilsk blik. Nu skulle de få kærligheden at føle..

Dany sneg sig tættere og tættere på, indtil afstanden var kort nok. Måske ville hun blive set, men i hendes hovede var hun som en ninja. Silent, stealth - awesome. Hun koncentrerede sig inderligt, og opbyggede en stor energi inden i sig, som hun udløste og skød ud gennem amuletten der lyste op som en sol. I rummet omkring de tre heste blev himmelen mørknet - som var det en sort nat uden stjerner. Den mørke atmosfære kunne måske virke uhyggelig, men det var kun indtil, at små lysende klare og blinkende stjerner trådte op i himmelrummet. Dette var hvad hun kaldte fortryllende. Tusinder og atter tusinder stjerner smilte inderligt og varmt til de beskuende.. indtil nogle af dem begyndte at falde ned mod jorden. De antog dråbeform og faldt som glitrende og lysende regn omkring hestene forneden. En atmosfære der især indbød til intimitet og varme. Let there be love!<3

Overrasket over hans ligegyldighed over for historien om hans manglende ben, ser jeg næsten måbende på ham. "Wauw!" udbryder jeg blot. I næste øjeblik ser jeg en lille, mørk skikkelse komme listende mod dem. Jeg følger skikkelsen med blikket, og det går efterhånden op for mig, at skikkelsen er et føl. Tydeligvis et føl der fiser rundt i dets eget tanker, no doubt. Jeg smiler skævt; hvor er sådan et føl dog nuttet! Min egen føltid var ikke ligefrem lykkelig, men jeg husker stadig tilbage på den med et smil. Jeg har uden tvivl også rendt meget rundt i mine egne tanker. Da der pludselig skyder lys ud fra føllet, bliver jeg næsten blændet, og rykker måbende et par skridt tilbage. Himlen ændres fuldstændig. Først mørk og kedelig - og så begynder de fineste små stjerner at dukke op og blive til den mest fortryllende, glimtrende regn. Et stort smil formes på mine læber og mit blik glider fra skikkelsen og over på Ice. "Hvor er det smukt!", jeg ryster igen på hovedet så pandelokken falder til den anden side, og der står glimtrende stjerne-dråber omkring mig. 

Ice så mod skikkelsen da Tindra fik øje på denne. Først tænkte han at det var drillenissen som forfulgte ham, men så blev skikkelsen mere til en lille hest. Han undrede sig lidt indtil hele verdenen omkring ham blev ændret fra solnedgangen til en stjernefyldt himmel med glitrende nedfald. Han så på Tindra. Dette måtte være gudernes værk. Ganske tilfreds smilede han til hende. Det var meget smukt. Hun havde helt ret.

Selvom at de nye omgivelser indbyder til tæthed og varme, kan jeg simpelthen ikke dy mig; Jeg giver mig til at hoppe rundt og fange stjerne-regnen med mulen, samtidig med at jeg griner højt. Hvor er det sjovt, og anderledes! Aldrig har jeg set stjerne forvandle sig til regndråber! Jeg skifter mellem at gallopere lidt kluntet rundt om Ice, til at bukke og kaste med hovedet. Helt voksen er jeg vidst ikke endnu, ihvertfald siger jeg aldrig nej til en mulighed for, at have det sjovt. Jeg kaster et kort, legesygt blik på Ice, i et håb om at han vil lege med - selvom at det nok er lidt svært med kun 3 ben. 

Ice smilede stort som den brogede kastede sig rundt i en liflig leg. Han svang med hovedet og stejlede så sand blev løftet med af hans ene forhov. Hun så bedende på ham og han forstod straks at der var tale om en slags leg han havde leget som føl. Han spjættede og sprang med hende rundt, så godt han nu kunne på kun 3 ben. Det begrænsede hans bevægelser med forpartiet. Han kunne blandt andet ikke holde bagpatiet i luften ret længe ad gangen inden han mistede balancen på forbenet. Han lo og morede rsig ganske fortræffeligt.