Abaddon Izarra
- Daughter of the Stars

Vandet drev af hoppen. Hendes slanke, men formede, krop blev drevet frem i den karakteristiske feminine, elegante trav der hørte hendes fine væsen til. Mørket var over alt og hun var i sit es. Hendes krop udgav en smule lys og et svag lys fra hendes gulgrønne øjne. Hun stoppede først da hun var godt en meter fra havet og rystede den stjernedækkede pels. Hendes krøllede, blå man var tung, men hoppen var så vant til tyngden, at det ikke gjorde den vilde forskel. Hun så sig kort om og ind i den dunkle skov foran hende. Der var flere åbninger til stier der førte ind i skoven, hvilket var en fordel og en svaghed. Hun ville let kunne komme frem, men ligeså ville andre.. Men hvorfor skulle hun være bekymret? Hun var den eneste der vidste hvorfor hun var her, men alligevel.. Hendes fader havde altid sagt at guderne kunne læse tanker.. De ville vide hvad hun ledte efter før hun selv fandt det. Hun kunne ikke være for forsigtig, men hun måtte også handle hurtigt. Hun slog med hovedet for at få pandelokken på plads, inden hun igen satte frem i traven mod en af stierne, der ledte dybere ind i lindeskoven. 

Den hvide hoppe havde netop vendt tilbae fra Beicas underskov med en ganske særlig ting, som nu var halvt skjult og viklet ind i den enorme man, som var flettet og udsmykket med diverse dyreknogler. Hun var dybt inde i lindeskoven, fordi hun nu havde fundet det interessant at udforske den del af Proelio hun aldrig havde set før. Hun havde hørt ganske få historier som lille, for det var de færeste der fik lov til at begive sig udenfor Beica, ud til de vantro. Den hvide hoppe var dog stoppet op i det en stjernespækket skikkelse var på vej i hendes retning. Stjernespækkede heste havde hun dog hørt om, ganske få beretninger om dem, hvem den ene i hvertfald støttede. Den brune budbringer havde givet hende et signalement og derfor så hun heller ikke helt afvisende ud, men afventede blot at den fremmede kom nærmere, for at kunne finde ud af om det var vedkommende som hun havde fået fortalt om.  En med samme intense passion for at tjene Herren. Silverstream kunne allerede lide vedkommende blot ved tanken. Hun fnyste dog kort for at tilkendegive sin position. 

Abaddon Izarra
- Daughter of the Stars

Abaddon bar sig frem gennem lindetræerne med den samme ynde og lethed, som en gudinde, men hun var langt fra en og hvis man virkeligt kiggede efter kunne hendes gang minde om en slanges hvirvlende gang hen over jorden. Hun bevægede sig næsten lydløst, hun havde lært alt hvad hendes fader havde fundet værdifuldt, men hun måtte opdage resten af hendes talenter selv. De gule øjne var opmærksomme og opfangede den fremmede hvide skikkelse ligesom, denne fnyste for at gøre sig selv bemærket. Hmm.. Hun havde ikke forventet at møde nogen på sin lumske rejse, men her stod der så en. Abaddon stoppede op og så den fremmede an. En sort man og en vag lugt af hjem hang ved den fremmede og luften omkring hende. Hoppen var fra Beica. Hendes hjem. Hun følte sig en smule fornærmet over, at denne ej havde gjort opmærksom på sig selv før, men Abaddon havde ingen grund til at være fornærmet, skoven havde været hendes hjem i fortiden, men nu var den langt fra hendes.. De gullige øjne blev en anelse mere imødekommende og hun satte frem i  den genkendelige trav igen, nu mod den fremmede, hvide. "Godaften, Snehvide.."  Hendes stemme bar den mystiske klang, men var ganske blid og feminin. Den fremmed kunne være en ven, men ligeså en fjende.. Hun måtte enden forsøge at fortsætte sin færd eller også finde ud af det..Hun vippede de mørke øre frem den hvide og stjernerne hvirvlede sig rundt på hendes krop.

De blå øjne borede sig fast i skindet på den stjernespækkede hoppe. Hun vidste nu hvem det var efter at have set nærmere på hendes blå man, som dansede over hendes hals i det hun kom nærmere. Silver løftede hovedet og vippede kort med ørerne inden hun rynkede på overlæben ved dette nye kælenavn, men blidheden i hoppens toneleje gjorde at hun ikke smed en kommentar efter det. Hun rømmede sig let og var ikke til så meget dansen om den varme grød.  

” Abbadon Izarra formoder jeg? Herrens budbringer har fortalt om dig. ”  

Lød det så fra hendes stemme som dog ikke havde megen følelse at spore i den, måske en blid snært, men det var ikke blidhed Silver gjorde sig så forfærdeligt meget i. Hun rystede blot svagt på hovedet og løftede hovedet blot en anelse, mens blikket fulgte de mange stjerner som hvirvlede rundt på hendes krop.  

Abaddon Izarra
- Daughter of the Demon and the Stars

Den blå-grønne-sorte hoppe betragtede den anden med et mystisk blik, inden hun stoppede.Den sølve hoppes krop var tung og hun bar en sort man med alverdens tingeltangel i.. Hendes blå øjne ville få de flestes pels til at kravle med ubehag, men den stjerneklædte var vokset op med sådan blikke og handlinger. Hendes gullige øjne så nærmest helt forundret på hoppen, da hun spyttede hendes navn ud af hendes ellers bløde udseende mule. Den blide, venlige fremtoning gled af den stjerneklædte, men hun beholdte hendes elegante og feminine holdning, dog blev et langt mere truende, mystisk ydre afsløret. 
" Dawn.. " 

Det var ikke et spørgsmål. Blot en kold konstatering. Hvis han talte til alle om hende, hvordan vidste hun så.. Vent.. Abaddon klædte sig nu i et moret, lykkeligt smil, der gjorde hendes ydre langt mere skævt.. Herren.. Denne.. Snehvide var vist ingen mindre end en ven, en allieret på ligefod med Dawn. 
"Godt, at se Herren ikke er glemt i fremtiden.. Hvem har jeg fornøjelsen af at møde?" 

Mens den stjerneklædte hoppe måtte samle de indtryk hun hurtigt havde fået fra den hvide hoppe stod Silverstream blot og betragtede den nærmeste levende pels. Hun vippede med de mandelformede ører og forholdt sig en anelse reserveret indtil den stjerneklædte valgte at tale. Hun nikkede blot stille til hende, inden det nu var tid til at præsentere sig selv. 

" Silverstream. " 

Var hvad der kom ud af hendes mule. Hun mimrede med mulen og tog et par skridt frem med hvælvet hals. Hun ville undersøge denne hoppe nærmere. Hun var loyal overfor Herren, så det ville sige de to skulle samarbejde om at bringe ham tilbage. Silver stoppede op og rømmede sig en anelse. 

Abaddon Izarra
- Daughter of the Stars

De fine hoved blev lagt en anelse på skrå. Da den hvide hoppe kom nærmere, så hun at Silverstreams pels var dekorereret med ar, det var tydeligt at dette ikke var skabt af tilfældighed. De havde et mønster, så vidt hun kunne se i mørket.. De gulgrønne øjne fandt de skarpe blå. Hopperne så hinanden an.. Snehvide ville helt klart kunne tromle hende ned, men Abaddon var ingen pivskid. Hun ville nok kunne undvige de fleste angreb, hvis hoppen valgte at angribe.. Nogle af Helzloris følgere så alle der ikke var dem, som falske eller trusler.. I hvert fald de, hun var støt på under hendes rejse udenfor Proelio.

Silvers blik hvilede intenst på den stjernespækkede hoppe, som hun havde hørt lidt om. Hun var en leder, en tilhænger, en ven. Hun var dog ikke den første til umiddelbart at kaste sig blindt ind i et partnerskab med denne hoppe. Hun tjente mange formål med sit eget liv og var først ved at justere sig til livet udenfor Beica.  De isblå øjne veg dog ikke fra denne ven.  Hvad skulle hun sige? Bryde isen? Silver følte sig pludselig så ung som hun reelt set var. Hun virrede let med det store hoved og fnyste svagt. 

" Vi må fri Herren, den brune agter at finde en vej ned til ham. "

Hvislede hun svagt. Hvordan vidste hun ikke, men hun ville prøve ihærdigt.  Den brune måtte finde ud af hvordan man kom i kontakt med ham. Hun ønskede Herren heroppe, mere end blot hans tilstedeværelse. Han kunne gøre hendes tilværelse komplet. 

Som de stod der, så kunne stjerne hoppen ikke lade være med, at bemærke hvordan Snehvide synes at være yngre end hende. Hun studerede hende endnu en gang og fik draget den konklusion, at hun klart måtte være Snehvides senior. Hun så barsk ud, men i Abaddons øjne blødte hendes image en smule op, hvorfor var hun ikke helt sikker på. "Han vil vandre omkring os igen.. Den brune er ikke den eneste der leder" Stilhed. Igen. Stilheden gav Abaddon tid til at tænke, overveje hvorvidt hun ville dele sine styrker med den hvide eller ej. Var hun i denne tro af eget valg eller havde hun blot fået en sæk over hovedet som føl og gjort hvad der blev sagt? Var arrene skåret i hende med eller uden hendes ja? Hun svang kort med halen og hendes øjne vendte til tilbage til de isblå. "Alle veje føre til Hans Paradis af flammer, smarte og evig fryd.. " En undertone af, at hun ville gå så langt som det nu end krævede at skænke den udødelige Døds Gud hans frihed. Silverstream motiver var stadige hemmelige for stjernen, men stjernen vidste hvad hendes var. Hun var født til at tjene Herren, hendes sjæl og legeme havde og ville altid tilhørte ham.

Silver var opmærksom på at hoppens blik flyttede sig ned på hendes ar og Silver pustede sig kort op og brugte sin størrelse. Dette var dog ikke en trussel, men blot en konstatering af hendes stolthed overfor de mærker hun bar. Hun fnyste kort og flyttede ikke blikket fra hoppens, mens ørerne var vendt en anelse bagud. 

" Jeg tilhører Herren og Herren alene. Jeg bærer hans mærke, selvom det ej er færdigt og aldrig bliver. Slægten er uddød, jeg er den eneste tilbage. " 

Konstaterede hun så til det.  Hun hævede hovedet en anelse mere til hendes ord. Hun trådte et par skridt frem og passerede stjernen. 

" Så hvorfor står vi her og spilder tiden, afsted. " 

Silver gik nu målrettet. Hun vidste godt hvor hun kunne gå hen, men hun havde aldrig været der før. Den stjernefyldte hoppe måtte selv finde ud af om hun turde gå med. 

Et kort, feminint brum var alt hun gav den hvide hoppe i betaling for hendes korte fortælling om hendes fortid. Hun virkede ligeså loyal som hun selv var. Dog skulle hun ikke forvente at Herren kastede hans kærlighed på hende, for Herren var og blev en Gud. Ingen dødelig kunne tilfredsstille hans tørst efter magten. Abaddon ville give ham tronen og Flakezes død, men først ville hun give ham hans frihed. Snehvide måtte selv finde ud af om, hun ville være en del af det eller ej.. Et smil splittede hendes mørke mule, da Snehvide bevægede sig forbi sig og lod nogle få, simple ord lyde. Hun vendte rundt og slog let med hovedet, så pandelokken blev slået på plads. "Led blot vejen, kære.." Hun fulgte bagtrop, men kun så hun kunne nå at reagere, hvis hoppen skulle vælge at give hende en kæberasler med hendes tunge hove.

Silver så sig ikke tilbage efter stjernehoppen, mens hun målrettet skridtede afsted i retning mod Beica. En længere færd for nogle måske, men sådan var det nu engang hvis man ville steder her i livet. Hun vidste hvilket syn der ventede hende, men hun havde vænnet sig til tanken, ja og selve synet. Hun mimrede med den grå mule da hoppen talte og skævede om til hende. 

" Beica.  Dybt inde hvor kun folk der har været der kan finde vej. " 

Hun sagde ikke mere end det, ikke før de nu nåede Beica, og trådte ind i den tilsydenladende uendelig labyrint af træer, men Silver stoppede ikke der. Hun fortsatte i hvad der synes uendeligheder. Knogler begyndte at dukke op hist og her inden i den tætte og fugtige del af skoven. Duften af råd satte ind. En stank der var næsten ulidelig, mens jo længere ind i dybet de kom, lå der forrådnede hestelig, nogle stadig med pels, andre helt som skeletter. De hvor man kunne se karakter på, mindede om Silverstream. Inde i centeret var der en masse sten, symboler og andet. Silver stoppede ved nogle og orienterede sig kort, inden hun fortsatte ned at en meget smal sti, hvor grenene næsten greb om hende. Stjernehoppen var smallere så hun ville kunne følge med. Den hvide hoppe havde dog sagtnet farten en anelse i det hun nu måtte orientere sig. Snart kom de til en mindre stentavle, som de isblå øjne stirrede intenst på, inden hun rettede blikket på stjernehoppen. 

" Strøglit, måske han kan hidkaldes der..  Jeg er for ung til at have lært de ritualer endnu.. " 

Sagde hun så i et neutralt toneleje der dog ærgede sig over den sidste konstatering. 

Abaddon fulgte trop. Hun sage ikke et ord på deres lange rejse. Hun havde taget denne rejse før og vidste hvad den krævede. Dog det der ventede dem i Beica var lidt noget andet end hvad hun havde forventet. Den hvide hoppe bragte dem igennem de hjemlige træer, men tog hende steder hun aldrig havde været og stjernehoppe måtte konkludere at skoven måtte være vokset siden, hun sidst befandt sig i den. Rådne lig udgav en stank så fæl, at den jagtede blot alle der måtte finde vejen her til, men den så ej ud til at påvirke den hvide hoppe. Ligene så alle ud til at tilhøre robuste heste, hvis ikke hendes øjne spillede hende et pus, så kunne hun sværge på, at hun så et lig med ar, der lignede Snehvides.. Var dette hendes flok? Det der var tilbage af den i hvert fald.. Hvor tragisk.
Abaddon vippede opmærksomt ørene frem, da Silverstream talte og stirrede på den mindre stentavle. Hun brummede let og strakte mulen frem for at snuse til stenen. "Støglit.. Klanen.. " De gulgrønne øjne lyset nærmest op, da det gik op for hende. Selvfølgelig! Støglit vulkanen var hovedkvarteret for den gamle Klan. Hun så nu på den hvide med et lille smil. "Vi ser snart Herren i blandt os, kæreste Silver.. Mærk dig mine ord, jeg vil ikke glemme din hjælp, hvis du nogensinde har brug for min hjælp, sig blot til. "

Den hvide hoppe foretrak ikke en mine, men stod for en stund blot og stirrede tomt på den sten, som hun netop havde vist den stjernespækkede hoppe. Hendes ord passerede hende blot fjernt og hun nikkede stille, for at give en form for respons.  Hun så først efter lidt tid tilbage på hoppen og vippede kort med ørerne, inden hun derefter nikkede roligt. 

" Søg vor Herre, Stjerne. For nu bliver jeg tilbage hos hvad der er resterne af min familie. " 

Hun begyndte nu at gå tilbage af den smalle sti, og nåede centeret for deres klans teritorie, inden hun søgte væk fra lysningen og ud mod en større stenblok der lå tilgroet i skovbunden. Her lod hun sig varsomt glide ned, inden hun nu havde besluttet sig for at hvile i den rådne stank. Byttedyr ville holde sig herfra, og den hvide hoppe var træt.