Nabendu Raakaa

I hear wisperes of a soloution.


Sydens ingenmandsland, var nogle af de mest øde, golde og fjerne områder Nabendu Raakaa kunne komme i tanke om. Han havde ingen forestilling om at en syg hest ville overleve heden i Jupan ørknen, og ej heller kløftens dyb. Ødemarkerne var fjendtlige og fyldt med glubske rovdyr og fare. Der ville en syg hest ej heller overleve. Derfor var han i overbevisning om at det var her ved Vulcas sorte sande at den syge hest måtte holde til. Her var der sjældent rovdyr, og sjældent tørret helt ud. Han befandt sig på stranden hvor sandet var sortere end sort og skimtede ud på Twinkly. En vulkansk ø-rest der nu bar på hemmelige og smukke juveler. Hingsten brummede. Han var med på denne mission for Flakezé ikke blot for sin egen skyld, men for alle heste i landets sikkerhed. Og for Shimo.

Hingsten stirrede vagtsomt omkring sig. Han måtte beskytte hende for enhver pris, og bringe denne stakkels syge hest til Flakezé. Hvis det kunne hjælpe, var det det Nabendu ville gøre. Shimo lod til at vide en hel del om smittefare, og derfor var hans ører opmærksomme på hendes stemme hver eneste gang den talte. Var hun med ham?


But I don't know where to start.

Shimo havde ladet vente på sig. Hun var som bekendt langsom i optrækket og at få hendes fede krop bakset i gang og afsted havde nok været det hårdeste. Men langt om længe var hun her, hvor hende og Nabendu skulle finde en syg hest. "Så først og fremmest" begyndte hun forpustet og stoppede ved Nabendu's side. "Så skal du holde dig fra kropslige væsker, som f.eks spyt og snot." forklarede hun venligt. "Det samme med blod og sved og den slags." Hun rettede sig lidt op og var helt udkørt ovempå turen herhen. Det sorte sand var for hende, smukt, men på den anden side ikke det kønneste, for hvad var kønnere end en eng fyldt med mad?

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Nabendu høret ikke længe efter en forpustet vejrtrækning og følte et svagt stik i hjertet. Han følte bestemt for Shimo og hendes hjertesygdom. Det gjorde hende besvær men også unik. Han havde aldrig mødt en så enestående, lidt buttet, charmerende personlighed... Måske engang... Men det gjorde for ondt at tænke på. Hun gav ham håb for nyt liv, nye minder, en fremtid. Hendes krop stod nu ved hans solide side. Han vendte ansigtet mod hende med stærke øjne, og lyttede meget opmærksomt til det hun sagde.
"Nuvel. Det du siger er faktisk lidt - lad være med at røre eller gå i numse/mund zone." sagde han og smilede til hende. Det var ikke så ofte han fik humor ud af livet, men hun gav ham lysten.

But I don't know where to start.

"ja og urinveje og sår." svarede hun og sendte ham et venligt smil. Dette blev svært, men også spændende. Mon de blev syge af denne mission? Shimo håbede det ikke. Hun havde nu fået pusten og var klar til at lede. Snart så hun noget i den fjerne horisont der lignede en skaldet hest som lå ned. "Måske der..!" udbrød hun og gik med tunge skridt mod prikken i horisonten.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Deres emne var faktisk ret alvorligt og Nabendu var forbløffet over hvor meget den unge Shimo vidste. Han lagde hovedet let på skrå og smilede drenget. De fik dog også en vis form for sjov ud af emnet. Han slog med halen, og flugte øjeblikkeligt hendes blik da hun begyndte at nærme sig noget ude imod horisonten. Han spidsede ørerne og de lange solide ben fulgte hende i trav. "Jeg tror du har ret." sagde han efter et vurderende blik på prikken med sine skarpe øjne. Han genhørte Shimos ord om smitte, inden han sænkede sin fart så hun kunne følge med.

But I don't know where to start.

Da de nåede frem til skikkelsen, viste det sig ganske rigtigt at denne var en meget syg hest. Shimo betragtede den på afstand. "Stakkel.." sagde hun med stemmen fyldt med medlidenhed. Hun gik nærmere den fremmede og virkede ikke bange for at blive smittet overhoved. Hun tog ganske enkelt ikke sorgerne på forskud. Hendes instikt sagde at hun skulle holde sig langt væk, men hendes mod samlede sig og drev hende frem med en hvis nysgerrighed. "Hey.." begyndte hun blidt at tale til den syge hest. "Vi er ikke ude på at gøre dig noget ondt. Kan du gå?" spurge hun venligt, selvom det måtte være skræmmende at se hende, en hest med gevir.

/Admin som syg hest.

Den skikkelse de to heste havde fået øje på var meget langt væk. Han var så udmattet og syg at hans krop var kollapset for dage siden, og han havde ligget der i sandet siden. Hans øjne var brændende røde og hans sind total forgiftet af sygdommen. Hans tænder med sammen, så læberne blødte. Hans krop var som et vandrende lig. Skellet var begyndt at falde af, og piggene havde flået hans skind op. Sygdommen havde bragt sine dårlige ting med sig, og nye instinkter, der fik ham til at springe op på de skadede ben, og hvæse brutalt af hoppen som en skrigende, forkølet ravn. Hans krop var svedig, og han truede med sine hugtænder, som han skridtede nærmere disse livsforstyrre. Hun talte. Hoppen talte til ham som om han var almindelig, men han huskede ikke længere sit navn. Han hylede og sprang mod hende. "Gå?" hingsten så hendes gevir,men følte sig ikke det mindste truet. Han var en død hest alligevel.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Nabendu Raakaa tøvede ikke med at følge Shimo og beskyttende være et skridt foran hende. Hun virkede meget ubekymret over den syge hest, der kom på benene med ét, og truende sprang frem. Nabendu, puffede til Shimos søde mavedeller og fik hende et skridt den anden vej, så den syge hingst ikke bed hende. Shimo havde ondt af den... Det havde Nabendu også. Hhan havde set så mange efterhånden, det var sørgeligt.
"Ja. Du bør komme med os, vi kan tage dig tilbage til livet." han havde med al sandsynlighed glemt hvem han var, og hvad livet var.

But I don't know where to start.

Shimo bakkede tænksomt nogle skridt da den døende hest sprang op og imod hende. Han virkede pludseligt mere frisk end hun havde forudset. Stakkels hest. Han var helt itu og Shimo havde hang til at prøve at fixe det ødelagte. Hun bakkede endnu et skridt da Nabendu hentydede til det og så straks hvorfor det var nødvendigt. Den syge var aggressiv. Måske var det sygdommen som pillede ved sindet? Hun så på liget med bekymrede øjne. "Vi vil dig intet ondt." sagde hun med en blid stemme.

Det var løgnere. Løgnere den døde hingst stod overfor. Hans øjne lyste af gnisten og håbet, men indeni ham var alting sort som kul. Den sindssyge sygdom der raserede landet var værre end visse heste troede. Den slettede alt. Minder. Personligheder. Sjæle. Hingsten der stod overfor de to levende, usmittede heste, var så langt inde i sit sygdomsforløb at al sans og alt liv havde forladt ham for længst, og var blevet erstattet af en ny tankegang. Løgnere.

"Aldrig." lød dens skingre hvæsen af de to andre. Men kræfterne var alt for små til at angribe. Hans blik stirrede mod de to, afventende.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

De havde gjort et forsøg... Et godt forsøg hvis hingsten selv skulle sige det. Men denne hest var sygere end forventet af Nabendu, der stirrede et øjeblik på ham. Hans ord kom over hans læber, hans blik sagde intet, men hans øjne synes at håbe på noget. Havde hesten mistet al gnist i verden? Al frihed, al lykke? I så fald, ville det ikke lykkes dem at bringe hesten til Flakezé... Frivilligt.

"Du er plaget. Jeg kan se den mindste klump af håb i dine øjne." Nabendus stemme tog over, han stillede sig beskyttende frem, og stod stærkt på sine ben. Han forsøgte at vise at han ikke tog aldrig til svar, og at han kunne stoles på. Selvom det nok ikke var det problem hingsten havde. Det var sygdommen... Og sygdommen gjorde ting ved en der ikke kunne forklares. Endnu. "Jeg ved det er en krig. En krig at vinde sit sind, sine tanker. Hvem end du er, så tag en chance og drag med os. Du kan blive det vigtige led, der afgør alle syges skæbne."

But I don't know where to start.

Shimo så på Hingsten med et bekymret blik. Hun sukkede. "Nuvel... hvis du ikke ønsker at bevæge dig frivilligt, må vi sørge for at du kommer med på en anden måde." Shimo så rundt. Et stykke drivtømmer længere fremme kunne gøre det ud for en slæde. Hun kunne huske sin føldom på Clear Ice der bestemt havde været munter hvor de brugte isflager til at kælke på.
Shimo's ide var at vælte den fremmede ned på drivtømmeret og trække denne i kæderne til Flakezé hybel. Hun skubbede med mulen drivtømmeret nærmere. Derefter placerede hun sig selv bag den syge og ventede på Nabendu's reaktion inden hun med hornene puffede til kadarveret. Hun gjorde intet i ondt mening, men forhåbentligt kunne de drage nytte af den syges tilstand, for hvis de var heldige, kunne han ikke rejse sig igen og de kunne skubbe og trække ham hele vejen.

Først begyndte den hvide hingst med de sorte aftegn at vrøvle. Det var kun splinter af de store glasskår hingsten borede ind gennem hans ører, øjne og hjerne, der nåede hans hjerte, og helt reelt fik ham til at føle. De frøs sig fast som is, til alt indeni den syge var koldt. "Frosset." det var en stensikker og sindsyg stemme der lød. For det første var de i det sydligste syd, og sandet brændte, solen bagte. For det andet var han ved at dø af varmen hans infektion bragte ham. Feberheden og den nærmest smeltede krop. Men han var isende kold. Var det døden?

Han nåede ikke at tænke meget længere før den forvirrende hoppe havde fundet på noget. Hun væltede ham pludselig med sit gevir, og en anstrengt lyd, kom fra hingsten der dumpede omkring. En klam knæk lyd hørtes da hans ribben brækkede, og en jagende smerte gik igennem hans hårløse legeme. Der var ingen chance for at rejse sig igen. Da først han lå der var han tvunget til at blive. Og så besvimede han.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Nabendu så et ganske spinkelt håb i denne fremmede sygdomsramtes øjne. Men det svandt ind til nul og ingenting, med det samme han stirrede på Nabendu igen. Intet håb kunne vækkes frem til overfladen. Det var for sent. Denne hingst var så langt ude nu... Imellemtiden havde hans kære veninde opfundet sin egen plan. Hendes øjne strålede på en særlig måde, da hun pludselig væltede hingsten med sit gevir. Nabendu stod paf et øjeblik... Aldrig havde han set en kvinde der tog arbejdet og planen i egen hov. Hun klarede det med allerhøjeste karakter. Den stærke hingst var imponeret og et øjeblik fortabt i hendes ansigts blikke. Desværre kom der en knækkende lyd fra kadavarert og Nabendu registrerede til sin frygt at den nu var livsløs... Nej. Den trak vejret.

"Han må være besvimet." Nabendu skridtede hen til hende. Han lagde sin mule mod hendes kind. "Du fascinere mig. Til stadighed." han smilede drenget. Øjnene lyste, inden han måtte trække sig og forsøge at binde sig fast til drivtømmerne, så han kunne slide med det hårde arbejde.

But I don't know where to start.

Afsluttende indlæg om missionen
- Bemærk at det er tilladt at skrive tråden færdig.

Efter den magre, syge hest drattede om på drivtømmeret, fandt de en form for reb, de kunne bruge til at tække drivtømmeret og hesten, den lange vej tilbage til Fairfarren. Alt gik forbløffende godt, trods de små komplikationer i starten. Dog var der enormt varmt, og flere gange måtte den stærke Nabendu standse for at drikke, og vente på den svagelige Shimo. Det blev tilmed nat, før de skulle krydse floden, og i mørket blev de så trætte at de overvejede at sove. Men det var der ikke tid til, for hvad nu hvis den syge vågnede? Udmattet nåede de endelig frem til Fairfarren og kunne præsentere deres fuldførte mission med ære.

/Admin Out. Mission complete.