Skæbnen oktober 2015

Skæbnen oktober 2015 Nov 3, 2015 15:24:08 GMT 1

Quote

Post by JD-Thilde on Nov 3, 2015 15:24:08 GMT 1

Skæbnen Oktober 2015

Sted: Øst - Uejede områder - Newere Garden.
Skulpture af dyr, guder og fantasi væsner tårnede sig op i daggryet. Solens stråler ramte knap nok de duggede morgenfruer der prydede havens bede. Himlens stjerner skinnede stadig, og månen var en lys plet i baggrunden. En tiltrækningskraft til det lille nøje placerede vandfald under et stort egetræ, var så dragende at man næppe kunne se den anden vej. I daggryets sparsomme, smukke lys, hviskede noget inde bag vandets rislen, blødt og mørkt en gåde. "En hingst må lade livet - dødsstraf. En hoppe blandt vidnerne græd. Man spurgte hende, om hun var hans familie, til det svarede hun: 'Ja, hans mor, var min mors eneste datter.' Hvad er slægtsforholdet?" En syngende krage, fløj ud fra vandfaldet da en hest havde hørt dens gåde. Den satte sig på en af egetræets grene og stirrede ventende på hesten. Hvem i daggryet, ville besvare gåden, og hvem ville gætte rigtigt?

Vind eller Tab
• : Et øje giver mulighed for at få vulkanske kræfter.
•• : To øjne giver mavepine i en måned.
••• : Tre øjne giver +3 permanente styrkepoints.
•••• : Fire øjne giver -5 udholdenhedspoint i 2 måneder.
••••• : Fem øjne giver en uges adgang til Himmelriget og derfra Helvede.
•••••• : Seks øjne giver en amulet af sort magi.

Tilmeldte og Udfald
Daydreamer
Skulpturer af alt muligt... Blabla bla... Kedeligt var her! Hoppen fnøs i det tidlige morgengry og stoppede op for at få ro i sit hovede for sine egne klonkene skridt. Hun syntes at hun hørte noget og dette fik hendes mandelformede, cremefarvede ører til at dreje, vride og vende sig. De knapt så tydelige stjerner over hende gjorde det klart at natten langsomt fortog sig, men ikke helt, for daggryets tidlige stråler havde vækket den slanke hoppe og jaget hende på farten igen. Hun havde været dage væk fra Amazonas. Ikke med vilje, hun var bare lidt af en normade som hun havde været det alle dage, som flokløs. Hun skulle lige vænne sig til livet i en flok, for dét var noget hun aldrig havde prøvet før i sit liv. Jovist havde hendes moder fortalt hende om flokke, og det var da også nyttigt at kunne efterlade Santana i krøgtige hove, trods det var en smule ensomt uden den lille parasit på slæb.
Daydreamer var havnet her af én simpel grund. Her var læ at finde fra de kolde vinde der havde vendt sig sydpå fra Frozticien. En landsdel der ikke det mindste strejfede den sandfarvedes hukommelse. Næh, hun havde aldrig besøgt stedet og de kølige briser der kom herhid derfra, var nok til at hun holdte sin afstand. Hun kunne lige forstille sig hvordan sne og is ville tvinge frem en vinterpels, som var markant sværre at holde pæn, blank og blød!
Først nu fik Daydreamer øje på den smukke oase i hvad der mindede om en labyrinthave. Månen var det der førte Daydreamer's blik hen på vandfaldet og lyden af knitrende og friskt kildevand under en stor, frodig eg. Daydreamer vidste at egetræer kun voksede nær kilder og derfor var hun helt tryg da hun sank hovedet for at drikke af det kølige og livsgivende vand. Hertil kom dog hurtigt en forstyrrelse, i form af en hvislende, blød og lidt dyster stemme bag vandfaldet. Daydreamer lyttede, talte vandet til hende?
Hun løftede langsomt hovedet med begge ører rettede mod vandfaldet og bakkede et skridt da en sort fugl fløg ud fra vandet. Det skræmte hende lidt, men du ville nok aldrig få hende til at indrømme at hun fik et chok over en krave!
Daydreamer brugte ikke længe om at besvare spørgsmålet, for hun var skam ikke en dum hoppe. Hun var ganske smart, når hun ikke spillede retaderet for at indhente oplysninger. "Hoppen blandt vidnerne var hingstens moder." svarede hun kløgtigt og selvsikkert med øjnene lukkede og stemmen høj og tydelig.

Daydreamers svar kom hurtigt og kvit. Kragen i træet skreg hæst, som en latter. Den smukke hoppe var en del af en flok, en der havde brug for styrke og beskyttelse. Kragen rodede i sine fjer, inden den fløj ned og satte sig på Daydreamers ryg. Den studerede hendes muskler - ville hun være i stand til at forsvare en flok? Den skreg hæst igen, og som et fortryllende lille svar sagde den "Du har vundet over min gåde. Lille hoppe drag til Helzloris vulkan, og udfør et krævende ritual, jeg vil hjælpe dig med. Så skal du for alvor få styrken til at slå hingste ned." - Daydreamer har nu mulighed for at få Vulkanske kræfter!

Recimir
Han indåndede.... Luften var frisk. Morgendug.

Hans øjne var lukkede, men hans hovede var hævet og ørene opmærksomme. Solen gryede. Det kunne man opfange i atmosfæren. Derfor lå han i skyggerne, under et stort egetræ som bredte sin store krone udover det lyssky væsen.

vingeslag fa en fugl.

Han tiltede hovedet langsomt og kun ganske let på skrå, da en fugl sang. Berettede en historie om en skæbne og en familie. Recimir brummede sagte, og træk ganske let på den ene mundvig. En gåde. Det var hans domæne, og han svarede som han kun var i stand til at svare:

"Hendes søns mor græd. Resten er blot fortid.."

(Oversat til dansk: Den grændende hoppe er mor til den døde hingst.)

Svaret denne lilla hingst gav på kragtens gåde, var næsten ligeså gådefuldt som gåden selv. Kragen skreg hæst og nikkede så ivrigt. Hingsten havde imponeret kragen, og den fløj ned foran hans ansigt "Dit svar imponere. Du vil blive tildelt mere styrke for din intelligens." - Recimir har vundet +3 permanente stykepoints!

Fricai Andlát
Frei gik rundt blandt de masse skulture, han fandt det smukt, morgenståge og kulde var stille ved at lette fra jorden, imens sole fint kæmpede med at få lov til at indtage sin plads. Han bevægede sig roligt fremad. Der var ingen at se for en mils omkreds, men det gjorde skam heller ikke hingsten noget, fordi til tider var det rart at være alene, det var ikke fordi han heller ej ønskede selskab. Han havde det fint med begge to.

Hingsten bevægede sig langsomt fremad, blandt de store skulpturerne, han passede godt på han ikke ramte eller smadrede nogen af dem, for der stod de i deres egen yndefulde sted, han respekterede stedet, ligeså som han respekterede skulpturerne, han kom med fred, og lod sig nydende omgivelserne, fordi alt havde en mening.

Som han gik der i ro og mag nåede han hen til et stor smukt vandfald, han så beundrende på det. Det var smukt, ædelt et eller andet sted. Fuld af magt. Han ved ikke hvor længe han stod der, men en et chok fik han, da en stemme lød inde fra vandfaldet, han lyttede roligt, til dens ord. Var det en gåde? Var det lige det her? Ud kom en krage, han så roligt mod den, før han bevægede sig langsomt mod kragen. ”Om det er en gåde eller sandhistorie, begge af disse ting kan forekomme, måske begge? Så fald var den grædende hoppe, den dødende hingsts moder” han så mod kragen med sørgelige øjne. Han ville gerne havde kunnet rede din hingst. Ingen moder bør heller se sine sønner eller døtre dø. Det burde være omvendt. Han så atter op på kragen, afventede, hvor ville kragen hen med denne sørgelige gåde? Hvad var pointen? Der måtte være en mening bag.

Respekten denne hingst udviste generede kragen, ligeså meget som den synes han var fornuftig i sin respekt for området. Hingsten var længe om at notere sig kragen og den skreg da han endelig svarede. "DU lille hingst, er en mester i Elasium, men mangler har du sikker også. Jeg giver dig for dit korrekte svar på min gåde, adgang til himmelriget og derfra helvede! Skynd dig, hvis du har et ærinde at løbe." kragen baskede med sit vingefang og jagtede hingsten væk. - Fricai Andlát har vundet en uges fri adgang til himmelriget og derfra helvede.

Trudy
Den sorte hoppe med pangfarverne, havde bevæget sig rundt på må og få, og havde undersøgt al på sin vej i daggryets tidlige morgenstund. Der var stadig oceaner af områder i dette nye Proelio, hvor hun endnu ikke havde været, men den slanke hoppe begyndte at danne sig et billed af, hvordan dette land hang sammen. Det var spændende, det var helt sikkert, men en gang imellem kunne det nu alligevel være rart, at have bare en lille smule styr på, hvor det var man befandt sig. Det måtte vel komme med tiden. I hvert fald havde hun truffet et valg om, hvilken landsdel hun ville tilhøre. Vustlaum, det virkede som en rar, men alligevel ikke al for voldsom del af Proelio. Trudy havde ganske vidst ikke mødt den såkaldte øverste endnu, men ham stødte hun vel nok på en dag.

Med ét blev den sorte hoppe opmærksom på, at hun ikke længere bevægede sig af sted på må og få. Hun gik nu i en lige linje, som om hun havde et mål? Men det havde hun da ikke? Hun vidste faktisk slet ikke, hvor hun befandt sig på nuværende tidspunkt, så hvordan kunne hendes stribede ben, bevæge sig så målbevidst af sted? Med et lettere mistænksomt blik gled de mosgrønne øjne omkring området hun passerede. Her var magi indblandet, var der ikke? I samme øjeblik som hun havde tænkt tanken, mærkede hun nu tydeligt, hvordan det trak i hende. Som altid forsøgte Trudy at gå imod. Enhver anden vej end den magien trak hende, men ingenting nyttede. Den havde godt og grundigt fat i hende, og Trudy kunne intet andet gøre, end at følge den sti, der blev vist hende.

Underlige skulpturer lavet ud af sten, begyndte nu at dukke op omkring hende. Sælsomme så de ud, som de stod der i morgendisen, hvor solen knap nok var stået op endnu. Væsner hun aldrig havde set mage til, var udmejslet i glitrende sten, og fik Trudy til at gyse let. Hvad var det her for et sted? Blomster af forskellig slags, var plantet i unaturlige former, såsom firkanter og trekanter. Sådan ville naturen aldrig selv have skabt dem! En stille, fredfyldt rislen af vand, nåede nu Trudys følsomme ører. Nysgerrigt og en smule på vagt, kiggede hun sig omkring, og opdagede nu til sin store forbløffelse det mindste vandfald, hun nogensinde havde set! Ja det var endda mindre end hende selv. Uden at bemærke det, havde magien nu sluppet sit tag i den sorte hoppe, og hun skridtede ganske frivilligt helt tæt på minivandfaldet. En blid hvisken synes at komme inden fra vandfaldet, og nysgerrigt bøjede Trudy hovedet ned, for bedre at kunne høre. Vandets rislen overdøvede dog forsat de sagte ord, hvorved Trudy i et forsøg på at stoppe vandet, lod sin mule glide ind under de små kaskader af vand. Vandet stoppede ikke med at falde, men den sorte hoppe kunne nu ganske klart høre, hvad der blev sagt. "En hingst må lade livet - dødsstraf. En hoppe blandt vidnerne græd. Man spurgte hende, om hun var hans familie, til det svarede hun: 'Ja, hans mor, var min mors eneste datter.' Hvad er slægtsforholdet?" Trudy nåede ikke så meget som at tænke sig om et øjeblik, før en krage på det nærmeste fløj ud i hovedet på hende! Forskrækket sprang hun tilbage, mens hun fulgte den blæksorte fugl med øjnene. Var det den, der havde talt? Den satte sig nu godt til rette i et stort egetræ, mens den med et forventningsfuldt blik, stirrede tilbage på Trudy. Tøvende skridtede hun hen under grenen, hvor kragen sad, og lagde så hovedet tilbage, så hun tydeligt kunne se den. "Var det dig før? Skal jeg svare på din gåde?" Der kom dog intet svar, ikke udover at kragen ufortrødent fortsatte sin stirren på hende. Hhmmm.. Hvordan var det nu, gåden havde lydt? Stille gengav Trudy gåden for sig, mens hun tænkte så det knagede. En hingst.. En hoppe der græd. Slægtsforholdet? Ja det var jo et godt spørgsmål. Hans mor var hoppens mors eneste datter, kunne det være.. "Den grædende hoppe er hingstens mor."

Kragen baskede med sine vinger. Denne hoppe havde valgt at følge magiens træk, mod vandfaldet, trods hun også havde forsøgt at slippe fra denne. Hun var en meget bevidst sjæl, og kragen nikkede da hendes svar lød. "Kære sorte hoppe, jeg vil give dig adgang til himmelriget og derfra helvede i en uge. Har du et ærinde? Skynd dig at tag min gave." kragen skreg hæst og fløj mod Trudy. Dens klør fangede hendes hår for at lede hende på vej væk igen. - Trudy har vundet en uges fri adgang til himmelriget og derfra helvede.

Silverstream
Alt denne blasfemi tårnede sig op foran den hvide hoppe som aldrig før havde betrådt andre dele end Beicaskoven i Darkena. Hun havde i hvertfald ikke gået glip af noget det var sten sikkert. Hun gjorde et utilfredst fnys inden hun fik øje på dette vandfald. Noget dragede hende dertil, men hun forsøgte nu at holde imod, men tænkt sig nu hvis det var Herren? Silverstream ilede nu dertil. Hun hørte en hvisken og rynkede nu på næsen da hviskende ord lyd, og hun trak hovedet til sig da en krage nær havde ramt hende i dens flugt fra vandfaldet. Den hvide hoppe lagde ørerne og stampede utilfredst i jorden. Hun havde nær fået et chok. Hun mimrede med mulen og stirrede tilbage på kragen, som ligeså stirrede på hende. Hun løftede hovedet og hvælvede i halsen. Forventede den svar? Hvis dette kunne bringe hende noget, bare et hint om herren, så var det vel det værd.

” Hoppen er hingsten der skal henrettes moder. ”

Lød det nu fra hende. Trods den hvide hoppe var vokset op isoleret for omverden, betød det ikke hun var helt tabt bag en vogn. Hun så nu blot afventende på kragen, som den havde set afventende på hende.'

Kragen hvæsede næsten af den hvide hoppe. Hendes hjerte tjene en ond magt, og kragten brød sig ikke om det den så i hendes øjne. Den snappede ud i luften og derefter gav den sig til at flyve frusterende omkring hoppen, med baskende vinger, og skarpe klør og næb. Den var vred, over at hun havde gættet hans gåde. "Lille hvide tjener af mørket, jeg fratager dig din udholdenhed i 2 månder!" hvæsede den af hende, som den jagtede og prikkede til hende, til hun måtte flygte for ikke at få sår der ville dræbe. Kragen lo skingert da hun endelig var udmattet og borte. - Silverstream har tabt -5 udeholdenhedspoint i 2 måneder.

Syntrax Sinn
Hærget, således så Sinn endnu ud, selv om hans nætter og dage endnu var mindre og mindre fyldt med blodige billeder for hans indre øje. Krigens minder var ved at miste sit tag i hingsten, selv om den nok aldrig helt ville forsvinde fra hans underbevidsthed. Lige nu var hingstens dog fri, eller måske var han blot fængslet af noget andet?
Det nye Proelio var endnu fremmed for den stribede hingst, og dette fik hans blå øjne med deres kolde blå flamme til evigt at skanne omgivelserne. Han kunne mærke på sine ben, at han havde vandret en tid, men kunne ikke selv huske hvorledes han var endt i denne vidunderlige og skræmmende have. Han huskede end ikke rigtigt at have vågnet! Men havde han ikke lagt ved siden af en mur af buske? Som hingstens øjne skannede området fandt han sig ganske vidst næsten omgivet af vægge af grønt. Alle dufte var som forstærket, sødt græs, duften af roser og … hvad? Lugte han aldrig før havde mødt, og da han kiggede op så han en skulptur af en bevinget ulv i farver af guld, det måtte være denne der havde den mærkværdige metalliske lugt. Sinn havde dog ikke længe til at gruble over skulpturen for hans ben bevægede sig stadig, som blev de ført afsted af usynlige tråde. Snart stod han foran et vandfald der stillede brusede og hvislede, dansede i morgenens rødlige lys, så smukt, så smukt! Hans ben var stoppet, og snart begyndte kuldegysninger at sprede sig til Sinns krop, og hans hjerte at hamre hurtigere, om det kunne kaldes en sjette sans, eller intuition var svært at sige, men den stribede hingst vidste noget var forkert, der var noget i gære.
Den brusende rislen under egetræet blev brudt af en hvisken blot lidt højere. Kun tydelig fordi lyden lød som intet en hest kunne frembringe, og dog var ordene klare og til at forstå. Alle muskler i hingstens unge krop blev spændt, og det var nok første gang siden slaget i det kolde nord, at Sinn følte sig fuld af energi, om end energi af varsomhed. Stemmen sang, den sang om en hingsts død, og om en hoppe der græd i mængden, og svarede hvem hun var, hvor hun kendte hingsten der var dømt til døden. Et kort øjeblik lukkede hingsten øjnene og kunne se scenen for sig. En mørk hingst, hærget og forslået omringet af andre heste, klar til at dræbe ham, og en hoppe med den mørkeste blå farve hvis tårer glitrede i morgensolens lys. Hendes hjerte gjorde ondt, så ondt, for nu skulle hendes søn dø.
En flakken af vinger der slog… Sinns nedlagte ører rykkede let på sig og Sinn åbnede øjnene igen. I alle andre lande end dette havde den stribede hingst ikke troet sine egne øjne, men en krage sad nu afventende på en gren og ventede på at Sinn ville svare og i det øjeblik blev Sinn klar over at dette var kragen der havde sunget. Spørgsmålet var nu, ville det være klogt af ham at svare, eller burde han gå? Med let sammenknebne øjne overvejede hingsten sine muligheder, men dette var nok ingen normal krage, og det var nok ikke et tilfælde at hans ben havde ført ham til dette sted, og svare kunne han derfor nok ikke komme uden om. Et øjeblik var hingsten glad for at han, i stedet for sine forældres glade og langfattede personligheder, havde han fået den stille grublende, havde han fået sin hjerne. Måske ville dette kunne give ham lov til at gå uden skade?
En hæs neutral stemme lød fra den stribede hingst, ”Hoppen, er hingstens moder”

Denne hingst var svær for kragen at vurdere. Han varså stille og tænksom. Kragen måtte drage en konklustion allerede inden han havde svaret. Svaret var kort og simpelt, så kragen trippede ud ad grenen og ned til denne hingst. Den stirrede indgående på ham. "Sandt. Men ikke godt nok. Flygt." sagde kragen, og øjeblikkeligt trak en stærk magi hingsten væk. Han kunne gøre al modstand i verden, når magien endelige ville ligge sig, ville han være udmattet af en timelang rejse og kamp mod den. - Syntrax Sinn har mistet -5 udholdenhedspoint i 2 måneder.

DawnFrost
DawnFrost var ved at være sig selv igen.. Natten havde været fri for røde minder, derfor havde han stået op med et stort smil, var hoppet op på sine lange stænger og havde budt den røde sols første stråler velkommen. Han vidste jo hvor godt han så ud med de røde stråler hvilende på sin majestætiske krop! Et smil gled over Frosts mule, det var længe siden han havde følt sig så oplagt. Måske var han heldig, måske ville dette være dagen han så Tru…. Frost stoppede tanken endnu hans indre stemme havde sagt hoppens navn, rystede på hovedet for at kaste tanken væk, plastrede smilet på sin mule igen og satte så frem i en energisk trav.

Hække voksede op på begge sider af Frost som han gik ind i en stor have. Blomster skød i grupper op omkring en pænt trimmet plæne, og rundt omkring var smukke skulpturer af alverdens farver. Frost tog en rundt blandt dem og sagde højlydt godmorgen, sikke en herlig morgen, dette bliver en god dag! Hans varme stemme fyldte det smukke sted der var Newere Garden. Langsomt blandtes hans ord dog med en anden lyd, en rislen af vand, og han mærkede hvordan hans øjne oftere og oftere måtte skimte i en bestemt retning, den retning hans ben stille førte ham. Endelig nåede han kilden til den rislende lyd, og stoppede op ved et kæmpe egetræ hvorfra et vandfald rislede frem. Frost nåede lige at tænke tanken at han enlig skulle tisse, da tanken blev afbrudt af en stemme.

Det gibbede i DawnFrost da en hvisken lød inde bag vandfaldet, og den muskuløse hingst mærkede hvordan han strakte hals og spidsede ører for at høre det hele. Det var dog en forfærdelig fortælling. Hvem gad tænke over det? Hingsten rystede på hovedet og trådte et skridt tilbage da en stor sort fugl pludselig fløj hen på en gren nær ham. Frost spærrede øjnene op i en blanding af fryd og rædsel, for hvor var det dog fantastisk at få noget selskab på denne smukke morgen, men hvor var det bizart at det så ud til at kragen ønskede at han skulle svare på sådan noget volapyk. Han trådte stille et skridt tilbage, men kragens sorte øjne borede sig blot endnu mere ind i hingstens, og Frost følte det som blev hans ben til is.

Han skulle svare? Pludselig virkede vandfaldets rislen slet ikke beroligende og smukt, det var en irriterende lyd der gjorde at han ikke kunne tænke… Hvad havde kragen sagt? En hingst skal dø, blabla, en hoppe græder, nød hvor trist! Hun er i hans familie, ja det er hun! Mor, der blev sagt noget med mor, det må hun være? Ikke? Frost tænkte så det knagede og lyste snart op i et kæmpe smil. Redet af sin dumhed ikke kløgt, men sådan gik det dog tit Frost, for han havde det korrekte svar, om end fordi han ikke kunne huske hvad kragen helt havde sagt. Men med stolt og glædelig stemme meddelte Frost; ”Hun er jo hans mor!” Et nik kom fra Frost som for at understrege hvor fantastisk han var, at han sådan kunne svare på noget.

"Du er håbløs." kragen gav ikke udtryk for om hingsten havde svaret rigtig eller forkert, men higsten havde både villet tisse i kragens have, OG være smuttet fra gåde, uden at tænke over den hvis ikke kragen havde stirret. Han var dum. Volapyk? Gåder var verdens mest vidunderlige ting. Kragen rystede på hovedet og fløj ned til hingsten hvor den prikkede ham i maven med nævet. "Av av." lo den da hingsten nu ville få mavepine. - DawnFrost har fået mavepine i en måned.

Dawn of Death
En dæmon, en dødens budbringer. Ting man ofte forbandt med mørke og mere dystre tanker, og det var også noget man burde hos denne brune hingst der havde fundet vej til dette sted en tidlig morgen, men det var ikke dysterheden der prægede hans sind, nej det var noget helt andet som få ville forestille sig var sande. Et stikkende savn, et savn til hvad? Nærvær, kærtegn og blot det at føle sig tryg. Selvom han var en leder, en konge, beskytter så havde beskytteren nogengange brug for at blive beskyttet, nogen som kunne tage over, tage styringen. Dawn of Death var hans navn, et navn der vækkede frygt eller frastødte andre. Han var et smukt og næsten himmelsk sted, ikke noget der passede den den krigshærgede, store grove krop med enorme vinger og kæder som prydede den, men det var så fredfyldt at han blot lod sig drage hen i stilheden, kun vandfaldet klukken kunne høres. En sagte sukken kom fra den brune som han så op mod Artemis måne og små stjerne som snart ville vige for lyset. Han huskede tiden hvor Gudinden havde været ved hans side. Det kunne umuligt blive sådan igen. En hvisken lød fra vandets rislen og den brune lagde mistænktsomt ørerne, men var ikke bleg for at undersøge nærmere. En gode tegnede sig for hans indre, som ordene blev opfanget af ham, og en krage fløj ud og satte sig nær ham i et egetræ. Den stirrede på ham, og han stirrede tilbage med de røde øjne. Forventede den svar? Den brune måtte huske på hvad der var hvisket, men en anden hvisken blandede sig med kragens. Han måtte ryste voldsomt på hovedet for så atter og koncentrere sig.

” Hun er hingstens moder. ”

Hviskede han hæst, ikke for højt, for det ville virke mistænktsomt at han stod og talte til fugle. Han vidste ikke hvis værk dette var, om det blot var en del af denne nye verden, men den brune dæmon ville blot have lidt fred og ro. En tung sukken blandede sig som dampe med diset fra morgensolen der snart ville stramme sit greb om verden. Hvilken morgen Artemis var ved at skabe. Den brune glemte let kragen i træet da han forventede at den nu havde svar på sin gåde, for han søgte blot et fredeligt øjeblik for ham selv.

Denne brune hingst bar mørket med sig langt inde i hans sind. Men det var ikke det der prægede den her til morgen, så det kragen nu så blødte dens hjerte op. En kriger, en leder med hjertet splittet i flere stykker. Kragen så hans styrke og sorg, og skreg grædede til ham. "En sjæl som du, må få mine gaver." kragen fløj ned på hingstens ryg, og pillede sine fjer lidt. "Styrke er dig givet." - Dawn of Death har vundet +3 permanente styrkepoints.

Ilinea
Den hvide skabning bevægede sig med forsigtige skridt ind i det fremmede område. Statuere af sten og marmor tårnede sig op omkring hende, imens en svag rislen tydede på at noget vand måtte være i nærheden. Og som den hvide trådte nærmere, steg lyde op til en mere brusen. Det mindede hende om de vandfald hun havde set derhjemme, og følgte kort en nysgerrighed trække. Kunne der virkelig være flere vandfald? Et fjollet spørgsmål, da svaret selvfølgelig var jah. Hun hadve bare ikke tænkt på muligheden.
Ilineas skridt forstummede, da en melodisk stemme fik hende til næsten at fare sammen. En stemme sygenende, og en krage kom pludselig som havde den hele tiden været her. Den runde hoppes øjne blev kort store, inden at hun undrende satte sig ned. En gåde? Der kom en talende krage, og den fortalte en gåde? Forvirret rystede hun hovedet, da ordene ikke gav mening for hende.
"Det ved jeg da ikke....?"
mumlede hun, og bed sig let i underlæben. Hvordan kunne man regne det ud? Hun havde jo ikke engang hørt hele spørgsmålet ordentligt, da hun havde haft mere fokus på historien. For det var en trist historie...
"En familie er en familie. Så er det ligemeget hvilket forhold man har.."
mumlede hun da, mest af alt til sig selv. Hun kendte ikke svaret, og kunne ikke regne det ud. Ikke fordi hun var dum - det var hun bestemt ikke. Men hun pakkede sjældent hensigter ind i gåder og spørgsmål, og var derfor ikke van til at få dem tilbage.

Den hvide hoppe lagde sig kort efter nid, og nippede forsigtigt til græsset. Selvom kragen var.... underlig. var det et smukt sted. Hun kunne ligeså godt bruge lidt mere tid her - og måske tænke lidt mere over gåden.

Ungdommen havde stadig grebet i hoppen der nu mødte Kragen. Hun var den første der ikke kunne gætte gåden, og det var næsten en ære for kragen at møde en så ung og endnu uvidende sjæl. Hun havde dog ret i en ting det om familie. Kragen fløj ned på jorden og kiggede på hende med skarpe øjne. "De som gåden gætte kan, skal ikke vinde en gave som den du får. Svaret er dig uvist, tænk mit barn, og indtil da så bær min mørke amulet." Kragens ord bragte en sort skygge med sig, der lagde sig om hoppens hals. En amulet. - Ilinea har vundet en amulet af sort magi.

Benji
Tidspunktet var enten meget sent om natten eller meget tidligt om morgene. Lige nøjagtig det tidspunkt, hvor nat blev til dag. Stjernerne blinkede stadig blødt til de der var vågne, og også månen kunne endnu ses, selvom den stille og roligt begyndte at blegne bort, i de røde og orange farver der begyndte at kunne anes i horisonten, og som indikerede, at solen var på vej for at sige godmorgen. På lige nøjagtig dette tidspunkt vandrede en ensom sjæl, som egentligt stadig burde være i sin søde søvn, og lade op til dagens komme. Men Benji havde ikke kunne sove, og var i stedet begyndt at vandre. Vandre ud i sovende land, som endnu var så nyt for ham. Han havde ikke haft noget bestemt mål med sin vandren, og var derfor ganske tilfældigt havnet i dette besynderlige område.
Den mørke hingst var godt i gang med at undersøge en sælsom stenfigur, som i hans øjne mest af alt lignede en kat med vinger, men sådanne væsner fandtes ikke, så han var ikke sikker på, at det rent faktisk var hvad det skulle forestille. Måske var disse skulpturer blot skaberens fantasier, og ikke noget man skulle kunne forvente og møde i den sande virkelighed. Resten af området var så så besynderligt som disse figurer udhugget i sten. Små buske var blevet formet som både firkanter, trekanter og i cirkler, noget Benji aldrig havde set før. Blomsterne så ganske normale ud, bortset fra at de var blevet sorteret i farver, og ikke blot voksede ind mellem hinanden, sådan som det sås alle andre steder. Hvem var dog det der stod bag dette sted?
Benji mærkede nu hvordan en sælsom kraft begyndte at trække i ham, og med øjne der var på vagt og en krop der var spændt til kamp, lod han sig trække med. Umiddelbart så der dog ikke ud til at ligge fjender på lur, da han blev ført hen til et lille vandfald, placeret under et mægtigt egetræ. Uden helt at vide hvad det var der blev forventet af ham, stod han nu blot ganske stille og studerede vandfaldet. En dæmpet stemme nåede nu hans øre, med noget som han opfattede som en gåde. Herefter fløj en krage ud fra kaskaderne af vand, og satte sig højt i egetræet, mens den stirrede ufravendt mod Benji. ”Hoppen er mor til den dræbte hingst.” Svarede han så roligt, som om der ikke var den mindste smule mærkeligt ved dette lille optrin.

Det hurtige svar der lød fra hingsten i rustningen fortjente en medalje. Kragen påkaldte skyggerne og skyggerne hægtede sig fast i Benjis rustning, i en lille ring. I den ring hang nu en sort amuelt. "Du gættet rigtigt har. Tilhænget af Smeyé bær min gave." skreg kragen og piskede med sine vinger. - Benji har vundet en amulet af sort magi.

OBS! Jer der har vundet noget særligt kan kontakte JD-Thilde for mere information, og hjælp