Post by Jaymelia on Dec 5, 2015 18:28:06 GMT 1
Dødsriget var normalt ikke et sted, hvor Magiens gudinde opholdt sig. Det var ikke hendes domæne til trods for, at hun med jævne mellemrum kom forbi for at lægge et lille visit forbi Helzlori, vis selskab behagede hende. Nu var den grønne hoppe dog atter på vej ned i den mørke underverden, til trods for det ikke var for at se dødsguden. Jaymelia var blevet kaldt på. Dette var egentligt ikke så usædvanligt, da hun før var blevet tilkaldt af væsner der ikke brød sig om dødsriget. Det usædvanlige lå dog i, at det denne gang var en hest, der havde bedt om hendes tilstedeværelse. Det var ikke sket før. De henvendte sig som regel til enten Helzlori eller Flakezé, ja selv Smeyé blev nogen gange hidkaldt. Men ikke Jaymelia.. Hun tilhørte den nedre underverden, den der indeholdt alle hendes magiske væsner, der havde forladt de levendes verden.
En ring af flammer omringede nu den tidligere Cavalry Hunt, flammer der aldrig var set lige i denne del af dødsriget. Flammer der i stedet for den sædvanlige orange farver, var smaragd grønne og usædvanligt voldsomme. For selvom Jaymelia havde valgt at reagere på kaldet, var hun ikke tilfreds med den måde, hvorpå det havde lydt. Hun var trods alt ikke nogen skødehund, man blot kunne tilkalde og derefter beordre til, at give én livet tilbage. En tid skete der intet andet, end de grønne flammer buldrede omkring Cavalry Hunt, som en giftig mur. Da hingsten nu lod til at komme på bedre tanker, og derefter tilføjede et please, formildede det gudinden til, at træde frem fra de mørke skygger. De intense blå øjne studerede nu, hvad der var tilbage af den tidligere hingst, gennem de giftiggrønne flammer. "Du hidkaldte mig.." Stemmen rungede stærk og magtfuld, men alligevel med et strøg af blidhed, som man kun fandt hos en hoppe. "Du vil have, at jeg skal bringe dig tilbage til livet." Stemmen ændrede nu tonefald, og al blidheden forsvandt, og blev i stedet erstattet af et faretruende toneleje. Med ét trådte gudinden nu gennem flammerne, og direkte ind til Cavalry Hunt. "Og vil du så være sød og fortælle mig, hvorfor i alverden jeg dog skulle gøre mig den ulejlighed?" Jaymelia var ikke som nogen af de andre guder. Hun havde hele sit liv levet alene blandt sine magiske væsner, og var vant til at gøre, præcis hvad der passede hende. Hun var dog ikke en urimelig gud, som visse andre, men man skulle kunne overbevise hende om, at det var hendes besvær værd.
En ring af flammer omringede nu den tidligere Cavalry Hunt, flammer der aldrig var set lige i denne del af dødsriget. Flammer der i stedet for den sædvanlige orange farver, var smaragd grønne og usædvanligt voldsomme. For selvom Jaymelia havde valgt at reagere på kaldet, var hun ikke tilfreds med den måde, hvorpå det havde lydt. Hun var trods alt ikke nogen skødehund, man blot kunne tilkalde og derefter beordre til, at give én livet tilbage. En tid skete der intet andet, end de grønne flammer buldrede omkring Cavalry Hunt, som en giftig mur. Da hingsten nu lod til at komme på bedre tanker, og derefter tilføjede et please, formildede det gudinden til, at træde frem fra de mørke skygger. De intense blå øjne studerede nu, hvad der var tilbage af den tidligere hingst, gennem de giftiggrønne flammer. "Du hidkaldte mig.." Stemmen rungede stærk og magtfuld, men alligevel med et strøg af blidhed, som man kun fandt hos en hoppe. "Du vil have, at jeg skal bringe dig tilbage til livet." Stemmen ændrede nu tonefald, og al blidheden forsvandt, og blev i stedet erstattet af et faretruende toneleje. Med ét trådte gudinden nu gennem flammerne, og direkte ind til Cavalry Hunt. "Og vil du så være sød og fortælle mig, hvorfor i alverden jeg dog skulle gøre mig den ulejlighed?" Jaymelia var ikke som nogen af de andre guder. Hun havde hele sit liv levet alene blandt sine magiske væsner, og var vant til at gøre, præcis hvad der passede hende. Hun var dog ikke en urimelig gud, som visse andre, men man skulle kunne overbevise hende om, at det var hendes besvær værd.
