Den lilla hingst skridtede roligt henover den mærkeligt udseende eng. Det lilla græs gik næsten i ét med ham. Sollyset faldt nedover ham og fik ham til at changere i blålilla farver i takt med græsset, der ligeledes skiftede farvetone. Det måtte være et noget rodet syn for udefrakommende at se på. Selv følte han sig ganske godt tilpas her. De ændrende farver påvirkede ham ikke og generede ej hans syn. Han var så vant til det fra sin egen pels, så han følte mest af alt, at han hørte til her. Han kunne rent faktisk sætte sig ind i engens sted og finde masser af ting, de havde tilfælles.

Et mildt smil gled over hans mørke mule. Han følte sig ganske godt tilpas og var begyndt virkelig at føle sig hjemme i dette nye land. Han havde mødt den fascinerende hingst, Ice, og var tilmed også blevet medlem af hans flok, Hitsugaya. Endelig følte han, at han atter havde et sted at høre til. Han havde stadig ikke rigtigt vænnet sig til Frozticens kolde klima, og derfor nød han ofte at søge hen til de andre landsdele. I dag havde hans rejse ført ham til Sylinum, som stadig var lige så varm i temperaturen som en kraftig sommer. Det var rart for en gangs skyld at opleve sådan et vejr, der jo var den komplette modsætning af hans landsdels.

Han slog ivrigt med hovedet og satte frem i en energisk trav. Han var i ganske godt humør og var derfor også lige i humør til selskab. Mon der var andre sjæle at finde på denne eng? Han vippede muntert de mørke ører frem, inden han lod et opsøgende vrinsk runge udover engen.

Hans udseende i sollys:

DawnFrost

Sjældent kunne man se den stolte DawnFrost være slået ud af kurs, men på denne dag var hingsten i sandhed i uligevægt. I en stille skridt vandrede han uden rigtigt at se hvor hans hove førte ham hen, uden at se hvilke vidundere det nye Proelio havde at byde på. I stedet så den stribede hingst en mørk hoppe for sit indre blik, en skøn hoppe med pink man og hale og en hvid blis, en hoppe hvis grønne øjne en gang havde glimtet med glæde og kærlighed, men nu i hans dagdrøm var kolde og fjerne. Hvor længe han havde vandret var ikke til at sige, men heldigvis blev han snart vækket af sin trance.

Hovedet blev rejst med et ryk og ørerne spidset. Musklerne blev spændt og næseborerne begyndte at dirre for at indfange den fremmedes lugt. De blå øjne gled over landskabet. For første gang siden hans møde med sin gamle mage lagde DawnFrost mærke til sine omgivelser. Græsset havde de mest mærkværdige farver, himmelen var blå og vejret var varmt. Hans krop føltes underlig stiv og hans øjne føltes en smule tågede, men heldigvis vandt hingstens nysgerrighed over hans dårlige humør.
I et forsøg på at vække liv i sin krop rankede hingsten sig i al sin pragt og svarede derefter den fremmede hingst med et ligeværdigt stolt vrinsk. Frem i en elegant trav kom Frost og snart kunne han også skimte den anden i det fjerne. Som han prøvede at fokusere sin opmærksomhed på mødet der lå foran ham, faldt det Frost ind at det var længe siden han havde haft selskab af en hest der havde hans eget køn, bortset lige fra når det galt hans søn. Det ville forhåbentligt blive en rar oplevelse.

(Undskyld mit ALT for sene svar! )

Han fortsatte livligt fremad langs engen og lod blikket flakke fra side til side. Hans næsebor vibrerede undersøgende, og hans ører vippede lyttende rundt efter de mindste tegn på liv. Han kunne da ikke være den eneste, der var til stede på denne fantastiske eng i dette øjeblik?
Hans spørgsmål havde ikke hængt i hans tanker længe, før et stolt og hingstet vrinsk besvarede hans eget. Han hævede nysgerrigt hovedet og så muntert frem for sig. Hvem havde mon valgt at besvare hans kald? Han nåede ikke meget længere, før han fik øje på en anden hingst længere fremme. Den fremmede kom ligeså travende imod ham med en rank og stolt holdning. Han så ikke truende ud, men bar klart præg af at være en ligeværdig modstander, hvis det skulle komme dertil. Racornic var dog ikke en hingst, der slog fra sig, medmindre det blev nødvendigt - og han havde derfor ikke i sinde at udfordre denne hingst. I stedet sendte han ham et muntert smil og stoppede op på høflig afstand med let knejset nakke, inden han strakte den ned i et dybt, høfligt buk. "Godeftermiddag, du fremmede" lød hans varme stemme.