Shadow Hunter havde været væk længe. Dage. Måneder & år havde passere efter hun forlod jorden til fordel for et liv i mørket. Så meget tid var gået, at hun end ikke kunne huske sit eget spejlbillede, eller følelsen af at flyve over markerne. Så meget tid havde passeret, at hun ikke kunne huske ret meget om sig selv. Ud over hendes navn. Shadow Hunter. Og der var derfor hun gentog det for sig selv. Igen og igen lod hun de to ord forlade hendes mule, med en ukendt stemme. Shadow Hunter… Shadow Hunter…
Hendes sin var i oprør. Hun kunne mærke at noget var under opsejling, og det var derfor hun tvang sig selv på benene. Tvang sig selv frem over det endeløse mørke, med skrid der var umulige at høre. Med bevægelser der var umulige at føle. Hun tvang sig selv til at løfte hovedet, og tvang sin mule åben. Tvang øjnene til at skyde den sidste ret af liv fra sig.
”Helzori…” bad hun, med sin ukendte stemme. ”Helzori jeg beder Dem… Bring mig tilbage… Bring mig tilbage til jorden…” Inderst inde gennemgik hun de ting hun havde forladt. Sit ufødte føl. Ice, hun havde tilbragt sine sidste sekunder med. En verden hun aldrig nåede at se. Folk hun aldrig nåede at møde. Men det var ikke derfor hun bad til denne gud, hun end ikke havde set med sine egne, ufarvede øjne. Hun bad i det håb, at hun ville få en chance mere. Hvad end det ville koste hende.
”Jeg vil give Dem alt…” bad hun, og løftede hovedet bare en smugle højere. Tvang smerten væk. ”Bare bring mig tilbage til jorden… Så vil jeg give Dem alt hvad de beder om.”

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Den lyttende dødsguds øre vippede, mens hans ansigt var tonløst og ikke fortrak en mine. Hans ånde fandtes ikke. Hans hjerte hamrede ej. Kroppen pulserede ikke af liv. Men han var ikke død, blot en Gud uden hjerteslag. D'dens Gud. Og de døde tog sjældent kontakt, da de fleste sank hen i uvished, dyb søvn eller evig smerte/lykke. Hvad end der faldt for deres brik i de dødes liv. Men nogle enkelte få fortjente et ekstra kig. De der klarede at huske. De der klarede at bære sit navn videre i døden. Shadow Hunters stemme kaldte, om så hun kunne høre sin stemme eller ej. Han var der i et skyggeglimt af mørke, og stirrede på hende med sit blik lagt i mørke.

"Shadow Hunter, hoppen der blev slået brutalt ihjel, med et ufødt føl, der foraltid vil ligge dødt i din mave. Uden et navn. Uden en eksistens. Dit hjerte er godt, og dit sind vakler ikke mod det samme mørke som mit. Så sig mig, hvad du tror du kan tilbyde mig? Hm?" han holdt inde i ganske kort tid. "Hvilket liv skulle jeg bringe dig tilbage tiL? Et hvor du forevigt gravid, ude af stand til at føde, er bundet af dit element for ikke at ende her igen? Et hvor du er nødt til at handle for døden og dens herre? Du MÅ fortælle mig hvad du ønsker, hvad du begære, og hvad du tror du kan give dødens herre." han var på en ond måde blid i sin hæse stemme, mens hans øjne skuede ondt og ventende på hende. Ikke et træk i hans muskler bevægede sig som hans ånde ramte hendes ansigt, klam som fugt, og kold som is.


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Hendes sarte vejrtrækning gav sig let da hun hørte hans stemme, og hun bukkede hovedet for at vise ham sin underagtighed. Hans ånde fejede ind over hende, som en kold vestenvind, og hun lukkede kort de ufarvede øjne. ”Jeg har ikke meget at tilbyde dem min herre…” sagde hun stille, med en glat stemme.

 ”Ikke ud over mit eget liv, samt mit ufødte føls…” det stak i hendes stillestående hjerte at lade de ord runge igennem mørket.

 ”Mit sind og min sjæl.” Hun løftede roligt hovedet, til en stoltere holdning, og ledte efter hans øjne i mørket.

 ”Hvad end jeg skal binde mig til et sted… En tid eller et element, er mig ligegyldigt. Jeg vil følge i Deres fodspor, til mit liv endnu engang vil se sin ende.” Hendes tanker snurrede, og hun lod ham høre hver eneste af dem. Hun mærkede lysten til hævn. Hævn over dem der havde gjort hende ondt, og taget hendes liv fra hende. Og hun håbede at han forstod.

”Jeg har ikke meget at tilbyde dem, min herre…” gentog hun stille. ”Men hvad end de ønsker vil jeg give dem det… Hvis bare de vil lade mig få en chance til.”

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


"På en betingelse så, lille Hunter." begyndte Guden, med sine borende øjne og onde forvrængede stemme. Hans sind havde tænkt og han smilede gådefuldt. "Du vil ikke længere kunne huske noget. Verden. Dig selv. Dine venner. Dit liv. Din fortid. Du vil være som en nyfødt kun med sproget som ven. Føllet i din mave vil aldrig blive født. Du vil vandre med mig som du vil tjene mig. Jeg er den eneste du virkelig kender. Skulle du svigte mig, eller såfremt forsøge at snyde dødens regler, vil du ende her. Igen." hans stemme ebbede ud. Shadow Hunters verden forandrede sig og på slitsekunder kunne hun ikke længere huske andet end Helzlori. Han forsvandt og ligeledes gjorde underverden. Som et nyfødt barn lå hoppen krøblet sammen det samme sted som døden havde truffet hende. Klar til et nyt liv. En ny chance i Helzloris navn.


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.