Ryhenna

Der var skummelt, og mange andre heste ville sikkert holde sig fra den store mose, men ingen kunne holde hoppen Ryhenna væk fra et nyt område, om end det ikke var blandt de smukkeste.
Den mørke hoppe med de næsten lysende grønne striber dansede afsted mellem de mange farlige mosehuller og kiggede forundret afsted med nysgerrige øjne. Hoppens ører vippede opmærksomt mens hun fortsatte fremefter. Der var gået sin tid siden Ryhenna var kommet til det nye Proelio og hendes mismod var endelig blevet forvandlet til nysgerrighed, og hun havde endelig fået årsagen til dette nye land. Det havde faktisk glædet hende at høre årsagen, for hvad kunne være mere spændende. Hun var jo ligefrem en tidsrejsende nu, hvem skulle have troet det? Et stort smil kom over hendes mule ved tanken, verden var nu en gang forunderlig og magisk, lige som den burde være det.
I sin glæde endte den mørke hoppe med at give et overdøvende glædeligt vrinsk for at prøve at give naturen lidt af sin glæde.

F a z e t

Den blåsorte hingst bevægede sig afsted hen over det smattede underlag. Var det ved at blive vinter igen? Eller havde regnen blot hamret for meget i dette område? Han vidste det ikke. Mørket havde samlet sig om den blåsorte hingst, og han var overladt til sanserne frem for noget andet. Den tofarvede hale piskede let bag ham, mens han bevægede sig i vuggende bevægelser. Hans gang var altid vuggende, ikke at han spillede med musklerne eller noget. Han var bare mere velafbalanceret på mange måder.
Efter noget tid stoppede hingsten op fra den travende gang og det sænkede hovede. Løftede hovedet, Den pjuskede manke stod ud til alle sider, grene ogdele fra buske hang fast hulter til bulter i både man, pandelok og specielt i halen. Det havde han altid haft sit bøvl med. Det var ikke mindre end en måned siden, at en stor gren havde slæbt efter ham i flere døgn inden han havde mistet den. Han prustede tungt, og med åbne sanser sepjdede han efter dufte og lyde. Et vrinsk indfangede han dog, og ørerne roterede rundt og endt ei nakken på hingsten. Han slog et slag med forhoven, inden han virrede med hovedet og udstødte et dybt og rumlende vrinsk, som ikke var i godt humør. Det var han aldrig, alligevel blev hovedet sænket og han satte frem i trav over det smattede underlag mod lyden. Hele tiden holdt han sig til en sti, som han havde været på før og satsede på, at der ikke var nye forhindringer på sin færd.