Post by Itzala Argia on Jan 31, 2015 23:21:13 GMT 1
I dagens sidste stråler, forekom landet noget så fredfyldt. Tidens syntes at stå stille i de gyldne stråler, der kastede sin varme vidt omkring. Oplyste hvad der fredfyldt tog imod lyset, alt imens lange skygger alligevel tog sin frihed og sneg sig afsted. Afventende, på at lyset ville fosvinde helt. Men for nu ville dagen vare ved, og Argia tog med stiltiende glæde imod varmen der kærtegnede hendes mørke skind. Elskede de sidste minutter dagen kunne bringe, og tog den glæde med sig ind i den opgående nat.
Den sorte hale slog langsomt bagved hende, inden at et suk gled imellem de mørke læber. Den noget så noble facade brød langsomt sammen, og stjernehoppen tillod sig selv at hvile ved den stilhed der omgav hende. Tiden gjorde langsomt sit indtog på den mørke hoppe, men gjorde hende ikke gammel at se på. Blot ældre. Mere voksen. Valg havde tvunget hende til at se realiteten i øjnene, i stedet for blot at danse i en sværm af gamle minder. Et vemodigt smil tegnede sig om mulen. Det havde nu været rare løgne... Det kunne hun ikke benægte. Tænk at kunne leve i en verden, hvor løgnen faktisk var realitet.
Hvornår kunne man egentlig kalde sig voksen? For Argia havde helt bestemt troet hun var voksen da hun ankom til landet. troet at alt der skulle prøves, var prøvet. Troet at alt der ville ske, var sket. Hvor havde hun dog taget fejl. Proelio havde bragt meget med sig, og erfaringer var en af dem. Dette univers havde været så fjernt fra hendes barndom, at det et øjeblik virkede som et rart hjemsted. Ikke at Proelio var et grusomt sted - bestemt ikke. Men de sjæle landet tiltrak, kunne være mere forskruede end man just ville tro. Så måske var det bare skæbnebestemt at stjernevandreren skulle havne her. Ligesom det var skæbnebestemt at hun skulle møde denne.. Caeli. Tanken fik hoppen til at bide sig i læben, for at holde en mængde forbandelser tilbage.
At tænke sig hvad den sorte dukkefører havde ført ud i virkeligheden. Som sad han et sted, og trak i de mange tråde hun selv, Caeli, Izarra og sikkert mange flere var viklet ind i.
HUn havde ledt efter ham efter det. Men hver gang hun havde fundet ham, var hun endt med at vende om igen. Måske ville hun bare ikke acceptere den realitet endnu. Måske ønskede hun... jah, blot en smule, at leve i den gyldne løgn. For hvad skulle hun sige..? Hvad kunne hun sige? Den mørke hingst havde på mange måder tøjlet hendes eget mørke ved at lede hende ind i de illusioner hun havde troet på. Og gav hun slip på Insanus, ville hun også give slip på de illusioner. Svagt kneb hun øjnene sammen, og missede imod himlen. Var hun overhovedet klar til det?
Den sorte hale slog langsomt bagved hende, inden at et suk gled imellem de mørke læber. Den noget så noble facade brød langsomt sammen, og stjernehoppen tillod sig selv at hvile ved den stilhed der omgav hende. Tiden gjorde langsomt sit indtog på den mørke hoppe, men gjorde hende ikke gammel at se på. Blot ældre. Mere voksen. Valg havde tvunget hende til at se realiteten i øjnene, i stedet for blot at danse i en sværm af gamle minder. Et vemodigt smil tegnede sig om mulen. Det havde nu været rare løgne... Det kunne hun ikke benægte. Tænk at kunne leve i en verden, hvor løgnen faktisk var realitet.
Hvornår kunne man egentlig kalde sig voksen? For Argia havde helt bestemt troet hun var voksen da hun ankom til landet. troet at alt der skulle prøves, var prøvet. Troet at alt der ville ske, var sket. Hvor havde hun dog taget fejl. Proelio havde bragt meget med sig, og erfaringer var en af dem. Dette univers havde været så fjernt fra hendes barndom, at det et øjeblik virkede som et rart hjemsted. Ikke at Proelio var et grusomt sted - bestemt ikke. Men de sjæle landet tiltrak, kunne være mere forskruede end man just ville tro. Så måske var det bare skæbnebestemt at stjernevandreren skulle havne her. Ligesom det var skæbnebestemt at hun skulle møde denne.. Caeli. Tanken fik hoppen til at bide sig i læben, for at holde en mængde forbandelser tilbage.
At tænke sig hvad den sorte dukkefører havde ført ud i virkeligheden. Som sad han et sted, og trak i de mange tråde hun selv, Caeli, Izarra og sikkert mange flere var viklet ind i.
HUn havde ledt efter ham efter det. Men hver gang hun havde fundet ham, var hun endt med at vende om igen. Måske ville hun bare ikke acceptere den realitet endnu. Måske ønskede hun... jah, blot en smule, at leve i den gyldne løgn. For hvad skulle hun sige..? Hvad kunne hun sige? Den mørke hingst havde på mange måder tøjlet hendes eget mørke ved at lede hende ind i de illusioner hun havde troet på. Og gav hun slip på Insanus, ville hun også give slip på de illusioner. Svagt kneb hun øjnene sammen, og missede imod himlen. Var hun overhovedet klar til det?
