Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Det gik både godt og skidt. Flokken var svær at samle, og Gaizka arbejde det hårdeste hun kunne, for at det skulle lykkes. Samuel, Cinna, Tonks og Trudy, var dem det var lykkedes hende at komme lidt i kontakt med. Trudy ville gerne beskytte Amazonerne. Fantastisk, hun var en stærk hoppe.

Der manglede bare 2 vigtige individer i Gaizkas liv. Daydreamer og Selene. Hvor blev de af? Var de ikke kommet med videre til denne verden? Gaizka vandrede Secrets skoven tynd, hun havde søgt andre steder, men lige nu patruljerede hun det område hun havde valgt.


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Daydreamer var i færd med at lede efter sin datter Santana som var pist forsvundet. Uforskammede føl! Her gik hun med hævet yver, og så var der intet føl der kunne løse hendes problem! Det var ulideligt og hårdt at gå feminint på denne måde. Hun vrikkede lidt ekstra med røven og gik rustikt frem. Hun nægtede at kalde på det føl hun havde opdraget på.
Da spottede hun Gaizka og gik hende i møde. "Nå så du er også faret vild?" Startede hun et samtaleemne. "Har du set Santana?" forpulede ungmø! Somom hun havde haft tilladelse til at blive væk!

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.
Bedst som Gaizka stod med sine tanker, dukkede Daydreamer op, som havde hun aldrig været væk. Typisk, og det fil Gaizka til at smile, og le lidt indvendigt. Hun var det mest feminine og alligevel frembrusende eksemplar Gaizka kendte. Hun vendte sig mod hende, og blinkede lidt med øjnene.

"Bestemt ikke faret vild, jeg har grænset dette territorie til flokken, og to mere på fastlandet." praglede Gaizka mildt. Hun fnøs, og fornemmede Daydreamers vrede over datterens forsvinden. "Nej, kære, jeg har ikke set Santana, trods jeg forsøger at samle os." sagde hun.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Hun så overrasket på den ledende hoppe som havde rimeligt styr på sin pelspleje trods Dreamer ikke havde været der til at rådgive hende. "Du har noget... ad... lige dér." hun pegede med mulen og forbenet på hoppens knæ som var en lille bitte smule tilsnasket, sikkert fordi Gaizka havde ligget ned på et tidspunkt.

Daydreamer nikkede lidt. Hendes medhoppe havde ikke set hendes uforskammede datter som havde trodset hendes vrede og var flygtet ud af hende skygge.. Apropro skygge, der havde hun ikke kigget, for alt hendes nufundede bling var ivejen. Hun vendte sig om og så...

"Moar!" Santana håbede virkelig ikke at hendes moder så noget, da hun kom trissende over græsset. Hun knejsede lidt ekstra i nakken, og løftede halen bare en smugle højere, for at skjule mudderpletterne i pelsen, og græstotterne i manen. Måske ville hendes skønhed "skinne" så meget, at det blændede hendes moder. Det var da det hun havde lært hende, ikke?
Hun så op på hende mellem de lange lyse lokker, og undskyldte for at hun kom forsent, med en lille hoppestemme. Det var ikke med vilje at hun kom forsent, det var det altså ikke!
Hun havde svømmet så langt, at hendes pels var blevet helt våd... Og støvet så bare så indbydende ud. Bare kort, for at tørre mig selv, havde hun tænkt. Hendes ben var sunket sammen og... Ja. Hun havde prøvet at få mudderet ud af pelsen, ved at bruge græsset som hjælp. Men de brune pletter var bare blevet mere grønlige. En farve der bestemt ikke stod til hendes øjne, ifølge hendes moder.
Forhåbentlig var hun i gang med at skælde dette individ ud... Måske var hun så sur, at hun slet ikke lagde mærke til det.

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Ahh, verden hænger hvor den skal. Tænkte Gaizka, da Daydreamer påpegede hendes vederstyggelighed på knæet. Hun lo mildt. "Ad! Godt du så det." svarede hun, og gik hen til en busk, hvor hun rensede pletten. I mellemtiden dukkede føllet op, som ud af det blå... Men det var ikke solen der skinnede, når man talte om den, de to feminine hopper så. Gaizka, tippede hovedet bebrejdende på skrå. HUn ligende... Hun lignede... En hingst. En lille pøle hingst. Gaizka vrængede næsen, men det var op til Daydreamer at styrer sin datter. Gaizka ville elske at have et hoppeføl at pusle og dukke ud. Men hun havde kun haft et hingsteføl... Og han døde.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Daydreamer kastede sig væk fra det monster hun havde skabt!
"SANTANA!" råbte hun i afsky.
"Hvordan er det du ser ud!! Ud i bad. Nu... Hvad venter du på!?! JEG SAGDE NU!" Skældte hun ud og skubbede til sin ulækre datter med den ene forhov, for røre ved klamheden selv ville hun dog alligevel ikke.
"Har jeg ikke sagt at man ikke støvbader lige efter bad!? Jo, det har jeg sagt, men enten hørte du ikke efter eller også har du gjort det bevidst din lille.. urgh.. mide! Man er væk et par dage og dét er hvad du byder mig!!? For eftertiden forlader din ikke min skygge! Forstået!?!"

Daydreamer så undskyldende på Gaizka.. at hun skulle opleve dette var en skam. Daydreamer var bestemt ikke tilfreds med situationen og de grå øjne skulede mod dét der engang havde været et yndigt lille føl.