Caeli Pluvia
You hold me without touch... You keep me without chain. You loved me cause I'm fragile, when I thought that I was strong. Set me free. Leave me be. I don't want to fall another moment into your gravity. But you're onto me.. . And all over me.

Der var så mange ting, ligeså vilde som havets bølger, ligeså flygtige som et kys, ligeså intense som stirrende øjne og et bankende hjerte. Så mange ting... Men livet passerede også en forbi, og før man vidste af det, skulle det nå sin ende. Før man var klar måtte man forlige sig med tanken om ej længere at indånde luften, hed som sommer, isende som vinter. Man sagde til sig selv, at man havde levet et godt liv. I den sidste ende var det for at have det godt med sig selv en sidste gang, var det ikke? Hvordan skulle man kunne have det godt med sig selv, og forlige sig med at dø, nogensinde? Hvis man følte alt man havde gjort var ukorrekt, eller dårligt? "Vind lyt til hjertets piner. Jeg ber dig... Lindre smerten hvor den er værst." det var ord der ville være ubetydelige når hun var død. Ord vinden intet kunne stille op med. Der hvor smerten var værst? Der havde været meget smerte. Men det meste havde nu udviklet sig til frygt. Frygten for et stort, sort hul midt i brystet. Døden. Ikke hendes. Men hans. Frygten for at han forsvandt før hende var steget pludseligt hurtigt. Men den skulle ikke nage hende i dette nu. I dette nu, lå hun med mulen mod græsset, i Kantos skovbryn, stirrede på Narrators voksende krop. Hans stærke ben. Ben hun aldrig havde turde håbe på kunne bære ham. Men at se Narrator i forhold til sig selv, blot i forhold til Ducan - det var som at svæve indeni af jubel.

Hans ubesværede bevægelser var så fri og levende. Hun var stærkt påvirket af øjeblikket, ønskede ikke at se ham lide, men blot at hans leg fortsatte ud i det uendelige. At hans intelligens fortsatte og bragte ham langt nok til at vide hvad der var sundt for ham. Hans ører var i disse første år af livet, i færd med at lytte. Senere ville munden tale fra hjertet. For det der gik gennem hans ører, ramte hans hjerte, og det der gik ind i hans hjerte, ville han fortælle videre. Storyteller. Hoppen drog et smil, som den svage krop lå der på jorden, let strakt med hovedet oppe. Tilbage på flokkens område håbede Caeli på at se Argia igen. Hun ønskede ikke at stride med hoppen, ej at de skulle pine hinanden med historier og isende minder, og spildte liv. Hun så i sine tanker, hende selv og Argia forliges og mødes - fremmedgjort for det mørke der raserede deres liv. Fremmedgjort for hjertepine. I et andet liv...


I live here on my knees, as I try to make you see that you're everything I think I need here on the ground. But you're neither friend or foe, though I can't seem to let you go... The one thing that I still know is that you're keeping me... Down...

Soundtrack

Svagt sænkede hoppen hovedet, imens et lavt prust listede sig ud imellem de mørke læber. I den mørklagte eng, var det kun de få stråler fra månen der nåede ned igennem det tætte skydække. Himlen havde været grå hele dagen, og havde ikke ændret sig til det bedre om natten. Den havde holdt på sine farver, og lod end ikke forårets kendetegn af blomster skinne igennem. Ligesom Argia selv, var knopperne lukket godt i. Prøvede at beskytte sig imod kulden, som stadig hang krampagtigt fast i det hærgede land. Proelio var mange ting, og ville nok altid være meget. Men fredeligt var ikke en af delene - ihvertfald ikke nu. Den dundrende lyd af krigstrommer var til at fornemme. De kunne endnu ikke høres, men blev båret frem med vinden. Det var næsten til at smage, her i den tætte skumring.

Og hun orkede det ikke. Alene tanken om en krig var meget at kapere, når tanker aldrig vandrede alene. Argias tanker var mange, og flettedes ind i hinanden. Og krig kunne ikke kun være krig. Derfor måtte hun videre. Den stjerneklædte løftede det yndige hoved, og spejdede længere frem. Og som hun så, begyndte hovene at bevæge hende fremad. Ud fra flokkens midte, og længere ud imod grænserne. Friske vinde lo der, og kunne måske klare op i det skydække hun bar inden i sig selv. 

Jo længer væk hun kom fra flokkens midte, desto grønnere blev græsset. Ikke nødvendigvis fordi det var bedre, men mere fordi ingen rigtig gik tæt ved grænserne på denne årstid. Der holdt man sig hellere til midten og varmen. Det klare blik gled over de svajende strå, og med tiden opdagede hun ikke hvor langt hun gik. Blot at hun pludselig måtte være ved en ende. 

Den grønlige stoppede når det føltes rigtigt, og så sig for første gang rigtigt omkring. En eng. Men modsat resten af flokområdet, virkede denne mere næringsrig end resten. Den virkede.. mere sikker. Enkelte træer afskærmede for vinden, og skjulte ligeså en fra for mange nysgerrige blikke. Her kunne man være lidt i fred. Et smil spøgte kort om den mørke mule, inden at Argia hævede det noble hoved. Afslappet lod hun halen falde mere ned, og knækkede sammen i forbenene, før at hun lagde sig på den bløde jord. Det her kunne enhver bruge en gang imellem, og hun nippede stilfærdigt til diverse strå. Tænkende og i en kort tryghed. 

Caeli Pluvia
You hold me without touch... You keep me without chain. You loved me cause I'm fragile, when I thought that I was strong. Set me free. Leave me be. I don't want to fall another moment into your gravity. But you're onto me.. . And all over me.

Synet af ens føls lege. Synet af deres smil, deres ubetingede kærlighed, grin og uskyldige hjerter. Det var en mors indre vilje og styrke de prikkede til. Det var viljen til at blive ved til det sidste for dem. Styrken til at stå op for dem. En dag ville de give det igen, hvis de kunne. Hvordan var hun endt her, var hun heldig? For på den anden side af den dystre verden, var dette. En søn. Ikke bare en, hun havde to. Et smil strejfede hendes læbe i samme nu, som noget lyste op som tusind stjerner på marken. Caeli så pelsen, og lagde ørene i usikkerhed. Hun puttede mulen i græsset og vrinskede lavmeldt til Narrator, for at sige hun bevægede sig. Hoppen rejste sig og skridtede frem over landskabets vidder og mod Itzala Argia. Hun hævede mulen og vrinskede igen lavmeldt, denne gang til hoppen. Narrator var i hendes hæle.

Hvad ville hun sige? Dette liv var besynderligt, og bød på mange ting, sindssyge som blide. Var det sindssygt at nærme sig Argia? Den ene hoppe der var dukket op, og var blevet fanget i et spil, ligesom Caeli. Var det sindssygt at ønske kontakt? Argia var også den eneste hoppe Caeli havde kontakt til i øjeblikket. Hendes ensomme liv havde ikke ændret sig meget gennem tiden. Der var for mange spørgsmål i dette her. Hun vendte fokus udad.


I live here on my knees, as I try to make you see that you're everything I think I need here on the ground. But you're neither friend or foe, though I can't seem to let you go... The one thing that I still know is that you're keeping me... Down...