. Alarica .

Fordighed, fugt og masser af vand. Alaricas blik gled omkring og hendes øre stod fremme. Den gyldne pandelok lå hen over det ene af de farvede øjne, mens hun så noget nysgerrigt rundt. Øjnene var store og sugede alt til sig. Det her var altså et helt nyt sted og der blev ved med at dukke en masse nye ting op. Hovedet gled på skrå, og hun satte frem i en trav gennem det høje underlag, som kildede under bugen, så hun endte med at give et bukkespring fra sig, inden hun virrede med hovedet og stoppede op. Hovedet var løftet, ørerne fremme og pandelokken stod pjusket ud i luften, mens hun skubbede bagbenene ind under sig. Vent! Det der var da en regnbue? Hun så op mod den, mens hun vippede med den gyldne hale, inden hun satte frem i trav igen og denne gang med retning mod vandfaldet, som hun kunne se vælte ned i søen. Det var utrolig smukt.

Den brune hingst var helt rundt på gulvet. Han kunne intet finde, alt var på det forkerte sted og der var så mange nye lugte, syn og lyde, der gjorde han stresset og det brune hoved var løftet og de røde øjne syntes at ville glide til hver sin side, hvis du kunne, for at se hvad der var omkring ham hele tiden. Han var endt op i et frodig område, omgivet af lugten af vand. Han vippede kort med øerne, inden han slog med hovedet og sendte den vinrøde hårpragt bag ud og lå som et rodet hav af rødt over hans hals. Hvad end han var gået igennem, så var det i hvert fald magisk. Han var ikke healet af sin sjove gang, der hindrede ham utroligt, men han var i hvert fald i et land med nye oplevelser og steder. Det så ud til at det stadig var Proelio, men blot et andet Proelio end det han forlod, da han gik gennem skyerne.

De mandelformede mørke øre vendte og drejede sig i takt med, at hun undersøgte alle de nye omgivelser. Øjnene sugede informationerne til sig, mens hun lyttede til vandet, græsset, vinden, hesten ... Hesten? Hun løftede hovedet og drejede det, og snart fik hun øje på en stor brun hingst, der så bundforvirret ud. Ikke som hende selv. Jovist var hun forvirret, men hun var så ofte blevet kastet rundt med og med den manglende infromation om sin egen baggrund, så var det her ingenting. Hun elskede nye omgivelser og dette var ingen undtagelse. Hun stod længe og stirrede på hingsten. Ørerne rettet imod ham, mens hun observerede den lidt sjove gang, som hingsten bevægede sig med. Var det pga. græsset? Hendes hoved gled på skrå, mens hun så opmærksomt mod ham. Kort rykkede hovedet og hun så mod regnbuen og vandfaldet, inden hun valgte at give sig til kende, og gav et prust fra sig, så den lange pandelok løftede sig for at falde ned til siden over det ene øje.
"Er du faret vild, du fremmede?" Spurgte hun med sin hæste stemme, der havde et lille tvist af uskyldighed over sig. Hun trådte ikke nærmere, det var ikke sikkert, at hingsten ønskede selskab.

Han måtte se lidt spøjs ud, for hans gang mindede mere om en mellemting af halthed og tølt, især når han skulle skynde sig eller var stresset som nu, hvor han tog mindre skridt og løftede hvert ben en anelse højere en normalen. Han havde aldrig set sig selv trave, men det var blevet normalt for ham at trave som det nu var nødvendigt for at han ikke tumlede til jorden og fik flere ømme muskler end han ville, hvis han var travet en længere distance. Snart fangede hans næsebor lugten af en fremmed. Han søgte over alt med de røde øjne, inden de fangede den sort hest med den orange man. Ligesom han havde vendt sig mod den fremmede talte denne og afslørede, at dette var en hoppe og en klokke ringede langt tilbage i hans hukommelse. Hm.. Han mente han havde set denne hoppe før, men siden hun havde kaldt ham en fremmed, så antog han blot at hun ej huskede ham.. Det gjorde ikke så meget, han var så langsom i sin gang, at han havde tid til at lade tankerne vandre og huskede ganske godt. Han slog kort med den røde hale, inden han vippede de brune øre let tilbage. 
"Ja, det er jeg. " 
Hans stemme var en smule hæs og som altid havde den en mørk kant til sig. Han bevægede sig langsomt mod den sorte hoppe. Han var altså sikker på, at han havde set hende før... Men hvor kneb det lidt med at huske. Han nåede en afstan på omkring et par meter, hvor han hævede hovedet en anelse og betragtede hende. Så gik han vovende en meter tættere på. 
"Kan det passe vi har mødt hinanden før?" 

Hendes blik lå over hingsten ganske overvejende. Han var alligevel bekendt, men var det en som hun havde mødt? Alarica måtte søge i sit sind for at finde frem til det. Han var velkendt, selv hans ord og stemme virkede bekendte. Da han kom nærmere og hun så mere indtrængende på ham, begyndte der dog at danne sig et mindre billede af ham. Hun havde mødt ham før.

"Nu du siger det, så er der noget bekendt over dig. Vi har måske mødtes i en anden dimension eller et andet land?" Sagde hun og så overvejende på ham. "Du må undskylde, men der dukker intet navn op. Man kalder mig Alarica," forklarede hun ham roligt, og slog med den gyldne hale. Et let prust fik pandelokken til at lette sig, så den faldt ned over det andet øje og skjulte det. Hun trådte et skridt nærmere hingsten.