Daydreamer var vandret til Ho Ra for at finde det bermte ler-rige sand der siges at gøre huden blød, pelsen blank og holde utøj væk!
Dreamer var kommet her for at ja, Sandbade! Og sådan gjorde hun det, som ingen andre havde gjort det før hende på dette sted. Hvis der var nogen der vidste skønhedens savn, var det hende og kun hende der kendte til de bedste steder at holde kroppen i perfekt stand.
Hun lagde sig ned og rullede sig, først den ene vej og så den anden vej og så den ene vej igen inden hun slå og slikkede solen i godt en halv time for at få leret til at tørre ind i den svedige pels. Så rullede hun sig om på den anden side igen og gentog sessionen endnu engang inden noget, eller nogen fjernede solen fra hendes smukke og velplejede pels og gjorde det koldt i nogle sekunder før hun åbnede øjnene og så op på den fremmede. "Hey flyt dig lige tomhjerne! Du skygger for varmeapperatet!" snerrede hun irreteret ti den fremmede som viste sig at være....

Han gled ind foran hende som en skygge, med et lettere overlegent smil over mulen, og et køligt blik i de mørke øjne. Han tornede sig over hende, velvidende at han var hende lagt overlegen. Hendes flabede ord fik ham blot til at løftede hovedet endnu højere.

"Var din mund, hoppe" han spyttede det sidste ud, som en dårlig smag i munden. Som om det ville gøre ham syg, hvis han holdt det på sin tunge. Som en pest. Hvilket var præcis hvad hopper var i hans øjne. En sygdom. En fejl.

Han følte sig godt til pas her over hende, præcis som det skulle være.

"Og fjern dig så!" kommanderede han og hævede stemmen, som han stampede i jorden foran hende. Selvfølgelig ville han ikke røre den usle ting. Han ville hverken have hendes befængte hår, eller beskidte blod på sine hove.

"Du er i vejen!"

Hun bevægede sig med elegante skridt ad den mudrede og sandede vej fremad, hvor hun havde opholdt sig de seneste par dage. Selvom hun mest havde holdt sig ved vandkanten, var hendes hove stadig tunge af at gå i det lune sand. Med et fik hun øje på to uigenkendelige skitser forude, og det så ikke ligefrem ud til at være nogen der faldt godt i med hinandens selskab. Hun slog en enkelt gang med halen, inden hun satte farten en anelse op, og vendte de rødbrune ører fremad imod disse. De mørke øjne hvilede roligt på dem, som hun langsomt kom dem nærmere, næsten lydløst, inden hun rystede manen på plads over halsen, og sagtede farten en anelse igen.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Pludselig formørkedes himlen omkring de tre heste sig. De havde pludselig langt større problemer at tage sig af end at sandbade og være i vejen. Den mørke dødsgud Helzlori var i vrede - og dog var der også ro på. Krigen havde været nyttesløs for hans tilfælde. Verden var atter tilfaldet Flakezé. Pf.f.f! Hingsten slog med halen som han i al usynlighed betragtede forsamlingen af uskyldige heste - og dog. Så uskyldige var de ikke. Et dystert, skingert og hæst hvin flækkede himlen i et lyn, og han trådte op fra vandkanten som en skygge i natten, med øjne der glimtede ondt.


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

holder mig endelig blot i baggrunden gemt lidt væk. imens jeg ser forsamlingen af heste samle sig et sted. hmm ret sjovt endelig, men alligevel bliver jeg stående et godt stykke fra dem letter skjult.. føler mig ikke rigtigt som jeg høre der til.. dog ændre tingene sig, imens jeg står der og måber lidt. men pludselig formørker himlen sig. det gyser kort i min krop, fortæller mig alt ikke er som det burde.. og jeg ved det.. Helzori... sætter frem.. hvis han er vred, så kan jeg vel i det mindste rede min nye veninde, de andre må sku klare sig selv. på den anden side er det nok heller ikke. farre frem.. eller ja mit farre frem i en sløges tung galop, og ved at snuble konstant, men forsætter alligevel helt hen til Akhas side hvor jeg let letter på bagbene ved hendes side og lader et advarede prust forlader mulen, før jeg atter lander og slår med forbenet i jorden. Bryder mig ikke om Helz på nogen områder. ikke efter han udnyttede min krop, eller retter sagt han fik Elz til at udnytte min krop. ørene er vredet i nakken.. tvivler på det her ender godt, mest fordi at Smeye fik mig tilbage her til uden tilladelse fra Helz, hvis jeg ikke tager meget fejl.

Den unge hoppe stod et par meter fra sin moder, og observerede hendes gøren. Hvordan hun rullede sig frem og tilbage, og så ud til at nyde det. Da hun endelig troede at have fanget teknikken, sank hun sammen i knæene og gled ned i det glatte sand. Hun gengav hendes moderes rullen frem og tilbage, da en mørk hingstestemme, fik hende til at fare op. Hun så på den mørke hingst, og gengav også hans måde at holde sin hals og hoved på. Hun syntes at det var flot. Han så stolt og selvsikker ud. Præcis som hun gerne selv ville være. Sådan som hun så sin moder. Ørene gled ned ad hendes slanke nakke, da hun forstod hans ord, men hun turde ikke svare ham igen. Hun ville gerne selv se hendes reaktion.

Daydreamer rejste sig straks op og så forarget på den fremmede hingst som hun i øvrigt havde set før i andre sammenhænge.
En klam lortesort slimsæk var han.
En gusten klapperslange.
En grim krage.
Han var alt andet end køn og så stank han langt væk af hingst med store boller og ikke nok nosser til at gøre noget ved det.
Daydreamer rystede pelsen og svingede halen der før var fyldt med sand mod den dumme mørke hingsts ansigt, førhen en anden fremmed hoppe dukkede op og hendes føl gjorde hende efter og blev liggende i sandet. Hun prustede med et skævt og flabet smil til hingsten med de klamme negerboller under maven. "Ups." sagde hun sarkastisk og stak næsen i sky.
"Kom Santana. Her blev pludseligt for overbefolket for så smukke hopper som os." Svarede hun kvindsjuvanistisk som opfølgende til hendes sidste ord 'ups', for at understrege at Hingsten ikke var velkommen til at joine dem i deres skønhedskur.
Hun gik lige forbi den brune hoppe med den lysline man og en Grå klovn af en støvgrå og chokoladefarvet potatochips af en spinkel hingst med mangel på muskler syntes Daydreamer som bestemt heller ej brød sig om hingsten med de grønne øjnes bygning og støbning. Intet var godtnok til Daydreamer selv og hendes endnu alt for dumme datter. Hun var under oplæring til at blive en førsteklasses hoppe som sin mor.
Undervejs væk fra det fyldte område og til en anden solbeskinnet plet i den lille, men lerfyldte ørken, besluttede Daydreamer sig for at dette var stedet at sole sig færdig på den side som manglede godt et kvarter til at tørre endnu. Her kom en sky for solen og hun skabte sig irreteret og brummede "Åaargh!" inden hun drejede rundt og lige ind i en stor sort hingst kaldet en Gud. Hun fnøs. "Flyt dig din nar, kan du ikke se jeg er i dårligt humør!?"

Han fnøs blot af hendes ord, og frem med slanke skridt, trods hendes pisken med halen. Hvor umodent. Sådan at sprede sin hoppestank omkring sig, som en anden åring i brunst. Han stoppede sin gang, da himlen flækkede i et lyn, og vendte det kølige blik tilbage. En enorm sort hingst var dukket op, og han løftede atter hovedet. Endelig en af hans egen kaliber.
"Dig hingst!" Han vendte sig imod den lille flok, uden at værdige nogle af de andre undermålere et eneste blik.
"Sig mig dit navn"

Hun stod kort og overvejede situationen, inden hun ligeledes opfangede glimtet af et lyn, og rettede opmærksomheden imod en anden tilkommen hingst. Hun vendte derefter de rødbrune ører en anelse ud til hver sin side, inden hun og blinkede et par gange, og trak let på smilebåndet i den ene vig af mulen, idet Zar kom op på siden af hende. En hun rent faktisk kendte. Hun rettede hovedet op til et venligt nik. Den lyse hale slog endnu en gang let, men ganske hurtigt, idet mørket sænkede sig. Det var alligevel ikke noget hun havde oplevet før.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Helzloris øje havde ikke undgået at se hverken Zars eller Kamiras uønskede genopståen. Ville han tage affærre? Det var et ganske skjult og uvist spørgsmål, ingen ville få svar på, før Helzlori gav sine hensigter til kende. Og det var ikke i dag. Den sandbadende hoppe, og hendes føl henvendte sig først og Helzlori hævede øjenbrynen med en mine af hemmelighedsfuld munterhed. Han morrede sig over hoppens fremtonen. Han flyttede sig for hende og hævede hovedet højt. De spændte muskler spillede svagt under pelsen, og hans døde udstrålning bragte kulde og mørke med sig over himlen og luften. "Var der mere?" Hingsten smilede gådefuldt og på en skrækindjagende dyster måde. "Døden måske?" lo han for sig selv, inden den gråsorte hingst talte til ham. NAVN! Ha. Han lavede store øjne og morrede sig på ny. Helzlori vendte sig i en flydende bevægelse, der nærmest var uhyggelig. Lydløs. Den tjavsede man faldt omkring ham som døde fedtede lokker. "Mit navn Luksus? Jeg ser din død. Jeg ser dig, som Dødens vogter. Dødens Gud. Helzlori."

Helzlois stemme var hæs og mørk. Den synes at komme fra alle sider. Kort efter en øjenkontakt med denne Luksus hingst - At være Gud havde sine fordele - så han stift mod Zar med undertonen af et smil der sagde - det har sin pris at du vandre på denne jord. Igen.


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Han skævede kort til sin nye ven. Da den ukendt hingst gik op mod Helz, dum som den var. Et smil kærtegnede hans mule, han kunne ikke lade være, ganske enkelt, før en hæs latter forlod hans læber. Helzori var en joke. han trådte et skridt frem, sendte et kort venligt smil til Akha. Han var ligeglad med Helz blik. hvilket pris kunne Helz tage. han havde jo mistet alt og selv hvis han mistede Akha ville det nok blot blive endnu et lig til forsamlingen omkring ham. han havde efterhånden givet op på alle andre, det betød dog ikke at han godt kunne beskytte dem når han var der. for igen han havde ikke det store at miste. De grønne øjne skinnede en smule flabet op, langt tid siden han havde haft en følelse i kroppen "jeg ser du stadig har en stor mund af en taber at være Helz.. taber to krige i træk. og mistede den ene pga. dit lille hoppeføl.. det må gøre ondt på stoltheden.. at være sådan en taber. du fortjener jo ikke engang din title som gud. fordi du er ikke andet end stor taber, der ikke engang kan holde på Ichigo.. så mange hjertesår du gav hende.. har du nogensinde tænk på hvordan hun har det? nej fordi du har altid kun tænkt på at eje hele verden og du ender altid med at være en taber" den hæse stemme lyder klart og tydeligt, før et hånligt grin forlader hans læber. udemærket godt klar over det ikke er kloge træk, men det er som alt had har brug for at forlade hans sind lige nu og her.. alt had til den sorte hingst.

Hun kom på benene i en lang flydende bevægelse, og løftede atter hovedet for at udligne hingsten, selvom hun var langt fra hans højde. Hun flugte ham nedladende med øjnene, præcis som hendes moder, og svingede uroligt med halen. Så trippede hun ellers efter sin mor, og lod det simple svar. "Ja mor" klinge med hendes bløde, feminine stemme.
Hendes krop stivnede dog, ved den enorme hingsts kolde stemme. Hendes blik så i stedet på hendes moder, som hun altid gjorde når hun var i tvivl.
Når du er i tvivl, gør det samme. Det havde hun lært.
Så nu blev hun stående ved siden moders side, med ryggen rank og hovedet holdt stol på den slanke hals.

Daydrama, Daydramer, Daydreamer.
HUN Var meget mere interesseret i det lille moment der skete mellem Den flabede, grå pestilens af et hankønsvæsen, og den yndefulde brune hoppe med den lyse man med samme farve som det lange græs i frø.
Daydreamer så kort på sit føl for at se efter om hendes holdning var korrekt, d hun havde set sig tilfreds så hun endelig frem på den store sorte hingst der gav vejret humørsvingninger. Hun havde kun hørt efter med et halvt øre da den ligegyldige afrikanerhest, så stor som en bjørn og så kraftig som en søko, talte.
Hun lo en fin, ydrende latter inden hun brat stoppede og så på handyret med et hånligt blik. "Guder findes ikke."

En ru latter forlod hans mule.
"Dødens gud! Hvilken titel, at få tildelt." Han begyndte roligt at gå frem imod den enorme hingst, med hovedet højt løftet, for at udligne hans højde.
Han svingede med sin silkelignende hale, og log øjnene afspejle sin selvsikkerhed. Selvom han kunne mærke at denne hingst var noget for sig, var han ham langt fra værdig. Men alligevel følte han sig mærkeligt draget til hans mørke sind.
"Helzlori" gentog han, og smagte lidt på navnet, med den mørke undertone.
"Interessant" Han skævede til det lille utilfredse hunkønsvæsen, og hendes beskidte afkom. Skar kort ansigt ved tanken, om at en hingst havde været med til at skabe, en sådan fejl.
"Fortæl mig mere.. Helzlori"