Regnen her var... anderledes. Det var næsten støvregn og den var nærmest varm og... klæbende. Den sad fast i Selenes pels og virkede træls varm, som var hun svedig i stedet for gennemblødt. Hendes hvide hår hang tungt ned af hendes hals. Hun fnøs for at få vandet ud af sin næse. Hvad var det her for et sted? Var det her Proelio? Jamen hun havde da aldrig set her før?
Forude så Selene nogle træer, der måtte være en smule ly, tænkte hun. Og ganske rigtigt ydede træerne hende ly for regnen, men dog ikke helt for varmen. Men det var dog mere behageligt nu og hun kvikkede en smule mere op. Hun havde fundet duftspor fra Gaizka og Samiria i dette område, hun kunne ikke vente med måske at møde dem.

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.
Gaizka havde efterhånden trådt Secrets godt op, i det område hendes flok samledes. Hun håbede at de snart var fuldtallige igen, og at Samuel fik sin moder tilbage, så han kunne die, i stedet for at leve af vand og græs - som han bestemt ikke voksede meget på.
Duften af støvregn lå mellem træerne, men her var tørt, og godt, trods sydens varme klima. Gaizka havde i den sidste time følt sig en anelse forfulgt, men det var efterhånden en følelse hun oplevede tit. Hun smilede svagt, for nu havde hun ventet på denne fremmede, der ledte efter hende, og hovslag lød bag hende. En duft sneg sig ind på Gaizka og hun vendte sig, med et praglende, dog genert smil. "Selene" det var en dragende, blid stemme hoppen brugte.
Hun vrinskede lavt efter Samuel, tiden var kommet.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Samuel
The more I fight, the more I learn, the more I dig into the dirt.
Føllet sov, med sine lange ben trukket op under sin magre krop. Han havde ventet på sin moder i en stund nu, og trygheden, var svær at finde uden hende. Selvfølgelig var Gaizka og flokken gode mod ham, men han synes ikke vand og græs var en god kombi endnu. Hans mave blev dårlig.
Samuel reagerede dog. En lyd lød, ej langt væk, og han spjættede op på sine lange ben. Gaizka kaldte, havde hun endelig fundet mor? Føllet sprang ivrigt og lystigt af sted mod de feminine hopper, og ankom med lykke i sine unge øjne.

Till it falls away, into the great escape, over walls and waves, this anitgravity taking over me.