Post by Cinna on Nov 16, 2015 17:58:21 GMT 1
Den skimlede hingst Cinna havde i flere timer bevæget sig rundt i denne labyrint. Selvom han hver gang, han kom til en skillevej, forsøgte at holde til højre, virkede det ikke rigtig som om, at han kom nogen vegne. Det hele var startet med, at Cinna havde været ude for at udforske landsdelen ved navn Natiaum. Han havde aldrig været her før, og var blot vandret rundt på må og få. Det havde været ganske spændende, at se alt det nye, men Cinna havde dog mærket savnet, til en at dele det hele med. Kort var hans tanke vandret til det lille føl fra flokken, Samuel. Et smil havde automatisk fundet vej over hans bløde mule, ved tanken om føllet. Han var en god lille spirrevip, som Cinna håbede alt det bedste for. Desværre var Samuel ikke til stede, ja der havde faktisk slet ikke været andre, end Cinna selv, men det var han så vant til, så der var ikke gået længe, før området atter havde vundet den skimlede hingsts opmærksomhed.
Med et var der nogen smukke, blå bjerge dukket op i horisonten, og Cinna havde nærmest følt sig draget imod dem. Vandringen var derfor begyndt, og ved mørkets frembrud var han endelig fremme. Bjergene virkede fremmedartede og meget fugtige. Uden tanke for, at det måske ikke var det smarteste at kravle omkring i bjerge om natten, særligt ikke, når man ikke var vant til det. Havde Cinna fundet sig en sti, som han begyndte at følge. Stjernerne var langsomt begyndt at glimte fra en himmel så mørkeblå, at den næsten gik i ét med disse bjerge. Senere var månen ligeledes stået op, og netop som den kastede sine sølvskinnende stråler over landet, stod Cinna foran en kæmpemæssig grotte, der lignede mistænkelig meget et hestekranie. Længe havde han stået og blot stirret ind i mørket, uden at kunne bedømme, om det var et ildevarslende tegn, sådan som grotten var udformet, eller om det blot var en tilfældighed. Til sidst var han dog vandret ind i mørket, vel vidende at det ikke var sikkert, at han kom ud igen.
Og her befandt Cinna sig så nu. Stadig vandrende rundt i grottens labyrint, uden på nogen måde at kunne finde tilbage igen, og derved ud i friheden. Cinnas øjne havde efterhånden vænnet sig til mørket, og han vandrede derfor ikke i total blinde. Som den skimlede hingst drejede om endnu et hjørne, blev han dog med ét blændet. Som synet forsvandt stoppede han fremdriften med det samme, uden mulighed for, at kunne vurdere, hvad det var han havde fundet frem til. Langsomt vænnede hans øjne sig til lyset, som de havde gjort det med mørket, og nu kunne han se, hvad det var han var fundet frem til. Lyset kom fra en masse lysende krystaller, der sad fast i klippevæggen hele vejen rundt i det cirkelformede rum. Det var dog ikke krystallerne der fangede Cinnas opmærksomhed, men det der var i midten af rummet. En fuldstændig rund sø med det klareste vand, han nogensinde havde set før. Stille skridtede den skimlede hingst nærmere, mens han næsten bukkede i respekt for søen, der tydeligvis emmede af magi. Hvad var dette for et sted? Hvad specielt var der ved søen? Med en underlig fredfyldt følelse stoppede han nu op for kanten af søen, og lod de turkise øjne kigge direkte ned i den..
Med et var der nogen smukke, blå bjerge dukket op i horisonten, og Cinna havde nærmest følt sig draget imod dem. Vandringen var derfor begyndt, og ved mørkets frembrud var han endelig fremme. Bjergene virkede fremmedartede og meget fugtige. Uden tanke for, at det måske ikke var det smarteste at kravle omkring i bjerge om natten, særligt ikke, når man ikke var vant til det. Havde Cinna fundet sig en sti, som han begyndte at følge. Stjernerne var langsomt begyndt at glimte fra en himmel så mørkeblå, at den næsten gik i ét med disse bjerge. Senere var månen ligeledes stået op, og netop som den kastede sine sølvskinnende stråler over landet, stod Cinna foran en kæmpemæssig grotte, der lignede mistænkelig meget et hestekranie. Længe havde han stået og blot stirret ind i mørket, uden at kunne bedømme, om det var et ildevarslende tegn, sådan som grotten var udformet, eller om det blot var en tilfældighed. Til sidst var han dog vandret ind i mørket, vel vidende at det ikke var sikkert, at han kom ud igen.
Og her befandt Cinna sig så nu. Stadig vandrende rundt i grottens labyrint, uden på nogen måde at kunne finde tilbage igen, og derved ud i friheden. Cinnas øjne havde efterhånden vænnet sig til mørket, og han vandrede derfor ikke i total blinde. Som den skimlede hingst drejede om endnu et hjørne, blev han dog med ét blændet. Som synet forsvandt stoppede han fremdriften med det samme, uden mulighed for, at kunne vurdere, hvad det var han havde fundet frem til. Langsomt vænnede hans øjne sig til lyset, som de havde gjort det med mørket, og nu kunne han se, hvad det var han var fundet frem til. Lyset kom fra en masse lysende krystaller, der sad fast i klippevæggen hele vejen rundt i det cirkelformede rum. Det var dog ikke krystallerne der fangede Cinnas opmærksomhed, men det der var i midten af rummet. En fuldstændig rund sø med det klareste vand, han nogensinde havde set før. Stille skridtede den skimlede hingst nærmere, mens han næsten bukkede i respekt for søen, der tydeligvis emmede af magi. Hvad var dette for et sted? Hvad specielt var der ved søen? Med en underlig fredfyldt følelse stoppede han nu op for kanten af søen, og lod de turkise øjne kigge direkte ned i den..
