Smukt, her er intet mindre end smukt. De sarte lyserøde blomster fylder næsten hele himlen, når jeg enkelte gange løfter hovedet op fra det saftige græs. Jeg er ovenud lykke over at have fundet dette lille paradis. Stilheden passer mig godt, det giver ro og fred i sindet - en forandring der har været behov for længe. Bum, bum, bum. Mit hjerte banker i en rolig rytme og jeg trækker vejret dybt. Hvem ville have troet, at lyden af sit eget hjerteslag skulle være så helt igennem afslappende. Jeg tygger langsomt på en saftig tot græs, nyder smagen der bræder sig i hele min mund. En tot til. Min beige pels skinner i solens svage stråler, min lyserøde og lilla man og hale falder let ind mellem træernes blomster. Det er som om, at jeg er skabt til at være lige her. Et øjeblik lader jeg mig selv dvale ved forestillingen om, at have fundet et sted at høre til. Forestillingen varer dog ikke længe, for inderst inde ved jeg jo godt, at jeg ikke kan blive her forevigt. 

Dette nye fremtidens Proelio havde endnu en masse at byde på, og mens de røde minder af krig hjemsøgte Sinn mindre og mindre, kunne han i sine små pusterum mellem disse tage ud og udforske de nye landskaber. I dag var den stribede hingst faldet over en ganske mærkværdig skov. Kirsebærtræer prydede hver en del af skoven, lyserøde og blomstrende i al deres pragt, hvilket var ganske underligt taget i betragtning at det var efterår. Men dette var dog ikke det Sinn fandt mest fascinerende ved skoven, det var det faktum at hvert et skridt han tog, hvert et åndedrag han drog og hvert et slag hans hjerte gav rungede højere i hans ører end det ville have andre steder, grunden var, at der ingen hviskende lyd af vind var i træerne, ingen skønne vindesus til at stryge sig omkring træstammerne og danse med hans man og hale. Det var, urovækkende.

Sinn bevægede sig dog stille afsted gennem skoven, han havde set så megen dårligdom i verdenen, at han ikke følte han nu kunne møde noget der ikke var til at klare, og hans nysgerrighed var også vakt, for hvad mon en lyserød skov som denne kunne byde på? Gemte der sig mon noget i dets indre. I stille skridt bevægede han sig afsted, og for en gangs skyld vippede de ellers nedlagte ører en smule, og de brændende, kolde øjne virkede til at have en nysgerrig glans der længe havde været fraværende derfra. Således fortsatte hingsten i nogen tid, vagtsom på at han måske snart ville støde på noget.
En anden artfælle var ikke hvad Sinn havde søgt, men ikke desto mindre kunne han nu se en beige hoppe med farvestrålende man og hale foran sig. Hun ville tydeligvis have hørt ham komme, hvordan mon hun ville reagere? De kølige blå flammer der boede i Sinns intense blå øjne lå afventende på den fremmede hoppe, inden hans hoved stille gled på sned i et utalt spørgsmål.

Jeg vender ørene mod lyden af den fremmedes hovslag, længe før jeg kan se ham. I ren refleks flytter jeg mig et par meter væk, men jeg er ikke i humør til, at anstrenge mig mere for at forsvinde. Jeg tygger roligt på en tot gratis, og kaster et dovent blik på hingsten, som jeg aldrig før har set. Han ser anderledes ud - selvom at det ikke er fordi, at nogle af de heste jeg indtil videre har mødt, har set normale ud; men så kan man vel også sige, at normalen for dette land er, at se anderledes ud? Den pink pandelok glider foran mine øjne, og husker mig på, at heller ikke jeg ser normal ud. 
Jeg sænker hovedet og tager endnu en tot græs, som jeg langsomt tygger imens jeg lader blikket falde på hingsten igen. Hans afventende blik morer mig næsten, og får mig til at smile svagt. Længe står jeg bare med mit dovne - men måske endda drillende, om man vil - blik hvilende i hans, men til sidst bliver det også lige kedeligt nok. "Hvad venter du på?" spørger jeg så, med en syngende tone, der brat bryder stilheden. Det virker næsten som om, at det et øjeblik sætter skoven i en chok-tilstand. 

Sinn lod hoppen tage sig sin tid, som det tavse væsen han var, var det sjældent at han havde brug for samtalen, ofte var det nok for ham blot at betragte og afvente, lære andre at kende på denne led. Det var nok sjældent man ville møde en sjæl helt som Sinn, der følte at ord var overflødige, og det skabte ofte barrierer i selskaber. Det var nemt at se for den stribede hingst at dette ville være selskabet her, hoppen havde ikke forstået hans tavse spørgsmål, og ville dermed nok blive noget af en udfordring. Talens brug havde han dog ikke haft brug for længe, og han havde ikke lige sådan tænkt sig at bryde dette.

Det gibbede let i hingsten ved hoppens ord, og Sinn rystede let på hovedet til svar mens en let rynken kom mellem hans øjenbryn. Stille satte hingsten dog i bevægelse, og med et par meters afstand bevægede han sig mellem træerne og fremefter forbi hende i en let halvcirkel. De intense øjne hvilede dog endnu på de fremmede hoppe, inden han så stille vendte hovedet væk da han kom forbi hende. Hvis hun forstod hentydningen ville hun forstå hun måtte slå ham selskab i en vandring, ellers måtte hun blive, hvor hun var, for et selskab som hendes ville nok blive lidt af en udfordring.

Hingstens brændende blå øjne gled kort over kronerne og ned over stammerne. Her var smukt, det måtte man sige, et sted for elskende...

Jeg drejer hovedet langsomt, så mit blik kan følge ham. Igen er her så stille, at vores hjertebanken kan høres tydeligt. Nogle få lyserøde blade drysser ned over mig, og det medvirker kun til skovens romantiske mystik. Jeg betragter hingsten med et skeptisk blik, da han ikke svarer mig. Faktisk bliver jeg i virkeligheden en smule fornærmet over det. Mit blik følger hans helt til han fortsætter forbi mig og drejer hovedet væk. Der er noget ved ham der tænder min nysgerrighed; han er interessant på sådan en mystisk måde, som man kun hører om i eventyr. Men igen; normalt er ikke standarden her i landet, det har jeg dog fundet ud af. Min krop reagerer uden at jeg som sådan opdager det, for i det næste øjeblik er jeg sat i skridt efter ham - dog med en god afstand på et par meter. Dette er absolut ikke noget jeg normalt gør.

Det var rart at glemme de røde minder som normalt hærgede hingstens sind. Den lyserøde skov var ligesom et nyt mysterie ved naturen han var nød til at løse, det og hvad der var sket med det nye Proelio. Han havde kun hørt om Flakezes møde, men havde været ved Jaymelias, men havde allerede mange teorier og spørgsmål til hvad der egentligt var sket, og hvorfor.
Kort vippede hans ører om mod hoppen der var fulgt ham, og ved sig selv nikkede Sinn kort. Han havde ikke svaret hende som hun havde ønsket, for hun havde ikke forstået hans svar. De brændende isblå øjne blev kort knebet sammen da han overvejede noget han længe ikke havde gjort, at kommunikere som den brede befolkning. Måske det var en idé at prøve? Hvorledes skulle han ellers få svar på sine mange spørgsmål...

"Er De fra fortiden eller nutiden?" Sinns stemme overraskede ofte, den var dyb og rungede med en varme der stod i fuld kontrast til de kolde øjne. Hingsten drejede en smule hovedet så den beige hoppe var i hans ydre synsfelt. Hun ville vel også have hørt hvad der var sket, hvorledes heste som han fra fortiden, var gået gennem en portal der havde fået dem flere århundrede frem i tiden. Han havde allerede hørt historier fra nutidens heste om han selv og sin faders vandringer ud af landet for at redde faderens hjemflok fra krig. Hvis denne hoppe var fra denne nutid ville hun måske kunne svare på mange af hans spørgsmål.

Jeg følger stille med ham, med forsigtige skridt for ikke, at bryde stilheden mere end højst nødvendigt. Jeg er ret tæt på ham, da han til min store overraskelse taler. Jeg løfter hovedet og lægger det på skrå, med en noget forbavset grimasse. Det kommer så meget bag på mig, at det først går op for mig hvad han siger efter flere minutter. Da stopper jeg stille op og retter blikket op mod de lyserøde trætoppe; mit blik er ikke længere nysgerrigt, men bærer tegn af fortvivlelse. Jeg trækker vejret dybt før jeg svarer; "Jeg ved det ikke". Mit svar er kort og præcist, for jeg føler at jeg er nødt til at give ham et svar, selvom at det ikke er noget jeg har den store lyst til, at huske igen. Jeg husker intet fra min ungdom; jeg ved ikke hvor jeg er født, jeg ved ikke hvem mine forældre er.. Jeg kender ikke engang min egen historie. Af samme grund ved jeg stort set intet om landet her, kun små usammenhængende ting, som jeg har overhørt andre heste tale om. Mit blik glider langsomt fra trætoppene og tilbage på hingsten. 

Hun fulgte efter. Sinn nikkede stille og i hans øjne sås en lille ændring i det kolde, blot for en stund et lille stænk af en gemt varme der uldmede i hingstens indre. Han fortsatte frem mellem de lyserøde træer og så sig stille omkring mens han ventede på at hoppen ville svare ham, indtil da hørte han kun lyden af sit eget hjerteslag og deres hove mod der bløde underlag.
Otte hovslag blev dog til fire, snart hørtes ingen. Sinn vendte sig stille om for at se på hoppen der nu stod og så op som ville hun undgå jorden under sig og alle dens minder og fakta. Minder var dog ikke det hoppen ville undgå, for forstod han hende ret så havde hun ikke særligt mange af dette, for hun vidste ikke hvor han var fra, eller rettere hvilken tid. Stille gled hingstens hoved på sned, mens de kølige øjne hvilede på hendes hoved der så en smule fortvivlet ud. Som Sinn havde det nu, ville han ønske at han var i hoppens sted, at det var ham der ikke kunne huske andet end de seneste minder, eller rettere fra da han trådte ind i det nye Proelio, men samtidigt ville han hade at miste sine gamle minder, for det var dem der gjorde ham til den han var, de der formede ham. Alligvel hørte han dog sig selv tale ud fra det første synspunkt, "Intet, er nogle gange bedre end noget." Hingstens stemme var igen overraskende med et let hint af varme i de dybe toner.

Stille trådte hingsten et skridt nærmere hoppen med den farvestrålende man, måske hun ville forstå han ønskede at trøste hende med sin nærhed.

Et dybt suk slipper ud mellem mine læber, og jeg lader et øjeblik blikket følge nogle af de små, lyserøde blade, som langsomt falder mod jorden. Mit blik bliver på jorden og den bunke af lyserøde blade, som ligger tæt op ad en træstamme. I hvad der føles som flere lange minutter er der fuldstændigt stille, og kun vores hjerteslag høres. Jeg tøver lidt før jeg taler, og denne gang er det kun en sagte hvisken, men i stilheden høres det lige så tydeligt som almindelig snakken; "Det ville bare være rart at vide hvor jeg hører til". Jeg trækker vejret dybt, og da jeg kan høre at han træder nærmere, lader jeg mit blik finde hans og mine læber formes i et svagt smil. Af en eller anden grund forstår jeg godt hvad han vil; jeg forstår godt, at det er hans måde at vise nærhed. Han er stadig blot en fremmed for mig, men jeg føler mig nu tryg i hans selskab.

Hingstens hoved gled let på sned ved hoppens sagte ord der hang i luften mellem dem. Hun hørte ikke til nogen steder? Det var i hvert fald hvad hun sagde, og det vækkede noget i hingstens indre. Han havde selv haft det sådan en tid, inden han indså at det ikke var sandheden. Han måtte dog fjerne sig selv fra Proelios jord før han indså at det var her han hørte til, dette her der var hans hjem. Om end han havde følt sig langt bedre tilpas i frostlandet måtte han i sidste ende indse, at Proelio var alligevel et sted han hørte til, måske var det kun midlertidigt, måske var det fordi der endnu var et vigtigere formål med hans eksistens i landet, hvem vidste? Men lige nu var Proelio uanset hvad stedet for ham.
Hingsten rømmede sig lidt g lod kort de isblå  øjne mødes med jorden. Svaret kom dog til ham som fra en blå himmel, han vidste da godt hvor hun hørte til! Det var åbenlyst, om end hun ikke kendte til sin fortid, var der kun et sted hun kunne høre til. Hingstens dybe stemme lød som en hvisken mellem dem, klar og ren i den stille skov. "Her!"
Hans øjne mødtes igen med hendes, og trods de endnu var kolde lå der noget insisterende i dem.

Her, hingsten siger at jeg hører til her. Det får mit hjerte til at banke hurtigere, bare et par slag - men på grund af skovens stilhed høres de hurtige hjerteslag tydeligt. En overrasket, forbløffet og på samme tid forvirret grimasse spreder sig over mit ansigt. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv, eller hvad jeg skal svare. Det føles som om, at mit blik bliver holdt fanget i hans meget insisterende. Efter flere minutter hvor jeg bare har stået på samme måde, lader jeg mit blik glide væk fra hans og gennem skoven. Jeg smiler svagt; her er virkelig smukt, her mellem alle de lyserøde blomstertræer. Men hører jeg til her? Lige her? Eller bare i dette besynderlige land. Jeg sukker dybt, og det går op for mig, at hans ord faktisk gjorde mig dybt beæret, men også umådeligt trist på samme tid. "Hvorfor føler jeg mig så ikke hjemme?" mit spørgsmål er så enkelt, dog så dybt og fyldt med følelser. 

Øjenkontakten var længe og intenst, hingstens kolde blå mod hoppens fortvivlede grå. Det gav tid til at tænke, tid til at undre. Sinn var dog et sted sikker i sin sag, for måske hun ikke som sådan kom herfra, men alle der kom til Proelio fandt ud af at dette var hvor de hørte til, det var som om der var en mening med hvorfor man var i Proelio, som om man ikke ville kunne forlade landet uden at have fuldført sin skæbne. Derfor måtte hoppen jo også høre til her, om hun ønskede det eller ej.
Hendes stemme rungede i skoven som havde hun råbt. Følelserne deri var tydelige for Sinn og hans prustede kort. Det var utroligt nogen kunne indeholde så mange følelser på en gang, det var sjældent han selv oplevede dette. De kølige brændende øjne søgte kort væk, men blot for et sekund inden han igen så mod hende. "Fordi du end ikke har opdaget det." Hingstens dybe stemme rungede i stilheden. Det han sagde var noget han selv kendte til, han havde ikke følt sig hjemme i Proelio indtil han for første gang var taget til frostlandet med sin fader. Han havde troet Proelio blot var stedet han var blevet født, men en magisk tilknytning til landet havde gang på gang fået ham til at vende tilbage, fået ham til at indse at Proelio var og blev hans land.
Forhåbentligt ville hoppen også få det således en dag.

"Fordi jeg endnu ikke har opdaget det?", tonen i min stemme kan let fortolkes som fornærmelse, men det er dog langt fra min intention. Jeg er ikke fornærmet over hans konklusion på mit spørgsmål; måske forvirret, måske sørgmodig, måske længes jeg efter at komme til samme konklusion som ham. Men ikke fornærmet, langt fra fornærmet. Jeg ryster svagt på hovedet, "undskyld - Jeg er bare..". Det er som om, at jeg ikke kan finde det rigtige ord for hvad jeg vil sige. Jeg kan ikke finde et ord, der beskriver hvor voldsomt jeg længes efter at føle mig hjemme. I et forsøg på, at holde tristheden fra mit sind igen, smiler jeg svagt og ser på ham med et mere vågent blik, "Jeg har bare ikke tålmodighed til rejsen, der vil føre mig til følelsen af at høre til her". På trods af forsøget på at være humoristisk, er der igen en enorm sandhed i mine ord, og det kan tydeligt høres. Jeg ser væk fra ham, og sætter i en langsom, forsigtig, skridt ind mellem træerne. Lyden af mine hove der rammer jorden dæmpes endnu engang af de mange lyserøde blomster, der dækker stien. 

Sinn nikkede stille. Han kunne nemt forstå hendes frustrationer, og det var mere end tydeligt at det var hvad hun følte, måske også forvirring. Han lod dog ordene dæmre lidt mellem dem, for han kunne mærke hun ikke helt var færdig endnu.
Tålmodighed, det var det hun udtrykkede hun ikke havde. Sinn lagde kort hovedet på skrå men nævnte ikke hans tanker for hende. Han mente jo at rejsen var det bedste, men alligevel kunne han stadig føle sig utålmodig til tider, men dette var altid forbundet med en let glæde, måske rettere spænding. I stedet nikkede han stille for alligevel at vise hende tilhold, han ønskede ikke at skubbe hende længere ned end hun var. Det ønskede hoppen tydeligvis heller ikke selv, dette kunne se på det halvhjertede smil der gled over hendes mule.

"Har De hørt om den nye gud endnu?" Afledning, det var Sinns mål, han ønskede at trække hoppens opmærksomhed væk fra det tidligere dystre emne. Stille fulgte han ved hendes side og betragtede det endnu ukendte landskab. Hans varme dybe stemme rungede gennem den trykkende stilhed, og han håbede hans ord ville lette stemningen. Der lå dog også en smule under hingstens ord, en nysgerrighed der hverken blev vist i hans stemme, ej heller i hans mimik, men det var dog alligevel det han følte. Lige siden han havde set gudinden Jaymelia havde han følt sig betaget, betaget på en måde han aldrig før havde oplevet. Hun havde været et smukt syn, og hun havde nu hans støtte. Det var en underlig fornæmmelse, at han sådan vidste han ville ofre meget for hende, måske endda sit liv, uden enlig at kende hende.. Sinn smed dog denne tanke væk og kiggede på hoppen med den farverige man, de nedlagte ører blev hævet en smule for at vise hans interasse.

Side om side bevæger vi os langsomt hen ad stien, gennem skoven af lyserøde blomster træer. Det smukke landskab næsten tvinger et svagt smil frem på mine læber; hvordan kan man ikke smile, når man befinder sig på sådan et himmelsk sted? Han spørgsmål kommer bag på mig; jeg har ikke fuldt med i hvad der sker i dette land, faktisk kender jeg knap dets historie. Jeg sukker svagt og lader blikket fange hans, "Nej. Jeg må indrømme at jeg intet aner om landet, hverken dets historie eller guder", jeg retter mit blik fremad igen. "Det er lidt pinligt at spørge om, men vil du ikke forklare mig det vigtigste?". Mit spørgsmål er nærmest en hvisken, en bøn. "Altså om landet her!". Jeg ryster svagt på hovedet, da en blomst lander i min pandelok. Blomsten rykker sig ikke, men sætter sig blot bedre fast mellem de mørke hår.