Den tunge hingst bevægede sig med styrke og smidighed i hans skridt, men mens de fleste ville mistænke ham for at være utrolig langsom grundet hans størrelse, så var han hurtigere end man forventede. De tunge dreadlocks løftede sig let hvergang en hov ramte klippestien under ham. Han bevægede sig afsted af en god, fast sti i trav og i stilhed. Det eneste der brød denne var lyden af hans hove, klirren af metal mod ben og vinden, der ruskede let i hans store manke. Han havde fornyligt mistet hans rådgiver og var nu søgt op i de blå bjerge for at lede efter sin kontrollør og datter. Han havde ikke set det store til hende, men han havde nogle foruroligende nyheder at dele med hende. Han hverken var rolig eller tryg ved disse ting han havde fået at vide fra den bevingede skabning, han vidste ej om de bar et eller andet med sig, der kunne sætte hans folk i fare eller lignende.. Han ville ikke vove det. Om det så var hans egen forfædre der vandrede op til ham..
Han knejsede let med nakken, som han bestigede en stejl skråning der førte op til et fladt plato. Intet mødte hans blå øjne. De virkede altid en anelse hårde og kolde med deres blå skær, men den store hingst var ikke frossen og hård som sten, han forsøgte blot så vidt muligt, at sikre alles sikkerhed og han med den viden der lå i hans baghoved gjorde han det der var nødvendig for at han ikke blev revet med af følelserne alt for hurtigt. Et brum formede sig i halsen og transformeret sig til et søgene vrinsk. Han syntes næsten at være travet hele bjerget og jorden omkring det igennem efter hans datter, men havde endnu ikke set skyggen af hende.. Han havde ikke så meget tid at bruge på at lede, han ville gerne selv patruljere grænserne til Hjertet inden månen stod på himmelen.. 

Det røde, let krøllede hår slog om hovedet af Karma, da denne travede over de blå sten i nogle af Natiaums eneste bjerge, Awarias. Hendes hvide pels lyste op i eftermiddagens lys. Dette var et af hendes ynglingssteder. De blå sten blev næsten guddommelige af udseende i lillae nuancer når solnedgangen gik sin gang over dem. Hun huskede ofte, hvordan hendes mor havde taget hende med ud til bjergene dengang hun endnu kun var et føl. Sådanne øjeblikke var meget få nu hvor hun var voksen og endda også kontrollør i sit fars rige, Natiaum. Heller ikke i dag ville hun nyde dette syn, for når solen endelig nåede ned håbede hun på at være over alle bjerge. Hun var på patrulje i den nordlige ende af riget, på udkig efter syge heste. Når solen endelig gik ned forventede hun at være dybt inde i Kantos skove.

Længere fremme spottede hun en kendt skikkelse og synet af denne var bestemt ikke ubelejligt. Hun havde ledt efter ham, for snart skulle riget have mere afgrænsede regler. Ændringer var på vej og det var ikke sikkert de førte noget godt med sig.

Rephaim
- The world is build by killers.. Simple as that..   

Rephaim slog kort med hovedet så dreadlocksne fløj og landede tungt over nakken på ham. Han havde fået sig en utrolig stærk nakke med tiden, hvor han måtte bære på disse. Han gjorde et kort ophold og hans mindr eøre opfangede hurtigt lyden af hove mod de blå sten. Hans blå øjne søgte straks ud i verden og fandt den lyse hoppe med den røde, let krøllede man. Hans øjesten, hans eneste levn fra en bedre fortid, der endte i et mareridt. Karma vidste dog ej hvordan hendes moder havde mødt hendes tidlige død, hun troede stadig sygdommen havde taget hende.. Han skar kort tænder ved tanken, det plagede ham og hans drømme af og til.. Med et svirp af halen vendte han sig mod hende med et blødt smil om mulen og gik hende i møde. 

"Karma. " 
Hans stemme var varm og stadig en smule ru. Han gik udfra at hun måtte havde passet sine pligter til punkt og prikke, som altid, og derfor kunne han ej finde hende så let. 
"Hvordan har du det? Er der noget nyt? " 

Hun smilede ved synet af den store, brune hingst med den tykke man og lange dreadlocks. For dem som ikke kendte ham, kunne han virke nærmest frygtindgydende - værende en del højere end de fleste heste og Lord i et af de mest mystiske områder i landet, Natiaum - men for hende indgydede han ro og beskyttelse. Og hun var meget stolt over at kunne kalde ham sin far.
Selv var hun ikke lille, men da hun kom helt hen til ham kunne man tydeligt se at hun mindst var 10 cm lavere. "Far" sagde hun blødt, men dog stadigvæk med en kant af høflighed. Hendes øjne mørktest lidt da han spurgte om hun havde nyt, men smilede dog stadigvæk. "Jeg har det godt, hvordan har du det?" Hun holdt en lille pause. "Far... Da jeg patruljerede grænserne i dag så jeg noget foruroligende" Hun gik i stå, men fik sig så til at fortsætte sin fortælling. "Jeg så en stor skive af lys. Jeg brugte noget tid på at betragte den.. ud af den kom der heste"
Det var ikke kun det foruroligende i dette, men endnu mere noget... andet. Hun genkaldte for sig hvordan en brun hingst med vinger havde trådt ud af denne skive af lys. Det havde løbet hende koldt ned af ryggen, da hun genkendte ham fra legenderne; Dawn. Og han havde ikke været den eneste. En kuldegysning løb igennem hendes krop. "Legendeheste, far..."

Han betragtede hende kort, som hun talte og smilede let, inden han forsikrede hende, at han var frisk, som en hav ørn. "Jeg har det udmærket, min datter.. " Han stemme bar varmen og den faderlighed, han kun tilbød hans familie og føl. Han elskede denne hoppe med hendes moders man og hale, hun lignede hende nok til at minde ham om hende, hver gang han så hende.. Jaero.. Hans klare øjne, så dog på hende med en mere hård og kølig mine, da hun begyndte at snakke om lys cirkler og heste, der kom i gennem denne cirkel.. Han fik dog sine bange anelse og den bevingede hoppe fra klippe toppen i buskene krøb ind i hans tanker.. Karma måtte have set disse komme til dette Proelio fra deres.. Så den gyldne, stribede hoppe måtte have talt sandt. Hvor meget han så end brød sig om det, så så det ud til at være sandt.. "Jeg har muligvis mødt en, en bevinget hoppe ved navn Irissa.. Hun virkede god nok, men hvis hun kunne komme igennem, ligeså kunne andre.. Værre heste. " Han stod kort i tanker og stirrede tomt for sig. De fremmede kunne gøre dette kaos med sygdommen værre.. men.. Hvorfor var de her? De forsvandt alle samme fra historierne, men hvorfor var de så her? Han så på Karma igen. Fuldt nærværende. " Karma.. Vi har ikke brug for flere problemer med sygdommen. Disse fremmede, tror du de vil være en trussel?"