Hoppen så ret så bister ud, mens hun med tilbagelagte ører krydsede det sumpede terræn for foden af den store vulkan. Typisk! Ganske enkelt typisk! Blød jord i skovbunden, sand man synker i og flodbund der er som kviksand er alt sammen udmærket; En udmærket bund at gå på. Dette derimod, var alt andet en okay! Den svampede, utilregnelige våde jord der visse steder var fast at stå på, og andre steder så blød at man sank i op til gaffelbenet, var simpelthen en plage at færdes i! Hun prustede dystert. Fandens til ulækkert skidt! 
Hun var ellers ikke den sarte type; at være sprøjtet ind i blod eller andre kropsvæsker rørte hende ikke - ja det kunne enddog være bizart tilfredsstillende ind i mellem, alt efter hvordan det var havnet på hendes varmt brune pels. Hun kunne nyde at torturere sine ofre, at gøre dem til sine slaver og få dem til at føle sig uværdige til at have liv - hvilket de i hendes øjne også var -, men dette bundlag var ganske enkelt frastødende på alle tænkelige måder. Ja ellers skulle det da være for at jage en anden stakkels hest ud i det, men at gå her uden nogen vinding ved det, gik hende usandsynligt på nerverne. Hun løftede det smaragdgrønne blik, der ellers var fokuseret på jorden foran hende, for at vurdere de andre omgivelser. Hvis blot hun kunne være sikker på at dette ikke var endnu en fejlslået vejvisning, men at hun rent faktisk ville nå fra frem til Lux Umbra, ville det have løftet hendes humør adskillige grader. Men hun stolede ikke på andre heste, og det havde hun aldrig gjort. Hun var vant til selv at skuffe alle omkring hende, ganske enkelt fordi hun nød at lade andre lide under mistilliden, og med dette kom hendes egen mistillid. 
Hun svirpede med den tykke sorte hale, for at få sjasket så meget som muligt af den beskidte væde ud af den, og bar derefter halen højt for at holde den over jorden. Hun bed tænderne sammen med blikket rettet mod skoven langt fremme, og fortsatte ufortrødent fremad. Hun skulle nok nå sit mål, ingen tvivl om dét!  

Den stjernebeklædte havde søgt imod Galkas ødemark, for at nyde et øjebliks fred og ro. Og ensomhed. For ensomheden var i dette øjeblik værdsat højt, og noget hun nød at bruge tid på. At vandre alene omkring i udkanten eller på Lux Umbras områder, var hvad hun drev tiden af med. Siden mødte med den månegrå hoppe, havde hun intet fortaget sig… end ikke søgt Insanus, der efterhånden havde en del at forklare. Nej, hun havde trukket sig tilbage fra omverden, for at lade tanker og frustrationer rase af. For at vende tilbage i så oprørt et sind som hun havde, var ikke en mulighed. Til det havde den grønlige for meget værdighed og tid. For tiden var med hende, og hun havde intet hastværk.
Det sumpede område efterlod et spor for hvert skridt hun tog, og ligeså en svuppende lyd. Den filtrede spidsen af den krøllede hale sammen, og fik hovskægget til at slaske ned over hovene. Det kunne næsten kaldes for mose; det område som Argia havde besluttet sig for at undersøge i dag. De grønne øjne gled over den fugtige jord, alt imod sekunder og minutter tikkede forbi. En hejre landede snart et stykke væk fra hende, og Argia løftede det ædle hoved en anelse. Betragtede afmålende, hvordan dens lange næb gled ned imellem siv og mose for at finde føde. Selv havde hun prøvet at smage på græsset her omkring, men det var ikke lige præcist lækkert eller friskt. Det var underligt, og andet var i den grad til at foretrække.

Snart lettede den lange hejre, og Argia betragtede for en stund dens glidende flugt med et drømmende blik. Hvad man ikke ville give for at kunne flyve som fuglene… ofte havde stjernehoppen haft sådanne tanker, men hendes hove var bundet til jorden. Desværre… andet kunne ellers have været rart. Den stjernebeklædte røstede kort halsen, inden at et svagt prust forlod hende. Flyvning lå nu engang uden for hendes rækkevidde for good.