Den ældre hingst med det smukke udseende havde efterhånden befundet sig i dette land i en lille uges tid. Han havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig at skulle forlade sin hjemø, men han måtte indrømme, at dette sted absolut heller ikke var værst. Magien flød i hver en krog af landet, og her blev de gamle guder om muligt tilbedt endnu mere end på Ithaca. Det var intet mindre end et paradis på Jorden; den Dødelige version af Himmelriget. Landet bød på de smukkeste landskaber, som hans ø ikke kunne hamle det mindste op med. Og som om det ikke var nok, havde han allerede oplevet det mest fantastiske, der kunne hænde ham lige nu; han havde fundet sin søn. Sin søn Recimir, som han ellers ikke havde set i omkring 10 år.

Hans rejse denne formiddag havde atter ført ham til et fuldstændig forblændende sted; en skov med det mest fantastiske udseende, man i sin vildeste fantasi kunne forestille sig. Træerne havde udseende som stjerner og galakser i alverdens farver. Det var noget af det smukkeste, han nogensinde havde set. De smukke omgivelser gav energi til hans gamle krop og fik ham til ivrigt at slå med det velformede hoved, inden han satte frem i en energisk galop. Sollyset faldt på hans lilla pels og fik det til at changere i de smukkeste farver. Han lignede et væsen, der var som skabt fra denne skov.

Det var selvsikre tag, at den unge Tonks, travede behænigt afsted, hun var netop trådt ind i Rainstar, området. Dette var nabo området, til der hvor Amazona holdt til for tiden. Så så langt væk, var hun ikke, fra sin base. Det ulmede i Tonks, hun følte sig virkeligt priviligeret, og beæret over, at være blevet optaget i den flok. Hun fnøs muntert, og lavedet et livligt spjæt, mens hun livligt slog om sig, med sin lyse hale, tætte hale. Tonks dansede muntert og elegant, afsted, men gav sig dog tid til at nyde de smukke omgivelser i ny og næ. Det var overvældende, med alle de indtryk, som endnu var nye, og ukendte. Hun skulle nok falde ti godt til.
Tonks beundrede, nogle indigofarvede buskadser, der så smuk, bølgede rundt, over joden, og skiftede farve, da hun synes at ænse noget andet bevægeligt. Forvirret, ranskede hun sig op, og koncentrerede sig, var det en anden sjæl, i lige så spraglede farver som landskabet?
Nysgerrigt, vrinkede den brogede hoppe, mens hun afventede kiggede i den retning, hun syntes at have set det, eller den? ..noget..

Et nysgerrigt vrinsk i det fjerne fik ham til at sænke farten og opmærksomt vippe med de tofarvede ører. Hans hovslag lød buldrende mod den kolde jord, da han bevægede sig af sted i en kort galop. Hans øjne gled beskuende ud over området og forsøgte at spotte den sjæl, der havde kaldt. Han nåede rundt om et hjørne, og dér fik han øje på den fremmede, der allerede havde opdaget ham. Han sænkede farten til skridt og bøjede dybt i nakken, da han roligt bevægede sig nærmere. Han stoppede op på høflig afstand til den fremmede og nikkede respektfuldt til hilsen.

"Vær hilset, fremmede."

Hans lilla øjne gled betragtende over den fremmedes skind. Det var en hoppe, og en yderst smuk en af slagsen. Hendes brogede pels stod i skarp kontrast til den stjernedækkede skov og fik hende til at skille sig ud på en interessant måde. Der var ikke noget særligt over hende, men hun var bestemt ikke kedelig af den grund. Han havde aldrig mødt en kedelig hoppe, heller ikke selvom hun ikke skillede sig ud med unaturlige farver.

Med en rank holdning, kiggede hun spændt, i retning af skikkelsen, der først nu stod tydeligt ud af omgivelserne, som den kom nærmere. En hingst, kom mandhaftigt og tungt mod hende. Muntert, svang Tonks med halen, og prustede hilsende.
Hun tog et par lange, bløde skridt, mod hingsten, som hilste til hende. Svagt nikkede hun, og studerede hingsten, med sinde klare, grønne øjne.
“..Og i lige måde..
Tænk jeg troede et kort øjeblik, at du var en del af landskabet, inden, du kom nærmere,” hilste Tonks, med en munter tone.
Hun rystede sin kraftige manke på plads, så hendes smykke klirrede ned over halsen op hende. Et let smil hang sikkert i hoppens lyse mule, over at hingsten udviste respekt, det behagede hende dybt, selv var Tonks lidt mere sprælsk i sin fremtoning, men hun var trods alt stadigvæk ret ung. Hun var kun lige blvet fuldvoksen.

Han betragtede den brogede hoppe, der havde en munter udstråling, da hun hilste ham an med en prusten. Hun tog et par skridt og aflagde dermed den sidste afstand imellem de to, så de nu stod ansigt til ansigt. Hun nikkede kort og studerede ham med sine klare, grønne øjne. Han vibrerede undersøgende med de mørke næsebor. Han foretrak egentlig at have rimelig god afstand imellem ham selv og hans selskab, men alligevel trak han sig ikke tilbage ved denne hoppes tilnærmelse. Han følte sig ganske tryg i hendes selskab og havde faktisk ikke noget imod, at hun kom nærmere.
Han lyttede til hendes ord og lo varmt. "Det vælger jeg at tage som en kompliment. Jeg ville gerne sige det samme om Dem, men De skillede Dem særligt ud med Deres brogede mønstre."

Han smilede venligt og vippede ørerne i hendes retning. Hans rejse til Proelio havde været lang og ensom, og det var efterhånden ved at være et godt stykke tid siden, han sidst havde snakket med en anden person. Derfor føltes det rigtig godt endelig at være i et andet selskab, og så endda med sådan en nydelig hoppe. Han betragtede hendes hårsmykke, der klirrende faldt ned over halsen på hende.
Han tippede svagt hovedet på skrå og betragtede smykket med et nysgerrigt blik. "Det er et interessant smykke, De bærer i Deres man. Hvad er det for et?"

Et skævt, eller kejtet smil, hang fredsommeligt i den unge hoppes mule, mens hun kort vurderede den afstand, som hun havde plantet mellem dem. Der var plads til at at kunne træde nærmere, efter at have set hinanden lidt an. Svagt fnøs hun tilftredst, og vippede ørerne opmærksomt op, mens hendes grønne øjne tordnede af energi og glæde.
“Det kan du roligt gøre - Jeg har sjælendt set en plesprakt som din, sikken du shancerer,” svarede Tonks med smil i stemmen, mens hun igen studerede hingsten. Hun kiggede ned over sig selv, som havde hun glemt sine egne farver..“Tak.. Jeg har dem fra min far,” Tonks var en anelse kæk i sin tone, hun var virkelig glad, for tiden, så det hele kolliderede lidt, hendes energi var for nogen, en stor mundfuld. Den slags havde før bragt hende i problemer, men hun sansede at dette ikke ville blive tilfældet..

Lystigt gjorde Tonks nok et kast med hovedet, da hingsten kommenterede hendes mansmykke, for at få det til at klirrer. “Det er Corredor-Barro’ernes smykke. Nærmere betegnet Skov Vogter smykket.. Det var min post, der hvor jeg kommer fra,” svarede hun roligt, det lød sikkert fornemt, men det var slet ikke tilfældet, og så alligevel var Tonk yderst stol over at have båret den titel, under sit navn. Tænkende rullede hun med øjnene, og nikkede så svagt. Hun var ikke sikekr på om hun havde lyst til bare at slyge om sig med historier om, hvor hun kom fra, og hvad hun havde oplevet på sin rejse, for hingsten foran hende, var en langt mere gavet sjæl, så en svag ydmyghed, ville være på sin plads.

Han smilede taknemmeligt over hendes kompliment om hans pels. "Mange tak skal De have. Det er en helt speciel pels, der går i arv fra hest til hest i mit hjemland. Den changerer kun på denne måde, når sollyset rammer os." Han lyttede nu til hendes forklaring om hendes egen farve og nikkede smilende. "Interessant. Selv har jeg også arvet min farve fra min fader, og selv samme farve har jeg ligeledes givet videre til min søn. Der må være noget specielt ved os hingstes gener." Han lo mildt. Hoppen foran ham var en frisk sjæl fuld af energi, og han kunne mærke, hvordan det smittede af på ham selv. Hun fik nu sit smykke til at klirre smukt og begyndte derefter at fortælle om det. Han fulgte spændt med og slog ivrigt med hovedet, da hun havde forklarett. "Hvor spændende! Vil De ikke fortælle mig mere om Deres hjemland?" Hans øjne lyste af iver og nysgerrighed.

Lyttende, vippede Tonks ørerne interesseret op, og slog let med sin lyse, hale, mens hendes blik gled over hingstens, særprægede pels. Hun stak nysgerrigt og spørgende mulen frem, hun ville godt mærke den! Men undlod 'bare' at gøre det.
"Så det er måske sådan en ting hingstene i din slægt, videregiver?" Brummede hun nikkende, det gav da mening.
Tonks, kneb vurderende sine mosgrønne øjne sammen, og nikkede let. det behagede hende, at denne hingst, udtrykte nysgerrighed omkring hende, og det hun sagde, for at gøre alting bedre, var har til og med høflig i tonen, hvilket var at foretrække, at høre på. Egentlig havde Tonks ikke så meget kutyme, og gik som sådan heller ikke op i det. Hun var ganske fri. Men dette var ved at ændre sig, siden hun var blevet optaget i Amazona flokken.
Hun kiggede på hingsten hvis navn hun endnu ikke kendte,
"Der hvor jeg kommer fra, er skovende endeløse, og elvene flyder rent gennem landskaberne. Der er bjerge, som end ikke de kløgtigeste kan bestige, og nætter så sorte som uendeligheden. " Tonks stemme og mimik var meget fortællende og fuld af oprigtighed, hun var stolt af sit hjemland, og den egen hun stammede fra.. Hun vuggede langsomt med hovedet, som for at trække flere historier frem: "I de flokke, fra min føde egn, havde særligt udvalgte heste, titler og et dertilhørende ansvar, eller arbejde om du vil. Nogen var for eksempel mendiko tutoreen - Disse ved alt om bjergene, og kender hver en pynt. Så er der Corredor-Barro'erne - Det er sådan en som jeg, en skovvogter, der kender skoven, og dens liv. Ja alt, ned til de mindste differencer i underlaget til luften, og så videre" fortalte hun videre. Der opstod et særligt blik i hendes øjne, da hun fortalte om skoven, det var noget ganske særligt for hende, og havde været stolt over at bære den titel.. Til tider savnede hun skovene der hjemme fra. Men trøstede sig med skovene i Proelio, specielt Secret skoven, var hun blevet godt bekendt med .

Han betragtede hendes mule, der nysgerrigt blev strukket frem mod ham og næsten rørte hans pels. Den hang dér i lidt tid, som om hun gerne ville røre ham, men ikke rigtigt kunne få sig selv til det. En varm brummen forlod hans strube. Han ville skam ikke have noget imod, hvis hun rørte ham, men han ville heller ikke presse hende til noget, hun ikke havde lyst til - så da hun valgte at trække mulen til sig igen, smilede han blot varmt.
Han lyttede til hendes spørgsmål og nikkede let med hovedet. "Ja. Alle hingste i min slægt har i hvert fald haft denne lilla farve, så det vil jeg gå ud fra," svarede han smilende.

Han lyttede nu til hendes fortælling om sit hjemland og spidsede lyttende ører. Hendes stemme og mimik var meget fortællende og fuld af oprigtighed, som fortalte hun et eventyr. Det var meget spændende at lytte til. Hendes stolthed og kærlighed til sit hjemland lyste ud af hende, og han kunne kun smile forstående - han selv havde det jo på samme måde, når han fortalte om Ithaca. Hun fortalte nu om sin egen titel som skovvogter, og blikket i hendes øjne blev ganske særligt - det var tydeligt at se, at dette var, hvad hun brændte for.

Da hun havde fuldendt sin fortælling, smilede han taknemmeligt til hende og bøjede let i nakken. "Mange tak for Deres historie, frøken." Han ville have kaldt hende ved hendes navn, men kom da i tanke om, at han faktisk slet ikke havde fået det endnu... Det var en skam, men det ville virke upassende at spørge om midt i denne samtale, så i stedet fortsatte han. "Corredor-Barro... Skovvogter. Det er i sandhed en meget fin titel. Kan De så også sige noget om denne skov her, eller fungerede evnen kun i Deres hjemland?" Han så spørgende rundt i skoven omkring sig, inden han atter rettede blikket nysgerrigt mod hende.