Starswirls'n' stardust.

"I'm an angel with a shotgun,
Fighting 'til the war's won,
I don't care if heaven won't take me back.
I'll throw away my faith, babe, just to keep you safe."

Mørke. Alt var så utroeligt mørkt, og alt var så utroligt stille. Der var en rytmisk lyd - en vedvarende banken, som var der nogle der prøvede eller ville igennem en dør. Men ingen åbnede, så vedkommende blev bare ved med at banke og banke. Der gik nogle sekunder, før at den stjerneklædte opdagede det var hendes eget hjerteslag, der i mørket lød unaturligt højt. Hun prøvede at høre andet, men kunne simpelthen ikke. Fungerede hendes ører ikke?
Hvor er jeg...?
Øjene sad som limet fast, og munden var tør som sandpapir. Hun kunne ikke engang mærke benene, bare at hun lå på noget koldt.

Den stjerneklædte lå sådan i noget tid. Uendeligt udmattet, og ude i stand til at bevæge et ører. Men langsomt vendte flere og flere sanser tilbage, og hun kunne begynde at bevæge nogle af benene. En smule af hovedet. Hun lugtede en frisk og mild vind, og et fremmed område. Hun visdte at hun aldrig havde været her før, og det var til sidst at hun med blandet spænding og frygt åbnede øjnene.

Hvad var der sket?

Hun var ikke død. Hun var i live? Eller ved alle guder, snød Helzlori hende som hævn på Insanus?

"Don't you know you're everything I have?
And I wanna live, not just survive tonight
If love is what you need, a soldier I will be.."

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

I det rungende, fortryllende tempel, med himmellys fra foroven, vågnede en sjæl langsomt. Vandfaldets rislen buldrede sin sang udenfor, mens der indeni grotten blot var en svag klar lyd af væske der flød fra det syngende underjordiske vandfald. Det var Livets Klans tidligere tilholdssted, og nu Flakezés storslåede tempel og bedested. Denne sjæl der formede sig på jorden, midt i himmellyset havde Guden set før. Itzala Argia. Hendes skind, et af de mest udsøgte og sjældne. Hendes liv et mysterie for mange. Hun var her, på grund af skæbnedansen, der fandt sted i Proelios mange områder, hver måned. Hun havde vundet. Vundet et ønske hos ham. Hvad drømte en hoppe som hun om?

"Itzala Argia. Velkommen til mit tempel." hans dybe maskuline stemme lød almægtig og gudeagtig. Ikke helt så mild og blød som i fortiden, men han var stadig deres livsgud. Han skridtede frem fra mørket. "Jaguaren i Zichaw har givet dig et ønske. Hvad ønsker du dig?"

Hingsten rettede sig op, som den fader og stolthed han var og bar. Hans krop lyste i små prikker og afteninger fortidens Flakezé ikke havde båret. Jaymelias tilstedeværrelse havde åbnet et vindue i hans pels, og indre han ikke havde set før.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Starswirls'n' stardust.

"I'm an angel with a shotgun,
Fighting 'til the war's won,
I don't care if heaven won't take me back.
I'll throw away my faith, babe, just to keep you safe."

En stemme bød hende velkommen, og det slørrede blik begyndte at kunne se detaljer. I starten havde lyset blændet hende, men ikke længe gik der før det var hende ligeså normalt som mørket havde været før. Og hvad hun så, havde hun ikke set før.
Det var en voldsom skikkelse. Stor og mægtig, og med en aura den stjerneklædte aldrig havde forestillet sig nogen kunne bærer. Han - det måtte være en han, mindede hende om den kongeblå gud, blot mere magtfuld som han stod der. Ligesom hos hende selv, dansede enkelte stjerner i universets dans over hans pels. Hvem han var, vidste hun ikke. Men dybt inde i hende kunne hun fornemme en tryghed... figur der bragte ro til et oprørt indre. Hendes modersmål havde kaldt ham El'elgar. I Proelio kaldte de ham Flakezé.
Øjnene blev store, og hun glemte kort helt at svare den blå gud. Ønske? Hvad ønskede hun sig? Den stjerneklædte havde ikke ventet sådan et spørgsmål efter den korte hilsen, og abrupt begyndte tanker at melde sin ankomst. Hvad hun ønskede sig? Hun havde aldrig ønsket sig noget rigtigt. Aldrig begivet sig derud...
Dog fornemmede hun at tiden ikke var inde til spørgsmål, men nærmere handling. Guder tilbragte ofte ikke meget tid på deres jord, så når de gjorde, måtte man kortfatte sig. Det forvirrede blik blev deraf afløst af et mere fast et, og den stjerneklædte rejste sig op. Rettede den velformede statur helt ud.

"Jeg har altid ønsket at være i et med himmelen. Eller bærer mere af den på mig" Den bløde stemme bar en hæs kant, men ellers holdt hun sine melodiske toner. Man kunne undre sig over hendes ord, men sandheden var for svær at forklare. Derfor, måtte hun nøjes med at forenkle den. Hun troede ikke på at livets gud nogensinde ville omforme et liv. Gøre hende til en naturkraft, uden samme følelse og tanke som hun besad nu. Og derfor måtte hun prøve på en anden måde. Hun havde altid gerne ville forsvinde i himmelen. Med tiden, ville den måske opsluge hende.

//El'elgar betyder direkte oversat: vores ånd. Bøjes som: vores liv, vores sjæl. Vores livskraft.

"Don't you know you're everything I have?
And I wanna live, not just survive tonight
If love is what you need, a soldier I will be.."

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Det ønske den lille stjernebeklædte hoppe kom med, kom på sin vis bag på den ædle Gud. Hans øjne betragtede hende, nærmest nærstuderede hendes blik. Ville hun være en del af himlen? Der var mange der havde andre ønsker, større ønsker... Ønsker der indebar langt mere magi end hendes. Vække de døde. Gøre dem til havheste. Flyve, horn, vinger, alt den slags. Men Argia stod her og proklamerede at hun ønskede sig at være i et med himlen. Flakezé smilede skævt. Et maskulint og stærkt smil. Han sagde intet som han lod hendes drømme gå i opfyldelse, og det var som om at selveste himmelegemerne fløj ned omkring Argia og sværmede omkring hende som små elektriske impulser. De satte sig i hendes man, hendes hale og gled ned over hendes ål, som en lyskæde. Indtil de eksploderede i en inferno af lys og skønhed og farver. Pludselig var Itzalas hale levende. Ej længere varden sort, ej længere var den som hår. Den var som en del af himlen, med slitrende stjerner, galakser og snurrende universer. Flakezés blik gled op på hoppens.

"Ønsket er dig givet. Sæt pris på dit liv og en dag vil jeg tage dig med ud til stjernerne." lovede hingsten. Men han sagde intet om hvornår, før han langsomt forsvandt tilbage hvor han kom fra.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?