Daydreamer havde fået et syn.
Et syn der førte hende til det vulkanske område Strøglit.
her åbnede grotterne sig for hende som var hun inviteret af kragen selv, som havde givet hende en gåde. Kvikt havde hun besvaret gåden og derefter havde stedet her vist sig i billeder for hende. Hun havde aldrig været ved stedet, men havde alligevel besluttet sig for at søge efter området hun så i sine drømme. Her var hun så, normade, vant til at vandre. Hun var træt i sine ben.. Ben der skulle vise sig at vride hende i smerte om ikke længe. Hun vidste det ikke endnu. Hun tænkte at dette måtte være gudernes værk og hun håbede lidt på at det var Laylis, der havde tilkaldt hende for at spørge om lov til at være med i Amazonas. Jo det kunne være godt hvis guden af kaos sluttede sig til dem. Den palominofarvede hoppe gik ind i grotternes gange og stoppede op for at hvile sine trætte ben. Som fortidshest, vidste hun ikke at Laylis ikke var at finde mere. Hun vidste ikke at det var en anden gud der havde en hov med i spillet her. Hun vidste endnu mindre at denne gud skulle vise sig at være en hingst!
Daydreamer smaskede utilfreds og så rundt. Her var varmt, lummert. Luften var tyk og brændte i næsehårene. Sveden farvede hendes tynde, bløde pels mørkere så den glimtede i en lys der kom fra lavakilderne som udsprang hist og her. Det var smukt og varmen behagede hoppen som nød denne sauna for en stund inden hun besluttede at det måske var en idé at gå længere ind i hulen. Hun stoppede ved et større hulrum med en lavasø og syntes egentligt at det var blevet lige varmt nok selv for hende der egentlig var lidt en ørkenvandrer. "Hallo..? Jeg gider sguda ik stå her hele dagen." brummede hun højlydt for at gøre opmærksom på at hun altså var mødt op, hvad der end skulle til at ske.
Respekten for guderne havde hun ikke just. Faktisk havde hun ikke respekt for andre end sig selv og sit eget ego. Dette skulle snart vise sig om det var den rigtige eller forkerte holdning hun havde hevet frem fra sit skjul.

Dybt inde i vulkanen kaldte en kilde på en hoppe. Kilden havde ganske vist stort kendskab til guderne og tilhørsforhold til især en mørk hingst. Men den havde også tilgang til andre væsner, som krager, snegle og almene heste. Det var årtusinder siden, vulkanen selv havde delt ud af sine gaver. Men det var på tide med en forandring i landet, og derfor lod den grotterne åbne sig og vise vej for den gyldne hoppe, der var på vej ind i sleve kammeret, hvor den reneste magi flød i lava-lignende form. Der var så mørkt at hun intet kunne se, indtil hun nåede den store grotte, med den store sø.

I mørket skinnede væskeen op, det lignede til forveksling lava, føltes som lava og brændte som lava, men det var flydende magi. En flydende magi, der kunne opbevares i ens blodsystem, hvis man turde gennemføre ritualet. Ens blodsystem, fyldt med den flydende magi, ville sørge for en umådeligt større råstyrke.

En stemme talte lavmælt til hoppen om ritualet, som hun ville gennemgå prøvelserne. Først ville hendes øjne falde på et hul i klipperne, formet som et bord, hvorpå syleskarpe knive hvilede. De hviskede til hende. Fortalte hvordan hun måtte skærer sine ben op, hele vejen rundt, over knæene, så blodet flød rent. Den lokkede med sine styrker og fordele. Trin to fandt man i den klare væske, som sang om magien der hvilede i det. Lokkende, ville den få hoppen til at bade i lavaen. Det ville brænde, det ville smerte og hun ville være på nippet til at give op. Indtil det pludselig ikke længere føltes ubehageligt. Lavaen stoppede med at brænde, sårene føltes magiske, som den flydende magi gik i hendes blodsystem. En uovervindelig følelse ville sprede sig. Hoppen kunne træde op af vandet og nå det sidste trin. Syningen. Hun skulle sy sig selv sammen i sårene og for evigt bære arrene. Således ville hoppen modtage Vulkanske kræfter. En stemme ville le mildt og lykønske hende. Men hun ville være alene i grotten. Dette var vulkanens valg.

Daydreamer så sig omkring i den mørklagte hule med den store lavapøl. Hun syntes varmen var ved at blive for meget og var på nippet til at vende sig og skridte væk igen da hun inde i sit hoved hørte en hvisken. En blidt men tvetydig stemme som forklarede hende ritualet, chancen der var blevet hende givet. Chancen for at få styrker og fordele som hun aldrig havde drømt om. En kort stund dagdrømte hun sig væk til en stund i hendes føldom hvor hun ville have haft brug for disse ukendte styrker. Dengang hun fik amuletten med lavastenene og gjorde det af med Shadow Hunter. Det var stunder. Hendes hævntørst over hingsten Ice der havde stoppet hende i at dræbe hoppen Venus også der havde været lige en tand for flabet. Jo, Hun ville bestemt gerne have disse fordele. Evner så at sige som kunne hjælpe hopperne til magten. Selvfølgelig ville ingen være ligeså perfekt egnet til opgaven som hende. Naturligvis var det Daydreamer der var blevet sendt bud efter. Hun var ikke i tvivl. Hun måtte gøre dette.
Hendes øjne faldt på et hulrum i klippemuren hvori der lå knive. skarpe knive. Hun tvivlede lidt på idéen i at skære sig selv op, men hun var en hårdfør skabning, smerten ville ej blive et problem, men det ville hendes udseende bagefter. Hun stoppede op.
Jeg skal fandme ikke have ar efter det her.
lød det i hendes tanker og hun vendte sig for at gå, men noget trak hende den modsatte vej og standsede hende. Var hun mon ved at blive magtbegærlig? Hun så tilbage mod hulrummet mens den lokkende kvidren fortsatte. Fortalte hende hvordan hun kunne få hævn over Ice, hvordan hun kunne stå forrest i kampen mod hingstene. Hvordan hun kunne udslette og likvidere uønskede heste som Inilteir, flabetheder som Venus. Idioter som Shadow Hunter og hendes ufødte føl der fortjente at lide døden for hendes hove.
Daydreamer rullede med øjnene. "Fint." sagde hun bestemt og drejede om og gik hen til hulrummet hvor hun udvalgte sig den kniv hun syntes var pænest og stod til hendes funklende grå øjne og lyserøde juveler i hendes udsmykning.
Hun så ned på sine ben, satte sig elegant på bagen efter hun med sin hale havde børstet området fri for snavs. Det var hovedsageligt den funktion hendes hale havde når den ikke var løftet for at undgå slid i spidserne. Næh, den var ikke kun til pynt. Hun gav sig til at skære sine ben op, først bagbenene der fik hende til at komme med et sammenbidt støn i ny og næ, mens hendes tænder samlede sig om skaftet på våbenet. Dernæst skar hun sine forben op. Hun snittede til perfektion snore lige sår som hun senere kunne vise stolt frem når ritualet ville være slut. Hernæst kom hun på benene, slap kniven og lod den dumpe ned i gruset under hende. Hendes ben savlede med den røde, klistrende væske der i lyset så helt sort og tjæreagtigt ud. Hun så tøvende på lavaen... Dette kunne ligeså godt være en fælde. Guderne havde altid været flyvske og ikke til at stole på. Hun svingede den blonde hale for at gøre en form for protest overfor stemmerne der rungene højere og højere i hulen. Det vil give dig evig styrke, magt, skønhed! Det sidste fik hende til at tage et beslutsomt skidt med det ene forben mod den flydende, varme væske.
Det brændte og hun måtte bide tænderne hårdt sammen som hun tvang sin krop videre ud i lavaen. Hendes ben sad næsten fast som var det stift ler mudder hun måtte føre sine stænger igennem. Alligevel kæmpede hun sig fidere ud i det orange liquid. En svingende og uudholdelig følelse brændte i hendes nylavede sår. Det kradsede og kløede i hele hendes nu stivnede krop for at komme op fra floden af magi, som hun selv forvekslede med lava. Hendes øjnlåg knugede sig i og pludselig var det hele for meget for hende, hun strakte halsen, sveden haglede af hende, kroppen rystede og hun var svimmel og kvalm. Hun åbnede øjnene, det hele flimrede og hun måtte åbne munden med ørerne presset ned i nakken og skrige, skingert af smerte. Hendes krop havde nået grænsen for hvad hun kunne holde til, men hun havde så mage smerter at hun ikke engang kunne hive sig selv op fra pølen selvom hun gerne ville. Hendes krop var låst i den stilling hun stod i. Hun kunne ikke længere gøre hverken fra eller til. Dette fik hende til at ønske at hun aldrig havde gået med til hvad den dumme krage havde sagt. Hun ville bare væk. Hun ville dø, hurtigt!
Men så let slap hun ikke. Hendes hjerteskærende sang af skrig og forpustede støn kunne høres gennem hulerne og gjorde genlyd i de tilløbende grotter og hulrum.
Pludselig var det somom al smerte fortog sig og en kølig og lykkegivende følelse skyllede igennem hende, startede ved benene, gennem hendes skuldre og lår, mave hvor det kildede ganske forløsende og videre til hendes hals hvor nakkehårene rejste sig af velbehag og vendte de mandelformede ører fremaf igen. Hendes øjne lukkedes mens svimmelheden forførte hende til at slappe af i hver en muskel i hendes krop og lokkede hende op af lavepoolen igen. Denne magi brusede i hendes blod og fjernede et hvert spor af den kvalme hun havde haft liggende under tungen.
Hun kom roligt og afslappet op på land igen. Hendes ben føltes stærke. Blodet var forsvundet og det samme var smerterne der havde pint hende i et ukendt tidsrum. Det havde føltes som dage hun havde stået i den lavapøl. Hun troede at hendes ben ville være nøgne knogler da hun kom op, men efter at have kigget nøje efter, virkede de okey til trods for at sårene stadigvæk var åbne. Det var somom at et orange skær lå over dem. Nye aftegn havde formet sig og gjort, til hendes held, hendes ben kønnere end hvad hun havde troet de ville være. Hun fandt hurtigt nål med tråd og gav sig til meget nøjagtigt og umage at sy de åbne sår sammen med mange sting. Nogle af dem en smule skæve fordi det var som hun nu kunne nå til. Hun krydsede over og lavede mere dekorative sting så man til forveksling kunne tro at det var aftegn hun var født med. Hun ville bære disse ar med stolthed og vise dem frem til alle og enhver, som en medalje, et bevis for at hun var gået igennem dette for at få mere magt og retfærdighed i verdenen. Retfærdighed til hendes fordel altså. Hun kunne ikke vente med at fortælle denne oplevelse til sladderklubben i Amazonas. Gaizka skulle vide alt!

Hoppen klarede vulkanens test. Hoppens ar ville tilmed blive pæne, på grund af hendes grundighed. Men grotten agtede at sende hende bort nu. Aldrig ville hun finde grotten igen, vejen ville atter lukkes. Som den viste hende vejen ud, lukkede den bag hende. Vulkanens gaver var nu givet, det ville emme i hendes ben og styrke hende til døden. En latter lød i vulkanens indre, som en advarsel. Forsvind. Forsvind. Forsvind. Nyd dine kræfter, men kom aldrig tilbage.

Daydreamer gik ud med faste skridt. Hun havde nu fået stærke ben med pæne ar. Hun triumferede ud af grotterne og lod det hele lukke sig bagefter hende. Aftegn viste sig på hendes ben, nye aftegn, lysende orange. Hun bar dem med stolthed. Bare vent til Gaizka hørte om dette! //out