Silent screams.

En dyb rumlen tordnede i det fjerne. Og så begyndte det. 

Omkring Green hills grønne enge, trak røde og tunge stormskyer op. De blev næsten hevet af usynelige hænder, og trukket hen imod midten af hele det vidtstrakte område. De efterlod en strimmel af sort aske efter sig, og snart begyndte uheldige fugle at dale ned fra himmelen – forgiftet af de mystiske skyer. Røde lyn oplyste de indre dele af de mørke skyer, for derefter at hylle dem i det samme tætte og dødbringende mørke fra før. Hvad dette var, var ikke til at siges. Men normale skyer var det næppe. 

I selv samme øjeblik, vågnede en gammel skikkelse op til dåd. Ud af blomstrende steg et flygtigt og næsten usynligt væsen, idet at hendes form ikke var fast. Den flimrede i den energifyldte luft, men silhuetten af en hest kunne anes. Hun var smuk.. slank og elegant af krop, med en man og hale der gled ned af halsen i fyldige krøller. Hun lyste næsten hvidt op i det begyndende mørke, og under hendes hove voksede blomsterne op i snørklede bevægelser. Hvad hun var, havde verden for længst glemt. Men dem som ikke havde glemt hende, hviskede hengivent hendes navn i vinden. 

Overalt i landet emmede livet. Selve naturen var i live, og den lysende var forbundet med denne. Hun herskede ikke over den, og var ikke andet end et glemt udslag af energi. Men hun fungerede med den i harmoni, og følte således også hvordan hele plantelivet skælvede under hendes fødder. For den regn der begyndte at falde, var ikke livsgivende. Den var ikke skabt af Flakezé, og bragte intet andet end begyndelsen på hærgen med sig. Med en ulækker lyd revnede skyerne, og de der følte de våde dråber, vidste med det samme det ikke var regn. Det var blod. 

Og hun stivnede. Ånden, så blot med rædslen malet i det slørrede ansigt, hvordan at de store røde dråber farvede jorden mørk. Nej, dette var ikke rigtigt… Men joh. Denne regn af blod kunne intet andet end at være sand, og hun følte da store blanke tårer trille ned af de nu mere faste kinder. Hun græd. Hun græd, for hvad hun følte omkring sig – floraen – så uskyldig og sart, og hun græd i afmagt som blomsterne og planterne druknede i den forbandede regn. Den hvide ånd kunne ikke andet end at føle smerten og høre de hjælpeløse skrig plantelivet omkring hende gik igennem, som de langsomt blev forgiftet. Men hun kunne ikke forlade dem.. nej. Hun vidste at andre ånder havde søgt ly for denne regn, men hun kunne ikke få sig selv til det. Græsset, blomsterne og træerne.. livet omkring hende kunne ikke søge ly, og således ville hun heller ikke. 

”Undskyld… undskyld.. jeg er så ked af det”

En sammenbidt hvisken, idet at den lysende skikkelse sænkede hovedet. Midt i alt dette kaos stod hun fast, men følte hvordan blodet langsomt gled ned over hendes ryg, mave, hals, og skamferede hendes nu faste form i de mørke streger. Hun blev, men krakerelede langsomt da hun opdagede der var intet hun kunne gøre. Livet døde stadig ud, og regnen syntes ikke at stoppe. 

”Så… ked af det..”
en blid og skrøbelig hvisken, idet at hun fortvivlet betragtede de stykker der bid efter bid faldt af hende som glas. 

---

Denne tråd er åben for alle, men kun en post pr. karakter.
I kan både skrive som om, at hver tråd kun er i momentet, og i derfor ikke ser dens andre deltagere. Eller i kan skrive, som i ser alle dem der var her før jer. Hvad i gør med ånden er frit, men der bliver bedømt ud fra kreativitet og kvalitet. For at være med, skal man blot røre/strejfe ånden eller lign.
Der bliver self. Trukket lod, men overstående vil øge chancerne.
Hun er i en fast form, og kan derfor både skades og røres. Regnen skader ikke karaktererne, men kun ånden og planterne. Næsten alt er tilladt, så hvordan jeres karakter reagere, interagere og skrider til handling er op til jer. Regnen er ikke over hele Green hills, men samlet i midten.
Der bliver trukket lod om andet end kun amulet/amuletter, hvilket kan blive påvirket af jeres svar.

Tråden lukker søndag den 26 kl. 00:00
Hvis i er i tvivl om noget, så skriv endelig til mig.

- Held og lykke, og glæder mig til at se hvad i finder på!

Som de blodige skyer trak ind over Hitsugaya flokkens område, begyndte Ice straks at undersøge de mystiske hændelser nærmere. Han fik et chok som den første døende fugl ramte jorden foran ham og han stoppede op for at snuse til den. "Åh nej lille ven." hviskede han stille og vidste ikke hvad han skulle stille op med den sygelige lille skabning der åndede ud foran ham. Det var da ganske forfærdeligt syntes Ice og væmmede sig i bekymring da mange flere fugle regnede ned fra himlen med næbet først. Han stod og så det hele ske for mulen af ham og han følte sig så magtesløs overfor hændelsen. Han kunne intet gøre.

Som han fortsatte frem stødte han på en blodig regn. Blodig fordi den var rød. Hvad var der med Proelio og farved regnvejr? Sidste gang det regnede farver, var han blevet gylden på benene og på ryggen. Men denne regn stammede fra røde skyer, lavet af rød damp.
Støvregnen lagde sig som en hinde i den ellers hvide pels og farvede den lyserød for en stund og manen lilla. I mørket var det dog ikke til at se andet end lynene der oplyste himlene. Var dette en særlig slags efterårs storm? Ice vidste det ikke.
Han fortsatte frem og så ned mens han passede på ikke at træde på de døende eller allerede døde fugle. Pludselig føltes det somom at han gik ind i noget eller rettere sagt nogen. Han så op og lige ind i en gennemsigtig hoppe. "Undskyld! Det var virkelig ikke min mening, jeg ser ikke så godt i mørke forstår de. Jeg har hvide pupiller og og..." Mere nåede han ikke at forklare førhen det gik op for ham at silhuetten ikke var en faktisk hest men nærmere et spøgelse. En virkelig køn en af slagsen.

Som det gik op for Ice at han havde talt til en ånd, forsvandt al blodet fra hans ansigt og han bakkede nervøst et skridt bagud.. Han havde jo sagt undskyld, men måske skulle det gøres mere dybtfølende for at få en reaktion. "Hør, det beklager jeg, jeg så mig ikke for." Begyndte han mere høfligt og smilede så venligt til den ukendte skikkelse. "Hvad bringer dig til Green Hills? ^^" fortsatte han med at tale til ånden foran ham. Men intet svar kom der, hun stod bare der og flimrede mens blomsterne fortærede hendes ben på en uhyggelig måde.
Ice slog blikket op da skyerne revnede og fra sig gav et blodig, dyster, klistret og tungt skybrud. Dette var det første blodbad Ice havde befundet sig i og han nød det bestemt ikke, faktisk gik han nærmere i panik og vred sig for at komme ud af regnen. Han tog sig sammen og løb et stykke, men regnen fulgte efter ham så han løb tilbage til en nu velkendte skikkelse der spredte lys i det ellers så mørke landskab.

Han betragtede hende mens hun græd.
"Hey, du behøves ikke være ked af det, det var jo et uheld." sagde han med et bekymret blik hvilende på hendes ansigt. Hun var åbenbart, hvad han kunne se, blevet meget berørt af at han gik ind i hende tidligere, og pludselig begyndte hun at undskylde og forklare sin sorg til ham. "Hey hey, slap af, tag en dyb indånding, det gør ikke noget, det var min skyld okey? ^^" Han smilede opmuntrende til hende og fortsatte. "Det hele skal nok gå. Ikke?" prøvede han forsat at trøste hende, mens hun begyndte at krakelere i regnen. "Hey du... Hvad sker der!" Han forsøgte at samle stumperne på og sætte dem på plads men de forsvandt fra jordens overflade så snart han prøvede at røre ved dem. Til sidst var hun helt forsvundet og Ice stod tilbage i mørket med døde fugle overalt, og intet andet tilbage af hende end mindet og skyldfølelsen. Han kneb en tårer. "Undskyld..." hviskede han halvkvalt og snusede til jorden hvor hun ellers havde stået.

Vanilla havde set sin far, da han forlod Hitsugaya flokkens del af Green Hills. Hun havde undret sig og det havde ført til, at hun havde fulgt efter ham. Nærmest i en døs, fordi for få øjeblikke siden havde hun sovet sin sødeste søvn. Sov hun stadig? Hun var slet slet ikke sikker. Overhovedet ikke. Hun mærkede omgivelserne, men på sådan en sær måde. Hun havde ikke oplevet noget lignende.

Nu fulgte den lille, lyse, ranglede skikkelse efter sin far af næsten samme farve. Tæt på i hans fodspor. Dog var hun påpasselig med ikke at komme indenfor en radius hvor han kunne høre hende. Stille i hans skygge.

Snart så hun dem. Fuglene altså. De faldt fra himlen... Indhyllet i noget rødt stads, som hun kendte fra når hun engang imellem fik en rift. Blod. Hun skreg. Men der kom nærmest ingen lyd ud. Det var som om, at hendes skrig ville være alt for ubetydeligt i nattens drama, til at naturen ville tillade det. Der var vigtigere ting end hende i verdenen.
Nu var hun ganske sikker på at hun drømte. I den virkelige verden faldt fugle ikke bare døde ned fra himlen. Jo de døde jo, men de kom da ikke bare flyvene og KLASK lå døde på jorden? Det var ikke naturligt og det skete ikke! Det var et opspind af fantasi. Det var slet slet ikke virkeligt.

Snart så hun den. Ikke sådan lige med det samme, men da hendes far begyndte sin paniske opsamling af ting på jorden, fik hun øje på det. Og da blev hun overrasket over sig selv - af at hun ikke havde set det før. Eller... hun. Man skulle nok kalde hende en hun. Denne 'hun' var af krystal. Gnitrende krystal, som faldt af i flager. Eller vent var det nu krystal? Hun flimrede også. Hun eksisterede ikke. Vanilla bildte sig det selv ind. Hun stod ikke og så på, at en flimrende krystal hest døde. Det var uvirkeligt. Det måtte være en drøm!

Forsigtigt bevægede hun sig frem mod krystal hesten. Og hun var ikke den eneste. Dog skænkede hun ikke de andre en tanke. Kun krystalhoppen og hendes far, Ice. Hun var lidt bange, men egentligt ikke for hoppen. Hun ville helst ikke opdages af Ice, for hun var I tvivl om det var tilladt for hende, at være her. Hun var stadig på kanten mellem føl og unghest. Man kunne kalde hende et stort føl, så hun burde vel nok være der hjemme - og lege med hendes mange ældre søskende. 

Forsigtigt gik hun helt hen til den fremmede hoppe. Ved siden af hende var hans far og hun kunne høre andre  sjæle. Måske endda var en forsamling ved at samle sig om ånden. Hendes far så dog ikke ud til at se hende. Han havde kun øje for krystalhoppen - Det samme havde hun selv. Forsigtigt skubbede hun til en af hoppens smukke krøller. Den bevægede sig lidt for så at ligge sig til rette igen. "Du.... du er af skindende sten!" Vanilla iagtog krøllen og huskede hvor blød den egentligt havde føltes mod hendes sorte mule. "Men alligevel ikke..." Svagt lyttede hun til hendes ord og spidsede øre. "Er blodregnen din skyld?" Hun fnes let. "Den gør altså ikke mig noget... Jeg har altid ønsket mig en pink pels!" Lo hun og gned sig op af hoppen uden at tænke over krystal stykkerne, som fortsatte med at falde af. "Hva' er det for noget mærkeligt noget du er lavet af?" hun holdt kun en kort pause, men kun for at spørge igen. "Og hvordan kan du være så smuk? Du er smukkere end min mor... End alle jeg kender!" Hun snuste til det der faldt af. Hun havde egentligt ikke tænkt over at hoppen ikke svarede og foresten var næsten helt forsvundet. "Det er da ikke godt det falder af, vel?" Igen lo hun. "Min hvis du kan lave blodregn kan du da vel også samle dig selv igen! Ik'å?" Hun slog med halen, det var en glad bevægelse for Vanilla kendte ikke til død. "Når jeg bliver voksen - min mor siger, at jeg ikke er helt voksen endnu - så vil jeg være ligeså smuk som dig! Tror du også, at jeg glimter indeni?" Hun skubbede til nogle stumper med det ene forben, så det gled væk og splintrede. "Det er da rimeligt sejt!" Hun iagtog endelig hoppen. Hun havde været så optaget af sin samtale med sig selv, at hun ikke havde set at hoppen var helt forsvundet. "Åh det var da synd, at du allerede skulle gå! Jeg håber vi ses igen!" Sagde hun med et glad smil. Hun kastede et blik på hendes stivnede far. "Smil dog!" Sagde hun og lagde hovedet på skrå.

Den rødlige hoppe gik mellem bregnebuske, blomster, og jord som fik hendes mørke hove til at sænke i den fugtige jord. Hendes hoved var afslappet sænket og de krystalklare øjne lyste op – de blev kun klarere af det mørke som snart overtog himlen. Akata stoppede op, hævdede hovedet og så undrende mod himlen som blev mørk og.. Klam. Ja, ordet klam var lige det ord hun behøvede. Hun stod blot og så på imens fra himlen der faldt store, fede dråber ned – og de var ikke krystalklare som man kendte regndråber, nej: de var mørke og tunge, som blod. For blod var lige præcis det de var. Akata skar en grimasse imens en tåre landede på hendes kind og gled ned af den, som de tårer hun endnu ikke havde grædt. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere på dette – hun havde aldrig prøvet noget lignende og ønskede hun aldrig ville gøre det igen.

I stilhedens mørke kunne hun høre lyden af græd, hjerteskærende gråd. Akata så imod retningen og så snart hun havde trådt lidt nærmere frem, kunne hun se en selvlysende skikkelse, noget så smukt havde hun aldrig set – bortset fra rene stykker krystal brækkede af hendes smukke, elegant formede krop. Akata spærrede øjnene op imens hun betragtede hvordan hoppen græd, og græd. Hendes lyse skikkelse blev snart præget af blodet som faldt nådeløst ned fra himlen og snart følte Akata også hun var blevet ”klemt” fast i det dalende blod. Blodet mindede hende om de forrige drømme hun havde haft og sætningen der havde præget hende i hver drøm: Blodet vil herske.
Var det her mon ét tegn til? At døden ville snart ramme flere og flere?

Hun følte det var på en måde dejávu selvom hendes drømme og denne knusende hoppe ikke havde noget med hinanden at gøre – eller havde de?

Hoppen gentagede ordet ”undskyld”, knust, imens Akata bare stod, forgabt i sine tanker – og sin angst. Hun kunne ikke lide følelsen af blodet mod hendes pels, selvom man knapt kunne se det for hendes røde farve – hun ville væk. Hun ville ikke have denne følelse af død over sig fra alle sider. På den anden side kunne hun ikke efterlade hoppen som hun stod dér, græd og græd og blev mere og mere ødelagt.

Akata trådte frem mod hoppen – hun udvekslede ingen ord med hoppen, men lod blot sine krystalklare øjne ramme hoppens som var fulde af sorg – på en måde, knuste det Akata selvom hun havde ingen kendskab til denne skabning. Hun ønskede at vide hvem denne hoppe var – men hun behøvede ikke viden for at kunne hjælpe hende.

Regnen skadede hende, som den på en måde skadede Akata, på et plan der ikke kunne beskrives uden det virkede malplaceret.

Akata var snart helt ovre til den lyse hoppe. Akata tøvede en anelse, før hun beslutsom rykkede endnu tættere så hendes bringe ramte hendes og lagde hendes hoved over ryggen på hoppen – hun prøvede at beskytte hende mod den frygtelige regn som styrtede ned over dem. Hun følte hvordan hoppen, brud for brud, blev ødelagt ved hendes side og det fik Akatas øjne til at blive fyldt med tårer. Hun kunne nærmest føle smerten og hoppens smerte fik nærmest en indgang til Akatas egen som hun altid så inderligt fortrængte.

,,Vi har alle sammen noget at være kede af,” var det eneste den blodrøde hoppe sagde imens hun prøvede at beskytte dette ukendte, knuste væsen.
Handling udgør mere end ord, så sandelig.

Midt i den gennemtrængende stilhed rungede lyden af galoperende hove. Det massefarvede skind fløj imellem dråberne, der faldt tungt fra himlen og badede skindet i rødlige farver. Smilet var tegnet over hans ansigt, og regnbueøjnene lyste imod hver eneste af de blanke dråber der rev sig fri fra de tunge skyer over Green Hills. Han slog den slanke bag op så den kuperede hale slog omkring sig, og lod en glad vrinsken løbe over marken. Et fenomen som dette havde han aldrig set før, i hele sit kunstneriske liv. Regn der var farvet rødt! Måske af kærlighed mellem guderne over deres hoveder, eller fordi Flakeze havde besluttet at ændre lidt på tingene. Han løftede hovedet og vrinskede imod himlen, som en tak til guderne for at lade ham se dette smukke syn. Skønt regnen var en smugle tyk, kunne man trods alt ikke regne med at de kære guder kunne lave alt perfekt. Men det hans så for de massefarvede øjne var i sandhed kunst!
En mørkere dråbe rev sig fri fra skyerne et stykke over hans hoved, og han satte farten op for at nå den. Men hvad der ramte det tynde hoved var langt fra en af de blanke røde dråber som alle de andre. Slaget fik ham ud af balance, og de små hove gled i græsset. Snart lå han med alle 4 ben ud til hver sin side, og mulen godt begravet i det blodrøde græs. Han brummede stille, og kom på benene før han vendte sig for at de hvad der ramte ham. Mulen strøg blidt over de sorte fjer. Han prustede lidt, og rystede hovedet uden at tage øjnene fra den. De små sorte øjne var stadig åbne, og den trak vejret i små stød for at holde sig i live. "Du kan måske ikke så godt lide regnen, hva?" Sagde han venligt, og strøg den kort over fjerne. Han trak mulen til sig og satte afsted i en roligt blærerøvs trav med halen højt løftet. Vinden skiftede retning, og førte ham fremad i stedet for at holde ham tilbage. Han var lidt mere sikker på sine fødder nu, og de blanke øjne lå på jorden i stedet for himlen.

Det var som om dråberne forsvandt det øjeblik de ramte jorden. Eller som om græsset sugede dem til sig før de nåede st lave den mindste lyd på den stenhårde undergrund. Ikke en lyd lød over den mørke efterårseng. Ikke et hovslag lød, og ikke en stemme vi skede imod vinden. Han lagde nakken tilbage og vrinskede skingret imod himlen. Venligt som en hilsen. Han lod kroppen sætte ned i skridt, og gik roligt frem med mulen søgende over græsset. Han bremsede først op da vinden førte en svag stemme med sig, og en lav brummen undslap hans mule. 'Undskyld...' Hans mule lyste op i et smil og han fortsatte frem over engen i en roligt galop med halv og hale løftet hove og vejrende imod vinder. Han vrinskede endnu en gang for at melde is ankomst hos denne stemme selvom den endnu ikke havde taget form. Engen føltes uendelig, og hver gang han satte den ene hov foran den anden, dukkede et nyt sted at sætte hoven op. Uanset hvor længe han fortsatte fremad kom der bare mere og græs, malet blodrødt af rubinregnen. Tordenen begyndte stille at buldre i horisonten, og hans øjne søgte derude for at se de smukke gyldne linjer falde fra skyerne der havde samlet sig over Proelio. Tænk hvis man kunne samle dem og plante dem på sit skind. Eller holde den i en beholder og se dem flakke frem og tilbage i det spejlblanke glas. Eller se den spejle sig i vandet, eller få græsset til at rejse sig under dens magt. Han slog bagen op af glæde, og piskede med den lille hale da han fortsatte fremad i sin strakte galop.

Stemmen der havde visket var snart glemt, og skiftet ud med tanken om lyn og torden, regn og sol. Samt grønt og rødt græs. Hans tanker havde overtaget hans handlinger, selvom smilet ikke var forsvundet fra den mørke mule. For hvert skridt kom tordenen tættere på, og buldrede snart over hans hoved. Regnen stoppede ikke sin falden, og skiftede ikke tilbage til den originale gennemsigtige farve. Faktisk virkede det næsten som om den røde blev mere og mere koncentreret jo tættere på tordenskyerme han bevægede sig. Måske ville han møde en Gud der... En Gud som ville have ham til at udrette noget, eller bare ville have at han fortalte sin mening og rubinregnen. Regnen havde overrumplet de stærke farver i hans skind, og gjort hans man og hale stiv, selvom den piskede bag ham i glæde over vidunderet der skete for hans øjne.
Langsomt syntes engen at nå sin ende, og tonede langsomt ud i bjergene. Og der ve deres fod syntes en mindre skikkelse at tage form. Større end ham selvfølgelig, men stadig lille som den så ud nu. Den sots med hovedet bøjet, så manen dækkede for dens øjne og ikke en muskel bevægede sig i den slanke krop hun bar. "Undskyld" hendes mule bevægede sig, og stemmen var ulykkelig. Han rynkede kort brynene, og satte farten op for at komme hurtigt hen til hende. Det var virkelig ikke sådan et humør human burde være i når vejret var så smuk. "HEY!" Råbte han, imod hende og slog let op med bagen. Hans stemme rungede over engen, men syntes ikke at nå hende. Som om der var en usynlig barriere gemt imellem de tykke dråber der faldt omkring hende. Han fortsatte frem, og stoppede et godt stykke fra hendes personlige grænse. Hun var meget smuk. Også selvom hende pels var badet i den røde regn, og manen hang over hendes øjne. Han stak hovedet ned til hendes, og smilede. Deres maner blandede sig sammen til én stor, rød farveblanding. "Har du set hvor smukt her er?" Spurgte han glad og rejste hovedet. "Regnen er rød som rubiner!" Han vendte blikket imod himlen og lod ansigtet bades i regnens kølige dråber. "Det er altså ikke et tidspunkt at være ked af det nu! Du skal nyde det! Du kommer nok aldrig til at se det igen!" Forklarede han glad og satte afsted over marken. "Kom med!" Han vendte sig og smilede imod hende, selvom hun endnu ikke havde vendt sig imod ham eller så meget som havde sagt et ord. 'Jeg er så ked af det' Hviskede hun. Hendes stemme blev båret med vinden, forbi ham og lang over engen hvor han kom fra. "Det gør ikke noget!" Smilede han, selvom han ikke helt vidste hvad hun undskyldte for, og trådte hen imod hende.

Er lyn slog ned få meter fra dem, og den stribede krop drejede rundt. Lynene søgte imod bjergene de stod op af, det vidste han. Her var helt klart ikke det sikrerste sted at stå hvis de gyldne striber endnu en gang valgte at ramme ved siden af. "Skal vi ikke gå?" Spurgte han venligt, med en smugle nervøsitet i stemmen. "Så kan du fortælle mig hvad det er du er så ked af, og så kan jeg prøve at hjælpe dig" han smilede, som en af de stødte tordenskyer trak sig ind over dem. "Kom nu..." Hviskede han en smugle panisk. Først nu, slog hun hovedet op og blottede sine øjne for han. Hendes så lige ind i hans som lynet slog ned kun få meter fra dem.

Lyden af regn var ikke en ukendt ting på disse kanter. Vandt der faldt fra himlen i form af regn, sne, slud eller is var meget normalt når man boede på Clear Ice. Flokken var gået til ro hen på de sene timer, men den unge hoppe Kiri kunne som altid ikke sove. De grønne øjne løb over græsset foran hende, og hun lod tankerne fare og forsvinde over engen hvor hun var født. Den lange man af samme farve gyngede roligt imod den blanke sorte krop som hun med forsigtige skridt gik frem over engen.
Men i dag var regnen ikke normal. Den startede ud med at være normal... Men langsomt begyndte den at blive tykkere end normal, og næsten lydløs imod den hårde undergrund hun bevægede sig frem på. Vinden standsede, og lod regnen falde frit, og pludselig skiftede den farve. I forhold til konsistensen skiftede den ikke langsomt, og imellem flere stadier. Det ene øjeblik var regnen gennemsigtig, det næste rød som blod. Luften blev råstyrke selvom vinden ikke blæse, og hendes i forvejen besværede vejrtrækning blev næsten krampagtig. Hun vendte sig for at søge hjem, men vinden fejede over engen som en bølge og skyllede hende den modsatte vej. Endnu en gang snurrede hun rundt og fortsatte fremad med de små forsigtige skridt hun aldrig havde taget. Det gjorde ondt... Hver en vejrtrækning og hvert et skridt skar i brystet og hun åbnede munden for bedere at kunne få luft ind. Hun fortrød med det samme at havde forladt Clear Ice. Det øjeblik vinden fejede over hende føltes det som om alle hendes tanker hun havde efterladt kom tilbage, og tårerne begyndte langsomt at løbe ned ad hendes kinder. Hun klynkede stille som hun fortsatte fremad imellem labyrinten af blodrøde regnsråber. Her var helt stille. Ikke en lyd var til at høre, ud over den stille klynken den unge hoppen udsendte.

Som tiden gik, og hun blev mere og mere våd begyndte søvnen at sætte ind, og hun kæmpede for at holde de grønne øjne åbne. Skridtene blev kortere og kortere, og selvom vinden bagfra tvang hende frem knækkede hendes ben til sidst sammen. Hun trak dem ind under sig, og lagde hovedet i det regnvåde græs. Den slanke krop skælvede let af kulde, og tænderne var blottet. Hun kastede et sidste blik ud imellem regndråberne før hun endelig lod øjnene glide i, og søvnen tage over.

"TI STILLE!" Ordene skar igennem hendes hoved. Selv i hendes drømme var der ikke ro for dem. Hun løftede hovedet og så lige ind i hans gyldne øjne, der lyste af arrigskab. Hendes forben var krøllet sammen under det slanke bryst, skønt bagbenene var strakt ud bag hende og dunkede af smerte. Hun undskyldte... Men hovene faldt over hende endnu en gang, og de gule øjne lyste ind i hendes. "TI STILLE!" Hovede sank og hun slap hans blik. Hvor ville hun gerne slippe fra det. Hun hun forblev stille. Præcis som han bad hende om. Snart faldt fortovene over hendes mave, og hun mærkede ribbenene give sig under hans vægt. Hun skreg. Skriget hang i luften længe efter hun havde gjort det. Også længe efter al luften blev trykket ud af hendes krop, og tvang hende til at stoppe. Tårerne løb. Hendes øjne mødte bedende hans. Hun huskede ikke om det var for at bede om nåde... Eller om det var for at befri hende fra sine smerter og afslutte det hele. Uanset hvad hjalp det ikke... Smerterne blev, og mørket sænkede sig stille over det unge hoppeføl.

Hun slog øjnene op, og kom på benene. De skælvede, og sendte hende i knæ. Tårerne var begyndt at løbe, og blandede sig med blodregnen, som sammen løb ned ad hendes kinder. Halvkvalt kom hun op. Og gispede efter luft kæmpede hun sig frem igennem regnen. Hovedet var sænket og hun kunne mærke de sarte mulehår stryge over græsstråene. Selvom hendes øjne var åbne, og hun var ved bevidsthed gav hans ord genlyd i hendes tanker. Øjnene lyste i hver eneste af de stjerner der var malet over himlen. Foran hende begyndte sorte bylter at dale ned fra himlen. Først langsomt, men så faldt de til jorden med et dump. Hun fortsatte frem, og stak hovedet ned til den lille bylt. Hun puffede nysgerrigt til den, men den bevægede sig pludselig i en voldsom krampagtig bevægelse, som fik hende til at vendte sig og springe bort. Hun stoppede og hovedet sank. Hende vejrtrækning var stoppet, og hun hev efter vejret med hovedet dinglende ved jorden. "Undskyld..." Kvækkede hun til den lille fugl, med det sidste åndedræt hun kunne få presset frem. Hun besluttede sig for at ligge sig igen. Ligge sig og vente til hendes far eller nogle andre kom og hjalp hende.

Et lys tændtes i mærket. Et blegt lys som månen, men mere levende. Det flakkede. Hun åbnede de små øjne, og så op på en hoppe. Fuldvoksen, og slank af bygning. Velskabt, og skinnede i en klar lysserød farve, af vandet der lå omkring hendes skind. Hun hev luft ind i sine lunger, og prøvede at slå blikket ned selvom det mest af alt føltes fængslet af hendes. 'Undskyld' Hviskede hun. Kiri så forundret op. "Undskyld..." Svarede hun stille og slog blikket ned. Hoppen græd ligsom hende. Kiri kom på benene, og bemærkede deres ens højde. "Er du okay...?" Spurgte hun stille. Hoppen så stille på hende, uden at sige noget. Tårerne talte for hende. Også de skinnede i en mat lysserød farve. 'Undskyld Kiri... Det er altsammen min skyld...' Unghoppen spærrede de grønne øjne op. "Du har ikke gjort mig noget..." Hviskede hun stille og slog blikket ned. Hoppen foran hende begyndte langsomt at gå frem imod vinden. For hvert skridt føltes hun svagere. Skridtene blev kortere, og hovedet sank. Langsomt. Kiri fulgte hende, det hurtigste hun kunne. Hun var ikke alene længere. Det var ingen af dem. De fulgtes lidt. I deres eget svækkede tempo imod vinden, side om side. Uden at sige noget.
Kiris øjne så frem igennem regnen. Frem igennem det uendelige mørke. Men mørket blev afbrudt af et lys. Og et til.. Og et til... Små bladformede lyserøde stykker der fløj for hendes øjne, og forsvandt frem igennem regnen. "Se..."'sagde hun med et forsigtigt, og vendte hovedet imod hoppen. Men hun havde allerede set dem. 'Undskyld...' Hviskede hun igen, som flere små stykker forsvandt ud i regnen som blade i vinden. "Vent!" Kvækkede hun halvkvalt. "Du må ikke gå... Jeg vil ikke være alene igen" Hoppens smukke grønne øjne mødte hendes, som hendes lyserøde skind forsvandt. Den grønne man sprang ud af hendes hals. Kiri kunne ikke gøre andet end at se på, som hoppen hun kun lige havde mødt blev forvandlet til en perfekt kopi af hende selv. Som de lyserøde blade forsvandt ud igennem blodregnen mødtes deres øjne et kort sekund... Før hun forsvandt.

LUKSUS

Den sorte hingst skuttede sig, og knejsede let i nakken. Regnen øsede ned, og viste ikke at den nogensinde ville have en ende. Vandet faldt i stride strømme og lagde sig i den lilla man og sorte pels. Hun prustede irriteret og skrabede voldsomt med den ene hov i jorden. Hvis ikke Ice var hans bedste ven havde han for længst sagt noget til ham. Hvem bilder sig ind at sætte nogen på en vagt når der var sådan et forfærdeligt vejr!? Han kunne vel i det mindste sætte hopperne til det. De kunne godt stå stille i et par timer, og kigger ud i luften. Der skete alligevel ikke noget her omkring, og det ville der blive ved med hvis de ellers gad lade være med at te sig!
Han satte i bevægelse, og gled hen over græsset med lange glidende skridt. Det passede ham fint at være med i en flok. Men at den flok så skulle ligge på et sted hvor skyerne ikke kunne klemme ballerne sammen og holde på vandet... Det forstod han ikke. Vinden rodede hans man til, og filtrede halen han kunne bruge timer på at få fixet. Regnen krøllede manen, og klistrede den fast steder hvor den ikke burde sidde. Jord og skidt blev klistret fast til hans pels, og mudder satte sig op ad hans ben og greb efter hans skuldre. Han stampede vred, som han fortsatte frem som han skulle. Hovedet holdt højt og stolt på den muskuløse hals, og halen rettet i en vinkel der beskyttede den fra vand og mudder.
Det værste ved denne slags vagter var ikke at det regnede. Heller ikke at der sad mudder på hans ben, eller at hans man blev krøllet. Det var mest det at det hele skete for ingen verdens nytte. Der skete ALDRIG noget! Der var så stille at man skulle tro at den mørke hingst var den eneste der befandt sig på Green Hills denne dag.

Han havde efterhånden mistet tidsfornemmelsen. Time efter time havde hans stået og gået på det samme sted. Ladet øjnene løbe over den samme horisont, og nippet til de samme tørre græsstrå. Himlen var dækket af tunge grå regnskyer, som dækkede for alt lyd og gjorde det umuligt at vide hvad tid på dagen det var. Måske var det morgen. Måske aften. Måske eftermiddag. Måske nat. Uanset hvad var det mørkt. Ikke én eneste af solens stråler slap igennem det tunge skydække.

En sødlig lugt krøb ind i hans sarte næsebor. De vringede. Det var en duft de fleste hingste ville nyde, og nogle af dem ville risikere deres liv for de. En duft som kun det 'smukke' køn bar. Lugten af hoppe. Han fangede sig selvom at snerre sagte, så de klare hvide tænder blev blottet. Nu skete der endelig noget. Men af alle de dyr der kunne komme forbi her SKULLE det bare være en hoppe. Det kunne være et dådyr, eller en puma. Det kunne han klare... Men en hoppe... Han begav sig frem over engen, med skridt der var en del hårdere end dem før. Skridt der fortalte hende at hun burde smutte før han fandt hende. Han vrinskede vredt. Han var ikke i humør til at skulle høre på hendes brok. Han var ikke i hurmør til at skulle følge hende ud af regnen, eller til Hitsugaya-flokken fordi dens leder var SÅ POPULÆR? Man vidste sgu snart ikke hvor mange af de fæle hunkønsvæsner der var i denne flok. For ikke at tale om deres ækle afkom. Endnu en gang lod han vrinsket lyde over engen. Intet svar. Ikke ud over himlen der gik amok.

Det hele startede med en enkel dråbe. En dråbe der ramte det bagerste af hans nakke, og fik ham til at bukke og snarere vredt. Det fortalte nok meget godt hvilket humør han var i. De næste følte han ikke, men han så dem. Langsomt. Faktisk pletvist blev græsset farvet. I en dyb rød farve begyndte at falde fra de tunge skyer der hang over hans hoved. Et øjeblik lod han til at stoppe sine bevægelser, og alle tankerne der farede rundt i hans hoved syntes at gøre det samme. Påsken pludselig gik det op for ham at alle de farvede dråber der landede på græsset omkring ham, også ramte ham. Han stoppede i en bevægelse, og gav sig til at vrinske arrigt. "DAMN YOU LAYLIS!!!!!!!" Hvæsede han imod himlen. "HOLD DIN BRUNST FOR DIG SELV!"
Med store spring satte han afsted hen over engen, og prøvede så vidt muligt at undgå de enorme, blodrøde dråber. Også selvom det virkede som om han blev ramt af flere når han prøvede at undgå dem. Vreden var tegnet i hans ansigt, og han vidste godt at al den vrede nok ville gå ud over den hoppe han havde hørt når han fandt hende.

Hun var hvid. De mørke striber af blodregnen løb ned ad hendes krop, og hun lignede mest af alt en der ikke anede hvad hun havde gang i. Hun stod som om hun ikke kunne lide det, men stadig for doven til at bevæge sig. Elendige hunkønsvæsen.
"Hvad tror du så lige du laver?" Hvæsede han vred og satte farten ned som han nærmede sig hende. Pludselig begyndte store sorte fugle at falde fra himlen. De sprællede til det sidste, og kæmpede for livet selv efter de havde ramt jorden.
"Er det dit værk hoppe?" Hvæsede han vredt.
'Det er alt sammen min skyld..." Hviskede hun stille, uden at møde hans blik.
"Ja den kunne jeg godt regne ud! Ikke nok med at du får det til at regne f*cking blod så skal du også kaste fugle efter mig!? Hvem fanden tror du jeg er!?" Hans stemme var fuld af foragt. "Elendige hunkønsvæsen" tilføjede han stille som han vendte sig væk for at gå. Han nåede dog kun et par enkelte skridt.
'Undskyld...' Hviskede hun stille. Om det var til ham eller ej var han ligeglad med. Med et enkelt spring var han vendt imod hende.
"JA DET MÅ DU NOK SIGE!!!! Se nu bare at stikke af inden du får udrettet flere skader! Elendige vanskabning!" Det ragede ham det mindste at hun nu også græd. Det gjorde hende bare endnu mere ynkelig. I det mindste var hun ikke begyndt at te sig endnu. Den ros skulle hun vel have.
"Du er på privat område" sagde han. Hans stemme var normal nu, og ikke vred selvom det stadig ulmede i brystet på ham.
"Smut! Og tag dine ækle fugle, og din forbandede regn med." Med de ord vendte han sig og fortsatte tilbage af den vej han kom fra.
'Undskyld' Hviskede hun endnu en gang. Han vendte sig og så på hende en sidste gang, med de mørke øjne lynende imod hende. Som blodet løb ned af det der engang var Hvidt skind begyndte det at krakelere. Det skilte sig fra hendes krop og forsvandt hans vej med vinden. Hver eneste af dem førte det lille ord med sig. Undskyld. Det hang i luften. Hun blev stående imens hun forsvandt, og selv da der ikke var den mindste smugle af den ækle hoppe tilbage rørte det ham ikke.
"I det mindste smuttede hun." Sagde han blot og vendte sig for at gå.
"Men det pisser mig alligevel en smule af at hun ikke kunne gøre det på en mindre drama-Queen agtig måde" han sukkede dybt, og vendte sig om hvor han blev stående.
"Hun var virkelig en hoppe, after all"

Tunge skyr begyndte at trække op, men det passede nu den unge hingst fint. Det var længe siden han havde været nær Green Hils, længe side han havde stået her. Han gik stille fremad. Verden der som lille havde virket så stor, virkede nu blot som et lille sted.
Han havde ikke tænkt sig at nærme sig sin fader område tvært i mod.. Han ønskede blot at mindes.. det var derfor han var kommet her, for at mindes fortiden. Men så enkelt skulle det ikke vise sig det blev.. for pludselig begyndt det at regne.. men ej normal regn. Det føltes tykt og klamt.. der så han det først, blod der løb ned af ham.
Først nu opdagede han hvordan græsset og planer døde.. han lod mulen røre det døde græs. Hvad skete der her?
Han forstod ikke noget, men pludselig dukkede en skikkelse op midt i det hele.. han så hendes tåre. Han hørte hendes ord. Han trådte mod hende, udmærket godt klar over at hun talte til de før smukke planter. Øjne rystede.. Men han forsatte mod hende. ”De bør ej være ked af det” hans stemme var så fuld af ro, han prøvede at sende hende et opmundrende smil. Hoppen var nu ganske flot. Men det var nu mere hendes sår som han opfangede lige nu. Blod regnen forsatte, blodet løb ned over hans skind, men det skræmte ham ikke væk. Han så lidt sig selv i hende.

Han gik helt hen til hende. ”alt kan ikke redes, men jeg ber Dem, lad mig hjælpe” hoppens skrøbelige blik mødte hans. Hans fortvivlet øjne mødte hendes. Et sug tog igennem ham. Han følte straks tvang til at beskytte hende.. ”Kom med mig og jeg vil love Dem jeg beskytter Dem med mit liv” hun tog et skridt mod ham. Han smilte forsigtigt opmundrende. Men han vidste der skulle mere til. Mere til for at få denne hoppe overbevist om han var her, var her kun for hende. Hvis dette var hans skæbne, tog han chancen, han ønskede at rede denne sjæl, ønskede at gøre alt for at få hoppen til føle sig tryk og glad.
Livet omkring dem døde ud. Hans øjne hvilede i hendes. ”Livet er ej fair, det er fuld af smerte, lad mig hjælpe Dem ud af denne smerte” lød den hjælpsomme beroligende stemme. Hendes tårer løb stadig ned af hendes kinder. ”det er okay, jeg er her, og jeg forlader ikke deres side, kom med mig” han prøvede stadig at få hende til at komme væk, overleve.

Da hun trak sig tilbage, så hans øjne bede mod hendes ”det er okay jeg gør dig ikke ondt. Jeg lover mit liv på jeg aldrig vil skade Dem” sagde han højt og helligt og mente hvert et ord, Hoppens øjne var flakkede, han prøvede desperat at holde øjenkontakten. ”jeg er Toshiro, du kan kalde mig Hiro? Hvad hedder du” hun svarede ikke, men det trådte atter mod mig, med et lille shh.. som om hun allerede vidste hvem der havde behov for at blive redet her var ikke hende.. det var mig. Det var mig som havde behov for at blive redet, hendes øjne var faldet til ro mod mine.

Jeg indså nu, det var ikke mig der var her for at rede hende tvært imod det var hende som var her for at rede mig, som hun gik i mod mig. Mit hjerte bankede hårdt mod min krop, min vejrtrækning var ude af rytme, som hun kom nærmer. Jeg havde aldrig følt noget lignede før. Blodet løb omkring os, hendes tåre trillede ned af kinderne, hun så trist ud, jeg kunne se det på hende, hun havde et budskab. Hendes øjne skreg jeg skulle flygte men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg trådte mod hende. Naivt..

Vi stod nu ganske tæt. Hoppen hviskede atter undskyld. Mine øjne var fanget af hendes, følelserne i min krop var gået helt ude af kontrol. ”sig ikke undskyld, det er okay” stemmen var så rolig, selvom jeg samtidig følte en vis form for uro blandet med ro. Det hele gav alligevel mening ”ingen ord er nødvendige jeg er her nu” sagde jeg atter.

Vi stod blot der i det som føltes som få sekunder, var til flere minutter. Jeg så slet ikke hun stille skilte ad.. stille blev vi som trukket mod hinanden så langsomt..
Endnu et halv kvalt forpint undskyld forlod hoppens mule, før det skete.. Vore mule nåede lige at møde min, før hele hendes krop blev til vind der blæste i hovedet på mig. Og hun var væk...

// der er mulighed for lidt af hvert her, så hvis du finder på noget sjovt, så er du velkommen til at gøre noget godt/ondt ved ham, hvis det passer ind/ hvis det er der sker noget med min dreng altså :-D//

Inilteir

[/i] før var det måske ikke den rigtige vej? Hun stoppede helt op og så sig omkring igen, jo de bjerge der havde hun set før og hvis hun huskede rigtigt, selvfølgelig huskede hun rigtigt!, så skulle hun altså denne vej. Med et stille prust satte hun i gang igen, hun havde nok været her før så... Og bare glemt de kedelige bakker!

De kedelige bakker var dog ikke så kedelige denne dag for pludselig hoppede hun forskrækket sidelæns, en fugl var drattet ned næsten lige ved siden af hende! Fugle faldt altså ikke bare ned fra himlen! Hvad skulle det forestille? Hun trådte tøvende et skridt nærmere på den døde fugl, den havde en underlig rød farve og lugtede af en eller anden grund af blod. Forsigtigt strakte hun hovedet hen imod den for at snuse en ekstra gang, den lugtede helt sikkert af blod! Hurtigt trak hun sig et skridt tilbage og rystede sig usikkert, måske hun bare skulle skynde sig videre. Hun så sig kort omkring, der så ikke ud til at være andre i nærheden, hverken heste eller døde fugle. Langsomt drejede hun en gang rundt om sig selv for at sikre at der ikke skete andet underligt i nærheden, det eneste hun kunne se var nogle uvejrsskyer længere fremme og selvom hun ikke brød sig om regn var det dog trods alt ret normalt.

Da hun var nået hele vejen rundt om sig selv satte hun afsted i samme retning som før, nu med en smule hurtigere skridt end før og hun sendte flere gange et blik over skulderen som om hun var bange for at fuglen ville forfølge hende. En af gangene hvor hun så sig tilbage faldt endnu en fugl ned og hun satte tempoet yderligere op. Da den tredje fugl faldt ned, fulgt et øjeblik senere af den fjerde, satte hun i galop, hun ville bare væk fra dette underlige sted! Hendes høje fart betød at hun lige akkurat ikke nåede at stoppe inden regnen, hun var kommet over en bakke imens hun så bagud efter de faldende fugle og da hun vendte hovedet fremad var regnen pludselig tæt på. Den lugtede underligt og den så underlig ud! Det tog hende flere sekunder, hvor hun fortsatte i fuld fart, før oplysningerne om den underlige regn nåede fra hendes øjne og næse til hendes hjerne og derfra videre til hendes ben. Så snart det nåede frem satte hun dog alle fire ben i jorden og gjorde alt for at stoppe, ikke om hun ville ind i den regn! Den var underlig! Og den lugtede ikke godt!

Hun nåede dog ikke at stoppe, delvist fordi hun stoppede så sent, delvist fordi jorden var snasket og glat. Da hun endelig var stoppet helt op var hun halvt inde i regnen, hun kunne mærke den ramme hendes nakke og det forreste af hendes krop og et forfærdeligt øjeblik ventede hun åndeløst på at der skulle ske noget forfærdeligt, at hun skulle mærke en forfærdelig smerte eller måske bare falde død om ligesom fuglene. Der skete dog ikke noget andet end at hun blev våd så efter et par sekunder tog hun et dybt åndedræt og så sig omkring, det virkede ikke til at der var noget farligt heromkring, græsset så noget dødt ud men det kunne også bare være misfarvningen fra den mærkelige regn. Hun så sig tilbage, hun ville gerne hen til den der sø og så skulle hun altså igennem denne underlige regn, på den anden side... Hvis hun valgte ikke at gå igennem regnen skulle hun ud til de faldende fugle igen så hun kunne vel lige så godt bare fortsætte? Regnen virkede trods alt mindre truende end de døde fugle, i hvert fald for hende.

Som hun vandrede igennem regnen blev hun langsomt mere og mere desorienteret, skyerne gjorde området ret mørkt, hun kunne ikke huske området og regnen begrænsede hendes udsyn en hel del. Det varede ikke længe før hun følte sig ret sikker på at hun gik i cirkler, hun kom jo ingen vejen og alt blev ved med at se ens ud på grund af den forbandede regn. Lige pludselig så hun dog noget forude der var anderledes og straks gik hun i den retning. Det så ud til at være en anden hest hvilket gjorde Inilteir så lettet at hun i starten slet ikke opdagede det specielle ved den anden, endelig var der noget normalt i dette forfærdelige område, fyldt med underlige ting. Med noget roligere skridt end før bevægede hun sig i retning af denne fremmede hest som hun, da hun kom nærmere, kunne se var meget smuk, så smuk at hun et meget kort øjeblik indrømmede at hun nok var lige så smuk som Inilteir selv. Den tanke fik ikke lov til at blive længe men i et øjeblik indrømmede hun det. Da hun nåede helt hen til den anden lagde hun mærke til to ting, for det første stod den anden og hviskede 'undskyld', for det andet var der noget anderledes ved hende, hun virkede nærmest gennemsigtig men alligevel ikke rigtig. Det var lige på grænsen og det virkede som om den anden blev mere fast som hun stod det.

"Hej.." sagde hun forsigtigt, lidt i tvivl om det var klogt at tale til denne hest som efterhånden så ud til at være endnu en af de mærkelige ting der skete heromkring. Da den ikke reagerede på hendes ord rørte hun forsigtigt ved dens hals hvilket dog heller ikke gav nogen reaktion udover... Inilteir stirrede på jorden lige ved siden af den anden hoppe, helt stivnet. Hoppen var... Gået i stykker? Et stykke var faldet ud af hende og var faldet til jorden ved siden af hende. Brat drejede hun hovedet og stirrede på hoppen som stadig ikke rigtig reagerede på Inilteirs tilstedeværelse, hvad foregik der?!? Usikkert trådte Inilteir et skridt tilbage efterfulgt af endnu et og endnu et, "det var altså ikke mig! Det er ikke min skyld at.. At... At du gik i stykker!" Endelig var den en form for reaktion fra den anden hoppe, hun stirrede på de stykker der var faldet af hende. Af en eller grund fik det Inilteir til at føle at den anden bebrejdede Inilteir for at de var faldet af og i modsætning til hendes normale selvcentrerede reaktion 'hvad bilder hun sig ind jeg har intet gjort!' Fik alle de mærkelige oplevelser hende i stedet til at acceptere skyldfølelsen, i hvert fald midlertidigt, og hurtigt sprang hun hen ved siden af hoppen, greb et stykke og prøvede at sætte det på plads igen. Hun havde ikke megen succes med den ide og hun blev mere og mere febrilsk i sine forsøg på at få stykkerne til at blive siddende. Da hun endelig måtte acceptere at det ikke ville lykkes, der var efterhånden ikke meget at sætte stykkerne fast på mere, bakkede hun langsomt væk. "Det var altså ikke min skyld!" hun vidste ikke hvem hun sagde det til, der var ikke nogen i nærheden, men hun var bange og forvirret og hun ville i hvert fald ikke blandes ind i et eller andet underligt![/ul] [/font] [/font] [/font]

Overalt hvor de dybgrønne øjne så sprang livet ud. Blomsterne legede med solens stråler, og dansede i vinden. Græsset rejste og lagde sig. Træerne vejrede. Fuglene kvidrede en sidste sang før de forsvandt længere ind i landet, til et sted hvor vinter og kulde ikke fandtes. Solen faldt og steg, farvede himlen i sin sejrsdans, og lod sin triumf runge over landet. Den havde vundet over mørket.
Selv hvis disse grønne øjne så på sig selv, kunne den se liv. Sjælen under det sorte skind var begyndt at vågne efter sin dvale, og var begyndt at liv til nyt liv. En ny sjæl der en dag ville give liv til en ny sjæl. Som hun ville kunne se på med sine grønne øjne, og ikke gøre andet end at beundre. Fordi hun selv havde skabt dette lille vidunder. Et lille stykke liv, som ville kunne bade sig i solens sarte stråler, når den dansede sin sejersdans over Proelios himmel.

Den aften åbnede de grønne øjne sig før solen var begyndt. Før den end havde vundet kampen over mørket, og det endnu var det der herskede. En stemme havde talt til hende. I hendes indre mørke havde hun hørt en stemme hun ikke havde hørt længe... Hun havde aldrig troet at hun ville være i tvivl om hvem denne stemme tilhørte, men denne aften fandt hun sig selv i tvivl om stemmen virkelig var hvem hun troede. Men hendes galoperende hjerte, og sammensnørrede stemme tvang hende på benene, og fjernede tvivlen. Og skønt hun ikke længere kunne udtale navnet, vidste hun at det for altid ville være indpræget i hendes hukommelse.

Benene gik sin egen gang. Frem over græsset med taktfaste skridt. Selvom hun vidste at hun ikke ville kunne få styr på hendes galoperende hjerte før hun havde fået be- eller afkræftet sin mistanke, prøvede hun. Hun havde kendt alt for godt til skuffelse. Men alligevel fandt hun stadig sig selv håbende hver gang hun hørte hendes stemme. Det var jo ikke første gang. Hun fulgte vinden, og galoperede i takt med sit bankede hjerte. 1,2,1,2. Faste takter der gav genlyd over engen. 1,2,1,2. Hendes tanker var i kaos. De snurrede og kæmpede om hendes opmærksomhed, og råbte i hvert sit øre som en djævel og en engel på hver sin skulder. Forskellen var bare at de begge råbte det samme. Og det var derfor hun fortsatte frem. Med hjertet bankende. 1,2,1,2. Hun havde hørt hendes stemme. Hun havde kun hørt en sætning. 5 ord. Men det havde været nok. Hun var ikke i tvivl mere:

"Fortæl mig det, Too Close" Smilet stod tegnet over det hvide skind. Det lyste ud af hendes øjne, på den der specielle måde så du næsten ikke kunne lade være med at smile selv. Det kunne jeg selvfølgelig heller ikke...
"Nej" Jeg prøvede at holde den seriøse tone, selvom smilet knækkede seriøsiteten i mit ansigt.
Hun grinede, og hendes latter fik det til at gibbe i mig. Hvor havde jeg savnet den latter...
"Kom nu Too Close. Du havde lovet" Hun holdt mig blik fast, og prøvede at overtale mig. Det kunne jeg fortælle dig, selvom jeg ikke selv så ind i hendes lysende blik.
"Ikke nu..." Sagde jeg blot og slog blikket ned. "Jeg har lovet dig det... Men ikke nu"
Hvorfor... Hvorfor sagde jeg det ikke bare... Hun bad mig om en ting så simpel som det... Og jeg nægtede.

Tårerne var langsomt begyndt at løbe fra de grønne øjne. Selvom det for kun få minutter siden havde været fyldt med lys, og håb var det pludselig fulde af skam. Grunden var ikke ukendt for den sorte hoppe, for hun havde gennemgået det minde en million gange. Gang på gang havde hun fortrudt sit svar... Gang op gang havde hun grædt over den samme lille sætning, hun ikke kunne få ud. Og hvad nu? Nu var det for sent. Hun var væk.
Måske var det slet ikke håbet om at få sin bedste ven tilbage der drev hende frem. Måske var det bare at få sagt de ting som aldrig blev sagt...

Regnen var begyndt at falde som blodrøde dråber, der spejlede sig i månens blege skær. De dalede, og ramte jorden. Og forsvandt. Den sorte hoppe havde ikke tid til at undre sig, eller se tilbage. Hendes hovslag var næsten lydløse i det regnvåde græs, men den længselsfulde vrinsken der forlod hendes mule var lang fra lydløs. En hvisken fulgte. "Hvor er du...? Hvor er du...?" Stemmen var rusten, næsten uhørlig. Rystende og bedende. Tårerne løb, og blandede sig med blodregnen på vej ned over det sorte skind, hvor de frit kunne kamuflere sig. Tordenen begyndte stille at buldre, som en hvid silhuet dukkede op for hendes øjne. Langsomt... Kun en enkel hovsvide fra hende dukkede det blik op... Det blik hun havde set så manga gange. Men samtidig det blik hun aller helst ville se ind i, i sine sidste timer. Men smilet var forsvundet, og i stedet stod et let forpint udtryk tegnet over hendes bedste venindes ansigt.
"Undskyld... Too Close..." Hviskede hun stille, som det hvide skind begyndte at mørknes. "Jeg er så ked af det..."
Den sorte hoppe trak vejret ind i en rystende vejrtrækning der fik det sorte skind til at dirre. Med et enkelt skridt begravede hun mulen i den hvide man, og lagde sig ind til hende. Hun kunne ikke få et ord frem. Det hele kom tilbage til hende. Hver eneste af deres dage sammen. Hvert eneste sekund hun så ind i de smukke øjne, og tog dem for givet. Som hun holdt om hende kunne hun mærke hvordan hun forsvandt. Hvordan hendes krop bukkede under og gav sig. Hun havde ikke lang tid...
"Kan du huske..." Hendes stemme knækkede, og hun trak sig lidt væk for at se hende ind i øjnene. "Du spurgte mig hvordan jeg fik mit ar..." Den lyse hoppe nikkede stille, og øjnene spejlede sig kort i de grønne. Hun vendte hovedet en smugle, og så de 3 lodrette striber spejle sig som ridser i det sorte skind. Hun slog blikket ned.
"Jeg svarede dig aldrig... Gang på gang nægtede jeg... Undskyld..."
Endelig gled det venlige smil hun aldrig havde ventet, over den lyse mule og endnu en gang mødte de tos kroppe. I en bylt af sorte og hvide farver. Hun kunne stå her for altid, og bare mærke hendes nærvær. Hun ville aldrig tage det for givet igen... Aldrig.
"Jeg..."

Det der havde virket som den smukkeste drøm, vendte sig pludselig imod hende. De ord hun ville have sagt... De ord hun havde ventet så længe på at sige... De slap aldrig ud... Ikke den gang... Ikke nu...

Regnen skyllede over de to som de stod side om side. Med deres kroppe sammensmeltet, og deres hjerter koblet sammen af et usynligt bånd der havde været brudt så længe. Hun så op, og så de sidste rester af sin bedste veninde forsvinde. De dalede imod himlen, som hvide rosenblade der danser i vinden. De steg og steg, uden så meget som at efterlade et eneste her hos hende. De grønne øjne fulgte dem som de steg til himmels, og blev slugt af de tunge tordenskyer. Hun havde tøvet... De sorte ben knækkede sammen, og efterlod den mørke hoppe på jorden med blodregnen dalene over sig. Tårerne blandede sig med vandet, og blev opslugt som bladene af skyerne. Hun lod det sidste længelsfuldt skrig runge over engen, før også det blev opslugt af regnen.

Overlord vandrede rundt på Green Hills denne dag, kun for at lede efter sit næste offer. Da han fandt det var andre heste til stede. "Flyt jer tabere." råbte han af dem og møvede sig igennem for at se en lysende hoppe. Han smilede dystert for sig selv inden det begyndte at regne med blod. Han så op og blev stående mens andre heste panikkede eller følte ubehag, følte han sig godt tilpas i hvad der lignede en regn af kropslige, kødlige væsker.

Han mumlede et eller andet med at hævnens regn ville komme før eller siden og grinede en ond latter førhen han begreb sig på den selvlysende, flimrende hoppe og besteg hende bagfra. Hun undskyldte og smuldrede under ham, men han var ligeglad. Tilsidst var hun væk, men trodsalt var hun bedækket, så han var ligeglad.
Regnen forsvandt så pludseligt som den var kommet og i mørket søgte de gule øjne allerede efter et nyt offer at forpine.

Selene vandrede rundt i Hitsugaya flokkens yderkant. Hun bevogtede grænserne. Ligepludselig samledes skyerne over den anden ende og hun så nogle af flokkens heste liste af. De begav sig lod skyernes. Hun spidsede ører. Hvad var det dog for noget? Et nysgerrighedsgen blev pirret til inde i hende og det tog kun en lille diskusion med sig selv, at få hende til at trave efter de andre.

Snart brød himlen ud i regn. Eller... Det regnede, men det regnede ej vand. Det var rødt og Klæberigt. Det regnede blod. Hun rystede manen i ubehag over den sælsomme opdagelse, men vente dog ikke om. Blodregn stoppede hende da ikke. Da hun nåede frem var hun ej den eneste. De var mange. Mange af landets sjæle - nogle var kommet fra Hitsugaya og andre havde nok været i området. Eller også havde de spioneret flokken, som hun selv havde gjordt det engang. Nogle kendte hun og andre kendte hun ikke. De nærmest ikke så hinanden, fuldstændig ligeglade med hinanden. Hun nåede lige se en brun hingst forgrebe sig på... Noget, indre dette noget forsvandt. Tilbage lå kun krystaller. De lyste, tiltrådt for det klæbrige blod. Hun smilte let, da hun så en ualmindeligt spids en. Det var et gratis våben og sådan et sagde man ikke nej til. Hun bøjede sig ned og samlede det gnistrende stykke op med mulen. Det var hårdt under hendes tænder.

Pludselig græd himlen. Det var dog ikke med det klare vand som det stortset var i alle tilfælde, men med blod – den blinde hoppe kunne ikke se det med hendes egne øjne af gode grunde, men hun kunne lugte det – og mærke det. Den metalliske lugt fyldte alt omkring hende og hun mærkede hvordan hendes pels begyndte at klistre. Ikke af vand, men af blod. Hun undrede sig over hvorfor himlen knækkede og blødte, i stedet for at græde. Hvad havde forudsaget dette? Nogle heste ville blive skræmte, ville tænke verden gik under – men ikke denne hoppe. Hun var nysgerrig.

Inden længe kom hun til en lysning. En skikkelse stod og græd, og ikke blot stod og græd, men bogstaveligt knækkede af stykker af hende – igen kunne hun ikke se det, men hun kunne høre den ulækre lyd af krystal som knækkede. Hun stod og sagde undskyld – Noatuna trak op i mundvigene. Undskyld? Det ord lettede på ingenting. Handlinger var sket og hvad skulle et undskyld kunne gøre? Noa nærmede sig med rolgie skridt, indtil hun fornemmede hun var på en god afstand af denne hoppe.

Hun var ikke sikker på hvad det var hun stod og græd over – udover måske det faktum hun bogstaveligt gik i stykker. Noa prustede. For en gang skyld ændrede hun hendes attitude: ændrede hvordan hun henvendte sig til en. Normalt var hun legende, undvigende, forvirrende. Men hun havde lyst til at gå lige til pointen, til denne hoppe som måtte snart gøre noget inden hun gik helt til grund.

Misforstå det nu ikke, Noa ville aldrig blive god. Hun var ikke god. Hun var i teorien ond, for hun var egoistisk, og liv tog hun sig ikke af. Men alligevel.

,,Stop med at stå og flæb. I stedet for, gør noget, for undskyld hjælper ingenting,” for en gang skyld var den blå hoppe gået lige til sagen. Det var ikke sikkert hvorfor.
Hun stod stadig på god afstand. Hun nærmede sig ikke.

,,I stedet for at stå, så udgør noget – ellers er du ligeså patetisk som alle andre.” Det lød som om hoppen havde erfaringer, flere erfaringer end hun havde godt af. Snakkede hun mon til sig selv? Var det her nøglen til at være stærk? - Eller svag, i andres, godsindede øjne?

Regnen, af blod, faldt kraftigt.

Som natten lagde sig over Proelio, faldt både duggen og mørket over landet og farvede himlen i blållige farver. Stjerner kunne ses men pludselig faldt en fra himlen og dalede ned mod Shimo. Hun betragtede stjerneskuddet og ønskede at intet ondt ville hænde med føllet i hendes mave. Hun var godtnok tidligt i graviditeten, men havde allerede de bedste ønsker for sit kommende føl. Hun glædede sig til at blive moder og bekymrede sig endnu ikke om hvor farligt det kunne være for hende at fole.

Pludselig hørtes et stort brag og jorden begyndte at skælve. Dette varede få minutter og så var det ovre igen. Mærkeligt tænkte Shimo og græssede videre i stilhed. Det havde været en udemærket rolig dag med lidt regnvejr og ellers overskyet, men det var ikke overskyet nu, pånær måske en enkelt sky i det fjerne som nærmede sig langsomt. Det mærkelige ved denne sky var at den var rød. En enkelt fugl, en gås eller noget i den retning fløj gennem skyen og faldt ned på den anden side.

Shimo løftede sit hovede og så undrende mod skyen. Hendes instinkter fortalte hende at hun skulle flygte, men hendes nysgerrighed sagde hun skulle kigge nærmere. Fremmedligt som det var, skridtede hun usikkert nærmere og opdagede at regnen der faldt ned var ligeså rød som blod. Dog var Shimo klog nok til at forså at dette var sand og skyen var en støvsky, sikkert fra sletten der lå ikke langt derfra.
Da hun undersøgte sagen nærmere så hun at det var en bue i jorden længere fremme. Hun gik nærmere for at undersøge det mens regnen piplede ned på hendes ryg i små slag.

Det var forbavsende det hun så da hun nåede frem. Noget at Green Hills var ikke blot farvet til Red Hills, men havde også mistet en af sine bakker og kunne ligeså godt hedde Red Crater.
Shimo så lige ned i hullet, lavet af en komet, sikkert fra det stjerneskud hun lige havde set fyve forbi for godt 20 minutter siden. Det måtte være dette som havde skabt støvskyen der nu regnede ned over Green Hills smukke bakker.

Shimo vidste at hun ikke burde, men alligevel gjorde hun det, hun drog ned ad skrænten og ned til den stadig glødende stenmasse som hun gik på med sine hove og intet følte. Hun snuste de fremmede lugte ind og undersøgte stedet grundigt da en stemme hørtes undskyld. Hun så straks op og fik øje på en skinnende og glimtende hoppe, som var hun lavet af krystaller. "Hey, pas på du ikke falder!" Råbte Shimo op til hoppen der stod på kanten og græd. Da hun faldt forsøgte Shimo at gribe hende med sit hovede og bryst eller i hvert fald bremse faldet, men hoppen splintrede ved berøringen og støvede væk med en hvisken af ordet Undskyld.

Aaron opholdt sig altid nær Green Hills. Det lå trodsalt ikke langt væk fra hvor hans gale far holdt til med flokken. Det var ikke fordi at Aaron som sådan var en hadefuld ung sjæl, men vreden til hans far gjorde ofte at den unge, normalt høflige og galante sjæl blev til lidt af et røvhul. I dag var han i et noget nært dårligt lune, mens han gik og græssede hvad der virkede ganske fredeligt. Fredelige kunne man ikke ligefrem betegne de mærkværdige stormskyer som pludselig trak sig sammen lige over hovedet på den hvide hingst. Dette fik ham da også til at se med himlen og knibe de røde øjne sammen.

Op til flere røde lyn gjorde deres tog over himlen, og Aaron rynkede nu på mulen. Hvilket besynderligt fænomen. Han havde aldrig hørt om sådan noget. Mon det var den gale brune hingst som herskede Slavians påfund? Nej, end ikke den galning var i stand til sådanne ting. Ikke hvad den hvide hingst vidste af. Han fnyste nu og skridtede en anelse fremad. En dråbe ramte hans mule og han fnyste nu højlydt. Skulle det nu til at regne? Men hingsten med vampyrgenet opfattede nu hurtigt at det ikke var vand der havde ramt ham. Den metaliske duft af blod fik næsten hans hugtænder til at løbe i vand. Han så mod himlen, hvor han blev mødt af flere dråber. Hvad var dette for noget galskab? Blodet fik hingsten til at slikke sig om munden, inden han nu kunne bekræfte at det var blod. Den bitre metalliske smag. Blod. Aaron tiltede nu hovedet bagud og åbnede munden på vid gab og stak tungen ud, som ville han fange dråberne som snefnug. Sådan stod han i længe og mæskede dråberne i sig med største velbehag, inden han egentlig kom i tanke om at han nok burde undersøge sagerne. En hoppe, et væsen, så hvid, næsten hvidere end ham selv, stod nu næsten foran ham. Han undredes, var dette et marridt? Aaron skridtede mod hende, studsede over hendes næsten gale mumlen, men betragtede hvordan hun nærmest krakelerede for øjnene af ham.



” Hvem? ”



Mumlede han forundret og en anelse frastødt. Han strakte forsigtigt mulen mod hende med hovedet tiltet en anelse på sned. Hans hvide pels var spættet i blodet fra himlen. Et fænomen der så ud til at munde ud fra den mystiske sjæl som nu stod foran ham. Eller knapt. Hvor længe ville der gå før hun ville falde fra hinanden. Han vovede sig dog til at sætte mulen mod hendes skulder, og i samme øjeblik gik hoppen itu og forduftede ud i ingenting, sammen med blodregnen og stormskyerne. Tilbage stod den hvide hingst, paf og forvirret inden han rystede en anelse på hovedet. Han måtte have set syner.