Med en vagtsom mine, trådte den mørkegrønne hoppe længere ud på engen. Omkring hende bølgede mørke strå, imens en svag vind hviskede igennem det forladte landskab. Den fortalte fremmede sange, fremmede fortællinger, og forvirrede hende i en ubehagelig grad. Alt omkring hende føltes forkert... fremmed, og nyt. Selve landskabet var ikke det samme som hun huskede, og nye færte fulgte græsgangene. Jah selv himmelen var ny. Månen var den samme, men stjernerne var placeret forkert. Og det gjorde hende inderst inde bange.... For hvad ville denne forandring?
I forvirring havde hoppen søgt imod noget der føltes rigtigt. Et område, der allerede nu mindede hende om hjem. Og selvom stedet havde ændret sig, var hjem stadig det samme som før. Et sted man kunne vende tilbage til. Og en ganske forhåbentlig tanke havde listet sig ind i det mørke sind. Ville Abba stadig være her?

Tavst hævede Argia mulen imod himmelen, imens den kølige vind kærtegnende gled ned over kroppen. De livlige stjerner bevægede sig i en uendelig sopanova over hendes bløde former, imens mindre eksplosioner af stjernestøv forsvandt ud i ingenting. Mysteriet havde altid været der, og hun... de, havde aldrig fået svar. Både på stjernerne over pelsen, men også på meningen med den endeløse forvirring der skulle tilfalde hende og hendes børn. Hvorfor kunne stjerne kun skinne i mørket? Verden var uretfærdig.

Som genfødt vandrede den mørke hoppe gennem græsset. Hun havde fundet et mål og  havde bidt sig fast i det mål som en grævling. Hun ville ikke slippe dette mål før det var nået og hun kunne se det næste skridt. Hun ville fange dette lands skygger og samle dem under hendes tro og hendes lederskab. Hun ville være den de fortalte historier om, hun ville være Melissa om igen og hendes fader ville rulle sig i sin grav af fryd over hans skabelse. Hun var Skyggen.. Skyggen af sin far, skyggen af sin mor og skyggen af Helzlori, Den eneste Gud.. Hun ville gøre hvad der var nødvendigt for at samle heste nok til at hun og de strejfende tilhængere af Helzlori kunne vinde. For hende var det vigtigt at Lux Umbras Umbaes fulgte hende først og dem selv næst, hun ville ikke forrådes som hendes fader var blevet, hun ville leve til at se Den Almægtige tilbage på hans trone. Ikke før ville hun møde sin fader i helvede.. 
Hun stoppede op og log de gullige øjne spejde ud over landet. Hun var ed at kende denne eng ret godt, men det var begrænset, hvor meget liv der var. En let vind legede med den krøllede, blå man, den var vokset lang og hun måtte fjerne grene og alverdens fra den flere gange om dagen, men den var en del af hende og en reminder om hvor hun var fra og hvem hun udsprang fra. Ligesom stjernerne, der langsomt meldte deres ankomst på hendes pels blandt de sorte huller, var begyndt at skinne og leve lige så meget, som de havde gjort før, hun mistede sit mål og sin far. Hun ville ikke miste mere.. Hun ville ikke kunne klare det. Hun var allerede for tæt på at blive sin far og han havde ikke været en rar sjæl, hun fandt godheden sværere og sværere at finde i sig selv, det blev afspejlet i hendes pels, der bølgede af de mørke blå og lillae farver, det sidste var flygtigt og svævede vagt over hendes krop af og til, mens den grønne fra hendes moder var blevet tvunget tilbage og blevet mørker. Hun savnede hendes moder, frygtede at hun havde mistet hende, men håbet var stadig i hendes sind, for måske var hun og Dawn ikke de eneste der var endt i denne verden. Det feminine hoved blev løftet med en let og elegant bevægelse, der forsikrede om at hun ikke havde mistet en eneste del af hendes elegance, og hun lod et søgende hvin rejse ud i verden. Der måtte være andre end hende i denne verden.. 

    "Now in this twillight, how dare you speak of change

                But again, in this twilight, our choices seal
                                                              our fate"
 

Den mørke man løftede sig svagt i vinden, der i et stød syntes at blive kraftigere end før. Hvirvlende fik den krøllerne til at danse omkring hende, imens den mørkegrønne nydende lukkede øjnene. Tanker om hvilke skabninger hun havde fejlet, hvilke valg hun havde taget forkert og hvilke dage hun skulle gøre bod for, forsvandt langsomt i den friske brise. Som når bølgerne skyllede sandets ujævnheder væk, følte Argia et kort øjeblik sig selv... frisk igen. Ren. Men selv i det reneste sand kunne man finde tabte glasskår, der endnu ikke var blevet slebet runde af havet. Og Argias splintrede glas lurede under overfladen. Et slumrende mørke, der dog ikke havde meldt sig længe. Med et sæt åbnede hun øjnene. På hendes nethinde dansede det forvrængede billede af ham rundt.

"Det var ikke min skyld.. han havde selv brolagt vejen til helvede.. han skulle bare have et lille skub.."

Den mørke hoppes mumlende stemme blev svagere og svagere, ind til at hun til sidst turde lukke øjnene igen. I hendes drømme, så hun stadig de lysende gule øjne for sig. Et løfte om hævn.
Vinden bar pludselig en lyd med sig, som fik den stjernebesatte til at hæve hovedet langstom. Jah, næsten uforstående blinkede hun med øjnene, imens hun forsøgte at huske stemmen. For en mor glemte aldrig sin datters stemme. Stjerner af glæde begyndte at gløde på hende, idet at hun med en hurtig trippen fik vendt sig imod lyden. Den mørke hoppe havde ikke talt længe... men det glædede hende at have fundet Izarra. Et hvin forlod hende, og hun begyndte at trave imod den mørke datter. Det glædede hende at hun stadig.. levede.

Den mørke hoppe vendte hovedet mod lyden og lidt efter begyndte hendes pels at pulsere med næsten ubestemmelige mørke farver, der bevægede sig over i nogle lidt lysere nuancer af deres mørkere version. Hun kunne næsten ej tro sine egne øre. Håbet bankede i hendes hjerte og stjernerne syntes at blive en smule lysere og lidt fleres stjerner plettede hendes krop, der hvor støvskyerne havde været. Et rystende brum forlod hendes bløde mule, hun søgte desperat efter den grønne hoppe med den stjerne besatte pels. Hun elskede sin moder med hele sit hjerte, hun havde lært hende godheden og hvordan man ikke behøvedet at være en ubehøvlet sjæl for at få hvad man ønskede sig,  som hendes fader havde lært hende, det at man skulle tage det man ville have var ikke altid den rette vej. Hun trippede let  på stedet, inden hun satte frem i en let trav. Hendes bevægelser var lette og elegante, som altid. hendes holdning var feminin, men det faldt en smule af, når hun travede af sted med en lettere desperat fremtoning. Hun mærkede nu savnet efter hendes moders varme pels og hendes kærlige ord mere end nogensinde. især efter tabet af hendes fader. Hun havde ingen anelse om hvem der havde slået ham ihjel, men hun havde en anelse om at Ilden havde en hov med i det. Selvom insanus havde gjort alt for at gøre ham stærkere. Hun ville aldrig forrådes sådan, aldrig.. Hun slog let med halen, der blev grebet af vinden og krøllerne blev strukket ud og krøllet sammen igen, om og om igen. Vinden var en anelse kold, men på sådan en måde at den gjorde hovedet klart og kroppen var klar og ikke dvask af varme. Hun så sig om og tog et par galop spring, mens hun søgte efter hendes stjernebesatte moder med de gift gule øjne. 

Der hun var. En stjernehoppe, hvis skæbne var ligeså hjemsøgt som Argias egen. Vandrende med det lille univers på den slanke krop, men mærket af hendes faders tid i verden. Ikke alene på hendes hårpragt, der havde vokset sig større, tykkere, mere krøllet og blålig; men også i sindet. Den mørkegrønne var ikke dum. Hun vidste.... hun havde vel altid vidst, at Insanus ikke kunne lade hende værre. Hun havde set Izarra vokse, og træde andre stier end dem hun havde vist. Og Argia ville ikke være den der sagde de stier var forkerte, for det ville være en løgn. Men de var mørkere end dem hun selv vandrede. Men kunne det ikke gøre det samme? Alle veje førte alligevel til helvede - om de så var lavet på gode intuitioner eller dunkle handlinger.
Dog havde hun aldrig opgivet sin datter, men fyldt hendes dage med det lys hun selv kunne se. Hun havde prøvet at vise hende verden, og taget hende med på de særlige stjerne nætter. Men de mørke nætter havde, og ville nok altid tilhøre Insanus. Det havde aldrig ændret sig. Argia slog et kast med hovedet, og satte så langsomt tempoet ned. Det varme smil glitrede også i de blålige øjne, og hun lagde med en nænsom bevægelse halsen om den nu større Izarra. Hun sagde intet, men holdt hende tæt. Både for at sikre sig hu virkelig var her, og for at vise hende at tid ikke kunne komme imellem dem. Og en undskyldning. En undskyldning for ikke at have været der, når natten var mørkest.

Argia græd ikke.. hun græd sjældent, og da slet ikke foran sine børn. Men hvis hun græd, ville tårerne være af glæde. Hun vidste ikke hvor meget Izarra vidste om Insanus død, og hun måtte aldrig få noget af vide. Men hun vidste hun havde såret hende.

Hun blev modtaget med et kram og glæde. En stille glæde og hun følte sig tryg, rigtig tryg. Som når man havde været væk fra ens hjem i langtid og man endeligt fandt hjem og kunne slappe af. Hun havde altid fundet sikkerhed her hos det andet stykke af universet. Hun havde fundet eventyr med sin fader, men her var hvor hun fandt et sted at klare hovedet, hun havde haft nok i fortællinger da hun var lille, men som hun blev større hungrede hun efter at være en man ville fortælle historier om i fremtiden, ligesom Melissa, mon hun kunne overtage lige så meget med Lux Umbra, som Melissa havde med hendes flok? Hun var langt fra sikker, da det ikke var formålet med flokkens inderste cirkel og langt fra målet med den yderste..Hun svang let med den krøllede hale, inden hun trak sig fra det varme, stille knus. 

"Jeg fandt dig.. "

Sagde hun stille og betragtede sin moder. Hvordan havde hun taget tabet af Insanus? Hun kunne godt mærke, at hendes mor og far ikke havde været de bedste venner, men der måtte da have været noget, siden de var blevet mager, så meget vidste hun. Dog Argia havde aldrig opnået den status Caeli havde haft i hans liv.

Saving the spark.

"When the hour is nigh
And hopelessness is sinking in
And the wolves all cry
To fill the night with hollering"

Med en mild brummen holdt Argia fast, imens en tilfreds følelse bredte sig i hoppens. En tilfredshed, et frø af glæde, som langsomt voksede i datterens nærvær. Stjernehoppen havde savnet sin datter, mere end hun turde indrømme for sig selv. Hun frygtede for Izarras udvikling, hun gruede for hendes fremtid men ville aldrig opgive hendes støtte. Den stjerneklædte lukkede kort øjnene. Nej, aldrig. 

En svag nynnen af glæde kom fra hende, og hun trak sig langsomt en anelse tilbage. Betragtede hendes krop, betragtede mønstret af stjerne - der ligesom håret viste hvor hun hørte hjemme. 2 verdener, med to ligeså forskellige veje. Argia kunne dog aldrig love den ene var bedre end den anden, der stjerner var ligeså meget destruktion som de var kreation. Hun smilede svagt. 

"Stjerner kan man altid finde - selv i det tætteste mørke. Man skal bare lede..."

mumlede hun, og hævede det markerede hoved en anelse. Abba var vokset hende langt over hovedet nu, og hun nippede svagt til hoppens skulder. 

"Du er vokset..."

"When your eyes are red
And emptiness is all you know
With the darkness fed
I will be your scarecrow"

Abaddon Izarra
- Daughter of the Demon and the Stars

Den yngre stjernehoppe blev overvældet af en dyb følelse af melankoli, som hendes kæreste moder sagde hun var vokset. *Nej.. Nej.. Nej, mor.. Jeg er stadig din lille pige.. * Tanken var på grænsen til desperat og hun så på sin mor med et sæt øjne der havde det blødeste og kærligste skær, som ikke havde set dagens lys i langtid, dog var der en køligere og hårdere kant på dem end der havde været siden de sidst mødtes. De grønne farver arbejde sig over hendes krop i galakser og støvskyer. Blandede sig med det blå og sorte, men ingen sorte huller viste sig. 
"Ikke meget.. " 
Sagde hun så i et mindre forsøg på at rette lidt op på den knugende og tyngende følelse der hang hende om hjertet. 
"Hvor har ud været?"