Det var nu dage siden at den røde hingst først havde betrådt Proelios land, dage siden han endelig havde nået sin vandrings mål. At han så havde været her så længe havde han ikke indset, for trods historier om landet havde nået hans ører flere kilometer væk, trods han havde vokset op med dets historier om magi, skønhed og mørke var det svært at se det når man stod på tæt hold. Men på denne dag så Troy et syn, der pludselig fik ham til at indse, at han rent faktisk var nået sit mål.

Længe væk havde det lignet et dæmpet lyd af violet, så sort, så hvid der blot stille skiftede. Kom man tættere på virkede der til at opstå en form, en runding af noget større, stod man tæt på kunne man se det, de mange farver og stjerner der hvirvlede rundt på ydersiden af en stor kuppel der stod midt på engen omringet af en flod. Det var, som havde en eller anden taget et stykke af en smuk nattehimmel og sat den hernede,bare fordi det var muligt, bare for at vise at alt var muligt!
Som Troy stoppede op med kæben åben i forundring og øjnene skinnende af fascination var det, at han indså at han havde nået sit mål. Kun i Proelio kunne man se sådan et syn som dette, noget så smukt og sikkert så farligt eventyrligt. Hingsten måtte ryste på sit ædle hoved for at fatte hvad hans øjne enlig så. Herefter begyndte han at kredse om den store kuppel, med øjnene limet mod dens violette nuancer der konstant skiftede og viste ham nye galaxer nye stjerne, nære og fjerne.

Endelig viste den gyldne hoppe sig igen, ja også hun var vågnet i det nye Proelio, som Guderne havde skabt. Hvor stor indvirkning hendes fader havde haft, ænsede hun ikke. Men landets nyopstandelse, behagede i hvert fald den indelukkede, tavse hoppe. Det var som endu en genfødsel. Mon hun havde hansen for at finde sig til rette her? Gad vide hvordan det gik hendes fader...
Tankerne var mange hos den lyse hoppe, men de forstyrrede hende ikke. Fredeligt sukkede hun, og kiggede op på denne store bobbel, af et flydende univers. Hun havde længe betragtet den på afstand, men havde nu våget sig tættere på. Nysgerrigt, lagde hun sin bløde mule ind mod dens overflade, og måtte forskrækket gispe, da lunkent vand, geld ned over hende. Stille smilede hun til sig selv, og sit spejlbillede. Inden hun overrasket dukkede hovedet,
var det en anden skikkelse hun kunne skimte, længere væk, på den 'andenside' af boblen, skikkelsen, gik rundt, om boblen.. Skulle Lillye træde mod denne, eller holde sig på afstand og håbe ikke at blive set?

De grønne øjne var som limet til den violette kuppel. Man blev næsten rundtosset af at kigge på dets stjernebilleder som konstant skiftedes og blev til nye. Men Troy kunne ikke stoppe med at kigge, han var som tryllebundet af det magiske fænomen, for hvad kunne være mere forunderligt en et lille stykke af universet?
I sin stille dans opdagede Troy ikke, at der var andre tilstede som betragtede den store kuppel. Først da han kun var få meter fra den anden stoppede han op. En gibbende fornæmmelse strøg gennem hans krop, lette kuldegysninger langs ryggen, en duft af roser og regn og en forstyrrelse i det yderste område af hans synsfelt. Den røde hingst skulle kæmpe for at kigge væk fra universets kugle og over på den fremmede.
Hoppen havde ganske normale farver og aftegn, ja, Troy ville nok næsten kalde hende lidt for enkel når man lige havde kigget ind i en magisk fortryllende genstand; men der var noget ved hoppen! Måske var det de smalle lemmer eller noget i hoppens aura der alligevel formåede at holde Troys opmærksomhed. Hans hoved gled en smule på sned mens han betragtede den anden. I sin fortryllelse af den store kuppel havde han endda også glemt at gøre sig præsentabel, så i en flydende bevægelse rettede den røde hingst sig op og satte et stille venligt smil på sin mule.
"Halløjse fremmede." Hingstens varme stemme rungede mellem de to sjæle og splittede den ellers næsten syngende stilhed.

Lillye, betragtede skikkelsen, gennem, kuplen, og vippede vurderende med ørerne.. Der gik ikke lang tid før at den ukendte skikkelse, fik øje på Lillye, sådan var det jo gerne, når man blev overvåget, man skulle nok mærke det, før eller senere.Skikkelsen viste sig at være en hingst, hans farve var kraftig rød, som når månen, skiftede karakter.
Lavt brummede Lillye, og lod den fremmede hingst, komme nærmere, på et eller andet plan, glædede det hende at se en skikkelse. Skønt det var yderstsjælendt, at fremmet selskab, direkte kunne få hende til at trække på smilebåndet. Ja sådan måtte gå når var ligeså indelukket og sky som den gyldne halvgudelige hoppe.
Et svagt smil, trådte fram i hendes skrigende, grønne øjne, 'fremmede', blev hun tiltalt, hingsten skulle bare vide, hvor familiær Lillye var med landet, og hvor gammel hendes sjæl var. Hun vidste godt det ikke var det han mente, men alligevel.
Lillye nikkede, "Også hej til dig...nyder du synet? Du ligner ikke en der har set så stærkt et fænomen før?"

, hoppens stemme lød venlig, men tør, det var tydeligt, at den ikke var blevet brugt, i meget lang tid. Hun kiggede på den røde hingst, og vippede nysgerrigt med ørerne, han virkede ikke til at være en trussel, men per instingt, holdt Lillye alligevel øje.