Nøjh hvor Ice dog følte sig lille i denne skov af kæmpestore døde træer. Oldgamle var de og stammerne var så tykke som pandeskallen på Overlord måtte være det. Der var ikke plads til megen hjerne i den hingsts hovede sådan som han behandlede hopper og føl i Hitsugaya flokken. Denne hingst var et problem og Ice vidste at han ikke kunne klare bøllen alene, mest fordi han holdte sig sjuldt for ham det meste af tiden, men sådan er det jo når både Ice og Overlord har samme herskerinde, nemlig Taco.

Ice svalede rundt i skoven en diset aften hvor her ikke destro mindre var smadder uhyggeligt, især for en gletcherhest der var vant til store, åbne landskaber og lys fra alle sider. Hans øjne med de hvide pupiller var skabt til skaprt lys og sne, ikke til natten og skygge. Med andre ord, så så han dårligt i både mørke, skygge og tåge. Hvis man ville skræmme ham var dette det helt perfekte tidspunkt, for Ice havde nerver på og var nervøs for hvilke øjne der lå på ham og lurede fra de tykke træers skygger eller sågar i midten af disen.
Hans ører drejede rundt og forsøgte at finde bare én lyd andet end hans egne skridt i de knastørre grene på den kolde muld. Pludselig hørtes lyden af fremmede hovslag der fik Ice til at stoppe op og snuse ud i luften. Måske han kunne få færten af den fremmede, men tågen gjorde det så godt som umuligt. Med alle de små, fine regndråber i luften var det svært at få færten af selv noget så afslørende som en prut.

"Hallo...? Insanus?" kaldte han ud i mørket. "Er her nogen..? Jeg søger Insanus, Lederen af Lux Umbra." fortsatte han inden han begyndte at præsentere sig selv høfligt. "Jeg er Ice, Leder af Hitsugaya flokken. Jeg kommer her med en forespørgsel." Han håbede måske at den fremmede enten var flokkens leder eller en anden fra flokken som kunne bringe ham til Insanus eller bringe Insanus til ham. Men der var stille længe, ikke engang en fugl var at høre. Det gav Ice kuldegysninger.

Ikke meget rørte sig i aften.. Ikke en fugl, hvilket kun hjalp på den sorte hingsts humør. De var så helvedes irriterende.. Plaprede om alt mellem himmel og jord konstant.. Ikke godt for hans omdømme heller, men de fugle der snakkede som helvede skreg, de var vist døde.. Hvis ikke de var døde, så var de i hvert fald skræmt væk af den sorte skygge, der flaksede rundt som en flagermus af og til på både den lyse blå himmel og den stjernefyldte nattehimmel.Der var heller ikke noget at sige til det, da han nok ville ende med at lege hvem-kan-flyve-hurtigts med småfuglene, der nok nærmere døde af frygt, når de snappende kæber kom lidt for tæt på deres små kroppe.. Han jagtede fugle som et rovdyr jagtede dets bytte. Dog var det blot en fritids aktivitet, han af og til udøvede. Hans magre ben bar ham nu gennem Kantos tykke træer og dens klamme tåge. Kanto var ingenting i forhold til Beica, men han var her af strategiske årsager. Man kunne ikke have tre flokke linet op ved siden af hinanden, især ikke når hans nok var mere skummel end man lige skulle tro. Dog var den stadig i dens tidlige stadie og han manglede at få snakket med nogle af sine kære medlemmer.. Åhh hvor ville hans Indvidede Bellator'ere komme ham til gode.. De ville udgøre kernen af hans lille krig, som ville ske under næsen på de forbandede højrøvede guder.. De skulle virkeligt tage at smide deres små bonus tricks og se hvordan verden var. De kolde, onde verden, der ville transformere de svage til noget lige så stærkt, som det der havde haft dets klør i dem.. Måske var det derfor han ikke tillod sine ofre at leve? I hvert fald ikke dem der kunne trække sig selv op af mørket.. De der for evigt var fanget i det ville ingen trussel blive. Sådan en som Caeli, se hun ville for altid være fanget i sin egen drøm, en der ville åbne sig for hende for blot at blive revet fra hende, som en længe ventet gave, man igen akkurat fik lov til at røre og lege med..  Hvad var værst? At leve videre efter alt man havde var revet fra én eller at dræbes af det man elskede? Hmm..

De sorte øre opfangede lyden af hans navn. Et af hans navne anyways.. De bundløse gule øjne blev rettet, sammen med den store hoved, mod lyden. Han havde ikke hørt denne stemme før.. Dog.. Alligevel mindede den ham om en besemt sort hingst med en tyrkis man.. Toshiro? Den stakkels lille dreng vidste ikke hvad han skulle stille op med sig selv.. Dog han havde ingen grund til frygt.. Han var altid velkommen under hans vinger..
Den mager krop, dog langt mere sund end den før havde været, blev vendt rundt på stedet og stod stille. Hans front vendt mod lyden af hesten. Hvem vovede at bevæge sig ind på området som om de ejede det? Svaret kom ud af tågen. Ice. Well well well.. Hans bagbens muskler spændtes og skubbede ham frem af i et spring, der bar ham et godt stykke gennem tågen. Tågen der omgav ham var grå yderst, mens den blev mørkere og mørkere jo tættere på ham den kom, helt sort og absorberende var den der hvor vingeren voksede ud.  De var omgivet af skygger, skygger givet af Helzlori selv, det ville bringe ærefrygt til nogen, troende som hans datter ville nok være nysgerrige, mens de dog mest spillede rollen som hans statussymbol. Dog var det ikke fordi han blev brugt særlig meget, fra hans synspunkt, så var hans job let. Alt for let, se han havde nemlig alt for meget tid til at tænke over hvordan hans egen plan skulle udspille sig.. Det var ikke godt at efterlade hingsten med sine egne tanker... De blev kun voldeligheder af det.. Måske var det snart tid for den kære Insnaus at få styringen? At få lov til at slå sig løs og sprætte en rygrad op ? Hans energi byggede sig kun op og hvis han ikke respekterede hans ældste så meget som han gjorde, så ville han nok rende rundt og være lige så uciviliseret som hans ild, Fuego..

Han buldrede gennem tågen og trak skyggerne efter sig i kølevandet. Han havde kurs direkte mod lyden af den fremmede Ice. Han skulle ikke regne med at få en venlig velkomst, ikke når at, han vandrede så ligeglad ind i Kanto, som dne sorte hingst mere eller mindre havde taget til sig. Godt nok ikke de yderste dele længst væk fra hans floks område, men han patruljerede langt ude fra de reelle grænser, bare fordi han et sted håbede at fange en eller to heste, der var lidt for tæt på.. Han brød gennem tågen og så omridset af den hvidlige hingst, der ligeså godt kunne være en fatamorgana skabt af tågen end en hest. Han havde for meget fart på til blot at stoppe op, så han tog turen rundt om den fremmede og stoppede op godt og vel en meter fra hans flanke, inden han vente fronten mod ham. Hovedet hævet og de gule øjne, der betragtede ham med et spørgende og mørkt blik. Han var ikke mr. venigmås idag. Ikke når han ej vidste hvor han havde hans lille mesterværk henne, hun skulle desuden have skidt det forbandede føl ud heromkring nu.. Det var nok også en af grundende til, at han vandrede Kanto tynd efter både fremmede og den månegrå hoppe.. "Hvad gør du her, Ice. Du er alt for langt hjemmefra end hvad godt er for dig..."

Ice skreg som en lille pige og bakkede sig ned at sidde på røven da der pludselig kom en mørk skygge springende ud fra tågen. "av av av av" pev han selvom intet havde rørt ham. Hans åndedræt var hurtigt, han var skræmt fra vid og sans, men da det gik op for ham hvem det var der talte, rejste han sig straks op, rømmede stemmen og rettede kroppen op. "Beklager min indtrædelse på deres område." startede han høfligt ud. "Jeg formoder at de er Insanus? Jeg er her med en forespørgsel på en evt. alliance mellem vores flokke." kvædrede han løs og stoppede sig selv for at give den fremmede tid til at svare.

Han tog en dyb indånding for at betale iltgælden til hans forpustethed der var opstået grundet chokket, til gengæld havde han nu dejligt meget adreanalin i kroppen til at lægge en dæmper på hans rystende nerver der forlængst var ødelagt af chokket han fik tidligere. "Jeg foreslår en bedækning af min ældste datter til deres søn som forsoningsgave." fortsatte han efter en kort pause hvor han lyttede til den fremmede hingsts vejrtrækning og undrede sig over hvad den sorte sky lavede omkring ham. Måske var det en form for gasser der ikke kunne slippe væk...?

Han gjorde ikke andet end at fryde sig over den blege hingsts reaktion. Det var intet mindre end hvad han forventede. Dog måske ikke lige den skingre skrig, der nu ekkoede gennem træerne og hang i tågen. Dog hvis der var nogen tæt nok på til at høre det, så ville den enden være hans kære datter, ild-hingsten eller hans søn. Et lettere moret smil spillede over hans mule, inden han let sænkede hovedet og et mere beroligende smil overtog den sorte mule. Hvor var han dog en fin fyr, der tænker på fremtiden og al sådan noget. Han havde ikke regnet med at han var kommet efter en alliance, dog var han taknemmelig for, at han havde hjerne nok til at stoppe sin snakken.. For han formodede at han nok havde gentaget de ord over og over igen for sig selv i sit hoved. Så selvom adrenalinen pumpede rundt, så kunne han stadig ryste dem af sig.
"Ja, jeg er Insanus.. "
Stemmen var stadig kølig, men han havde smurt et tykt lag af en form for sukker over det, der dog langt fra fik den til at lyde som noget indbydende.. Mere som noget der så okay ud og dog ville dræbe dig så snart du tog en bid. Han var mildest talt ligeglad med hvad han havde at tilbyde ham.. Han var en nærig satan var han.. Og når han fik serveret en situation hvor han havde chancen for at tage med arme og ben, så gjorde han det. At tilbyde den sorte hingst noget var ikke en god ide, så de næste ord der blev sagt i den lange stilhed, de fik ham blot til at fnyse i sit inderste. Så han tilbød at hans søn skulle diske op med et afkom til hans ældste datter? Så kunne de renderundt med noget der kunne påvirke han søn, se det ville jo være en fantastisk alliance! Han kunne næsten ligeså godt bede ham om at række den sorte efterkommer af Sweet Girl til ham, som en gidsel i Hitsugaya.. Han vidste ikke hvor meget der skulle til at gøre en indflydelse på han søn, men han var ikke villig til at række dem, fjenden, noget der kunne hæmme hans egen planer i fremtiden..  Han prustede kort, inden han med et slag af hovedet sendte de sorte skyggevinger og den sorte kæde med den blodrøde væske væk, ind i usynlighed for det normale øje.. Det skulle vel nok ligge en dæmper på den blege hingsts nerver, hvis han blev et problem, så kunne han nok bare rette sig op og danse lidt rundt for at få hans opmærksomhed igen.. Han var nok ikke andet end 1'75-7 m høj nu, hvor han var så sammensunken. 
"Hvad har du ellers at tilbyde? "

Ice kneb øjnene lidt sammen da han spurgte efter mere, somom at dét at ofre sin datters jomfruelighed ikke var nok.
"Vi har en alliance med Slavian." svarede han så.
"Og jeg er gode venner med Daylia." fortsatte han. "Du kan enten være med os eller imod os. og det sidste er ikke rart." Nu havde han prøvet at være venlig og komme med gaver, men det lod ikke til at overbevise hingsten helt. Men at være imod 3 flokke, ville Lux Umbra næbbe kunne klare sig imod.
"Hvis du er i tvivl om min loyalitet, kan du tage min søn, Toshiro, under dit lederskab. Jeg vil gerne have han bliver til noget, men for mig er han en umulighed. Jeg holder jo af knægten hvis du forstår. Han trænger bare til nogen at se op til som ikke er mig. Du vil være et godt valg." Ice lagde kortene på bordet. "Hvad med om du får min søn, og jeg får et føl. Så er vi kvit."

Så han var enden man eller imod ham? Se så, var det jo en helt anden sag.. Dog han havde en alliance med den forbandede Dawn... Det var nok blot for ikke at blive rendt over enden, når det kom til krig. For det ville det. Ville det vise sig, at den brune hingst havde kidnappet hans lille Måne, så stod han til at skulle bekymre sig om en hel flok. Og hvis der ingen aftale mellem Lux Umbra og flokken der stod i vejen for dem, så ville han nok ende med at trampe direkte gennem den blege hingst område og gennem alle dem der så end måtte stå i han vej. Han opgav ikke sine ejendele så let..han lagde hovedet let på skrå og et mildere humør syntes at ligge sig over ham, som om han enligt bare havde brug for at lave en stor entre og så enligt ikke mere. Et let smil mødte den anden leder. "Slavian og Lux Umbra er ej venner.. Jeg har altid været imod begge ledere, hvad gør en fjende mere? Ville de af med mig, så var jeg død i den sidste Krig, der fandt sted, Ice. "
 Det var sandt at flokken ikke ville kunne overleve angreb fra alle flokkende, men han ville overleve. Så længe han overlevede, så var der en chance for at han kunne føre sin plan ud i livet. De liv der var i hans flok, de betød enligt ikke specielt meget for ham. De var hans soldater og hans forsøgs kaniner. Han tidsfordriv om du ville.. Han måtte vide lidt mere om hvordan han mente alliancen ville fungere.. Ville det forsikre dem mod angreb fra den anden flok eller var det bare så man havde noget at smide i hovedet på den anden, hvis den kom lidt for tæt på? " Jeg kan gå med til et føl og din søn.. Dog skal jeg først vide, hvad helt præcis er det du ligger i den her Alliance?"

"Jeg forventer af en alliance at vi ikke angriber hinandens flokke. Evt hjælper hinanden hvis der skulle opstå et problem. Jeg ved at du ikke er gode venner med Slavian og omvendt. Dog vil jeg helst ikke blande mig i hvilket anliggende i har med hinanden. Jeg gør dette udelukkende for at beskytte min egen flok mod andre flokke." Forklarede Ice. "Derudover kan jeg kun se fordele i at have alliancer der går ud på at passe på hinanden. Dog hvis Lux Umbra og Slavian kommer op at toppes, vil jeg ikke vælge side, men nok forsøge at gå imellem jer." Ice var skam ganske god til at løse problemer og stridigheder om ikke andet så midlertidigt.

Det lød til at de havde den samme forestilling om hvad dennne alliance skulle handle om. Det var meget godt, han kunne godt skubbe den flok til side, så han ikke behøvede at bekymre sig om de ville gå imod ham og hans flok. Deres leder, Ice, virkede til at være en man kunne stole på, mens han selv var langt mere ustabil når det kom til løfter. Dog han ville nok acceptere dette løfte og holde det. "Godt, så er vi enige. Du vil så være ekskluderet fra mulige angreb Lux Umbra skulle fortage i fremtiden.."
Han kendte allerede hans søn en smule, så det var alt sammen godt, så var der ikke alt for sure miner fra sønnens side af i det mindste, han skule bare lige få den knægt til at se ham som en far mere end som en fjende eller leder. Familie bandt oftest stærkere end hierarki.. "Dog må jeg informere dig om, at min søn har en mage i øjeblikket og derfor ikke vil blive inkluderet i denne aftale og du må vel bringe din datter til mig, hvis du vil have dit føl." Så var det vel op til den blege hingst om han ville være i familie med den magre galning, der nok var dobbelt så gammel som han selv var.. Og endnu ældre end hans ældste datter..

"Javel." svarede Ice og smilede igen venligt og varmt som altid. "Jeg vil bringe min datter til dig." fortsatte han og så sagen som afgjort. "Tak for snakken." sagde han så og bukkede pænt hovedet for den noget højere hingst inden han takkede af og vendte sig for at forlade stedet og vende hjem til sin egen floks område.
//out

Han betragtede ham blot med et køligt blik, som han takkede og bukkede og hvad han nu ellers kunne finde på at gøre af krum spring for ham. Han skulle ikke forvente et 'god tur hjem mester' fra ham. Ikke nu hvor han havde fået hvad han kom for, det måtte være tak nok i sig selv.. Han gad hellere ikke følge ham ud. Han havde sin størrelse med sig, hvis det viste sig at han skulle jagte den blege hingst ud af skoven. Det ville være morsomt, men nok ikke noget der ville ske..Desværre.
Han lod de pulserende skygger, vinger og halskæde tone frem af intetheden endnu en gang og sotd blot der indhyllet i tågen.

//afsluttet