Eudora kom glad hoppende inde i skoven. Der var nogle fantastiske farver herinde. Hendes regnbuefarvede øjne passede perfekt herinde i denne skov, de funklede lige så meget som skoven funklede i de smukke regnbuefarvede farver. Hendes gang var hoppende og den lyse hale slog lystigt bag hende. Hun havde et stort smil omkring mulen og der kom hele tiden små glade hvin fra hende.
Eudora var lykkelig, eller så glad som hun kunne blive. Lige nu kunne hun godt lide sit liv. Hun elskede eventyrerne, som var lige noget for hende! Lige nu lagde hun ikke specielt meget mærke til tingene omkring sig, ikke at hun ikke kunne høre, men hun var mere inde i sin egen verden lige nu. Hun var altid så livsglad, trods at hun havde oplevet tab og sorg som så mange andre. Hun havde bare en mere positiv idé omkring verden, måske lidt for positive engang i mellem.

Endnu en dag synes at gå igang, i går var pludselig endnu en dag tilføjet til fremtiden. Men måske kunne i dag være ligepræcis den dag han fandt ud af meningen med livet, og derfor holdt han altid modet oppe, han havde al verdens tid, for ham betyd det intet hvornår han fandt sit svar, imens han søgte svarene, mødte han skam også mange intressante sjæle. Personligt havde han holdt sig fra begge krige fra fortiden, han ønskede ej at blande sig ind i dem, og et eller andet sted troede han ikke på det der gude hejs. Han troede endelig ikke på så meget, fordi i hans verden var alle lige og alle kunne have det hyggeligt sammen. Han fandt krigene spild af tid og krudt, han agtede ikke at spilde sit liv og dø til en krig, for at slås over ens meninger og holdninger, fordi ingen holdninger eller meninger var forkerte, alle er forskellige, og derfor fandt han det som en ligegyldig ting. Han nød heller naturen de mange fraver der var. Nyd at kunne træde et nyt skridt og endnu et. Nyd livet omkring ham. Selvom det ikke helt var nok, for et eller andet sted ville han have en mening for han var her, i denne verden? En mening han ej endnu havde fundet. Han blev vækket fra hans tanker da en farvrig hest synes at komme til syne, de venlige og godmodige øjne hvile mod hesten, før han lod en varm brummen lyde, han satte stille mod hesten, som han hurtigt fik til en hoppe da han kom nærmer. Hun bar bange forskellige farver og aftegn,, men et eller andet sted med en samhæng i. Det klædte hende bestemt på sin egen specielle måde. Han kunne godt lide selskab, og derfor havde han intet imod at søge hen til hende, selfølgelig ville han gå, hvis hun ikke ønskede hans selskab.

Eudora fortsatte sin glade springen igennem den regnbuefarvede skov. Den var fascinerende og smuk. Hun elskede smukke og skinende ting, de kunne nærmest hypnotisere hende!
Pludselig blev Eudora hevet ud af sin egen verden da hun hørte et brum, tydeligvis fra en hingst. Hun stoppede brat op og vente sig i et hop. Hendes øre var fremme og hele hendes krop sitrede af nysgerrighed. Snart kom en cremefarvet hingst til synes med nogle lilla'e aftegn. Det var godt nok specielt, hingst og lilla, det havde hun aldrig set før. Han var en glad hingst og det glædede hende! Hun sprang frem mod ham med et kæmpe smil omkring mulen. Hun svang med den lyse hale bag sig. Hun stoppede ikke ret langt fra hingsten og nappede ham i mulen. Der var ikke noget der hed akavet omkring Eudora, eller at holde afstand, for sådanne noget gjorde Eudora ikke. Hun bevægede sig så tæt på som hun kunne. Hun forstod det ikke, hun ville jo bare så gerne tæt på.
Han var en glad hingst, og det var hun glad for, det var altid hyggeligt! Hun havde ørene fremme og de regnbuefarvede øjne lyste af glæde og livsenergi. "Heeeeej, hvem er du?" spurgte hun med den lys, men blid stemme, dog stadig med glæden i sig. Hun trippede ganske let på stedet og trippede omkring ham, for at se hvad han var for en. Det var altid spændende med nyt bekendskab, og hun havde faktisk ikke så mange. Så det gjorde hende skam ikke noget, faktisk var det sjældent at Eudora ikke havde lyst til selvskab. Så man var faktisk heldig hvis man stødte ind i hende og ville have selvskab.

Han lod en varm latter forlade mulen da hun sprang mod ham, hendes glæde synes at smitte ham endnu mere, og let lavede han et bukkespring, for en eller anden måde skulle han ud med det. Han stoppede let et stykke før lod hende vælge hvor tæt hun ville, overraskede ham endelig lidt at hun valgte at komme så tæt på ham. Han nappede lidt ud efter hendes hals letter drilsk da hun valgte at nappe til hans mule. Han kunne godt lide hendes glæde og et eller andet sted virkede hun meget ukompliceret, hvilket passet ham rigtigt fint. ”om forladelse deres yndighed, mit navn er Artax. Hvad er denne kønne hoppes? ” der var ingen ting bag ordene, han var blot venlig og kærlig. Han smilte glædeligt til hende, han lod en blid lav latter forlade mulen da hun let trippede på stedet og kort efter begyndte at trippe omkring ham, han trådte ind foran hende og nappe endnu en gang ud efter hende. Der hvilede en drillede gnist i de godmodige øjne.

Han lod øjne løbe lidt over hende, blot for at skimte hendes ret spændene aftegn igennem, der var liv i dem, i forhold til hans egne, som var mere enkelte og ikke så skinnede farver, men stadig som sagt pænt. Det var længe side han har set sådan en glæde hos fremmed. Derimod havde han set meget frygt, sorg og had hos andre. Det kvikkede ham lidt op den glæde der omringede hende.

Eudora var meget ukompliceret ja, måske nogen gange for ukompliceret? Hun slog med sit ædle hovede og hun havde sit store smil omkring mulen. "Jeg hedder Eudora" sagde hun og så nysgerrigt på ham. Han virkede lige så glad som hun selv gjorde, og det var rart! Hun elskede glæde, og hun elskede andre heste. Men hun elskede alligevel også at være lidt alene. "Er du fra det nye land?" spurgte hun nysgerrigt. Han trådte ud foran hende og hun stoppede kort en anelse forundret op, hun var ikke van til at andre var lige så nærgående, men det gjorde hende skam ikke noget! Hun nappede ud efter ham igen og skubbede grinende til ham. "Hov hov, tænk nu hvis jeg væltede?" sagde hun grindende. Hun slog med den lyse hale bag sig. Hun nappede atter til ham, hun var lykkelig lige nu, tænk der var en der gad at lege med hende?!

Han så blot glædeligt på hende ”sikke et pænt og smukt navn du har dig Eudora” sagde han med en oprindelig stemme. Han grinte en anelse ved hendes næste spørgsmål før han rystede en anelse på det store hoved, så pandelokken gyngede stille ”nej jeg er skam fra det ’gamle’ proelio, kommet igennem en tidsportal” forklarede han roligt hende.. Han smilte lidt da hun stoppede op da han trådte ud foran hende. Han nappede blot glædeligt drillende igen, gik tætter på hende og spændte lidt i musklerne da han skulle holde hendes skub igen. ”jamen dog, det kunne vi da nødig have, kunne vi vel?” spurgte han i en grinede og drillende tone. Hun var en livlig en, det skabt lidt liv i ham igen, det var lang tid siden, han havde aldrig været den der havde mødt så mange, så nu hvor en endelig gad at være lidt barnlig vækkede lidt ungdom op i ham igen.