Når man var luftbåren som Dawn så var det efterhånden let at danne sig et overblik over landet i sin helhed, og derfor var det nu tid til at undersøge det nærmere til fods. Han var landet på et nyt, ukendt engområde som var mindst ligeså frodig som datiden Meadow. Ikke langt fra dette område var et af Aarons udvalgte områder til Slavian, så det var naturligt for Dawn at undersøge oplandet til det sted sønnen havde valgt. Han havde spottet andre heste i landet, og flere kom til. Nogle vis lugte han kunne genkende, så de var ikke alene. Den lyse mule kørte gennem græsset, men appetitten var ej at finde, og han stod for en stund blot og stirrede blankt ud i luften, mens tankerne og en masse undren kørte gennem hovedet på ham. De røde øjne skævede mod flasken der hang på venstre side. Han havde ikke lokaliseret Dødsguden, og måtte derfor antage at han i hvertfald ikke betrådte landjorden. Han så mod himlen, men ville ikke tage til himmelriget for at undersøge nærmere. Han måtte vide hvor han stod i dette land først. Hvem var tilbage?

Der var sket ufattelig meget i landet på det sidste. Så meget så Inari ikke havde været i stand til at følge med. Hun havde været væk i lang tid, og havde for det meste holdt sig på afstand og langt inde i de mørke områder af Proelio. Den smukke hvide hoppe havde været igennem meget i sit liv, og engang imellem havde hun blot behov for at trække sig tilbage - hvilket hun havde gjort. Ingen af føllene havde brug for hende længere, de var voksne og kunne sagtens klare sig selv. Alt havde ændret sig og landskabet var ej længere som det engang havde været. Nogle steder kunne hun stadig genkende, men der var også områder som hun aldrig havde betrådt før. Inari var ej en sart sjæl, og var ikke bange for at begive sig ud på eventyr. Men hun var også blevet ældre og forstod alvoren i det ukendte. Det kunne være farligt, hvis man ikke passede på. Lige nu befandt hun sig dog på en eng der virkede ganske fredelig. Afslappet stod hun og nød aftenens kølige brise, imens den mørke hale af ny og næ viftede små insekter væk fra hende. Engang imellem søgte den bløde mule ned til græsset, som hun tog en mundfuld af. Men ellers kunne man sagtens beskrive hende som at være ganske afslappet.

En brise bragte noget med sig der fik den brune til at løfte det velformede hovede og spejde ud over engen. En rynke fandt vej til hans hvide mule, da han umiddelbart ikke kunne danne sig et overblik. Han måtte dog undersøge om denne duft var rigtig eller om det blot var bedrag. De enorme vinger blev foldet ud og med et par kraftige slag steg han nu til vejrs. Heroppefra kunne han se det meste også den hvide skikkelse der var et godt stykke længere henne. Vingerne bar ham i roligt tempo over hende og han tøvede længe med at gøre sig helt til kende. Han skyggede nu for solen i det han dalede ned og landede tungt i græsset. Vingerne var stadig foldet ud, mens de røde øjne hvilede på den hvide skikkelse. Meget var usagt siden krigen. Ja faktisk havde de ikke udvekslet et eneste ord siden den dag. Dawn havde umiddelbart fortrudt han havde opsøgt duften som tilhørte hende og derfor stod han blot frosset til jorden uden så meget som at sige et ord, som kom det bag på ham at hun faktisk var virkelig.

Den hvide hoppe havde ofte tænkt på sin familie. Hvordan mon de havde det? Havde de klaret alle forandringerne, eller havde de forladt landet for længst? Det var på tide at hun opsøgte dem, og samtidig fandt ud af hvem der ellers var tilbage i landet. Mon der var kommet nogle nye sjæle til, og var alle dem hun kendte forsvundet? Med en tot græs i munden stod hun og funderede over de mange spørgsmål der kørte rundt i tankerne på hende, da noget skyggede for solen. Hvad var det? Der var jo ingen skyer i miles omkreds? Forundret sank hun det hun havde i munden og lod ellers de blå øjne søge op mod himlen. Synet der mødte hende fik hende næsten til at måbe! For oppe over hende kredsede en hest, og ikke hvilken som helst hest. Næ nej. Det var ingen ringere end Dawn. Ude af stand til at reagere stod hun bare og stirrede på ham og de enorme vinger han havde fået. Hvordan pokker havde han fået dem? Og hvorfor opsøgte han hende? De to havde ikke været i kontakt siden krigen, mest af alt fordi Inari ikke kunne tilgive ham for det han havde gjort. Nu stod han ikke så langt fra hende og lignede faktisk en, der ikke vidste hvilket ben han skulle stå på. Han fik skam ingen hjælp fra Inari, det kunne han godt glemme alt om. Det var ham der var kommet til hende, så måtte han da også tage sig sammen og sige hvad han ville sige.

Som ventet var der ingen hjælp at hente og den brune dæmon fik også hurtigt bragt tilbage i fatning og han rettede sig op og foldede vingerne sammen nok engang. De røde øjne undersøgte hver lille brøkdel af hendes hvide krop. Han skulle først og fremmest sikre sig at der ikke var sket hende noget. Dem der havde forsøgt at skade hende i krigen havde dog fået at føle hvordan det var at stille sig på tværs med en rasende dæmon. Han kunne konkludere at hendes fysik var fuldt funktionel, kunne han endelig rette opmærksomheden mod det indre. Han forventede ingen varm velkomst, men trådte alligevel et skridt frem. Der var mange ting der kunne siges, mange ting der kunne spørges indtil. Han vidste Aaron var ok, men ikke set sporet af hans andre afkom. Deres datter.

" Aaron holder til ved det enorme piletræ længere østpå med Slavian. Ilinea har jeg ikke set skyggen af. "

Han antog at hun nok ville være interesseret i at vide hvad han vidste om deres fælles afkom. Alle andre ord var ubetydelige. Han kunne jamre og undskylde og tigge og be. Det ville ikke lave om på fortiden. En fortid der eftersigende skulle være langt væk. Han drog et tungt suk.

" Jeg beklager det ligefremme spørgsmål, men har du haft kontakt med din far siden du kom hertil? "

Han vidste det var ret underligt blot at poppe op ud af det blå og spørge om sådanne ting når der var andre ting der kunne snakkes om, men sandheden var at han havde brug for at komme i kontakt med Dødsguden og de almindelige budbringer tricks så ikke ud til at gøre udfaldet.

Dawn var bestemt ikke den første hun havde forventet at støde ind i. Men hingsten havde det med at dukke op på de mest underlige tidspunkter. Hun forstod bare ikke hvad han ville. Det var ham selv der var skyld i det der var sket mellem dem, han var gået bag hendes ryg og havde ønsket at gøre det af med hendes familie. Og var der noget Inari bare ikke kunne acceptere, så var det når man gik imod hende og den familie hun elskede. Det burde Dawn også vide. Hvad der blot gjorde hende endnu mere rasende var, at han som sagt havde holdt alt skjult for hende. Men det var vel ikke første gang han havde gjort det. Afventende stod hun og betragtede ham, og da hans stemme lød, vippede de små hvide ører an anelse rundt. Det var ganske tydeligt at Inari var splittet i det sekund, for følelserne for hingsten var jo aldrig forsvundet. Han betød stadig lige så meget for hende som før. Ganske langsomt nikkede hun da han informerede hende om, hvad han vidste om deres fælles afkom. I det mindste var han da opmærksom på dem. Dog blev hun straks mere opmærksom da han spurgte ind til hendes far.

"Nej jeg har slet ikke set ham. Og hvad vil du overhovedet med min far?"

Sidst havde han jo som sagt ønsket at komme helt af med Helzlori. Så hvorfor pokker virkede han nu til at ville i kontakt med den sorte hingst? Ja, Inari var godt og grundigt forvirret, men hvem ville ikke være det, når Dawn opførte sig på den måde. Men hvad der undrede hende mest var altså de vinger!

Dawn var tålmodig. Han afventede blot svar fra hende, hvad end det ville blive. Hendes nikken bevidnede dog om at hun tog imod hans ord. Det omkring deres afkom gik han bestemt også ud fra hun ville være interesseret i at vide. De røde øjne veg ikke fra hende, mens han stod og betragtede hende stille. Det stak i ham, så meget at det næsten var pinefuldt. Han viste det dog ikke udadtil, for han havde med tiden lært at lukke en anelse mere af, men følelserne for den hvide hoppe ville altid være de samme. Han skulle dog ikke stå i sine egne tanker og pines af disse, da hendes svar fik han til at trække en undrende mine. Ikke så meget over at hun ikke havde set ham, men at hun ikke var klar over hvor han stod. Udtrykket fossede ud gennem hans ellers mere eller mindre afholdte jeg og han trak en sjov grimasse, inden han rømmede sig.

" Ja, jeg er jo hans budbringer, så jeg vil gerne vide hvad der foregår. En detalje han måske har glemt at nævne i farten antager jeg? "

Dawn måtte forklare den hvide hoppe hvorfor han ville have fat i hendes far. Det blev ikke lettere af at Dødsguden havde den samme irriterende tendens til at udelade vigtig information fra andre, som ham selv. Det var en anelse akkavet.

Faktisk var hun lidt splittet over, om hun bare skulle vende ryggen til ham og gå, eller om hun skulle blive og finde ud af hvad han ville. Men da han snakkede om deres afkom, valgte hun at blive. De betød alt for hende og derfor ønskede hun også at vide, hvordan det gik med dem. Dog bekymrede det hende at han heller ikke havde set noget til Ilinea. Hvor mon hun kunne være? Det spørgsmål måtte hun vente med, for snart lød en sætning fra ham, som hun slet ikke kunne få til at give mening. Han ville altså have fat i Helzlori? Og forklaringen fik hende bogstavelig talt til at måbe, imens halen svirpede en enkelt gang bag hende. Say what?! Uforstående forlod et fnys hende og hun rystede på hovedet. Nej det kunne slet ikke passe, det var noget pjat det han stod og sagde! Men Dawn så ganske seriøs ud, hvilket hun slet ikke brød sig om.

"Hans budbringer? Dig?! Dig som valgte at vende mig og ham ryggen, så han kunne tabe i krigen. Hvorfor fanden er du blevet hans budbringer?"

Man kunne vel sagtens sige at Inari var rasende og samtidig så forvirret. For hvor kunne han?! Grunden til at de ikke var sammen mere var jo, at han havde valgt at gå imod hendes familie. Men nu hjalp han pludselig Helzlori? Det gav ingen mening og hun følte sig endnu mere dolket i ryggen end før. Savnet til ham kunne have været undgået, hvis bare han havde valgt anderledes dengang.

Hendes udtryk da ordene sank ind hos hende var ildevarslende for den brune hingst, for hendes reaktion der ville komme kunne umulig være god, men i stedet for at krybe sammen som han før havde gjort var det somom han faktisk gjorde sig større og en tydelig rynke tegnede sig over den hvide mule. Hendes ord blev slynget mod ham og rynken blev kort større så hugtænderne blev en anelse mere fremtrædende. Han sukkede kort, og fik samling på sig selv.

" Se. Se det er derfor! Du forstår det ikke. Jeg forsøgte at forklare dig at jeg egentlig ikke vendte jer ryggen, at det blot var en del af en større sammenhæng, men du ville ikke lytte. Jeg har aldrig været med Smeyé. Blot brugt ham til at holde jer beskyttet. Nogen havde så luret min kontakt med din far i ugerne op til krigen. Så derfor kunne jeg pænt stå lænket og se til mens Smeyé ville udrydde hver eneste af dem jeg holder mest kær. Du så selv hvad der skete efterfølgende. Din faders tidligere, ynkelige, budbringer bukkede under. Han havde brug for en ny. ta facking da, her er jeg, tilhørende der hvor jeg altid har hørt til. Jeg er din fars budbringer fordi jeg er den bedst egnede. "

Dawn var normalt rolig og fattet, men Inari så brøkdele af et temperament som altid blev holdt samling på. Hun havde set hans vrede udfolde sig på dem som havde stået i vejen for ham i krigen. Dæmonen var irriteret over at hun ikke ville lytte. Han var træt af at danse om den varme grød. Han var midt i hans forklaring trådt helt hen til den hvide hoppe. Kæden raslede om hans hals. Et relikvie af en tid der hørte fortiden til. Et evigt mine om hans rolle i krigen, nu med budbringerens flaske hængende fra den.

" Goddammit Inari.. "

Lød det så næsten hviskende fra ham og han slog blikket væk fra hende. Den hoppe bragte så mange følelser frem i ham. Tiden han ikke havde set hende, havde bestemt ikke gjort det bedre.

Inari var bestemt ikke helt fair overfor ham, for han havde aldrig rigtig haft chancen for at forklare sig. Mest af alt fordi hun havde været så såret, så hun ikke havde været i stand til at lytte. Men hoppens udbrud fik ham til at reagere og den lange strøm af ord der forlod ham, fik hende til at holde mund. Skeptisk kørte ørerne frem og tilbage, i takt med at hun prøvede på at forstå, hvad det egentlig var han stod og sagde. Havde han aldrig forladt dem? Han havde aldrig vendt dem ryggen. Forvirret kom endnu et fnys fra hende, imens han selv trådte tættere på hende. Hvordan skulle hun reagere på det her?! I flere måneder havde hun gået og troet, at han virkelig ønskede at se hele hendes familie død, at han var ligeglad med om de overlevede eller ej. Og så viste det sig at det alt sammen havde været et spil for galleriet. Hvorfor havde han ikke sagt noget dengang? Hvorfor havde han ikke bare fortalt hende det, så ville alt det her ikke være sket. Samtidig så påvirkede det hende at se det temperament der gemte sig under den ellers så rolige facade. Som om det fik hende til at betragte ham på en ny måde. Ude af stand til at reagere stod hun blot og stirrede på ham, imens hans svage hvisken lød og han så væk fra hende. Dér reagerede hun pludselig. Tøvende trådte hun et lille skridt frem imod ham, og lod mulen ganske forsigtigt strejfe hans hals. Åh hvor havde hun savnet ham! Følelserne var der jo stadig og hun kæmpede mellem ønsket om at komme helt tæt på ham, og fornuften der fortalte hende at hun skulle holde sig væk. Men hvordan skulle hun kunne det, når det var ham? Det var jo umuligt at blive væk fra ham.

Hans åndedræt var overfladisk, mens han for en stund stirrede ud i luften væk fra hende. Det krævede sin mand at finde ro på sig selv efter sådan et mindre udbrud. Det gav et sæt i den brune hingst da hendes mule strejfede hans hals. De røde øjne fandt endnu vej til hende, men han sagde intet. Den hvide mule fandt i stedet langsomt vej ud i den begrænsede tomme luft der var mellem dem, og han placerede den så ved hendes bringe. Han åndede tung ud så dem varme duft kærtegnede den og han sukkede tungt.
Han havde savnet hende så inderligt at det skar i ham blot ved at se på hende, måske de var derfor han for en stund lukkede øjnene. Goddammit! Dawn trak hovedet til sig i tilfælde af at hun ikke ønskede berøring. Stilheden var øredøvende, men han havde sagt hvad der skulle siges og der måtte ikke herske tvivl om at hans følelser stadig var der et sted gemt i dæmonen. Det var en forvirrende stund for ham, for han havde lyst til bare at knuge den hvide hoppe ind til sig, men han vidste også at det kunne han ikke bare sådan lige gøre. Jo hvis han ville risikere at miste et øre, og han måtte nok indrømme at dem var han ret så glade for.

Inari forstod ikke selv hvorfor hun trådte frem imod ham. Hvorfor hun lod den bløde mule berøre hans hals. Der var bare noget ved ham som trak hende tættere på, noget der gjorde at hun ikke kunne holde sig væk fra ham. Dawn var hendes store kærlighed, og det ville han altid være. Der var ingen anden hingst som kunne erstatte hans plads i hendes hjerte, og sådan skulle det også forblive - selvom det var smertefuldt! Inari var usikker på hvordan han ville reagere, især efter det udbrud han lige havde haft. Men den store hingst var blid og forsigtig, og hans berøring sendte en skælven igennem hendes krop. Det var evigheder siden hun havde været så tæt på ham, og Inari havde bare lyst til at komme helt tæt på ham. Hendes elskede hingst. Men Dawn trak sig væk og i få sekunder var hun i tvivl om hun turde presse ham længere. En svag og mild brummen forlod hende, før hun trådte endnu tættere på ham og lod hovedet søgte under hans hals. For hende var det en noget sårbar situation at stå i, for han kunne så let som ingenting gøre skade på hende. Dog havde hun tillid til ham og troede på, at han aldrig ville gøre hende ondt.

Den brune stod ganske stille og så på Inari, forstenet i tvivlen om hvad han skulle gøre nu. Han elskede den hvide hoppe. Hun var den eneste han sådan rigtigt elskede. Nok kunne han holde af andre, men slet ikke til de højder som han elskede Inari. Han drog et tungt suk og idé hun placerede sit hovede under hans hals var det somom luften forsvandt fra hans lunger og han gispede kort, mens den selv samme skælven kort gik igennem den ellers solide krop. Derpå sænkede han halsen og trykkede hende nu ind til sig, mens det store hoved hvilede mod hendes hals. De røde øjne var nu lukkede og han stod blot uden et ord og omfavnede hende. Ord var unødvendige for ham i denne situation, for måden han holdte om hende sagde vidst det hele, men ville hun kunne leve med hvad han var blevet til? Mulen kørte kort op af hendes hals og tog placering ved hendes man, mens han stilfærdigt mimrede med den lyseoverlæbe.

Den lyse hoppe flyttede sig ikke da hun hørte hans gisp, derimod blev hun stående og lod ham vænne sig til følelsen af at hun var tæt på igen. For hende selv var det også en stor omvæltning, og hun vidste stadig ikke om hun kunne stole på ham. Fortalte han virkelig sandheden? Turde hun give ham sin kærlighed igen, eller ville hun blive såret ligesom sidst? Lige nu nød hun dog blot at stå helt tæt på ham, og hun trykkede sig tættere ind til ham da han forsigtigt lod mulen søge hen over hendes hals, hvor Inari selv lod den hvide mule kærtegne hans bringe og skulder. Som hun stod der helt tæt på ham følte hun sig igen som den unge hoppe, som han havde fundet midt i regnen. Han havde fanget hendes hjerte med det samme, og hun havde tilhørt ham lige siden en dag. Inari burde ikke lade sig rive med af hele situationen, men hun kunne ikke lade være, og fortsatte derfor den blide nussen af hans bringe. Endnu en mild brummen forlod hende, som tegn på, at hun nød at stå sammen med ham. Ingen anden hingst havde tilladelse til at komme så tæt på hende, ingen anden måtte berøre hende som han gjorde det.

Hendes nussen føltes fremmed, men alligevel så kærkommen og han for en stund stod frosset i tid og sted. Ligesom Inari burde den brune hingst nok ikke lade sig rive sådan med. Han havde bare savnet hende så meget at han kunne slet ikke tænke i øjeblikket. Den hvide mule strøg over hendes ryg og hans hals blev nu lagt over den, så han kunne nå skulderen på den modsatte side. Han havde ikke i sinde om at lade hende komme ud af hans omfavnelse foreløbigt. Måden hendes hvide pels føltes mod hans eget brune skind var en velsignelse fra oven. En dyb maskulin brummen skød frem fra hans brystkasse i det han endnu engang knugede hende ind til sig. Han havde så inderligt savnet hende, manglet hende. Han vidste ikke hvor meget der kunne reddes af hans sind og handlinger i tiden efter. Han vidste blot at han på sigt blev nødt til at være hudløst ærlig.

" Inari.. Du bliver nødt til at vide at alt det her, dig, krigen. Jeg er ikke den samme som før, der er sket så meget... "

Det var en svag hvisken, en der måske ville ødelægge øjeblikket, men han kunne ikke finde ro i kroppen før hun vidste hvad det var hun stod med. Han trak sig nu fra hende og så på hende med de røde øjne. Det eneste der ikke havde ændret sig ved hingsten var følelserne for hende og det var vel nogen han håbede hun kunne mærke.