Post by JD-Thilde on Sept 26, 2015 18:52:31 GMT 1
Skæbnen September 2015
I Zichaws frodige jungle gemmer der sig hemmeligheder. En kattelignende skikkelse der flimrede let i nattens bløde brise, sneg sig langs jorden mod både skyldige og uskyldige sjæle der valgte at betræde skikkelsens dødsjord, netop denne nat. Jaguaren flimrede. Tåge disede omkring dens skinnende gule skikkelse. Stjernerne blev matte. Skyldige sjæle følte skyld. Uskyldige sjæle følte skam og frygt. Hvorfor? Jaguaren blev for mange år siden slået ihjel af en hest der forsvarrede sin uskyldige familie. Netop denne dag for 100 år siden, flød jaguarens blod, og nu var den atter tilbage. Hestene i området ville blive mødt én efter én. Hvad ville der ske?
Vind eller Tab
• : Et øje giver en bonus på 1 styrke point i balance. e
•• : To øjne giver et tab på 1 point hurtighed.
••• : Tre øjne giver en amulet.
•••• : Fire øjne giver 30 dages uheld.
••••• : Fem øjne giver ingenting.
•••••• : Seks øjne giver dig et ønske hos Guden Flakezé.
Tilmeldte og Udfald
Daenerys
(Indlæg desværre tabt)
Daenerys ungdom har reddet hende fra Jaguarens bid og klør. Den så hendes skikkelse, og blev mindet om dens kære unger der blev efterladt for 100 år siden. Ligesom hoppeføllet. Medlidenhed, og et blødt hjerte gav Jaguaren skyldfølelse, for engang havde den gerne slået hende ihjel. - Daenerys har vundet en Amulet!
Itzala Argia
Med dumpe lyde bevægede den stjerneklædte sig fremad i det fugtige landskab. Omkring hende rejste høje træer sig, imens en hvirvlende tåge snoede sig om de mørke ben. En vind fik bladende til at rasle, men udover det var det kun Argias egne skridt der gav lyd i den tætte jungle. Hvilket ikke just var rart. Normalt ville sådanne steder være fyldt med liv - især når det var sommer. Men intet kunne høres, og intet kunne føles. Kun en knugende og tæt stilhed; som om at selve natten havde skræmt smådyrene væk. Den stjerneklædte løftede en anelse bekymret hovedet imod den mørke himmel, men ikke engang der kunne lys findes. For træernes krogede grene, og deres tætte bevoksning, skyggede for alt.
Hvorfor Argia bevægede sig igennem junglen om natten, var et godt spørgsmål. Var det eventyrlyst? Næppe. Var det søvnløshed? Til dels. Mest af alt, var det nok hoppens rastløshed, der havde drevet hende ud af sengen. Manglen på noget at lave, og en urolig fornemmelse i maven. Noget var i gære, og natten føltes ikke helt normal.
Just som tanken strejfede hendes sind, fangede et flakkende lys hendes opmærksomhed. Det var gult - jah næsten en skærrende gul farve i mørket, og bevægede sig hurtigt og lydløst over landskabet. I tågens hvirvler fik det næsten et spøgelsesagtigt skær.... og nærmere sandheden kunne den stjernegrønne ikke komme. Jo tættere på den kom, desto tydlgere blev følelsen af at blive jaget.
Ørene bevægede sig langsmt bagud, idet at Argia vakst hævede det ædle hoved. Blikket fulgte med delvist mistro såvel som skepsis. Hun havde set meget i de år her i Proelio, og et gult spøgelse ville rangere længere nede på listen end så meget andet. Og dog... desto tættere på den gule skikkelse kom, jo mere ubehag plantede sig i den slanke krop. Tanker fik frit løb. Den stjerneklædte bakkede, men ånden var hurtig og bevægede sig snildt igennem de tætte træer. Argia vendte brat om, og begyndte med hurtige skridt at bane sig vej udfra hvor hun var kommet. Men ikke hurtigt nok.
Den forslåede og rallende skikkelse lå for foden af klippen. Over ham stod en formørket silhuet, hvis pels glødede svagt i det tiltagende mørke. Ingen lyde kunne høres, og det var som om alt blev set fra en tredje person. Læberne bevægede sig - sagde nogle korte ord. Øjnene lyste, var det hævn man kunne skimte i dem? En hilsen, et farvel og et skub. Selvom der ingen lyde var, kunne man næsten forestille sig den knasende lyd af knogler der brækkede i faldet. De itu revne vinger kunne næppe tage af i faldet, og med en klam lyd landede den sorte satan på den kolde jord. Og på klippens kant lo den stjerneklædte skikkelse.
Argia vred sig - det var slet ikke sådan det var sket! Hun havde ikke leet - han havde ikke sagt noget. Ingen kommentarer var faldet, hvilket måske var værre end dødsdommen selv. Uden at vide det var den stjerneklædte stoppet, da minderne var væltet ind over hende. Og da hun åbnede øjnene, var den foran hende. Jaguaren, men med nogle velkendte lysende gule øjne. Langsomt bakkede hoppen, imens en svag hvisken forlod hendes læber. Var hun skyldig? Følte hun sig skyldig?
SKYLD. MORD. SKYLD! Det lyste ud af den stjernebeklædte hoppe, og jaguaren hvæsede af hendes bekymring... Der var noget i hende, noget fremmed, for jaguaren, men den så skylden. Som den listede sig nærmede hoppen, blottede den tænderne og gjorde klar til at angribe. En jaguars brøl lød fra dens bryst, og den sprang i flæsket på hoppen. Men det varede ikke længe før den faldt om, med det der lignede døde, stirrende øjne. Blodet have været giftigt for jaguaren, og en ville bære bevistløs længe nok til at hoppen kunne slippe væk. - Itzala Argia blev beskyttet af Guden Flakezé! Hun har vundet et ønske.
Zaydon Zohar Helel
Natten havde lagt sig som et tyst tæppe over landet, de sidste fugle sang godnat, mens et par svage skyer, drev over nattehimmelen. Under Zichaws junglekroner, synes mørket tæt, og tykt. Dyrene i junglen puslede rundt, støjniveauet var lavt.
Under den krumme bevoksning, som tårnede sig højt mod himlen, kom Zaydon skridtende, han gled langsomt og tyst afsted i mørket, som var han en af Zichaw jungles beborere, men han var i den grad på udebane her. Hans turkise øjne glødede i de dunkle omgivelser, mens han opmærksomt lyttede, og så sig omkring. Hvorfor var han overhovedet blevet draget her ind?
Nogle fugle fløj panisk, over den mørke hingst, de skreg jammerligt, det lød næsten advarende. Opmærksomt stoppede Zaydon op, og kiggede i den retning fuglene kom fra, et par andre dyr, flygtede dérfra, skrigen, røren og tumult lød i krættet, og en sagte, højlydt knurren, og hvæsen, lød et stykke væk, og så blev der helt stille… Hingsten fik en underlig tung fornemmelse i kroppen, og måtte hæst hakke sig til at få vejret og fatningen igen.
Som frosset til til omgivelserne, stod Zaydon der, hans instinkter og sanser, var braagt på fuldt gab, skønt hans følseser var forandret, som et lyn fra en klar himmel. Noget puslede i krattet og bevægede sig snedigt, og langsomt frem, afslørede lydene. Lyden af det der bevægede sig, rev hurtigt Zaydon tilbage, til dengang hvor han havde hjulpet Ginger, som havde haft et voldsomt møde med en tiger, netop i denne oldgammle jungle. Zaydon stod med halsen stækt, og gjorde mine til at træde tilbage, men idet han satte sin hov i, trådte en jaguar advarende frem fra krattet, med en meget sigende og truende knurren.
Kattedyret, skød sin ryg højt, og kradsede i underlaget, den blottede sine skarpe, lange tænder, og stirrede intenst på Zaydon, hvis puls havde fundet et par takter op af. Med et advaende fnys trampede Zaydon i jorden, og gjorde sig stor. Jaguaren sprang frem, og Zaydon tilbage, de to skikkelser dansede kort om hinanden, Zaydon var klar til at trække sig, men ville jaguaren tillade det? ...
Jaguaren så den hingst der havde slået den ihjel for år tilbage, i den brune hingst den nu var konfronteret med. Den hvæsede og stirrede på sit bytte... Den sprang efter hingsten, men hingsten var utroligt hurtig og smidig. Jaguaren fulgte efter ham, men inden længe viste uskylden sig i den brunes øjne. Jaguaren hvæsede igen, men det var en mild hvæsen - som en godkendelse af at han ville trække sig. Jaguaren var færdig for i nat. Den brune kunne gå. - Zaydon har vundet et point i balance.
OBS! Doobs og Hanna kan kontakte Mathilde for mere information om deres gevinst.
Vind eller Tab
• : Et øje giver en bonus på 1 styrke point i balance. e
•• : To øjne giver et tab på 1 point hurtighed.
••• : Tre øjne giver en amulet.
•••• : Fire øjne giver 30 dages uheld.
••••• : Fem øjne giver ingenting.
•••••• : Seks øjne giver dig et ønske hos Guden Flakezé.
Tilmeldte og Udfald
Daenerys
(Indlæg desværre tabt)
Daenerys ungdom har reddet hende fra Jaguarens bid og klør. Den så hendes skikkelse, og blev mindet om dens kære unger der blev efterladt for 100 år siden. Ligesom hoppeføllet. Medlidenhed, og et blødt hjerte gav Jaguaren skyldfølelse, for engang havde den gerne slået hende ihjel. - Daenerys har vundet en Amulet!
Itzala Argia
Med dumpe lyde bevægede den stjerneklædte sig fremad i det fugtige landskab. Omkring hende rejste høje træer sig, imens en hvirvlende tåge snoede sig om de mørke ben. En vind fik bladende til at rasle, men udover det var det kun Argias egne skridt der gav lyd i den tætte jungle. Hvilket ikke just var rart. Normalt ville sådanne steder være fyldt med liv - især når det var sommer. Men intet kunne høres, og intet kunne føles. Kun en knugende og tæt stilhed; som om at selve natten havde skræmt smådyrene væk. Den stjerneklædte løftede en anelse bekymret hovedet imod den mørke himmel, men ikke engang der kunne lys findes. For træernes krogede grene, og deres tætte bevoksning, skyggede for alt.
Hvorfor Argia bevægede sig igennem junglen om natten, var et godt spørgsmål. Var det eventyrlyst? Næppe. Var det søvnløshed? Til dels. Mest af alt, var det nok hoppens rastløshed, der havde drevet hende ud af sengen. Manglen på noget at lave, og en urolig fornemmelse i maven. Noget var i gære, og natten føltes ikke helt normal.
Just som tanken strejfede hendes sind, fangede et flakkende lys hendes opmærksomhed. Det var gult - jah næsten en skærrende gul farve i mørket, og bevægede sig hurtigt og lydløst over landskabet. I tågens hvirvler fik det næsten et spøgelsesagtigt skær.... og nærmere sandheden kunne den stjernegrønne ikke komme. Jo tættere på den kom, desto tydlgere blev følelsen af at blive jaget.
Ørene bevægede sig langsmt bagud, idet at Argia vakst hævede det ædle hoved. Blikket fulgte med delvist mistro såvel som skepsis. Hun havde set meget i de år her i Proelio, og et gult spøgelse ville rangere længere nede på listen end så meget andet. Og dog... desto tættere på den gule skikkelse kom, jo mere ubehag plantede sig i den slanke krop. Tanker fik frit løb. Den stjerneklædte bakkede, men ånden var hurtig og bevægede sig snildt igennem de tætte træer. Argia vendte brat om, og begyndte med hurtige skridt at bane sig vej udfra hvor hun var kommet. Men ikke hurtigt nok.
Den forslåede og rallende skikkelse lå for foden af klippen. Over ham stod en formørket silhuet, hvis pels glødede svagt i det tiltagende mørke. Ingen lyde kunne høres, og det var som om alt blev set fra en tredje person. Læberne bevægede sig - sagde nogle korte ord. Øjnene lyste, var det hævn man kunne skimte i dem? En hilsen, et farvel og et skub. Selvom der ingen lyde var, kunne man næsten forestille sig den knasende lyd af knogler der brækkede i faldet. De itu revne vinger kunne næppe tage af i faldet, og med en klam lyd landede den sorte satan på den kolde jord. Og på klippens kant lo den stjerneklædte skikkelse.
Argia vred sig - det var slet ikke sådan det var sket! Hun havde ikke leet - han havde ikke sagt noget. Ingen kommentarer var faldet, hvilket måske var værre end dødsdommen selv. Uden at vide det var den stjerneklædte stoppet, da minderne var væltet ind over hende. Og da hun åbnede øjnene, var den foran hende. Jaguaren, men med nogle velkendte lysende gule øjne. Langsomt bakkede hoppen, imens en svag hvisken forlod hendes læber. Var hun skyldig? Følte hun sig skyldig?
SKYLD. MORD. SKYLD! Det lyste ud af den stjernebeklædte hoppe, og jaguaren hvæsede af hendes bekymring... Der var noget i hende, noget fremmed, for jaguaren, men den så skylden. Som den listede sig nærmede hoppen, blottede den tænderne og gjorde klar til at angribe. En jaguars brøl lød fra dens bryst, og den sprang i flæsket på hoppen. Men det varede ikke længe før den faldt om, med det der lignede døde, stirrende øjne. Blodet have været giftigt for jaguaren, og en ville bære bevistløs længe nok til at hoppen kunne slippe væk. - Itzala Argia blev beskyttet af Guden Flakezé! Hun har vundet et ønske.
Zaydon Zohar Helel
Natten havde lagt sig som et tyst tæppe over landet, de sidste fugle sang godnat, mens et par svage skyer, drev over nattehimmelen. Under Zichaws junglekroner, synes mørket tæt, og tykt. Dyrene i junglen puslede rundt, støjniveauet var lavt.
Under den krumme bevoksning, som tårnede sig højt mod himlen, kom Zaydon skridtende, han gled langsomt og tyst afsted i mørket, som var han en af Zichaw jungles beborere, men han var i den grad på udebane her. Hans turkise øjne glødede i de dunkle omgivelser, mens han opmærksomt lyttede, og så sig omkring. Hvorfor var han overhovedet blevet draget her ind?
Nogle fugle fløj panisk, over den mørke hingst, de skreg jammerligt, det lød næsten advarende. Opmærksomt stoppede Zaydon op, og kiggede i den retning fuglene kom fra, et par andre dyr, flygtede dérfra, skrigen, røren og tumult lød i krættet, og en sagte, højlydt knurren, og hvæsen, lød et stykke væk, og så blev der helt stille… Hingsten fik en underlig tung fornemmelse i kroppen, og måtte hæst hakke sig til at få vejret og fatningen igen.
Som frosset til til omgivelserne, stod Zaydon der, hans instinkter og sanser, var braagt på fuldt gab, skønt hans følseser var forandret, som et lyn fra en klar himmel. Noget puslede i krattet og bevægede sig snedigt, og langsomt frem, afslørede lydene. Lyden af det der bevægede sig, rev hurtigt Zaydon tilbage, til dengang hvor han havde hjulpet Ginger, som havde haft et voldsomt møde med en tiger, netop i denne oldgammle jungle. Zaydon stod med halsen stækt, og gjorde mine til at træde tilbage, men idet han satte sin hov i, trådte en jaguar advarende frem fra krattet, med en meget sigende og truende knurren.
Kattedyret, skød sin ryg højt, og kradsede i underlaget, den blottede sine skarpe, lange tænder, og stirrede intenst på Zaydon, hvis puls havde fundet et par takter op af. Med et advaende fnys trampede Zaydon i jorden, og gjorde sig stor. Jaguaren sprang frem, og Zaydon tilbage, de to skikkelser dansede kort om hinanden, Zaydon var klar til at trække sig, men ville jaguaren tillade det? ...
Jaguaren så den hingst der havde slået den ihjel for år tilbage, i den brune hingst den nu var konfronteret med. Den hvæsede og stirrede på sit bytte... Den sprang efter hingsten, men hingsten var utroligt hurtig og smidig. Jaguaren fulgte efter ham, men inden længe viste uskylden sig i den brunes øjne. Jaguaren hvæsede igen, men det var en mild hvæsen - som en godkendelse af at han ville trække sig. Jaguaren var færdig for i nat. Den brune kunne gå. - Zaydon har vundet et point i balance.
OBS! Doobs og Hanna kan kontakte Mathilde for mere information om deres gevinst.