Jaymelia var på vej ned.. Så langt ned man overhovedet kunne komme faktisk. Det var flere år siden, at hun sidst havde været her, men nu måtte det atter være tid, havde hun besluttet sig for. Varmen fra helvedets flammer kunne hun sagtens mærke, men de gjorde hende intet. Ligeledes svævede der fra tid til anden en hvileløs sjæl omkring hende, som hun ganske høfligt hilste på. Det var meget muligt, at hun ikke var Dødens Gud, men hun tilhørte trods alt åndeverden, og havde herved igennem kontakt til de ikke længere eksisterende væsner. At befinde sig i helvedet gjorde hende derfor ikke utilpas, som enhver anden utvivlsomt ville have følt. Og Helzlori, hvad med ham? Jaa, den smaragd grønne hoppe måtte jo indrømme over for sig selv, at hun fandt ham ganske fascinerende. Hvordan i alverden Flakezé kunne skabe en version af sig selv, der kun var beroet på alt det negative, forstod hun ikke. Og Helzlori var alligevel til syvende og sidst, ikke kun opstået af negative følelser. Den skrupelløse hingst havde jo vidst sig at have et hjerte, og det som Jaymelia allerbedst kunne lide ved ham, så var han ærlig. Det var mere end man kunne sige om nogen af de andre guder! Kort strejfede Jaymelias tanker Smeyé, og et dystert blik overtog hendes ellers så strålende øjne. Hun ville aldrig tilgive ham, at han ville have udryddet alt overnaturligt, hvis det havde været ham muligt. Det var jo en direkte syg tanke! Med Helzloris øjne havde de overnaturlige været nogen man skulle kunne udnytte, og bruge til sin egen fordel. Selvom Jaymelia ikke var helt enig, mente hun dog at det var acceptabelt. Flakezé og den tåbelige hoppe til Laylis havde dog begge formået, at holde hånden over de magiske heste, hvilket for en gangs skyld, faldt helt i Jaymelias smag. Lidt kunne de dog gøre rigtigt.

Flakezé, det var ved at være et stykke tid siden, at hun sidst havde stået direkte ansigt til ansigt med ham, hvilket egentligt passede hende fint. Han vidste utvivlsomt, hvor hun i dette øjeblik var på vej hen. Det lod hun ham vide. Både Jaymelia og Flakezé var i stand til at skjule sig for hinanden, så de på ingen måde ville kunne finde frem til den anden. Men hvis ikke de direkte lod den magi råde, så ville de altid vide, hvor hinanden befandt sig. Og i dette tilfælde. Ja der direkte ønskede Jaymelia, at Flakezé skulle vide, at hun var på vej til Helzlori. Hans svorne fjende.

Som Magiens Gudinde nu endelig nåede frem til det overdådige palads, så mørkt som den sorteste nat, gjorde hun på ingen måde mine til, at ville bevæge sig nærmere. Stolt og rank ventede hun nu blot på, at hendes vært skulle komme, og tage sig af hende. Det var trods alt ikke ret tit, at Helzlori fik gæster, så han måtte hellere tage sig pænt af dem, der nu tog sig tid til at lægge et lille visit indenom.  

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.



Nu og da... I mørkets dybeste svælg, på den højeste tinde, over en ødemark af død og ødelæggelse... fandt man endnu en rest af en djævel. En der havde betrådt jordens blødeste sand, flakket mellem dens mægtigste træer, drukket af den rene livskilde. Blodet selv. I hans øjne ventede hans indre på at bryde i brand. For en dag ville den sorte hingst i helvede, rejse sig og fra tid til anden herske den store verden. Øjne så brændende at ingen ild kunne være dem værdige, stirrede tomt ud i den evige nat, der var underverden påtvunget. Så tæt på planetens glødende hjerte, aller dybest nede, hos et utal af sjæle i evig straf, evig forvirring, evig død.

Helzlori havde ventet, og tålmodighed var en kunst han mestrede, i modsætning til andre. I hans rige, hans palads, hans verden, var der kun én herre og det var ham. Hans grønne ild lyste om hans hove. Legemet var blot som en køddragt han bar. Så iskoldt og dødt. Den filtrede tykke man bar intet skær, og den sorte pels, var som en skygge uden farver. Kun de glødende aftegninger, masker og trofæer djævlen bar, fik figuren til at stå frem. Hovskægget var så stift, hovene sprækkede. Og dog valgte den smukkeste grønne sjæl, at værdige ham et besøg. Ahh Jaymelia. Helzloris læber trak på smilebåndet, og hans øjne kneb sig svagt sammen. Siden denne Gudindes verden var ramlet sammen med Flakezés havde intet været som før.

Fængslet i sit helvede, kun med adgang til Himmelriget og dets tåbelige hersker Smeyé, havde Helzlori vogtet de dybeste svælg i helvede, og snart fundet ud af noget helt særligt. Jaymelias dimensions helvede var collideret med hans. Dybere under hans svælg fandt man hendes, og der var ej en hersker. Hertil fandtes væsner ingen kendte til. De som var uddøde på jord, og de som var sjældent set. En gave for den sorte, for de af hendes væsner som fandt frem til ham og hans helvede, valgte at følge ham. Det kunne ikke vare længe før han kunne slippe ud af sit rådne liv i underverdnen igen. Men det var først te tid.

Hingstens skridt rungede ud i mørket, ilden blev tændt i de enorme fakler som døren åbnedes og lyset i helvede skinnede ud på den grønne Jaymelia, som herskeren fandt sin vej ud til hende. Hans sorte blik skimtede hende, endnu fandt man det skæve smil. "En Gudinde på mit dørtrin." stemmen omfavnede hende næsten. "Jeg har lavet te." det lød måske forkert, men hans stemme var på ingen måde blid og blød. Han var en satan for mange, men man skulle ej heller tro at han intet havde at byde på. Jaymelia måtte smage hans te, brygget på helvedes urter. Der var mange fascinerende urter der aldrig nåede jordens overflade og kun kunne overleve i det sorteste mørke, eller den rasende ild. Han vendte sig ikke, men bød hende at gå ind først. Hans grønne sti af ild lyste op ind mod forhallen, og viste hende vej videre ind i hans hyggelige pejsestue. Gys og gråd, hvem sagde han ikke kunne være en hyggelig onkel?

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

De blå øjne der strålede med en helt særlig glød, stirrede ufravendt mod den mørke port, der tårnede sig op over hende. Hun kunne selvfølgelig selv været gået ind, men dette var Helzloris domæne, ej hendes, og til trods for hun havde en tendens til at gøre præcis som det passede hende, ville hun ikke opføre sig uhøfligt. Det trak let i den bløde mundvigen. Høflighed.. En besynderlig størrelse, især når man tænkte på, at Magiens Gudinde og Døds Guden altid havde holdt sig til en forholdsvis høflig tone overfor hinanden. I modsætning til hende og Flakezé.

Med ét begyndte de enorme porte at gå op. En ildevarslende knirken lød fra dem, som om de advarede imod, hvad der ventede én, hvis man gik igennem dem, og ind i mareridtsslottets indre. Og dér kom han. Stor og imponerende, på ingen måde noget kønt syn, men med et udseende der passede til det han nu en gang var. Herskeren i dødsriget. Et smil bredte sig på den grønne hoppes mule, som hun gengældte det brændende blik, der var rettet imod hende. "Jeg tænkte et lille visit var på sin plads." Som han nu bød hende indenfor, bevægede hun sig med elegante bevægelse, ind gennem de store, mørke porte. Hans kommentar omhandlende teen, fik hende til at slå en høj latter op, der mest af alt mindede om rislende vand. "Det havde jeg da bestemt også forventet." Hvad de to guder havde sammen, var ikke til at sige, men et eller andet var der dog. Ellers ville man da heller ikke forvente at se Magiens Gudinde, troppe op på besøg i helvedet.

Den grønne ild der viste vejen for hende, spejlede sig i hendes egen grønne pels, og gav den et hav af skygger, der gav hende et mere dunkelt udseende. Et udseende der passede meget godt til den mørkere side, som Magiens Gudinde ligeledes indeholdt. Da det noget umage par var nået ind i Helzloris selskabslokale, vendte Jaymelia sig om mod den mørke skabning. "Har du fulgt med i, hvad der er sket på overfladen?" Unødigt sniksnak var der ikke plads til.  

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Den store hingst over dødsriget skimmede Jaymelia med ildevarslende, men humoristiske øjne som hun slog latteren op. En latter der med sin klang af rislende vand et øjeblik fik det døde til at leve. Han slog med den filtrede hale og stak mulen i vejret for at udtrykke sit behag, over hendes selvskab. Næ nej, Magiens Gudinde var bestemt ikke irriterende eller kedelig på samme måde som Flakezé og Laylis. Det var altid det samme derovre. Ulykkelig kærlighed. Stjålne følelser, forræderi mod hveranden, stå sammen for børnenes skyld. Bare se Helzlori og Ichigo, trods de havde kærestet dengang, var han kommet videre - langt videre. Der var ingen grund til at kvidre i evigheden over noget så tåbeligt. Helzlori fulgte det grønne spillende skind indenfor, og portene knirkede atter og gik i med et brag. Alt blev efterladt i dødens stilhed derefter.

Skridtene fra de to heste lød så, og ildens gnister lyste vejen. Da de nåede selvskabsværelset, gik Helzlori hen til en kamin. Her lyttede han til hendes spørgsmål og lod sig tænke, som han trak den kogende te væk fra ilden med mulen, og fandt et par skåle. Han krydrede dem med urter som han svarede: "Bestemt, men kun med et halvt øje, jeg er frataget det meste af mit syn til overfladen. Kun få steder i vand og ild kan jeg se hvad der sker." han talte så høfligt som muligt - men han udviste også sin tydelige irritation over indespærrelsen i helvede. Her blev så umådeligt kedeligt. Dog udelod han også at han havde fundet en vej ind til monstrene i Jaymelias underverden lidt endnu.

Han skænkede teen, ved at lade kanden svæve og hælde op af sig selv. "Drik endelig." tilbød han. Skålene stod pænt og ventede og dampede. Han så på hende. "Har du et formål, med dit besøg? Jeg går ikke ud fra du bare er her for at sniksnakke med dødsrigets herre." hans øjne brændte med hans kølige smil.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Blikket gled fredsommeligt rundt i rummet, de to heste nu befandt sig i, og med en frydefuld gysen bemærkede Jaymelia, hvordan mørket samlede sig i hjørnerne, så det var umuligt at spotte, hvad der mon gemte sig derinde. Det var altid spændende at besøge Helzlori, for man vidste aldrig, hvad man ville støde på. Eller hvem, man ville støde på. Den grønne hoppe havde før mødt afdøde sjæle af heste, der engang havde betrådt hendes jord, men til forskel fra alle andre, sørgede hun ikke over de døde. Det var jo sådan livscyklussen fungerede. Og jo tættere man var på døden, jo mere følte man sig i live. Da Herskeren over dødsriget nu bød hende på te, stak hun tørstigt sin mule ned i den varme væske, og smagte nysgerrigt på indholdet. Smagen fik det til at brænde på tunge, men kun lige til at starte med. Herefter gik den over i noget sødt, der til sidst blev rundet af med smagen af havsalt? Højest mærkværdig sammenblanding, men utrolig vanedannende, og snart var Jaymelias skål tom. Da Helzlori nu fortalte om hans begrænsede udsyn til verden over ham, kunne den grønne hoppe ikke lade være med at smile af hans irritation. "Det var sandelig synd, men så er det jo godt, at jeg er kommet forbi, så jeg kan fortælle dig det.. Eller rettere sagt vise dig det, se nu godt efter min kære dødsgud, du vil muligvis genkende noget." Med et strålende blik og et hemmelighedsfuldt smil, lod Magiens Gudinde nu et stort spejl vokse sig frem, og i dette spejl begyndte der nu at dukke billeder op. Billeder fra Proelio, som det var i netop dette øjeblik. En hest begyndte at tone frem, og blev langsomt tydeligere.. En brun hingst med vinger. Herefter skiftede det til en hvid og brun hoppe med høgul man og hale, og sådan fortsatte det ellers, til hver eneste hest der på en eller anden måde havde haft tilknytning til Helzlori, og var kommet gennem den magiske portal til fremtidens Proelio, havde været vidst i spejlet. Da den sidste hest tonede bort og spejlet atter kun vidste Helzloris eget spejlbilled, lod Jaymelia det atter forsvinde. Spændt på hvilken reaktion, den mægtige hingst ville komme med.

Da Helzlori nu valgte at spørge hende direkte ud om, hvorfor hun var her, rystede hun blot drillende på hovedet. "Jamen min kære Helzlori, hvorfor tror du dog, at jeg ikke blot er på et venskabeligt besøg?" Langsomt begyndte hun at skridte rundt om hans enorme korpus, mens et blik der tydeligt var spændt, konstant var rettet imod ham. "Hvis vi nu leger, at du på en eller anden mystiiiisk måde, slap ud af dit fængsel.." Den melodiske stemme holdt med vilje en dramatisk kunstpause, inden den fortsatte. "Hvad ville der så ske med ham den blå, der render rundt og leger konge?"

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Helzloris øjne betragtede indgående den smukke Gudinde der var placeret overfor ham. Det grønne skind flammede næsten om kap med ilden i pejsen, hvor teen havde stået over. Helzlori sænkede munden til den specielle teblanding og slurkede det langsomt, næsten sensuelt i sig. Hans øjne slap hende ikke, mens hun drak, han ønskede at se hendes reaktioner. Hun fik hurtigere end han tømt skålen, og gik dernæst videre med sin fyldige , stærke stemme. Hingsten lyttede opmærksomt. Han vidste skam en del ting, men kun fordi han havde set glimt af det. Da Jaymelia direkte tryllede et spejl frem stirrede han koldt på sit spejlbillede. Men så blev spejlet levende og viste ham billeder af heste som Dawn, Ichigo, Inari med flere han både brød sig om og ikke brød sig om gik det hurtigt op for ham, at det ikke var et tilfælde at Ice og Fuego var kommet til denne tid. Denne tid havde åbnet en portal... Fortidens heste måtte være rejst til fremtiden. Det var ikke underligt, det hang faktisk reelt set sammen med at han aldrig havde fået deres sjæle i varetægt. De døde aldrig.. Eller deres sjæle endte aldrig her. Han nikkede til hende, med et skævt smil, lod sig imponere af hendes gengivelse af verden ovenpå.

Han drak atter af sin te, som denne gådefulde hoppe tog sin vandring omkring ham, mens hendes stemme fyldte hans sorte slanke ører på ny. Han lod hende blot tale ud med sin melodiske stemme. Hmmm, hans smil blev sigende interesseret, og han rettede sig med intense øjne. "Venskab er det mon dig?" svarede han først, inden han vendte hendes drillen og gik imod hendes retning og rytme. Han skridtede selv omkring hende, men med tydelig intention. At spille med på hendes ord og idéer. Hun havde et mål med noget her. "Den blå..." hviskede han nær hendes ører, som en drillen. "Ville først opdage mig, når det var for sent. Han ville ingen krig få. Ingen mislykkedes dødsmissioner." Årk Helzlori havde overvejet hvordan han ville smadre den blå gud langsomt ad. Han smilede meget nydende, før han standsede foran hende. Man kunne tydeligt fornemme hans iver. "Jeg ville forvise ham til mine ødemarker. Lade ham vide hvordan det føles at vandre i helvede i 200 år." hans øjne låste sig pludseligt, symbolsk stærkt på hendes.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Som Helzlori betragtede det scenarie der udspillede sig foran ham i det magiske spejl, stod Jaymelia blot helt stille og iagttog ham. Dødsguden viste ingen følelser som den ene hest efter den anden, dukkede op foran øjnene på ham. Den grønne hoppe vidste dog bedre, og hun kunne nærmest høre, hvordan tandhjulene begyndte at dreje, som brikkerne begyndte at falde på plads for ham. Da den sidste hest tonede bort, vidste Helzlori tydeligt, hvordan han var imponeret over hendes lille tryllekunst. Underligt nok brød hun sig om denne smigre. I gamle dage ville hun have været ligeglad, men noget havde ændret sig i Magiens Gudinde, siden hendes verden var smeltet sammen med Flakezés. Om denne ændring var til det bedre, vidste hun endnu ikke rigtig. Hun kunne ikke altid styre disse følelser, hvilket ganske vidst ikke var til fare for Jaymelia selv, men uden problemer kunne være det for alle andre. 

Som de to heste drak deres te, mærkede Jaymelia tydeligt, hvordan Helzloris blik ikke veg fra hende. Han skulle dog have lov til at kigge alt det han ville. Jaymelia var ingen genert hoppe, og hvis andre lod sig fortrylle af hendes skønhed, gjorde hun intet for, at de skulle kigge den anden vej. Men som med alt muligt andet der omhandlede den smukke hoppe, kunne selv skønhed have en mørk side. Der var en gang en hest i hendes verden, der var sygnet helt hen ved synet af hende. Han havde bare ikke kunne slippe hende med øjnene, og var fulgt hende overalt. Til sidst havde Magiens Gudinde dog fået nok, og havde valgt at sende hingst en tur ned til Helzlori. Så kunne han kigge lidt på ham i stedet.

En underlig cirkel blev nu dannet, som de to guder bevægede sig rundt om hinanden, dog i hver sin retning. Da Helzlori nu spurgte ind til, om venskab var hende, vidste Jaymelia faktisk ikke, havde hun skulle svare. Hun følte intet behov for såkaldte venner, men var igennem Flakezés verden blevet bevidst om, at det måske var en meget god ting at have. "Tjaa det kunne måske være, at man skulle prøve det der venskab, for at finde ud af, om det er mig." Det var ikke tit, at der kom et decideret klart svar fra den grønne hoppe. Da Dødsguden nu begyndte at fortælle om sin plan, forsvandt det drillende tonefald helt, og blev i stedet erstattet af en intens, hævngerrig og ivrig hvisken. Det var tydeligt at Helzlori havde planlagt dette i meget, meget lang tid. De to guder var nu stoppet op, og stod ansigt til ansigt med hinanden, så tæt at der blot var et mulehår imellem dem. Da det brændende blik nu låste sig fast i hendes, stirrede hun blot ufravendt tilbage med et smil om mulen. "Han trænger til at blive lagt lidt på is," hviskede hun henført tilbage.